Paralleliteter og konflikter

Hans Kirchhoff: Sådan valgte de – syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid. Gyldendal, 200 sider, 169 kroner.

At anvende det klassiske dobbeltportræt som redaktionelt princip kan måske forekomme at være en lidt tynd undskyldning for at udgive endnu en bog om besættelsestiden, men når den er gennemført med en så sikker hånd som her, bliver den til ikke så lidt af en øjenåbner. Bogens grundlæggende greb er at kombinere konflikter med paralleller, enten i form af modsætninger, som finder sammen i alliancer, eller alliancer, der brydes i modsætninger. Det bliver til en illustration af det forhold, at de valg, der blev truffet, når klinger og veje mødtes, skete i et delvis uoverskueligt råderum af skiftende vilkår og slørede forudsætninger. Det udelukker ikke den moralske stillingtagen, men bekræfter den gamle sandhed, at den ublandede fordømmelse eller rene heltedyrkelse er en luksus forbeholdt de udenforstående.

Erik Scavenius og Werner Best dannede næsten umiddelbart efter Bests ankomst til Danmark som rigsbefuldmægtiget i efteråret 1942 en stærk akse, om hvilken samarbejdslinjen tegnede sine sære krøller indtil augustoprøret 43. Deres grundlæggende interesser var forskellige, nemlig at tjene hhv. danske og tyske interesser, men de var forenede i frygten for militær undtagelsestilstand. Ingen af dem var indstillet på at overlade forvaltningen af Danmark til generalerne. Den sære alliances personlige aspekt blev fastholdt af de to mænd efter krigen i et af de besynderligste venskaber, det 20. århundrede har kendt.

Den overraskende alliance finder man også hos de ideologiske modsætninger socialdemokraten Frode Jakobsen og kommunisten Mogens Fog. Den nationale dagsorden i Frihedsrådet fik dem til at trække på samme hammel. Vandene skiltes kun på spørgsmålet om, om de internationale bånd skulle knyttes til London eller Moskva.

Modsætningen mellem den ulydige diplomat i Washington Henrik Kauffmann og samarbejdspolitikkens fremmeste embedsmand Nils Svenningsen skjuler, at rationalet bag deres vidt forskellige linjer var det samme, nemlig den for udenrigstjenesten så særegne embedsmandsloyalitet, der holder øjeblikkets politiske stemninger ude i arms længde og anlægger en usentimental analyse af det magtpolitiske landkort. Forskellen mellem dem bestod i deres vurderinger af Danmarks muligheder i det dynamiske spil mellem stormagterne, en vurdering, som efter krigen i øvrigt blev næsten sammenfaldende.

Modstandsbevægelsen omtales oftest netop i bestemt form ental, som om den var en ubrydelig enhed. Men den var præget af betydelige indre spændinger som dem mellem den farverige jyske nedkastningsleder Jens Toldstrup og den systemloyale officer Vagn Bennike. Bennike var strategen, der arbejdede med forvaltningen af den kommende fred for øje, mens Toldstrup som handlingens mand ville den umiddelbare kamp med fjenden. Deres indbyrdes bitre strid var ikke blot personlig, men en kamp om kampens mål og midler.

Barndomsvennerne Erling Foss og Gunnar Larsen var begge konservative direktører i industrien. Og så faldt det alligevel så forskelligt ud for dem. Larsen blev den af samlingsregeringens ministre, der drev det økonomiske samarbejde med tyskerne videst, mens Foss, der blev en af Frihedsrådets nøglefigurer, skabte begrebet værnemager, antagelig med Larsen i tankerne. Og så blev det alligevel ikke så enkelt. Larsen overførte store summer til støtte for modstandskampen, mens Foss stadig ejede aktier i selskaber, der tjente penge på handel med tyskerne.

John Christmas Møller og Hans Hedtoft var begge ihærdige fortalere for demokratiet, begge partiformænd for hhv. de konservative og socialdemokraterne, og begge blev de på grund af deres ubelejlighed tvunget til at træde tilbage fra deres politiske tillidsposter. Hedtoft valgte at fortsætte sit arbejde i Danmark bag linjerne, mens Christmas Møller rejste i eksil i London, hvor han fortsatte med at være til ulejlighed for de fleste. Hedtoft endte med at blive statsminister, mens Christmas Møllers politiske karriere kuldsejlede.

Endelig er der digterne og jagtkammeraterne Kaj Munk og Valdemar Rørdam. De havde begge sværmet for Hitler, men Kaj Munks radikalitet førte ham efter 9. april ud i protest mod tingenes tilstand, og han endte med at blive dræbt af sin gamle helts håndlangere. Rørdam var antikommunist, og han hyldede derfor det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941. Det kostede venskabet med Munk og gjorde ham til persona non grata hos alle andre end nazisterne. Han led en bitter strådød i 1946.

Det er en sjældent helstøbt antologi, hvor ingen bidragyder falder igennem, og ingen rager op. Niveauet er for højt til, at det for alvor kan lade sig gøre. Det beskedne udstyr og en kikset forside yder ikke bidragenes fortættede lærdom og elegante form nogen retfærdighed. Til gengæld får man kvalitet for en billig penge.

(Politiken 1. marts 2008)