Uansvarlighed

Hans Vammen, Den tomme stat, Museum Tusculanums Forlag

Perioden mellem de to slesvigske krige, henholdsvis 1848-1850 og 1864, fremstår i normalt i danmarkshistorien som et langtrukkent mellemspil i en tragedie, hvis udfald er sørgeligt kendt. Med denne bog har Hans Vammen sat sig for at udfolde begivenhedsforløbet og kortlægge de personkredse eller netværk, der havde betydning for den førte politik.

Problemet var, om fremtidens landkort skulle tegnes efter det nye nationale princip, der lod statens grænser følge sprogets, eller det gamle dynastiske, hvor monarken var det samlende princip på tværs af nationale forskelle? Især Slesvigs tilhørsforhold var en gordisk knude, der endte med at blive løst med sværdslag. Om årsagerne til, at hertugdømmerne blev skilt helt fra kongeriget i 1864, har danske historikere ført en diskussion i næsten 150 år.

Det er den klassiske debat om råderummet. Måtte det ende så galt eller var der faktisk muligheder for gunstigere løsninger? Nogle mener, at udfaldet var givet i kraft af den storpolitiske situation, mens andre skyder skylden på de ansvarlige politikere. Vammen hører afgjort til den sidste fløj, bortset fra, at han altså betragter politikerne som uansvarlige.

Det er bogens tese, " at Danmarks ulykker efter 1848 skyldes, at ingen af de fem netværk, som bogen behandler, ville eller kunne tage ansvaret for statsmagten." Da Frederik VII opgav sin rolle som suveræn og enevældig fyrste i 1848, efterlod han sig med andre ord en opgave, som ingen tog på sig at løse.

De fem netværk var for det første en kreds af ældre embedsmænd og akademikere med tilknytning til Sorø Akademi, herunder Th. A. J. Regensburg, der forvaltede den hårdhændede fordanskningspolitik i Slesvig.

For det andet var der en gruppe af systemloyale embedsmænd, der støttede den dynastiske helstatspolitik.

Den tredje personkreds er antagelig den kendteste, nemlig de nationalliberale med Orla Lehmann i spidsen, der ønskede grænsen mellem dansk og tysk trukket ved Ejderen.

Bondevennerne var det fjerde netværk. De arbejdede for en valgret, der omfattede andet og mere end den økonomiske og akademiske elite. Endelig var der kongen og hans få støtter.

Grundloven af 1849 tilvejebragte et indskrænket monarki, som det hed og stadig hedder. Det vil sige, at der faktisk var indrømmet kongen en betydelig indflydelse på den førte politik.

Læserne af Tom Buk-Swientys bøger om det, som det endte med, nemlig krigen og nederlaget i 1864, vil med stor sandsynlighed også have glæde af denne bog. Vammen er en charmerende fortæller, der har fortjent et publikum.

Han kan i redegørelsen for de politiske og statsretlige problemer virke lidt indforstået, og når det handler om udviklingen i resten af Europa er han direkte kort for hovedet.

Det er menneskene, der interesserer ham. Vammen har en personlig og psykologiserende tilgang til sine hovedpersoner, og han lægger ikke fingrene imellem, når han får smidt en Orla Lehmann eller en D. G. Monrad på briksen.

Lehmann udnævner han til megaloman demagog og sammenligner ham uden videre med Goebbels. Monrad var et "dæmonisk geni". Til gengæld gives et afdæmpet og sympatisk billede af Frederik VII. Kongen var ganske vist både drikfældig og vidtløftig, men samtidig også mere fornuftig, end man vil gøre ham til, desværre med lejlighedsvise indslag af fatale fejlskøn.

Hans Vammen kender sit stof ud og ind, og han fører sin sag med troværdighed, indsigt og en god pen. Bogen er uomgængelig for enhver, der beskæftiger sig med denne periode i Danmarks historie. Billedredaktionen er dertil fortrinlig.

(KD 15. nov. 2011)