Knud J.V. Jespersen. Rytterkongen. Et portræt af Christian 10. Gyldendal, 568 sider, 349 kroner.
Denne bog bringer en god nyhed og en dårlig nyhed. Den gode er, at Christian X ikke var så ubehagelig en personlighed, som nogle vil gøre ham til. Den dårlige er, at Påskekrisen 1920 ikke bare var en tilfældig smutter. Den lå i logisk forlængelse af hans hidtidige virke.
Født i 1870 voksede prins Christian op i en tid, da hans bedstefar, Christian IX, stædigt holdt på sin grundlovssikrede ret til at udnævne regeringslederen. Prins Christians egen far, Frederik VIII, var meget mere liberal og åben for forandring i det politiske liv, men Knud J.V. Jespersen peger på, at den senere kong Christian X fik en stor del af sin prægning og sine idealer fra sin konservative farfar. Lige så stor var påvirkningen nok fra den omfattende militære uddannelse, han ikke alene modtog, men også anvendte, bl.a. som en velfungerende chef for livgarden. Den stærkt nationale Christian X blev også den første af de glücksborgske konger, der talte dansk uden accent. Hans far og farfar var oprindeligt tysktalende. Det samme var hans dronning.
Rytterkongen kalder Jespersen ham. Det viser hen til kongens stjernestunder, da han red over Kongeå-grænsen i 1920 og indtog Sønderjylland, og da han red sine daglige ture i Københavns gader under besættelsen som nationalt samlingspunkt. Soldaterkongen er en mere præcis beskrivelse af hans selvforståelse. Det var hans engagement til fordel for et forstærket forsvar, der i første omgang bragte ham på kant med især de radikale under Første Verdenskrig og gjorde ham til centrum for national-konservative kredses ønsker om et statskup under Anden Verdenskrig.
Bøger om kongehuset falder i tre kategorier. Hovedparten er servilt og parfumeret lefleri, der bekræfter Billed-Bladets læsere i deres fidele forestillinger om, hvilke vidunderlige overmennesker de kongelige er. En mindre del er anden- og tredjehåndssladder, der med lummer indforståethed beretter om, at de kongelige også kun er mennesker. Endelig er der den mindste del, der kan tælles på en hånd: begavede, reflekterede og saglige udlægninger af kongehusets historie og rolle i det danske samfund. Til denne sidste kategori hører denne biografi.
Jespersen kan som den første gøre brug af Christian X’s private optegnelser. Det er bemærkelsesværdigt – og på høje tid, bør man tilføje – for det sker desværre sjældent, ja stort set aldrig, at dronningen giver adgang til det glücksborgske familiearkiv.
Forfatteren har nu også en fordel frem for andre, der kunne have været ude i samme ærinde. Knud J.V. Jespersen beklæder foruden et professorat i historie også et af kongehusets væsentligste tillidshverv, nemlig som ordenshistoriograf. Det er dette embede, der har givet ham privilegeret adgang til Christian X’s papirer, men det er samtidig også dronningens garanti for hans loyalitet mod den institution, over hvilken hun præsiderer. Det er derfor sandsynligvis rigtigt, når Jespersen til indledning skriver, at han har fået frie hænder til at skrive bogen, for det er en frihed han må og skal forvalte under ansvar.
Problemet med en privilegeret arkivadgang er, at ingen læser har mulighed for at tjekke kilderne, og især er det vanskeligt at få indtryk af, hvad det er, vi ikke får at vide. Der er aldrig nogen nem løsning på dette problem.
Bogen er en ganske fornem afbalancering af kravene om videnskabelig redelighed og åbenhed på den ene side og hensynet til den nødvendige diskretion på den anden. Hofsnogene og sladdertaskerne kan godt forberede sig på en ørkenvandring af velturneret saglighed. Der er intet i bogen, der kompromitterer det kongelige privatliv. Derimod er kritikken af kongen som konge ikke båndlagt. Værket er forberedt af Jespersens forgænger i embedet, Tage Kaarsted, der var klassisk politisk historiker, og det mærkes. Det er Christian X’s rolle i dansk politik, der står i centrum.
Alligevel kan Jespersen ikke dy sig for at udskrive en dækningsløs veksel, der lover en beskrivelse af »manden bag facaden«. Det er en af biografiforfatternes mest forslidte klichéer, og heldigvis holder han heller ikke sit løfte i nævneværdig grad. Det kan ikke komme bag på nogen, at der bag den stive officerstype gemte sig en mand, der såmænd også havde følelser. Kongens indre liv var antagelig præcis så kedeligt som de fleste andres. Det interessante ved de kongelige er netop facaden og ikke mindst, hvordan den forvaltes. Deri består jobbet, og facaden danner derfor også grænsen for offentlighedens legitime interesse. Problemerne kommer, når de kongelige tvinges til at gøre det private til facade og dermed lægger sig blot for utidig nysgerrighed og småborgerlig forargelse.
Jespersens opremsning af de tilfælde, hvor kongen efter tronbestigelsen i 1912 søgte afgørende indflydelse på regeringsdannelsen, understreger, at man kun med forbehold kan sige, at parlamentarismen blev indført i 1901. Jespersen overvurderer antageligt sine steder kongens faktiske betydning, men nok ikke hans ønske om at være betydningsfuld. Kongen havde ikke blot en symbolsk rolle, men var en faktor, man måtte regne med, når der skulle lægges politisk taktik. Hvad man blandt andet skulle indkalkulere, var en egensindig, stivnakket monark, der ikke forstod at tage imod et godt råd. En af de få, der viste sig at kunne håndtere ham, var hans begavede svigerdatter, Ingrid.
Hans selvforståelse kom tydeligt frem i forbindelse med salget af de dansk-vestindiske øer i 1917. Afhændelsen af øerne var et gammelt emne på den politiske dagsorden, som var blevet genaktualiseret af verdenskrigen. Amerikanerne pressede på, fordi de frygtede, at tyskerne ville drage Danmark ind i krigen og dermed skaffe sig fodfæste i Caribien. Da salget blev godkendt ved en folkeafstemning, betragtede kongen det som en uafvaskelig plet på sin ære og forsøgte i sidste øjeblik forgæves at obstruere det ved at stille urealistiske betingelser for sin underskrift på traktaten.
Kongens trang til at politisere kulminerede under Påskekrisen 1920, en direkte udløber af grænsedragningsspørgsmålet i Slesvig. Den radikale regering Zahle syntes tilfreds med, at Flensborg forblev tysk, mens oppositionen skabte så meget røre, at det måtte blive et kabinetsspørgsmål. Rigsdagen var på påskeferie, og Zahle håbede at ride stormen af. Kongen tilsagde ham i audiens, hvor han mod sin egen forventning ikke modtog Zahles afskedsbegæring og derfor endte med at give ham den. Stemningen i byen var revolutionær, og den radikale og socialdemokratiske partipresse anklagede åbent kongen for at have begået statskup. Han havde da også undladt – med vilje? – at anmode Zahle om at stå i spidsen for et forretningsministerium indtil et kommende valg, og da han ville gøre skaden god, obstruerede Zahle ved at nægte. Der gik nogle få højspændte dage med kongens egen advokat som midlertidig regeringschef, indtil der kunne skabes et parlamentarisk baseret forretningsministerium. Monarkiet havde på dette tidspunkt alvorlig slagside.
I Jespersens udlægning var Påskekrisen ikke nogen enkeltstående begivenhed. Kongen gjorde blot, som han havde gjort flere gange tidligere ud fra en stærk overbevisning om dermed at repræsentere nationens sande interesser over for et politisk system, der ifølge ham kun tjente partiinteresser. Nøgternt betragtet forvekslede han blot folkets vilje med sin egen. Bortset fra det bygger Jespersen videre på Kaarsteds idé, at kongen faktisk ikke handlede impulsivt og udelukkende af egen drift. Idéen blev plantet af kongens rådgivere og sandsynligvis gødet af den gamle politiske ræv, venstremanden I.C. Christensen. At Zahle nægtede at fortsætte som forretningsminister, gør ifølge Jespersen også ham til medansvarlig. Det kan den kongelige historiograf muligvis have ret i, men det frikender ikke kongen for ansvaret for sin handling. Christian X ønskede at være politisk, og Zahle lod ham blot syde i eget fedt.
Spørgsmålet er, hvor meget klogere kongen blev af begivenhedsforløbet i påsken 1920? Af dagbøgerne forekommer det, at han følte sig bekræftet i, at han faktisk havde gjort det rigtige. Brødebetyngelse spores ikke. Jespersen er lidt ulden i mælet, når det handler om at drage den fulde konsekvens af denne interessante – måske bogens mest interessante – konklusion. Når kongen ikke efter 1920 begik den samme fejl igen, skyldtes det så tilfældigheder eller en nyerhvervet kongelig visdom?
Lakmusprøven blev foretaget i november 1940, da en kreds af erhvervsfolk omkring ingeniør Knud Højgaard i forbitrelse over systemet Stauning-Munch rettede en henvendelse til kongen om at danne en regering uden om Folketinget med kongens fætter prins Axel som leder. Jespersen dokumenterer, at kongen i høj grad var modtagelig for lignende idéer, men at forskellen nu var, at han havde opbygget et tillidsfuldt forhold til især statsminister Stauning, og at denne åbne forbindelse sikrede, at han nu ikke handlede i modstrid med de parlamentariske principper. Kongens samarbejde med Stauning var ikke et så usandsynligt makkerskab, som det umiddelbart kan lyde. Der var trods de betydelige meningsforskelle en gemytternes overensstemmelse mellem de to patriarker. Jespersen er til gengæld nok for venlig i sin vurdering af Christian X’s politiske indlæringsevne. Når han ikke slog flere skæve, skyldtes det nok, at kongen i krisesituationer blev mandsopdækket af sin statsminister, der blandt andet måtte skærme af for kongens åbenlyse ubehag ved radikale ministre i almindelighed og P. Munch i særdeleshed. Modviljen var i øvrigt gensidig.
Kongen var under besættelsen uimodtagelig for krav fra den tyske gesandt, Renthe Fink, om at skaffe sig af med Stauning som regeringschef. Det var næppe udtryk for en inderlig kongelig forliebthed i demokratiet eller Socialdemokratiet for den sags skyld, men nok snarere, at den demokratiske valgte regering på dette tidspunkt repræsenterede en forpost i den nationale selvstændighedskamp. Kongen kunne hermed gøre Staunings sag til sin. Gennem hele besættelsen stillede kongen sig i de fleste afgørende spørgsmål helt på den samarbejdende regerings side. Overraskende er det, at forslaget om at optage Erik Scavenius i regeringen fra juli 1940 faktisk oprindelig var kongens.
Ingen dansk konge i nyere tid har oplevet så mange territorialreguleringer som Christian X. På plussiden tæller genforeningen i 1920 og den internationale anerkendelse af dansk overhøjhed over Grønland i 1933. På tabskontoen kunne han foruden de vestindiske kolonier skrive Island, som i 1918 var blevet selvstændig i personalunion med Danmark, det vil sige med fælles konge. Ved overgangen til republik i 1944 bortfaldt denne forbindelse, et frafald, der forbitrede mange, men ifølge dagbogen tilsyneladende ikke kongen. Hans personlige vrede over tabet af de vestindiske øer gentog sig åbenbart ikke.
Kongen blev under krigen et samlende symbol på dansk national integritet, også i udlandet. Kongens resolutte optræden over for besættelsesmagten har fundet sit mest prægnante udtryk i den hårdnakkede myte, at han bar en jødestjerne under sine rideture i solidaritet med jøderne. Det er forkert alene af den grund, at de danske jøder ikke var pålagt at bære en stjerne. Myten er dog sandfærdig i den forstand, at den afspejler det forhold, at kongen var stærkt imod indgreb over for jøderne, en holdning som han blandt andet udtrykte ved at sige, at hvis det kom til en jødelovgivning i Danmark, kunne det ende med, at »vi alle anlagde Davidsstjernen«. Til gengæld var der hos kongen ingen sympati for den aktive modstandskamp. Det er derfor ironisk, at kongens kiste i 1947 blev pyntet med et frihedskæmperarmbind. Det hørte ingen steder hjemme hos den mand, der stod for lov og orden og var imod det anarki, som modstandskampen også indebar.
Efter krigen blev kongehuset opfattet som en integreret del af folkestyret, men man skal altså være klar over, at denne forbindelse i udgangspunktet bestemt ikke var et inklinationsparti, og det var især besættelsestidens ydre pres, der havde givet substans til denne fornuftsalliance. Det blev Frederik IX’s opgave at fuldstændiggøre forholdet med det dertil hørende demokratiske sindelag, der aldrig helt lå til hans far.
Jespersens bog er mere end en historiebog. Han skriver det intetsteds, men det er åbenbart, at den også kan læses som et fyrstespejl. Fyrstespejle er en litterær genre, der i tidligere århundreder blev dyrket ved de europæiske hoffer. Det var prinsernes, de kommende regenters lærebøger i moral, magtpolitik, etikette og krigskunst.
Hvad kan en kommende konge da lære af Christian X? Læst som håndbog for konger lægger Jespersen slet ikke fingrene imellem. Den unge Christian, ja også den mere modne konge var en hund i et spil kegler. Igen og igen understreger Jespersen kongens manglende politiske musikalitet. Han overvurderede ganske omfanget af det råderum, der i det spæde parlamentariske demokrati faktisk stod ham til rådighed. Målet blev fuldt under Påskekrisen, der gjorde det af med enhver bogstavelig fortolkning af grundlovens ord om, at det er kongen, der udnævner regeringen. Herefter har enhver dansk regent at holde sine private politiske sympatier for sig selv. Det er ikke alene monarkiets væsentligste overlevelsesbetingelse, men også dets bedste forudsætning for at nyde beskyttelse fra det politiske system. Hvis regering og Folketing har tillid til, at statsoverhovedet holder fingrene af fadet, skulle pokker da ønske sig en republik med en politiker som præsident. Det kræver blot, at regenten drager den lære af Christian X’s historie, som Christian X muligvis ikke selv helt forstod, nemlig at for at handle upolitisk kræves det, at man kan tænke politisk.
(Politiken 30. okt. 2007)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar