Verden som den er blevet

Søren Mørch: Store forandringer - 61 fortællinger om, hvordan verden blev moderne. Politikens Forlag, 528 sider, 400 kroner.

Søren Mørch bekender sig til det moderne, verden som den er, som han siger. Det er i hans øjne en verden, der fundamentalt set er bedre i dag, end den var i går. Han bruger sit eget liv (han er født 1933) som eksempel. Det er kun gået fremad i hans levetid. Vi er rigere, sundere og klogere, end man var i hans barndom.

Mørch repræsenterer en bekendelse til vestlig civilisation, som næsten i sig selv er historisk. Han kan - som efterhånden kun få gør det - sige Fremskridtet med stort F i bestemt form ental uden at blinke.

Han har absolut intet anlæg for nostalgi, og han afviser enhver modernitetskritik, som han kalder »de intellektuelles opium«, der ikke »rækker ud over almindelig sur vrissen og brokkeri«. Mørch analyserer nogle af de helt centrale fænomener, som præger moderniteten.

Det gælder vores måde at orientere os i tid og rum, skriftsproget og bogtrykkerkunsten, videnskaben og vidensspredningen, staten og krigen, kunsten og individualiteten.

Det er sådan set meget abstrakt, men Mørch evner at gøre det meget konkret. Eller for at være mere præcis: han kan se det abstrakte i det, vi betragter som konkret.

Tag for eksempel noget så hverdagsagtigt som et ur. At gennemtrumfe den opfattelse, at en mekanisk drevet viser på en skive delt i tolv felter er troværdig repræsentation af fænomenet ' tid', var en af de store mentalitetshistoriske revolutioner i senmiddelalderen.

Den subjektivt oplevede tid og ikke mindst den tidsopfattelse, der var bundet til naturens og årets gang, blev underordnet den nye, lineære og mekaniske tidsopfattelse, der i dag strukturerer ethvert moderne menneskes liv og har lagt et gitter over jordkloden, som gør enhver begivenhed identificerbar med hensyn til tidspunkt og sted. Miraklernes, evighedens, spøgelsernes og åndernes tid er forbi. Ingen kan længere håbe at undfly materialitetens og dødelighedens vilkår.

EN ANDEN AF MODERNITETENS vigtigste byggesten er sproget. På dette punkt fjerner Mørch sig faktisk fra sit klassisk moderne udgangspunkt og bliver sen-, hvis ikke ligefrem postmoderne. Han er konstruktivist, hvad sproget angår. En klassisk modernist mener, at sproget er et redskab, der skal tjene til at forstå og beskrive virkeligheden.

Mørch derimod mener, at ordet skaber, hvad det nævner. Det skal forstås også ret konkret. Et eksempel er, hvordan angrebet på World Trade Center i 2001 konsekvent omtales som en krigshandling og ikke en forbrydelse. Dermed skabtes også betingelserne for reaktionen, som er »krig mod terror« - altså en militær handling - og ikke en politimæssig efterforskning.

I en mere abstrakt forstand når Mørch i en dristig analyse af vores skriftkultur til den konklusion, at den måde, som de vestlige alfabeter fungerer på - til forskel fra det kinesiske eller arabiske - har fremmet både abstraktionens og dialogens kunst. Det mest centrale eksempel på den proces var, da Tyrkiet blev en moderne verdslig stat under Mustafa Kemal Atatürk.

Han dekreterede, at tyrkisk fra årsskiftet 1928-29 ikke længere skulle skrives med arabiske, men med latinske bogstaver. Den, der skriver arabisk, kan ikke være moderne, syntes Atatürk, og Mørch forekommer at være enig med ham. Det er let at blive irriteret på Søren Mørch, især fordi han omfatter andre udlægninger af historien end hans egen med en helt unødvendig arrogance. Han udnævner folk, der er uenige med hans syn på moderne naturvidenskab, til fjolser, landsbytosser og plattenslagere.

Det kunne give det indtryk, at han søgte at forenkle tingene, men det forholder sig faktisk omvendt.

Han har et veludviklet blik for historiens kompleksitet, og når bogen er bedst, kombinerer han en tilsyneladende ligefrem og let historiefortælling med en stor refleksiv dybde.

TAG NU EN MAND som Isaac Newton, der altid hyldes som den klassisk moderne fysiks fader: en moderne helt. Han var imidlertid også ivrigt optaget af numerologi, alkymi og anden okkult virksomhed.

Mest ihærdigt foretog han teologiske studier, som han imidlertid ikke kunne offentliggøre, fordi hans opfattelse af Gud stred mod den anglikanske kirkes.

Newton var med andre ord ikke et moderne menneske i moderne forstand, selvom han på mere end en måde bidrog til modernitetens fremme. Der er for det første hans velkendte teorier om masse, kraft og hastighed, der formulerede reglerne for alt fra månens til projektilets bane.

Derudover var han i 1690' erne ansvarlig for det engelske møntvæsen, et embede, han med alkymistens indsigt i metallurgi røgtede med nidkær omhu (han sørgede blandt andet for at få falskmønterne henrettet) og en ubestikkelig ærlighed, der skabte forudsætningerne for den tillid til det engelske pund, som var industrikapitalismens foretrukne betalingsmiddel gennem mere end hundrede år.

Eller tag nu en mand som Goethe. Det meste af sit liv var han optaget af at tilbagevise Newtons fysik. I Mørchs store regnskabsbog over det moderne burde Goethe derfor figurere som en af idioterne.

Det gør han imidlertid ikke, for gehejmeråd Johann W. von Goethe var et moderne menneske. Han levede på polsk med en kvinde af de lavere klasser og var samtidig pragmatisk politiker, minister hos en ubetydelighed af en tysk fyrste med residens i Weimar.

Søren Mørch giver en indlevet skildring af det meget lidt prangende hofliv i den ikke særligt storslåede residensby, hvor Goethe spillede rollen som byens største seværdighed. Alle ville se giraffen, og han delte sin dag mellem udøvelsen af sine regeringsforpligtelser, sine digte og at modtage europæiske rejsende i audiens.

Goethe var en celebrity, et ' geni', der med stor virtuositet vedligeholdt sit image. Han var en krukke og en vindbøjtel. Da Napoleon erobrede hans fyrstes land, var han straks indstillet på at erklære den franske kejser sin loyalitet. Men den egentlige grund til, at han har vundet Mørchs sympati, er, at han var ateist. Han frygtede døden, fordi han ikke havde noget håb om liv derefter, og dermed var han i sandhed moderne. Han døde i angst i 1832.

TIL DET MODERNE menneske hører den moderne stat. Det er en indretning, der adskiller sig fra en førmoderne, idet den er langt mere centraliseret, især når det gælder magtanvendelsen. Medens ikkemoderne stater så at sige har udliciteret voldsanvendelsen i den forstand, at f. eks.

lokale godsejere eller krigsherrer i praksis har retten til at straffe eller bare mishandle folk, vil en moderne stat søge i stadig større grad at koncentrere retten til at anvende fysisk magt så meget som muligt. Deri består dens suverænitet.

Søren Mørch demonstrerer med stor præcision, hvordan forestillingen om den moderne stat blev født af den franske absolutisme under Solkongen, Ludvig XIV, i kombination med den engelske parlamentarismes tradition for at holde modsætninger i skak.

I England sidder parlamentarikerne den dag i dag over for hinanden, adskilt af et bord, som er så bredt, at modstanderne ikke kan komme til at slå hinanden. Det er demokratiet i en nøddeskal: en organisering af magtens fordeling, der ikke favoriserer dem, der søger at opnå deres mål ved hjælp af vold.

Overført på den personlige erfaring bruger Søren Mørch sin egen skoletid som eksempel. Han husker sine lærere som meget voldelige. Denne subjektive oplevelse deles ikke af alle hans jævnaldrende, men det betyder ikke nødvendigvis, at den er forkert, for man kunne jo godt få mistanken om, at allerede den unge Søren var øretæveindbydende. Hvorom alting er, har han ret, den gamle Søren Mørch. Anvendelsen af decentraliseret og vilkårlig vold i hverdagen er gået meget tilbage målt over generationer, og tak for det.

MØRCH NÅR VIDT OMKRING, somme tider i lidt for store spring, men uinteressant bliver det aldrig. Han kan som få spille på sin læsers forventninger og ved hjælp af den pointerede detalje rykke ved den. Mens han udviser en sær foragt for dem, der ikke er enige med ham, viser han også en nobel respekt for den læser, der kan tænke selv. Langtfra altid er de væsentlige pointer skåret ud i pap. Man får lov til at tegne mange linjer selv. Samtidig er bogen tilrettelagt, så den lader sig læse i overskuelige kapitler, der aldrig er uden en selvstændig pointe.

Mørch er stilist om en hals. Hvad der somme tider kan forekomme at være en lidt sludrevorn, konverserende omgang med læseren, krystalliserer sig kort efter til en hvæsset pointe. Få kan som han skære igennem flommet intellektualisme, politiske røgslør og forloren idealisme med de ganske få velturnerede sætninger, der sætter tingene på plads.

Søren Mørch har præsteret et monument for sit synspunkt, at moderniteten er frelsen. De mange millioner, der er døde for de moderne udryddelsesteknikkers effektive hånd i det 20. århundrede, ville nok anfægte hans begejstring, hvis de kunne. Var Hitlers og Stalins stater netop ikke gjort mulige af moderniteten, ja måske udgjorde de endda kulminationen af det moderne? Forsvarerne for det moderne står på den anden side med et lidt utaknemmeligt argument, nemlig alle de dødsfald, der ikke er indtruffet. Der er nu gået næsten 100 år siden den sidste store epidemi i den vestlige verden, den spanske syge i 1918, der kostede flere døde end Første Verdenskrig. Alle vi, der siden ikke er døde af det, som man hertillands for blot tre-fire generationer siden rutinemæssigt gik til grunde under - tuberkulose, betændelse, sult, kulde, arbejde - må aldrig glemme den gunst, som moderniteten har vist os.

En udsøgt billedredaktion gør forlaget ære og fuldender den flotte udgivelse.

Med paraderne oppe imødeser vi det næste bind i spænding.

(Politiken 10. marts 2009)