Oh, skæbne!

Jürgen Schreiber: En maler fra Tyskland. Gerhard Richter. Et familiedrama. Oversat af Dennis Meyhoff Brink. Gyldendal, 328 sider, 249 kroner.

Plottet i denne biografi om den verdenskendte tyske maler Gerhard Richter er bygget op om Richters forbindelser til en af nazismens ofre og en af dens bødler. Bogens forside gengiver Richters egen malede kopi af et billede fra familiens fotoalbum forestillende ham selv som spæd og mosteren Marianne, der senere blev diagnosticeret som skizofren, tvangsindlagt, og som døde under nazisternes eutanasiprogram, bevidst sultet ihjel under indlæggelsen.

Og bagsideteksten supplerer: »I efterkrigstidens Dresden forelsker maleren sig intetanende i datteren af den tidligere højtstående SS-læge, der var direkte medvirkende til mosterens død«. Her giver forlaget imidlertid historien væsentlig mere, end den kan bære.

Schreiber er ikke selv uden skyld i, at forlaget har fejllæst bogen, for han vil så gerne have, at de to menneskers skæbner er knyttet til hinanden med Richter som bindeled. »Den ene er den andens modpart. Alligevel er de forbundet med hinanden via spøgelsesagtige tråde. Man kan næsten komme til at tro på forsynet«. Et noget unådigt forsyn, må man sige.

Men kendsgerningerne kan han ikke løbe fra. Lægen, gynækologen, dr. Eufinger, havde intet at gøre med beslutningen om at aflive Marianne Schönfelder i 1945. Derimod kunne han have haft forbindelse med hende, da hun i 1938 var blevet udset til tvangssterilisation. Beslutningen blev ganske vist truffet af psykiaterne, men operationen blev foretaget på dr. Eufingers sygehus, blot ikke af dr. Eufinger selv. Han var anderswo engagiert den dag.

Så meget for den varslede skæbnetragedie. Tilbage bliver et interessant sammentræf, der består i, at både mosteren og doktoren befandt sig i sygehussystemet i omegnen af Dresden under nazismen og samtidig optræder på malerier af Richter fra 1960’erne. Verden er lille, som man siger. Dr. Eufingers betragtelige andel i nazismens forbrydelser og moster Mariannes vanskæbne gør dem desværre ikke til nogen undtagelse i tiden.

Relationen mellem de to, der først er blevet bragt for en dag nu, er uden nogen konsekvenser for Richter, der ikke stilles over for noget moralsk valg eller eksistentielt paradoks. Doktoren og hans datter er for længst ude af hans liv, og han havde ikke noget personligt forhold til den moster, der blev indlagt, da han var en lille dreng. Billedet er sandsynligvis valgt som forlæg, fordi det nu engang stod til rådighed. At han selv er med på det, er antagelig heller ikke uden betydning.

Historien er med andre ord temmelig tynd, og Richter selv synes heller ikke så optaget af den. Schreiber har ført samtaler med ham, men det er begrænset, hvad han har fået ud af det. Til gengæld er Schreiber en omstændelig – nærmest snakkesalig – fortæller, så det er ikke ord – og slet ikke tillægsord – det skorter på. Ikke en association lades ubenyttet, ikke en udflugt forsømt. Og så har han jo sin indbildningskraft. Han rejser til åstederne for sin beretning og forestiller sig ivrigt, hvordan den ene eller den anden må have tænkt eller følt. Vi skal sågar holdes underrettet om, hvordan han selv føler, når han sidder på arkiv eller kører tog og mærker landskabet. Det bliver lidt for prætentiøst og parfumeret. Hvis Schreiber var skuespiller og ikke journalist, ville hans væsentligste virkemiddel være at rette et sammenknebet blik opad, lægge håndryggen mod panden og udbryde: »Oh, skæbne!«.

Beretningen om Richter selv begynder i 1945 med Dresdens frygtindgydende bombardement, Stunde Null, som tyskerne siger om dengang, da alting begyndte forfra på en bund af murbrokker. Denne betragtning kan imidlertid også være en rigtig god undskyldning for at løbe fra ansvaret. Richter var 13 år i 1945, det vil sige gammel nok til at have været indrulleret i nazistiske ungdomsforeninger. Det gør jo ikke drengen skyldig i noget, men kunne dog have tjent som baggrund.

Richter forblev i den sovjetiske besættelseszone efter krigen, og karrieren som statsansat producent af socialistisk realisme tegnede godt. I 1961 – kort før Muren blev bygget – efterlod han hele sin produktion og rejste med sin kone til Forbundsrepublikken, hvor han begyndte forfra. Med tiden blev de skilt, og han blev verdensberømt og gift igen.

Næsten smagløs er Schreibers dyrkelse af geniet Richter med det »glødende blik«. Om den lille Gerhard på billedet med mosteren mener Schreiber at vide, at drengen har øjne, »der ser så meget mere end andre«. Denne teori om kunstnerens medfødte iagttagelsesevne, som overstiger hverdagsmenneskets sanseapparat, supplerer Schreiber med et citat af Richter selv: »Mine billeder er klogere end jeg«. Det er vel fra Richters side tænkt som en måde at fralægge sig ansvaret for billedernes fortolkning på, når det forgabte kunstpublikum leger spørgejørgen. Pointen hos Schreiber er en anden, nemlig at Richter må have handlet med en ubevidst visdom, »fordi han kun anede det kosmos, der gemte sig bag dem« – man spejder efter de spøgelsesagtige tråde.

Og nu da billederne er blevet bragt på bane. Hvis man som almindelig læser ikke kan nøjes med påstanden om malerens genialitet, men gerne vil have en forklaring på, at disse billeder ikke blot er en dygtig kulissemalers arbejde, men faktisk er så god kunst, at det berettiger de millioner, som de indbringer, lades man i stikken. Kunstneren er vigtig, ikke kunsten.

(Politiken 8. marts 2008)