Finn Collin, Hvad er humaniora? Akademisk forlag
Humaniora er fællesbetegnelsen for en række fag og discipliner - sprog, arkæologi, historie, etnologi, litteratur, kommunikation, filosofi, kunst og så videre - som er samlet på det samme fakultet på et universitet. Spørgsmålet er, om de har andet end den institutionelle ramme til fælles.
Indtil 2005 sorterede psykologi under humaniora på Københavns Universitet. Nu tilhører faget det samfundsvidenskabelige fakultet, men kunne for den sags skyld lige så vel høre til medicin. For nylig er teologi blevet nedlagt som selvstændigt fakultet på Aarhus Universitet og er lagt ind under det humanistiske fakultet.
Disse omlægninger er et udtryk for, at det er vanskeligt at give en udtømmende og dækkende definition af, hvad humaniora er, og i forlængelse heraf at drage en klar grænse til de øvrige fakulteter.
Man kan vælge som kriterium, at humaniora adskiller sig i kraft af sit emnefelt. En klassisk tommelfingerregel siger, at teologi beskæftiger sig med Gud, naturvidenskaben studerer alt det, som Gud har skabt, og humaniora tager sig af det, som mennesket har forøvet.
En anden klassisk distinktion går ud fra forskellen i den anvendte videnskabelige metode. Naturvidenskaben benytter sig af lovmæssigheder til at forklare årsagerne til, at verden er, som den er, mens humanvidenskaberne benytter sig af forståelsen af menneskene, indsigten i menneskets psyke, dets motiver og intentioner. En tredje klassisk distinktion er at se på formålet med videnskaberne: Naturvidenskaberne har til formål at beherske naturen, mens humanvidenskaberne tjener åndens dannelse.
Finn Collin viser i dette fortættede svar på spørgsmålet "Hvad er humaniora", at ingen af de mange forsøg på at give humaniora en klar afgrænsning er særligt vellykkede.
Humaniora deler helt eller delvis genstandsfelt, metode og formål med fag fra de andre fakulteter. Det betyder ikke, at alle videnskaber er ens, hvad angår metode, genstandsfelt og formål, men blot at der er både sammenfald og forskelle. Man kan ikke forklare hele verden og menneskets rolle i den med enkle læresætninger eller principper. Newtons lov gælder universelt for både ballistiske missiler og fodbolde, men den forklarer ikke udbruddet af Korea-krigen, eller hvorfor nogle mennesker holder med Manchester City, mens andre slet ikke bryder sig om sport.
Collin betragter videnskaberne som et mangfoldigt fællesskab af metoder og genstandsfelter samlet under et meget overordnet princip, hvis indhold er " den systematiske indsamling og fremstilling af viden om verden der underkastes grundig kritik og kontrol for på den måde så vidt muligt at opnå intersubjektiv gyldighed".
Man bemærker, at hverken "sandhed" eller "objektiv" indgår i denne definition. Det skyldes, at videnskaben, hvad enten vi taler om biologi eller filologi, er blevet en smule mere ydmyg, end den har været. Den gør ikke krav på at skabe absolutte sandheder, men dog nok at tilvejebringe indsigter, som er bedre end de hidtidige.
Collin indleder med en historisk indføring i emnet. Han lægger vægt på oplysningstiden som ophav til de moderne humanistiske fag, hvorimod han nedtoner renæssancehumanismens betydning.
Hovedparten af bogen består af den systematiske udredning. Her er Collin som filosof med speciale i videnskabsteori på hjemmebane, og han forstår som erfaren universitetspædagog og formidler at anskueliggøre sit stof på en forbilledlig klar måde. I bogens afslutningskapitler tillader han sig nogle skarpe forskningspolitiske bemærkninger blandt andet om humanioras berettigelse.
De humanistiske uddannelser er under konstant kritik fra politisk side, fordi de betragtes som unyttige, men Collin viser, at denne kritik bygger på en meget snæver opfattelse af, hvad der er nyttigt for samfundet. Bogen udgør altså ikke alene en kyndig redegørelse for, hvad humaniora er, men også et kvalificeret forsvar for, at de humanistiske fag findes.
(KD 15. maj 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar