Anna Sandberg og Detlef Siegfried (red.) Tysk kulturhistorie, Gyldendal
Tolv forskere, alle ansat ved danske højere læreanstalter, har hver bidraget med et kapitel til denne bog om den tyske kulturs historie fra afslutningen af Trediveårskrigen i 1648 til i dag. Bogens kapitler følger kronologisk udviklingen fra udløbet af de sidste store religionskrige i Europa over det 18. århundrede, da Immanuel Kant i Königsberg definerede oplysning som menneskets udtræden af dets selvforskyldte myndighed, det tyske kejserriges opløsning i 1806, skabelsen af et " Bildungsbürgertum", nationalisme og revolution, Preussens opstigning til stormagt, skabelsen af det andet kejserrige i 1871, fin de siecle og Jugendstil, den tabte verdenskrig, Weimarrepublikkens skrøbelige demokrati, krise og avantgardisme til nazisternes " Gleichschaltung", forsøget på at ensrette alting efter det politiske kompas, der gjorde en nation af " Dichter og Denker" ( digtere og tænkere) til et land af "Richter og Henker" ( dommere og bødler).
Efter "Stunde Null" i 1945 opgiver bogen sin kronologi og følger udviklingen i DDR og Forbundsrepublikken parallelt og slutter med et kapitel om det forenede eller genforenede Tyskland efter 1989. Tysk kultur er en kolossal mundfuld at rumme på mindre en 500 sider inklusive registre, noter og litteraturvejledninger.
Det begynder med det uløselige spørgsmål om, hvad Tyskland overhovedet er. Hverken de politiske grænser eller sproget har nogensinde udgjort nogen tilfredsstillende eller udtømmende definition. Der har aldrig eksisteret kun et Tyskland, selv ikke efter sammenlægningen af DDR og Forbundsrepublikken.
Østrig er stadig et tysktalende land, og selvom bogen orienterer sig efter, hvad der i dag kaldes Tyskland, kan den naturligvis ikke lade hverken østrigerne Mozart eller Karl Kraus ude af betragtning. En antologi som denne har i det hele taget alle odds imod sig. Det er erfaringsmæssigt meget vanskeligt at bringe så mange forskellige bidragydere til at underordne sig en redaktionel linje. Det er meget tydeligt, at forfatterne har meget forskellige opfattelser af, hvad kultur er.
Nogle tager udgangspunkt i den klassiske definition af kultur og skriver mest om udviklingen inden for litteratur, bildende kunst og musik. Andre bruger en stor del af pladsen på den politiske historie, der jo unægtelig også udgør en nødvendig forudsætning for at forstå, hvad der går i svang i kulturen.
De fleste er imidlertid tydeligvis inspireret af den nye kulturhistorie, der vandt frem i 1980' erne. Den fokuserer for eksempel på kulturmøder. Hvordan er en kultur blevet set udefra, og hvordan optager en kultur fremmedelementer? Derfor møder man med stor selvfølge amerikanerne Josephine Baker og Mark Twain, danskerne Jens Baggesen og Georg Brandes og mange andre ikke-tyske i denne bog. København spiller derfor også en rolle i historien om det moderne Tyskland. Her studerede to af romantikkens væsentligste malere, C. D. Friedrich og P. O.
Runge, og her blev en af arkitekterne bag Tysklands militære styrke i det 19. århundredes anden halvdel, Helmuth von Moltke, uddannet. Kultur er selvfølgelig også populærkultur. Hvem kender for eksempel navnet på Tysklands mest læste forfatter gennem tiderne? Karl May hed han såmænd, og han bidrog til en særlig indianerromantik, der gør, at Tyskland i dag er " et af de få lande, hvor børnene hellere vil være indianere end cowboys, når de leger".
Et tredje vigtigt element er erindringskulturen. Den måde, hvorpå fortiden iscenesættes i mindesmærker, historieskrivning og fortielser, er afgørende for forståelsen af en kultur. Kejser Wilhelm II var meget optaget af det oldnordiske, og forholdet mellem DDR og Forbundsrepublikken kan beskrives som én lang " Auseinandersetzung" om den nazistiske fortid.
Hvis man stiller krav om enhedspræg i synsvinkel og konsekvens i begrebsdannelsen, må denne antologi skuffe. Hvis man imidlertid betragter den som en kronologisk ordnet samling af essay om tysk kultur i en bred forstand, belønnes man ganske rigeligt. Bidragene varierer i kvalitet fra god til fremragende. Redaktørerne har truffet det indlysende rigtige valg at lade bidragyderne skrive om, hvad de har forstand på og interesserer sig for.
Alle tolv kapitler er læseværdige hver for sig. Ikke alle bidragydere udviser samme sproglige omhu eller elegance, og nogle vurderinger kan diskuteres. For eksempel beskrives Treårskrigens udbrud som et resultat af, at " den danske konge Frederik VII i marts 1848 afviste de tysksprogede slesvigeres ønske om at indgå i Det Tyske Forbund og gik ind i Slesvig med sin hær". Det får det til at se ud, som om den danske konge invaderede Slesvig, selvom det var almindeligt anerkendt, at han sådan set allerede var konge over Slesvig i forvejen. Men sådan er der altid noget at indvende, når tingene sættes på spidsen.
Det er en begavet antologi, som holder et højt refleksionsniveau, der stiller krav til sin læser. Nævnes skal selvfølgelig også den gennemgående gode billedredaktion.
(KD 14. april 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar