Göran Hägg: Mussolini. Et studie i magt. Oversat fra svensk af Werner Svendsen Thaning og Appel, 416 sider, 349,95 kroner.
Da Benito Amilcare Andrea Mussolini blev født i 1883, var omtrent halvdelen af alle italienere analfabeter. Det er faktisk tvivlsomt, om de overhovedet var italienere. Hvad vi i dag kender som Italien, var først blevet samlet i årene efter 1860, og kun en forsvindende lille del af befolkningen talte italiensk eller følte sig som italienere.
Mussolini var fra sin tidlige ungdom politisk aktiv på venstrefløjen, inden han i 1919 stillede sig i spidsen for I Fasci di Combattimento, en løst struktureret, ideologisk og politisk uklar bevægelse, hvis hovedformål syntes at være at skaffe Mussolini til magten. Det lykkedes ved taktisk snilde og velanbragt politisk vold i 1923. Mussolini var målt med datidens standard en veluddannet mand. Han talte flere fremmedsprog og kunne sin Machiavelli.
Et af hans forbilleder - som han siden brutalt fik kørt ud på et sidespor - var den flamboyante digter og krigshelt Gabriele D'Annunzio, der i godt et år stod i spidsen for den lille kortlivede syndikalistiske byrepublik Fiume, et resultat af Første Verdenskrigs uklare fredsslutning. Byen hedder i dag Riejka og er kroatisk som resultat af en folkefordrivelse efter Anden Verdenskrig - et biprodukt af Mussolinis endelige fiasko. D'Annunzio var ophavsmand til blandt andet den opstrakte arm som hilsen.
Det er en af Häggs væsentlige pointer at nedbryde den - især nordeuropæiske - myte om Mussolini som den italienske Hitler, blot mere latterlig.
Mussolini tog ikke et sagesløst demokrati og forvandlede det til et brutalt diktatur. Det italienske demokrati var langt fra velfungerende før Mussolini, og hans eget styre var ganske vist både diktatorisk og egenrådigt, men slet ikke præget af en Hitlers eller en Stalins blodige brutalitet.
Italien blomstrede under de første år af hans styre, og italienerne tilbad ham oprigtigt, og udenlandske dignitarer - som f. eks. Churchill - udtalte deres beundring for ham. Infrastrukturen blev udbygget, landbrugsproduktionen forøget, og mafiaen blev næsten fuldstændig stækket.
En af de ting, som mislykkedes for ham, var at samle Italien som nation. Da styret smuldrede, faldt også landet fra hinanden.
Mussolinis egentlige politiske fejl var at alliere sig med Hitler. Han burde som Franco have holdt sig ude af krigen. Så sent som i 1940 søgte Churchill at vinde Italien over på sin eller i det mindste neutralitetens side, men Mussolini tøvede og håbede at kunne vinde fordele ved at alliere sig med Tyskland. Hitler var en svigefuld ven, og Italien blev et af de vesteuropæiske lande, der led mest under krigen. Mussolini endte med at blive afsat af sine egne i 1943, genindsat af tyskerne som marionet og endelig lynchet af partisaner i foråret 1945.
HÄGG ER en elegant skrivende essayist og en kølig iagttager. Det ville være en misforståelse at betragte bogen som et skønmaleri. Regimets forbrydelser dølges ikke. Bogen er virkelig en studie i magt.
Mussolini skabte det første massebevægelsesdiktatur, et regime, der beroede på folkelig deltagelse og iscenesat popularitet, der lånte sine ritualer og symboler fra både romersk kejsertid og nyere monarkier, men først og fremmest bragte nye massemedier som højttaleranlægget, radioen, dagspressen og de levende billeder i anvendelse. Mussolini forstod at tale til sit publikum.
Hans gestik og retorik var nøje tilpasset målgruppen, der bestemt ikke opfattede ham som latterlig. Sammenligningen med Berlusconi i dag ligger lige for. Er han en forfængelig nar, eller taler han magtens sprog, som det nu tales i Italien?.
(Politiken 31. okt. 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar