Har jeg nu glemt min paraply igen?

Niels Barfoed: Tomis-A - Mit hemmelige liv bag Jerntæppet, Gyldendal, 232 sider, 249 kroner.

I oktober 1986 fik Niels Barfoed, der dengang arbejdede for Politiken, til opgave at overrække Dagens Nyheters og Politikens frihedspris til Charta 77, den tjekkoslovakiske dissidentbevægelse.

Under opholdet i Prag blev han overvåget af den statslige sikkerhedstjeneste, StB, som efter et par dage greb til at anholde, afhøre og udvise vor reporter temmelig uskadt. Undervejs havde Barfoed fået optaget et interview med Vaclav Havel, men båndet blev desværre beslaglagt og har ikke siden ladet sig oplede, selv ikke med den senere præsident Havels hjælp.

Længere er den historie såmænd ikke, og selv om Barfoed har været i StB's nyligt åbnede arkiver for at se sin sag (Tomis-A var tjenestens dæknavn for Barfoed) og opsøgt en af dens tidligere agenter, og selv om der føjes endnu et lag til historien, idet bogen også beretter om, hvordan der nu drejes en dokumentarfilm om episoden, kan det ikke skjules, at man skal have talent for at strække stoffet, hvis det overhovedet skal fylde en hel bog.

BARFOED ER en krukke. Han kan slet ikke skjule sin lyst til at berette om sig selv og sin fortjenstfulde indsats for frihed og ret, sine prominente venner og sin påfaldende evne til at befinde sig i selskab med yngre kvinder. Som andre gamle mennesker fortæller han gerne om sit helbred - han lider af hjerteflimmer - og han synes at være underlagt journalistens generelle behov for at forvandle alt liv til stof. Diskretion er ikke hans stærke side.

Man kan godt se, at bogen skal forestille at være selvironisk. Det er et sympatisk træk, at Barfoed ikke er karrig med at udstille sine egne svagheder og fejl, men for at selvironien skal kunne fungere, kræver det, at den også er morsom. Det lykkes nogle steder, f. eks. i gengivelsen af StB's overvågningsrapport, der meget minutiøst redegør for, at han forlader en beværtning tomhændet. »Har jeg nu glemt en paraply igen!« er forfatterens nutidige regibemærkning.

Dermed udstiller han såvel overvågningens både latterlige og skræmmende grundighed som sin egen danske, distræte distance til det, der først og fremmest var alvor for tjekkoslovakkerne.

Kun i kapitlet om Martin Simecka viser Niels Barfoed for alvor, hvorfor der står respekt om ham som intellektuel. Det var Simecka - selv søn af en dissident - der første gang offentliggjorde historien om, at Milan Kundera i sin ungdom angav en systemfjende til politiet. Simecka ønsker at gøre op med generationen født i årene omkring 1930, som udgjorde den ungdommelige energi bag den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i 1948, dannede kernen i det pragske forår 1968 og endelig var det intellektuelle forbillede for fløjsrevolutionen i 1989.

KRUKKEN ER jo slet ikke tom. Barfoed har noget at fortælle sin læser om overvågning, censur, selvcensur, frihed og civil ulydighed, som er ganske vedkommende, hvis man altså kan abstrahere fra den allestedsnærværende forfatter.

(Politiken 7. nov. 2009)