Morten Møller: Mogens Fog. En biografi. Bind 1: Fra modstandshelt til landsforræder, Bind 2: Den røde rektor. Gyldendal, 832 sider, 499 kroner.
I december 1942 var Mogens Fog gået under jorden og forfattede samtidig et politisk brev, der cirkulerede i afskrift som en slags personligt illegalt blad. »Er vi virkelig saa lurvede«, skrev han, »at vi vil lade alle andre end os selv kæmpe for det vi anser for rigtigt?«. Argumentet var, at hvis alle i verden gjorde som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler være herre i verden.
Selv om de fleste var og er enige om at give Fog ret i den grundlæggende pointe, handlede det dengang som nu om en vurdering af målets og midlernes berettigelse.
Hvad ønskede man egentlig, når det nu ikke var Hitler, man ville have, og hvordan ønskede man det mål fremmet? Mogens Fog blev født i 1904 i et intellektuelt københavnerhjem. Som ung mand meldte han sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti, samtidig med at han uddannede sig til læge med speciale i neurologi.
Han blev som 34-årig professor på Københavns Universitet og nød en udbredt respekt for sit virke som både videnskabsmand og klinisk mediciner, samtidig med at han havde en meget vid politisk og kulturel horisont. Han talte nogle af tidens væsentligste forfattere blandt sine venner, og de regnede ham vel at mærke som en af de læsere og kritikere, hvis mening havde vægt. At han i sin ungdom havde været aktiv kommunist, vidste man, men lagde ham det ikke til last. Mogens Fog spillede imidlertid dobbeltspil.
I brevet fra december 1942 hævdede han, at han ikke havde nogen politiske motiver bag sine opfordringer til modstand. Det var ikke alene forkert, det var løgn. Fog var på dette tidspunkt ganske vist ikke medlem af DKP, men det kan dokumenteres ret omhyggeligt ved hjælp af breve og partiinterne dokumenter, at han både taktisk og ideologisk fulgte partilinjen. Som følge af Hitlers krig mod Sovjetunionen fra og med sommeren 1941 var partiet blevet forbudt i Danmark, og loyale danske kommunister var med ét blevet antinazister. Derfor var kommunisterne de første til at søge illegaliteten og de første til at yde aktiv modstand, herunder altså Mogens Fog. Det ændrer ikke på sandheden i Fogs ræsonnement, men der bør føjes en tanke til: Hvis alle havde gjort som Mogens Fog, ville Stalin være herre i verden.
DET ER FOR SÅ vidt den enkle og bærende idé i Morten Møllers biografiat sammenstille det billede, som Mogens Fog ønskede at give af sig selv udadtil, med den rolle, som han beviseligt spillede indadtil.
Møller er faldet for den lidt for fikse fristelse til at kalde et af de centrale kapitler ' Fog bag facaden'. Den klare nutidsreference er malplaceret. Det er nu ikke, fordi han har gjort det til sit hovedærinde at hænge Mogens Fog ud eller forsvare hans politiske standpunkter for den sags skyld.
Det er en kvalitet ved bogen, at dens forfatter ikke har ladet sit arbejde styre af forargelse eller dominere af fordømmelse. Fogs egne erindringer rejser sig som et monument over hans selvforståelse.
Fog var en sproglig elegantier, charmerende, overbevisende, tillidsvækkende, og derfor har selv stærke antikommunister set med milde øjne på ham. Det var også disse egenskaber, der netop gjorde, at partiet anvendte ham som fremskudt forpost. Under krigen blev han brugt til at skabe forbindelse til medlemmer af de øvrige partier med henblik på at finde en bredere opbakning bag kommunisternes modstandsønske. Den konservative Christmas Møller bed f. eks. på.
Fog var en af de få fremtrædende modstandsmænd, hvis navn var kendt i vide kredse, og trods sikkerhedsforanstaltninger blev han anholdt i slutningen af 1944 og udsat for mere end moderat fysisk pres. Hans befrielse hører til en af besættelsens mest spektakulære begivenheder.
21. marts 1945 blev Gestapos hovedkvarter i Shellhuset med Frihedsrådets accept bombet af briterne. Selv om Fog sad som bombeskjold på øverste etage, overlevede han og undslap så uskadt, at han 20 minutter senere kunne nyde en øl på en beværtning i Indre By.
Efter en kort tjans som minister i befrielsesregeringen tjente Fog med sin professorautoritet, sin intellektuelle kapacitet og verdensmandsmanerer som kommunisternes stemmefisker blandt kulturradikale og salonkommunister.
Han var sådan set selv indbegrebet af en kulturradikal salonkommunist, men hans politiske modstandere - først og fremmest socialdemokraterne - vidste godt, at han også var et loyalt redskab for partiapparatet. Men kritikken prellede af.
Socialdemokratiets problem umiddelbart efter krigen var, at kommunisterne ikke var kompromitterede af samarbejdspolitikken, og derfor søgte en meget stor del af den sociale - og nationale - indignations stemmer mod det yderste venstre.
Partiets deltagelse i den aktive modstand kunne dog ikke bære særlig langt i efterkrigstiden, og DKP skiftede under den kolde krig nu fuldstændig taktik og skabte sig indflydelse og sympati gennem fredsbevægelserne. Af den kæmpende modstandsmand Mogens Fog - han havde nu aldrig deltaget aktivt i sabotage - blev der en svoren modstander af oprustning - især USA's naturligvis.
Fog fulgte Aksel Larsen over i det nydannede SF, ikke af følgagtighed over for Larsen, men af en gennem længere tid oparbejdet utilfredshed, som han også til sidst gav udtryk for indadtil, samtidig med at han meget længe opretholdt sin partiloyalitet.
BORTSET FRA den indre splittelse i DKP søger Morten Møller også at identificere den gnist i Fog, der efterhånden fik ham til at lægge den faktiske afstand til kommunismen, som han så længe havde fingeret var humanismen. Et af bogens bedste kapitler gengiver brudstykker af en brevveksling mellem den dengang i 1948 endnu partitro Fog og den frafaldne digter Paul la Cour, der netop identificerede denne funke hos sin ven og tidligere partifælle: »Alting vilde vokse i dig og om dig, naar du ikke længere gav de taktiske Grunde til at holde igen paa dig selv. Du er jo ikke Politiker i den Forstand«. I 1966 blev Fog valgt af sine professorkolleger som Københavns Universitets rektor, og det var denne forhenværende kommunist, der skulle stå model til, at en ny tids revolutionære masede sig på, men han gav sig og gennemførte en demokratisering af universitetet og blev stærkt kritiseret for det, mens studenterne hyldede ham. I 1970 overtrådte radikale studenter imidlertid en grænse, da de besatte rektors kontor og drak hans sherry. Rektor var ikke fornøjet.
Det er Morten Møllers (f. 1978) første bog, og en flot debut er det. Han giver et perspektivrigt og velafbalanceret portræt af det politiske menneske Mogens Fog.
(Politiken 13. maj 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar