Knud Holt Nielsen: Giv mig de rene og ranke. Danmarks kommunistiske ungdom 1960-1990, Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 448 sider, 249 kroner.
Fremtidsudsigterne for Danmarks Kommunistiske Ungdom var i 1960 ikke for gode. Konkurrencen fra det nystiftede SF var hård. Ungkommunisterne talte blot 500-600 medlemmer. I 1970'erne gik det imidlertid fremad. Det lykkedes at kanalisere noget af energien fra ungdomsoprøret over i organisationen, og den voksede. Det er dog synd at sige, at der var tale om en masseorganisation. DKU kulminerede i 1979 med 1.389 betalende medlemmer. De nye medlemmer kom ikke som tidligere fra hjem, hvor en eller begge forældre selv var kommunister. De var nykonverterede og tilsvarende dogmatiske. Når værdigrundlaget ikke længere er selvfølgelig børnelærdom for medlemmerne, bliver man nødt til at skrive det ned og holde kirketugt.
Selv om der stod revolution på dagsordenen, var DKU ikke kendetegnet ved radikaliserede midler. Organisationen havde en indflydelse, der var større, end medlemstallet tilsagde. Den satte sig i 1970'erne som en »ungdommens generalstab« på nøgleposter i fredsbevægelsen, fagbevægelsen og elev-, lærlinge- og studenterorganisationer. DKU blev en skole i organisationslære og projektstyring. I 1980'erne lykkedes det med enkelte spektakulære tiltag - mest prominent var 'Next Stop'-bevægelsen - at sætte sig på noget af dagsordenen, men det kunne ikke dække over den tilbagegang, der fik de sølle rester af organisationen til at lukke sig selv i 1990. Derfra gjorde de tidligere kommunister karriere i andre politiske partier, i medierne, i forskningen og i erhvervslivet.
Det er en af de store gåder, at et parti, der i den grad fungerede på dogmatisk undertrykkelse af individet, kunne tiltrække så mange kreative og begavede mennesker, der tilsyneladende også lærte en del om at udfolde disse talenter.
Knud Holt Nielsens fremstilling i 'Giv mig de rene og ranke' tager udgangspunkt i et indgående kendskab til DKU's arkiv. Bogens perspektiv er set indefra. Det indebærer, at det ofte er DKU's egen vinkel på stoffet, der dominerer, og den interne sprogbrug har det med at vandre over i Nielsens tekst. Det er også klart, at bogen er mere sympatisk end kritisk indstillet over for sit emne, uden at man kan beskylde Nielsen for at være kommunist. Han er bestemt ikke blind for bevægelsens mange svagheder og de forbrydelser, der er gjort i kommunismens navn. Hvad forfatterens eget politiske standpunkt er, lader han stå hen, men til højre er det i hvert fald ikke. Det bliver især tydeligt i omtalen af bz-bevægelsen, som åbenlyst har en plads i Nielsens hjerte, hvad man ikke kan sige om f.eks. politiet, Nato, skiftende danske regeringer eller det etablerede samfund i det hele taget.
Nielsen har ud over den historiske undersøgelse gennemført en interessant spørgeskemaundersøgelse blandt tidligere medlemmer af DKU. Han har spurgt om deres bevæggrunde for indmelding, familiebaggrund, politiske mærkesager osv. Den når ikke til at besvare det centrale spørgsmål, hvorfor nogle mennesker tiltrækkes af totalitære bevægelser, men giver dog nogle fingerpeg i retning af at forstå, hvordan enkelte politiske begivenheder og spørgsmål - Vietnamkrigen, EF, fredsbevægelsen, Københavns byplanlægning - kunne mobilisere en entusiasme for den kommunistiske sag. Hvorfor de meldte sig ud igen - hvad rigtig mange gjorde - har han desværre ikke spurgt om.
Der er tale om en omskrevet ph.d.-afhandling, der indbragte sin forfatter megen ros. Den noget tørre akademiske stil er bevaret i bogen, som godt kunne være fortalt mere stramt og pointeret for at yde den både farverige og spændende historie større retfærdighed. At nogle mennesker stadig kan finde på at udgive bøger af denne karakter uden et register grænser til arrogance.
(Politiken 3. feb. 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar