Oplysning til borgerne om samfundet

Tim Knudsen: Fra folkestyre til markedsdemokrati. Dansk demokratihistorie efter 1973. Akademisk Forlag, 496 sider, 399 kroner.

Politisk historie Dette andet og afsluttende bind af professor Tim Knudsens demokratihistorie bærer præg af sin forfatters engagement og lødige indsigt i emnet. Professoren er med rette en respekteret kommentator i den borgerlige offentlighed, men denne funktion har han ikke helt haft held med at lægge fra sig, da han skrev bogen.

Hans modviljer lyser lidt for klart igennem her og der. Det kaster et unødvendigt slør over det forhold, at dette ikke er en ’debatbog’. Knudsen hæver sig flere niveauer over debattørens fikse ideer og diffuse utilfredshed, som med lidt fingernemhed kan strækkes til at fylde godt hundrede sider til en billig penge på Gyldendal. Knudsen har koncentreret sine og den øvrige forsknings vurderinger i korte, veldisponerede kapitler med forbavsende få gentagelser på de næsten 500 sider.

Det er en lærebog i det danske samfund, kommuner, folkekirke, kongehus, ministerier, Folketing osv. med et særlig skarpt blik for de tendenser, der undergraver demokratiet. De offentligt ejede aktieselskaber f.eks., der er fuldstændig lukket for indsigt fra offentlighedens side. Eksemplet er ikke tilfældigt, for grænsen mellem offentligt og privat udviskes både praktisk og symbolsk. Store offentlige institutioner definerer sig selv som ’virksomheder’ og endda ’koncerner’.

Den overordnede tendens i de sidste 30 års udvikling er forskydningen af borgernes forhold til myndighederne og staten, så det mere og mere skal ligne kundens forhold til en udbyder af tjenesteydelser. Kommunerne får rådhusbutikker, hvor det må formodes, at borgerne skal kunne shoppe service, selv om fænomener som ’frit skolevalg’ og ’frit valg af hjemmeplejer’ er åbenlyse markedssurrogater, der kun tilsyneladende giver en frihed, der ligner kundens reelle valg mellem Thise og Arla i Kvicklys køledisk. Konsekvensen er, at den demokratiske valgfrihed går fløjten uden at blive erstattet af markedets valgfrihed.

New public management kaldes forvaltningsdelen af denne proces. Det er en forvandling af de klassiske bureaukratier, som indebærer, at ansvaret for driften lægges ud til de enkelte institutioner. Problemet er blot, at målsætninger og krav stadig opstilles centralt, så der i realiteten er tale om en decentralisering af risiko, mens den reelle indflydelse koncentreres hos de få, der forbeholder sig retten til at definere, hvad der er en succes. Styringsinstrumentet er evalueringer, og det eneste, der ikke evalueres, er evalueringerne. New public management er ikke den nuværende regerings opfindelse, selv om det er synd at sige, at den har modarbejdet udviklingen.

Til et moderne markedsdemokrati hører partier som CD, DF eller Ny Alliance. De har intet bagland af betydning, men fungerer udelukkende på topstyring, synlighed, symbolpolitik, programmer baseret på fokusgrupper og de politiske budskabers salgbarhed over for en utro vælgerskare. Villyficeringen af SF eller Anders Foghs dominans i Venstres valgkamp er eksempler på samme udvikling.

Hvad har kommunalpolitiker Wallait Khan, redaktør Karsten Madsen og minister Karen Jespersen til fælles? De har alle været medlem af eller opstillet for mindst tre forskellige partier. Partiloyaliteten er mindsket både blandt vælgere og valgte. Den moderne kontraktpolitik kan faktisk tolkes som et svar på denne udfordring. I mangel af strukturel stabilitet og ideologisk identificerbarhed må den moderne politiker garantere stabilitet ved at give meget håndfaste løfter på enkeltsagsniveau.

Partiorganisationerne – de statsfinansierede oligarkier, som Knudsen så tørt betegner dem – er blevet djøfiseret, præcis som politikerne er det – og pressen i øvrigt også. Det er nærmest undtagelsen, at
chefredaktøren er journalist af uddannelse.

Folketingets indflydelse er faldende. Magtfulde politikere lader nemt måneder gå uden at bestige tingets talerstol. Det er ikke her, tingene sker. Det skyldes overdragelsen af myndighed til EU, men sandelig også forskydning nedad i systemet. Flere og flere beslutninger tages i realiteten i de stående udvalg, i ministerierne. Det virker fremmende på denne udvikling, at sagernes omfang og mængde nu er så stor, at intet medlem af Folketinget må formodes at kunne skabe sig et overblik over andet end bare nogle enkelte områder. Befolkningens interesse i at påvirke politiske beslutninger er blevet mindre, samtidig med at deres vilje til at klage over effekten af den vedtagne politik er blevet større. Det er symptom på et uigennemsigtigt system.

Mange ministre står svagt over for deres forvaltninger, ikke mindst fordi flere og flere ministre mangler fortrolighed med deres sagsområde. En velforberedt departementschef kan sno sin minister om lillefingeren. Der er ingen politisk udnævnte embedsmænd til at støtte ministeren, eller som kan sendes som vikar til et ministermøde i Bruxelles. Til gengæld er Finansministeriet blevet styrket i et sådant omfang, at man talte om, at Poul Nyrup var statsminister i Mogens Lykketofts regering. Det forhold er dog vendt om i den nuværende regering, hvor statsministeren er stort set enerådende. Knudsen knytter i den forbindelse Muhammedkrisen sammen med en intern magtkamp mellem Stats- og Udenrigsministeriet – en kamp, som Danmark som bekendt tabte.

Bogen må være pligtstof for enhver politisk kommentator – ja, politiker i det hele taget – der her finder redegørelser for trends og udviklingstræk, markante anekdoter, rammende formuleringer og oplyste betragtninger om dansk politisk kultur siden jordskredsvalget 1973 helt til sommeren 2007. Et alvorligt minus for bogen som håndbog er dog, at registeret og indholdsfortegnelsen er meget mangelfulde. Det kan der forhåbentlig rettes op på i næste oplag.

Læst som sammenhængende værk er de to bind af Tim Knudsens demokratihistorie en intellektuel præstation, fordi det magter at give et både pædagogisk og kritisk overblik over en meget kompliceret historisk udvikling. Værket giver orientering i ordets oprindelige betydning: Det er oplysning, som den almindelige borger kan tage pejling af.

(Politiken 12. jan. 2008)