Edward M. Kennedy: Ret kurs - Erindringer 1932-2009. På dansk ved Annelise Skov. Jyllands- Postens Forlag, 561 sider, 350 kroner.
Da den yngste af de berømte Kennedybrødre, Edward, kaldet Ted eller Teddy, som blot 30-årig stillede op til Senatet i 1962, var det indlysende for modstanderen at bebrejde ham, at han ikke havde nogen erfaring. Han havde aldrig haft et rigtigt job. Ved et vælgermøde kom en arbejder hen til ham og sagde: »Hej, Kennedy. De siger, at du aldrig nogensinde har arbejdet. Nu skal jeg sige dig en ting. Du er ikke gået glip af noget«. Ted Kennedy vandt valget og beholdt sit mandat livet ud. Det blev hans job, hans livsopgave, men han nåede ikke at følge en af sine mærkesager helt til dørs.
Ved hans død sidste år tilfaldt sædet en republikaner, hvorved det kvalificerede flertal i Senatet for præsidentens sundhedsreform forsvandt.
KENNEDYKLANEN har i tre generationer tilhørt den absolutte elite i Boston, men skiller sig ud fra den øvrige østkystoverklasse ved at være katolikker og ikke protestanter.
Faderen, Joe Kennedy, var både filmproducer og en af Franklin D. Roosevelts centrale støtter. Det er blandt andet denne kombination af Hollywoodglamour og benhård politik, der har givet Kennedynavnet karisma. At Edwards niece Maria Shriver er gift med en filmstjerne, der også er Californiens guvernør, er en fortsættelse af denne tradition.
At være en Kennedy er mere end at have magt og rigdom. Det er en skæbne, ikke sjældent en tragedie. To af Teds brødre, Robert og John, blev myrdet, en søster, Kathleen, omkom ved et flystyrt, og den ældste bror, Joe jr., faldt som pilot i Anden Verdenskrig. Edwards tragedie er af en anden slags. Den består i, at han selv forårsagede en andens død. På øen Chappaquiddick kørte han i 1968 galt med en ung kvinde som passager. Bilen faldt i vandet, Edward slap ud, men kvinden druknede.
Der ville givetvis ikke have dannet sig så mange konspirationsteorier, hvis føreren af bilen havde haft et andet efternavn. Skal man tro ham selv, var der tale om en banal ulykke, der skyldtes hans egen uopmærksomhed bag rattet. Han påtager sig det fulde ansvar, og man tror på, at angeren er oprigtig. Kennedybørnene blev opdraget til aldrig at prale med privilegier, der ligger uden for almindelige menneskers rækkevidde.
Hvis Edward ønskede at hævde sig, måtte det ske i kraft af hårdt arbejde og egne evner. Dermed var han underlagt ikke blot den amerikanske ambition om at skabe sin egen karriere, at være en selfmade man, men også at gøre det på en måde, så det levede op til de idealer og den målestok, som de døde brødre havde sat. Efternavnet forpligter på samme måde, som adel gør det.
EDWARD VAR MÅSKE ikke den mest fremragende af sine søskende. Men han overlevede - også i ganske konkret forstand. Et flystyrt i 1964 var tæt på at koste ham livet.
Historien om, hvordan han kom på Harvards førstehold i football, er sigende for hans karrierevej. Mange andre spillere var bedre, men efterhånden som de måtte sidde over med skader eller havde andet at tage sig til, fik Edward en plads på holdet, og han skuffede ikke. Chappaquiddick holdt ham antagelig fra at nå højere poster, men til gengæld udfyldte han sit sæde i Senatet med en forsvarsspillers tyngde. Den knap 1,90 m høje mand havde som ung spiller en kampvægt på godt 100 kg.
En senators erindringer kan ikke være andet end politik videreført med andre midler. Selvfølgelig forsvarer han sine handlinger og sine beslutninger på en ret renskuret måde. Men bogen er også renfærdig, taktfuld og uforbitret. Han har noget godt at sige om alle mennesker, ikke blot den læge, der med held behandlede hans søn for kræft, men også mangeårige politiske modstandere og fjender. Det kan forekomme pænt og udglattende, men det er også udtryk for et ideal om politik, som mange har glemt, nemlig at saglig uenighed bør kunne håndteres med menneskelig anstændighed.
(Politiken 1. maj 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar