Forklaringer på folkelighed

Harry Haue og Michael Tolstrup, Folkelige bevægelser i Danmark, Syddansk Universitetsforlag

Som flere af bidragyderne til denne antologi fremhæver, er begrebet " de folkelige bevægelser" upræcist, fordi det er usikkert, hvad der egentlig menes med henholdsvis " folkelig" og " bevægelse".

Det folkelige kan antage flere hovedbetydninger. Det kan betyde hjemmegroet, mest i betydningen " dansk" over for " tysk" eller " europæisk". Det kan betyde " lokalt", " jævnt" og " jordbundet" i modsætning til " verdensfjernt" eller " københavnsk". Det kan også betyde " demokratisk" i modsætning til " enevældigt" eller " bureaukratisk". Endelig kan folkeligt bruges som betegnelsen for " sund fornuft" og " livsvisdom" i modsætning til " elitær", " akademisk" eller " intellektuel". " Bevægelse" dækker over en del forskellige organisationsformer. Det kan være den uformelle sammenslutning, idrætsforeninger, interesseorganisationer, velgørenhedsforeninger, menigheder, afholdsbevægelser, partier, andelsselskaber, sygekasser og så videre.

Det var Roar Skovmand, der i 1951 udmøntede begrebet " de folkelige bevægelser" i en bog om emnet. Redaktørerne af denne antologi forsøger sig i forlængelse af Skovmand med en definition: " En folkelig bevægelse omfatter personer, der, for at fremme en bestemt sag, frivilligt indgår i et fællesskab med henblik på at forandre en given samfundstilstand og fastholde resultaterne af sådanne forandringer.

Dens funktion er ikke primært at indgå i et partipolitisk arbejde, men at forene personer med fælles interesse i et forsøg på at styrke den enkeltes selvmyndiggørelse og dermed give samfundsudviklingen et særligt præg." Denne definition giver nogle vanskeligheder, fordi dens omdrejningspunkt er den villede samfundsforandring bygget på interesser.

En stor del af vækkelsesbevægelserne falder uden for denne definition, fordi samfundsforandring ikke var på deres program. Derudover mangler definitionen at skelne mellem interesser på den ene side og værdier eller idéer på den anden. En afholdsbevægelse eller en velgørenhedsforening kan ikke umiddelbart siges at være bygget på interesser, selvom mange er parate til at skyde dem skjulte motiver i skoene.

Hvorom alting er, afspejler antologiens 12 bidrag udmærket bredden i de folkelige bevægelser fra vækkelserne over andelsmejerier til sygekasser og idrætsforeninger. De fleste bidragydere stammer fra forskningens vækstlag.

De er elever af Vagn Wåhlin, der gennem mange år har forsket og undervist i emnet på Aarhus Universitet. Der er tale om lokale jyske og fynske studier på sogneeller købstadsniveau, som giver et godt indblik i detaljen, men som ikke formidler noget overblik over feltet. Kim Arne Pedersen slutter i et appendix af med en overordnet gennemgang af folkelighedsbegrebets historie, men det står lidt løsrevet, fordi det mangler at sætte begrebet ind i sin historiske, politiske og organisatoriske kontekst.

Harry Haues kapitel om Sygekassen Aarhus er det mest helstøbte. Michael Tolstrups kapitel om digterpræsten Jens Christian Hostrups omvendelse til grundtvigianismen og hans virksomhed i Silkeborg bør også fremhæves, fordi Hostrup er alt for interessant til at blive glemt.

(KD, 11. juli 2011)