Tronfølge, krig og skilsmisse

Anders Monrad Møller ( udg.): Kong Christian VIII's breve 1801-1839. Bind 2. 940 sider. 350 kroner. Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie.

" Deres Majestæt, min bedste Cousin!". Således indledes de fleste af brevene fra prins Christian Frederik til kong Frederik VI. Prinsen var søn af arveprins Frederik, der var halvbror til Frederik VI's far, så de var næsten helfætre.

Der herskede mellem dem, hvad man godt kunne kalde et venskab, i hvert fald en tillidsfuld relation, der lignede et velfungerende forhold mellem far og søn. Frederik blev født i 1768, og Christian Frederik var 18 år yngre. Men den ældre fætter var altså også konge, og derfor denne blandede hilseformular. Man tiltaler monarken i tredje person, men er dus med sin fætter.

Af temperament var de to mænd meget forskellige. Kong Frederik var en officerstype, lidt af en træmand, kort for hovedet og antagelig også lidt ordblind. Christian Frederik var lærd, velformuleret og meget mere modtagelige for tidens politiske bevægelser uden dog at kunne kaldes liberal. Han kunne være ganske vidtløftig ikke mindst i pengesager, og han udfoldede hele sin retoriske kunst, når han klagede sin økonomiske nød til kongen. Disse elegante og servile bønskrivelser er højdepunkter i læsningen.

Det første brev er en nytårshilsen fra en meget ung prins til kronprins Frederik i anledning af årsskiftet 1800-1801. Kronprinsen havde på dette tidspunkt været landets faktiske regent i flere år og var i færd med at sætte en indbringende neutralitet over styr og involvere landet direkte i den europæiske storkrig, der var udløst af Napoleons ekspansionstrang.

Konge af navn blev han først i 1808. Danmark var allieret med Napoleon, men fra 1810 forsøgte Christian Frederik forgæves at overbevise sin konge om, at en nærmere forbindelse med England kunne være en fordel.

I 1813 sendte kongen sin halvfætter til Norge som statholder. Situationen var kritisk, fordi det dansk-norske rige stod i fare for at falde fra hinanden. Det lykkedes ikke Christian Frederik at fastholde Norge under den danske krone. I nogle få måneder i 1814 nød Norge de facto selvstændighed med Christian Frederik som valgt konge, men endte med at blive lagt ind under Sverige i en personalunion, der som bekendt varede til 1905. Norges afståelse huede naturligvis ikke den danske konge, men da den fremstod som en politisk realitet, støttede kong Frederik sin halvfætters indsats for en så høj grad af norsk selvstændighed som muligt at opnå, inden den midlertidige norske konge måtte drage tilbage til København i efteråret 1814.

Nu traf det sig således, at kongen ingen sønner fik i sit ægteskab, og det stod klart, at Christian Frederik skulle arve tronen. Spørgsmålet om den videre arvefølge blev afgjort ved, at Christian Frederiks søn, Frederik, kaldet Fritz, blev gift med kongens yngste datter, prinsesse Wilhelmine, i 1828. Parret var jævnaldrende og kendte hinanden fra barnsben.

Der skulle imidlertid vise sig problemer. Fritz førte, hvad der i korrespondancen mellem de besvogrede fætre blot omtales som et udsvævende liv. Nogen nærmere besked får man ikke. I 1834 måtte Christian Frederik give tabt på sin søns vegne. Der måtte søges separation. Dermed fulgte Fritz sine forældres eksempel.

Hans mor havde været sin mand utro, og Christian Frederik måtte have en skilsmisse bevilget af sin halvfætter i 1810. Det var nu ikke, fordi prins Christian Frederik selv havde noget at lade nogen høre. Han var en krølhåret libertiner med mange damebekendtskaber, hvoraf næppe alle har været platoniske. Men den slags historier finder man ikke uddybet i disse breve, der som helhed er meget korrekte. Korrespondancen ophørte i 1839, da kong Frederik VI døde, og Christian Frederik kunne krones som kong Christian VIII.

Med disse to smukt udstyrede bind nærmer Det Kongelige Selskab for Fædrelandets Historie sig afslutningen af en udgivelse af et stort udvalg af Christian VIII's dagbøger og breve på sammenlagt en snes bind i alt. Kun Christian IV kommer i nærheden af at være lige så skrivende.

Anders Monrad Møller er en fortrinlig redaktør, som i sine kommentarer og efterord demonstrerer en til ordknaphed grænsende saglighed garneret med en stille humor.

Brevene giver et helt enestående nærbillede af en prins' og en konges liv, både hvad angår de store historiske beslutninger og begivenheder og de små personlige tildragelser fra hverdagen, der bekræfter den indlysende sandhed, at også kongelige fremstår ganske menneskelige, når man ser dem tæt på.

(KD 24. feb. 2012)