Krig og kulturmøde

Henning Petersen (red.): Da spaniolerne kom. Krig og kulturmøde 1808. Wormianum, 272 sider, 228 kroner.

       

Af en besættelsesmagt at være er spaniolerne, som de blev kaldt dengang, bevaret i bemærkelsesværdig venlig erindring af danskerne. I min egen som i så mange andre familier fortæller man med glimt i øjet, at temperamentet, de brune øjne, den lidt lave vækst hos nogle medlemmer af den i øvrigt kølige, lyse og høje familie skyldes en spansk husar, der skælmede pikant med tip-tiptip-oldemor.

At det faktisk forholder sig således, kan kun belægges med sikkerhed i ganske få tilfælde. Familien Panduro f. eks. er beviseligt efterkommere af en agterudsejlet menig fra dragonregimentet Almanza, og familien Augustinus stammer fra en desertør ved navn Augustín. Det kan faktisk også sandsynliggøres, at den ærkedanske hesterace fra Knabstrup er efterkommer af en af de heste, som spanierne havde med.

DE CIRKA 10.000 spanske soldater med følge kom hertil i 1808 i kraft af den alliance med Frankrig, som omstændighederne i skikkelse af det engelske bombardement af København året før havde pånødet den danske konge. Officielt var der tale om hjælpetropper under fransk kommando, der skulle bidrage til en dansk landgang i Skåne. Det blev aldrig til noget på grund af den engelske flådes magtfulde tilstedeværelse omkring Sjælland. I praksis var det spaniernes opgave at bidrage til at holde englænderne stangen.

På netop denne måde adskiller de sig ikke fra den væsentlig mere upopulære tyske værnemagt godt 130 år senere. Sammenlagt har spanierne endda bragt mere død og fortvivlelse til landet end tyskerne. De introducerede nemlig cigaretrygningen for et dansk publikum.

At de samtidig bragte kunsten at spise grøn salat hertil, har ikke i et tilstrækkeligt omfang kompenseret for de folkesundhedsmæssige konsekvenser af episoden. Det er en ofte gentaget skrøne, at den gamle og umyndiggjorte konge, Christian VII, døde i Rendsborg af skræk over at se fremmede tropper marchere ind i byen.

Til gengæld er det rigtigt nok, at Koldinghus brændte, mens spanierne opholdt sig i Kolding. De var ikke indkvarteret på selve slottet, der var kongelig residens, som kun blev åbnet for de fineste gæster som f. eks. fyrsten af Pontecorvo, bedre kendt som marskal Bernadotte, der gæstede byen et par dage i marts. Natten til 30. marts 1808 havde fyrstens vagtkompagni fyret så voldsomt, at der udbrød brand, og brandvagten havde forsømt sine pligter, så den prægtige bygning udbrændte.

Guerilla er en diminutivform af det spanske ord for krig, altså ' den lille krig'. Ordet blev skabt i 1808 som betegnelse for den taktik, som spanske oprørere anvendte mod den franske kejserlige hær.

Oprøret bredte sig til de spanske tropper i Danmark, der nu vendte sig mod de ledsagende franskmænd og søgte alliancen med briterne, der var mere end villige til at hjælpe deres fjenders fjender. Ved en spektakulær evakuering i sensommeren 1808 lykkedes det at skaffe næsten alle spanske soldater skibslejlighed hjem til Spanien, hvor de udgjorde en væsentlig faktor i kampen mod Napoleons tropper.

Regningen efterlod de ubetalt. Udgifterne til besættelsen anstrengte en i forvejen meget skrøbelig dansk økonomi, der brød endeligt sammen blot fem år senere.

Til trods for at de slap billigt fra netop denne episode, blev Spanien som Danmark blandt de store tabere efter Napoleonskrigene.

De to gamle sømagter, der kontrollerede indsejlingen til henholdsvis Middelhavet og Østersøen, forflyttedes til den europæiske hakkeordens tredje og fjerde lag, og den britiske flåde overtog herredømmet på verdenshavene i de følgende godt hundrede år.

Denne vellykkede og flot illustrerede antologi, hvortil også spanske historikere har bidraget, er blevet til i samarbejde mellem de fire kulturhistoriske museer i Holbæk, Rudkøbing, Kolding og Roskilde i anledning af en fælles 200-års jubilæumsudstilling.

Den er vidnesbyrd om den evne til formidling og den høje faglige standard, der holdes på danske museer.

(Politiken 14. marts 2009)