Knud Wentzel (red.): Rødder. Nutidens værdier i historisk lys. People’s Press, 204 sider, 249 kroner.
Antagelig helt uden at ville det giver denne bog indtryk af afdæmpet konservatisme, måske endda nostalgi. Det ligger ikke så meget i bidragene selv, der ikke alle med lethed ville kunne gøre tjeneste i højrefløjspolitik, som i selve den idé at udgive en antologi om værdier. Hvis de etisk-politiske valgs kvaler kan sidestilles med navigationens svære kunst, er ’værdien’ at sammenligne med udgangspunktet, når der skal tages pejling. Man må med andre ord af og til stille sig med ryggen til fremtiden for at finde ud af, hvor det bærer hen. Anderledes forholder det sig f.eks. med utopien, der stiller sig an som et fyrtårn i ankomsthavnen og gjalder et bestandigt ’fremad!’.
INDTRYKKET AF EN konservativ tendens – i modsætning til en liberal – forstærkes, når man ser på udvalget af værdier: kærlighed, pligt, fællesskab, identitet, arbejde, familie, nation og tro. Det ligner nærmest en politisk programerklæring i sig selv, at friheden ikke er med på listen. De valgte værdier er af den forgængelige eller endog skrøbelige slags, hvis fortalere traditionelt graviterer mod genrer som opsangen eller jeremiaden. Referencerammen er litterær, de hjemlige klassikere, Hans Kirk, Panduro, Blicher, Bjørnson osv. Man henvender sig til et dannet publikum, og man fører naturligvis sit regnskab mindst tusind år tilbage. Fælles for bidragene er en omvendt kronologisk fremgangsmåde, der godt kan virke lidt fortænkt, men i det store hele fungerer. Jens Anker Jørgensen følger den moderne borgerlige families rødder i tidligere tiders forestillinger om husstanden og slægten og behandler kærlighedens og seksualitetens historiske spændingsforhold til ægteskabets institution. Henrik Jensen skriver om pligtens opløsning og om troens. Han ender i en noget vidtløftig teori om danskernes sindelag som bestemt af vejrliget. Denne meget velskrivende lektor fra RUC tager dermed arven op efter Johannes V. Jensen og Martin A. Hansen, og det skal han ikke høre et ondt ord for. Man gruer for den dag, da der ikke længere er plads til vidtløftigheder i den danske universitetsverden.
Niels Finn Christiansen skriver om arbejdets og fællesskabets begrebshistorie. Med sit udgangspunkt i venstrefløjens begreb om solidaritet undslipper han alligevel ikke nostalgien, måske endda konservatismen, når han beklager, at selv samme solidaritet er blevet svigtet. Knud Wentzel tager sig foruden af identiteten også af den vanskelige opgave at redegøre for nationen, det danske vi. Opgaven er vanskelig, ikke fordi der ikke er tænkt over spørgsmålet før, men fordi man så let falder i en rille, når man gør det. Selv når man træder så forsigtigt som Wentzel og undgår den rituelle Krarupbashing, finder man alligevel spor efter en alt for genkendelig udskældning af Dansk Folkeparti. Det må man imidlertid ikke fortabe sig i, for Wentzel har blik for både de destruktive og produktive sider af nationalismen, den måske stærkeste åndelige kraft i de seneste 200 års historie. Man er i kultiveret og begavet selskab med denne antologi. Den er utræt. Der er en alderens friskhed over foretagendet. Forfatterne, der er født mellem 1936 og 1947, har intet at miste ved at sige, hvad de mener, og det gør de til gavns.
(Politiken 19. apr. 2008)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar