Harry Potters forgængere

Allan A. Lund: Magi og hekseri - Fra den romerske oldtid til og med middelalderen. 304 sider. 299 kroner. Gyldendal.

       

Man kan endnu støde på folk, der mener at vide, at millioner af kvinder blev brændt som hekse i Europa i den mørke middelalder. Denne fordom aflives ganske grundigt i dette første bind af Allan A. Lunds planlagte serie om hekseri og magi i den vestlige verden.

Hekseforfølgelserne fandt for det første ikke sted i middelalderen, men i tidlig moderne tid med begyndelse i 1400-tallet og kulmination i det 16. og 17. århundrede. For det andet omfattede forfølgelserne i Europa antagelig ikke mere end ca. 100.000 ofre, hvoraf en ikke ubetydelig del i øvrigt var mænd. Og for det tredje blev langt fra alle brændt.

Det er ikke magien i sig selv, der interesserer Lund, men forestillingerne om den. Hekse og troldkarle findes kun, for så vidt nogen - herunder ikke sjældent dem selv - tror på dem. De er en mentalitetshistorisk nøgle, for forestillingerne om magi eller hekse rummer altid i sig et billede af, hvad der menes at være naturligt, normalt og rigtigt. Man kan ikke definere vantro uden at bygge det på en forestilling om den rette tro. Det er derfor, Harry Potter er så interessant.

Et klart billede af, hvad der er naturligt, er præmissen for at kunne udpege det overnaturlige. En bonde fra 1400-tallet ville betragte en kaffemaskine som magisk. Vi derimod ryster på hovedet af, at han ville betragte det som selvindlysende naturligt, at der til en vellykket tilvirkning af smør foruden fløde og en kærne også kræves en lykkebringende formular. På den måde kan vi ved hjælp af magiens historie få et indblik i den kulturelle og sociale orden.

Lunds bedste eksempel på denne relative definition af det magiske er de tidlige kristne menigheder i Rom, som blev hængt ud som overtroiske, uvederhæftige, blodtørstige, promiskuøse etc. af myndighederne. Senere, da kristendommen blev statsreligion i det romerske imperium, var det de kristnes tur til at hænge alle ikke-kristne ud under anvendelse af fuldstændigt tilsvarende fjendebilleder.

Lund øser i dette bind af en rigdom af klassiske tekster inden for skønlitteratur, historie, filosofi, teologi og jura fra romersk oldtid og europæisk middelalder. Som filolog kan han oven i købet gøre det i egen oversættelse, og han har sin egen kække stil, der blæser støvet af ærværdigheder som Tacitus, Augustin og Isidor af Sevilla.

Bogen giver indtryk af en meget lærd forfatter, som godt kunne have fortjent en lidt grundigere forlagsredaktion.

Der mangler en samlende plan eller idé. Efter en ganske kort indledning kastes læseren ind i en uendelighed af eksempler, som hver for sig er sjove, tankevækkende eller overraskende, men der er ingen rigtig linje i det. Stoffet er ikke samlet om nogen overordnet hypotese.

For eksempel giver han ingen sammenhængende forklaring på, hvorfor billedet af heksen ændrede sig så dramatisk i slutningen af middelalderen. Lund er bedre som filolog end som mentalitetshistoriker, men han er også sjov at læse og diskutere med, og et godt register og gode noter gør bogen velegnet som opslagsværk.

(KD 14. aug. 2010)