Thomas Thurah, Statsminister Anker Jørgensen, People's Press
Anker Jørgensen er den første - og for så vidt hidtil eneste - statsminister, som danskerne har været på fornavn med. Poul, Poul og Poul hedder for eksempel stadig Hartling, Schlüter og Nyrup. Anker var og er meget populær, men samtidig må han leve med, at mange opfatter ham som den dårligste statsminister, Danmark nogensinde har haft.
Denne modsætning eller paradoks er den erklærede forudsætning for Thomas Thurahs biografiom statsministeren Anker Jørgensen. Det kom bag på de fleste, at han overhovedet blev statsminister til at begynde med. Få havde regnet med, at Krag ville træde tilbage i 1972, og færre havde troet, at han ville udpege Anker til sin efterfølger. Noget tyder på, at hovedpersonen selv havde en anelse. Hans første regering levede kun godt et år. Hartling dannede derefter en lige så kortlivet Venstreregering fra december 1973 til februar 1975, hvorefter Anker vendte tilbage som leder for socialdemokratiske regeringer uafbrudt frem til 1982, fra 1978 til 1979 i en kortvarig alliance med Venstre.
Det var turbulente år med næsten konstant økonomisk krise og valg stort set hvert andet år. Anker førte en politik, der indebar stor offentlig gældsætning. Han skærmede velfærdsstaten mod presset fra Fremskridtspartiet, men mødte også stærk modstand fra venstre flanke i fagbevægelsen, der især var imod hans samarbejde med Venstre. Hans forhold til LO's formand, Thomas Nielsen, var legendarisk dårligt. Med nogle afstikkere til hovedpersonens baggrund og forudgående karriere i fagbevægelsen er Thurahs bog først og fremmest et portræt af Anker Jørgensen i hans tid som statsminister.
En af pointerne er at vise, at Krag havde set rigtigt. Anker var og blev især en dygtig statsminister, der holdt sit parti ved magten i næsten 10 år ved at vinde valgene, splitte oppositionen og holde styr på tropperne trods en til tider voldsom indre opposition. Mod slutningen af sin regeringstid arbejdede han endda for den slags økonomiske reformer, som Schlüter endte med at få æren for at gennemføre.
Thurahs kildegrundlag er Ankers egne dagbøger. De er tidligere udgivet i en redigeret form, og det er Thurahs påstand, at de oprindelige, uredigerede dagbøger, som han har fået adgang til, rummer oplysninger, der må indebære en revision af synet på Anker. Det føler man sig som læser nu ikke så overbevist om. Redaktionen af de udgivne dagbøger synes mest at have lagt hensynet til familien og almindelig diskretion til grund for udeladelserne. Nogen politisk tendens kan man kun vanskeligt læse ind i prioriteringerne. Thurah forsøger for eksempel i spørgsmålet om den danske sikkerhedspolitik at gøre gældende, at forskellen mellem de originale og de udgivne dagbøger er afgørende for forståelsen af Ankers rolle.
Der havde siden tilslutningen til Atlantpagten i 1949 hersket en bred enighed om dansk sikkerhedspolitik. Den ophørte i forbindelse med en skærpelse af den kolde krig hen imod slutningen af Ankers regeringstid og førte til, at hans efterfølger, Schlüter, måtte arbejde med et sikkerhedspolitisk flertal imod sig. Anker Jørgensen bebrejdes ofte, at han simpelthen skiftede standpunkt fra som statsminister at være tilhænger af det, der kendes som Natos dobbeltbeslutning, til som oppositionsleder at være modstander. Hvad Thurah egentlig mener om den sag er uklart. På den ene side hedder det om Anker: " Han har forfulgt de samme mål, den samme linje." På den anden side hedder det: " Han har troet, at han gjorde det." Bogen er helt bevidst uden systematisk noteapparat og mangler noget så basalt som en litteraturliste. Thurah redegør selv for denne mangel i sin indledning og karakteriserer i forlængelse heraf sin genre således: " Bogen er en fortælling, sådan skal læseren også helst møde den." Med dette diktat til læseren opstiller han et kunstigt modsætningsforhold mellem fortællingen som genre og nødvendigheden af at dokumentere sine påstande.
Der findes gode biografier om både Stauning, H. C. Hansen og Jens Otto Krag, der tydeligt viser, at fortælling og videnskabelig redelighed sagtens kan gå hånd i hånd. Thurah forklæder ganske enkelt sin dovenskab eller uformåenhed som prætentiøs genrebevidsthed. Bogens alvorligste problem er imidlertid ikke dens manglende kilde-og litteraturhenvisninger. Det er, at Thurah er en dårlig fortæller.
Når man skal bruge 600 sider til en bog om Anker Jørgensens tid som statsminister, er det enten udtryk for dyb indsigt eller manglende overblik. Denne bog efterlader læseren med det klare indtryk, at det er det sidstnævnte, der er tilfældet. Der er ikke prioriteret i stoffet. Lange citater, strøtanker, spørgsmål, hypoteser og minutiøse redegørelser for ligegyldige hændelsesforløb er stykket sammen i en uprioriteret orden. Sprogligt er Thurah fanget i en sær lyst til at sætte punktummer, hvor de ikke hører hjemme. Det virker, som om forlaget har udgivet forfatterens noter i stedet for et gennemarbejdet manuskript.
Det er uheldigt, at en så vigtig opgave som at skrive en kildebaseret biografi om statsminister Anker Jørgensen er overladt til en, der tilsyneladende ikke magter den eller i hvert fald ikke har taget sig tiden til at gøre arbejdet færdigt.
(KD 3. nov. 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar