Jern og blod

Søren Mørch: Vældige ting - 63 fortællinger om verden, som den er. Billedredaktion Grethe Jensen. Politikens Forlag, 528 sider, 400 kroner.

Vældige ting' - fortsættelsen af Søren Mørchs seneste værk, ' Store forandringer' - behandler de begivenheder, skikkelser og fænomener, der ifølge Mørch danner grundlaget for den moderne verden, personer som Otto von Bismarck, Charles Darwin og Adolf Hitler eller opfindelser som jernbanen, den moderne teknologiske krig eller den rationelle fødevareproduktion.

»Tidens store spørgsmål afgøres ikke ved taler og flertalsbeslutninger, men med jern og blod«, sagde Bismarck kort tid efter sin tiltrædelse som preussisk ministerpræsident i 1862. Og netop jernet som et centralt element af den moderne industrialisering og blodet, som det er blevet udgydt på slagmarkerne i hidtil uset omfang i det 19. og 20. århundrede, spiller en stor rolle i Mørchs fortællinger.

EN HOVEDPOINTE er, at det moderne menneske har væltet de skranker, som den umiddelbare afhængighed af naturen tidligere opstillede. Vi er ikke længere underlagt truslen om sult og mangel, vi er ikke afhængige af muskelkraft og vind som mekanisk drivkraft på land og til vands og den enkeltes horisont er ikke længere begrænset af øjets synsfelt.

Denne udvikling har imidlertid (mindst) en bagside, som Mørch udstiller med stor klarhed. Den moderne industrialiserede krig føres ikke mand mod mand - krop mod krop - men på distancen, også moralsk. Heltegerninger, lidelser, mod, frygt, ære eller bedrifter er ligegyldige.

Soldater er »ophørt med at være personer. Det, der tæller, er deres antal som levende eller døde«. De nye betingelser indebærer også en helt ny livsform, den sekulariserede, løsrevet fra tidligere tiders forklaringsformer, troen på ånder, Gud eller andre overnaturlige fænomener. Verden er blevet affortryllet.

Der er ikke plads til idealer - i hvert fald ikke hos Mørch. Han deler i udtalt grad Bismarcks kynisme og mangel på sentimentalitet.

Forskellen er, at Mørch ikke er politiker, men forstår sig selv som intellektuel, det vil sige en informeret iagttager, der blot betjener sig af sin forstand og sin pen. Et af denne bogs glimrende afsnit er en gennemgang af, hvordan begrebet intellektuel - på moderne dansk ' smagsdommer' - blev til i Frankrig omkring forrige århundredeskifte.

Mørch ynder at tale om virkeligheden, »som den er« - selv om han udmærket ved, at virkeligheden hverken er klar eller distinkt. For Mørch lever lige så lidt som alle andre i et ideologisk eller politisk vakuum. Han synspunkt er såmænd nærmest støjende klart: Han er modernist om en hals. Han mener ikke, at der findes noget alternativ til vestlig modernitet.

Dermed gør Mørch sin egen epoke - det moderne - og sit eget sted - Europa - til centrum, udgangspunkt og målestok for sin iagttagelse af fortiden. Hvad der i høj grad klæder denne bog målt i forhold til forgængeren er, at Mørch langt tydeligere gør opmærksom på, at den moderne verden har nogle alvorlige medfødte skavanker, der blandt andet indebærer vanvittige ofringer af menneskeliv. Denne mangel på entydighed giver perspektiv.

BOGEN HAR TO egenskaber, der begge fremkalder omtanke: Den er både irriterende og generøs. Det irriterer, at læseren uformidlet bliver ført frem og tilbage mellem temaer, århundreder og lande, uden at forfatteren har ulejliget sig med at udstikke en ruteplan.

Denne selvbevidste nonchalance truer hele tiden med at slå over i udisciplineret snakkesalighed. Fokus vakler nogle steder, og der er - især set fra et videnskabshistorisk synspunkt - masser at være uenig i. Men alt dette tilgiver man den dygtige fortæller Søren Mørch, fordi han gavmildt leverer den ene skærpede pointe efter den anden hentet ud af et helt livs begavet beskæftigelse med fortiden. Billedredaktionen er fortrinlig.

(Politiken 19. okt. 2009)