Det særlige tab

Carsten Jensen, Øvelser i afsked 

”Da Liz og jeg i begyndelsen af februar modtog den forfærdelige med­delelse, at hendes søn, Raph, brat var død som følge af en udiagno­sticeret hjertefejl, kun 25 år gammel, vidste vi, at vi aldrig ville blive de samme igen.” Således åbner Carsten Jensen sin nyeste bog. Han følger op med en karakteristik af sorgen, som de fleste vil kunne identificere sig med. Første kapitel handler om en bog, han har skrevet, og hvor god andre synes den er. Bogen handler om søfartsmiljøet i Marstal i forrige århundrede, hvor oplevelsen af tab var så almindelig, at det blev accepteret som et livsvilkår. Man lod sig ikke mærke med det, selv hvis man var mærket af det.

I næste kapitel klippes til Los Angeles januar i år. Jensen og hans kone, Liz, har taget ophold, fordi han skal forelæse på et universitet og de bliver del af en omgangskreds, som han døber ”den fatale klub”, fordi alle havde oplevet ”et dramatisk og voldsomt tab, som rammer få.” Samtidig bliver også Jensen og hans kone medlem af samme klub, da hendes søn dør.

 Dermed sker der også en forskydning i teksten fra beskrivelsen af tab som et fælles vilkår til et perspektiv, hvor Jensen taler som om hans oplevelse af tab er eksklusiv og derfor giver ham en særlig taleposition. Han er blevet medlem af ”et hemmeligt broderskab”, ”en alternativ verden, hvis eksistens, jeg aldrig havde anet”, som han selv skriver.

Han beskriver sorgen som isolerende. Følelse af at miste og sørge er så voldsom, at det rent psykologisk kan være vanskeligt at forstå, at det er en erfaring, som er så almindelig som den er. Det er antagelig også derfor at han oplever fællesskabet om en sådan sorg som et eksklusivt broderskab. Det er det jo bare ikke. Det er et eksklusivt fællesskab på samme måde som det have fået børn føles som noget særligt, endskønt det er en erfaring, der deles af de fleste.

Det er uden tvivl Carsten Jensens evne til at sætte ord på denne sorg, der er bogens største kvalitet. Han mobiliserer til formålet hele sit sproglige arsenal, og det er betydeligt.

Som de forrige essaysamlinger fra Carsten Jensens hånd når denne bog vidt omkring tematisk. Alligevel virker denne mindre usammenhængende, fordi den i højere grad bærer sit disponerende princip uden på tøjet: Hvad har Carsten Jensen oplevet, læst og tænkt det seneste år tid. Den har mere et åbenlyst dagbogspræg.

Jensens portræt af det USA han møder i januar er kritisk, ja nærmest uforsonligt. Han synes om de mennesker, han møder, men ikke det samfund de lever i. ”Fascismen er kommet til Amerika”, skriver han om Trump som politisk fænomen. I marts måned slutter hans ophold i Californien, og han vender hjem til det, der i det ydre er den vante forfattertilværelse sammen med konen, der også er forfatter. Men koncentrationen er forsvundet: ”Som forfattere er vi vant til at være alene. Nu er vi bare ensomme.”

Jensen beskriver sin vej gennem den mentale ørken, som var den første corona-nedlukning, igen med sit sædvanlige sproglige beredskab får sat ord på sin egen oplevelse. Den skyldes noget, som har ramt hele verden, men oplevelsen er netop ikke delt. Den er hans. Så må det være op til den enkelte læser at finde genkendelighed i, hvad han skriver.

Det selvbiografiske element klæder sært nok en krukke som Carsten Jensen. Som essayist har han i tidligere udgivelser nærmest taget varigt ophold i det røde felt, mens han råbte ad folk på distancen. I denne bog befinder han sig oftere ned på jorden og trækker på det levede livs erfaringer. Det er en formildende omstændighed.

Han er dog ikke blevet mere afslappet på hverken demokratiets eller klimaets vegne. Han er faktisk nærmest endnu mere apokalyptisk end før. Man genkender ligeledes den gamle Carsten Jensen, når han vil gøre Lars Løkke Rasmussen til Danmarks svar på Trump. (Løkke er dog om nogen Danmarks svar på Biden.) Selvmodsigende bliver det, når Jensen på den ene side dømmer flytrafik ude på grund af kultveilteudslippet, mens han på den anden side drømmer om at gense fjerne rejsemål, der ikke kan nås med andet end fly. Det er som om han ikke helt forstår, at han må opgive sin rolle som globetrotter for at leve op til egne idealer.

Carsten Jensen kan ikke ignoreres. Taget i betragtning, at bogens sidste punktum er sat i september, er følgende vist nærmest profetisk:  ”Jeg har et råd til vores alle sammens folkekære Mette Frederiksen. Når du begiver dig ud til forhandlinger med erhvervslivet, så hav en pose penge i den ene hånd og en revolver i den anden. Sæt revolveren for panden af formanden for bestyrelsen, og udtal et umisforståeligt budskab: Pengene eller livet!” Bogen er fuld af godbidder af den slags. Det er som at læse Kaj Munk: sprogligt overskud og klar iagttagelsesevne kombineret med en sikker mangel på dømmekraft.

352 sider er meget at forfatte i perioden januar til september 2020; en side om dagen, og vi når som sagt langt omkring. Gennemgangen af de mange bøger, som han trods koncentrationsbesvær alligevel får læst, virker trættende. Nogle af hans dagbogsblade ligner svagt redigerede udgaver af Facebook-opslag. Man kan sagtens forstå, at en forfatter som Carsten Jensen skriver sig ud af den slags kriser og oplevelser, som han har været igennem, men det er ikke ensbetydende med, at det alt sammen nødvendigvis bør udkomme på tryk.

(Kristeligt Dagblad 25. nov. 2020, online, Avisen havde en anden rubrik)

Islam findes ikke. Der findes kun muslimer

 Jakob Skovgaard-Petersen, Muslimernes Muhammad – og alle andres, Gyldendal 448 sider

Dette er ikke en biografi. Det er en kortlægning af de traditioner og skoler, der i de seneste knap 1400 år har tolket profeten Muhammads liv og lære. Og så er det alligevel en slags biografi, for Skovgaard-Petersen kunne have skrevet islams historie, men det har han valgt ikke at gøre. Det er historien om historierne om Muhammad (Ca. 570-632 e.v.t.), som så alligevel bliver historien om islam.

At der har eksisteret en religionsstifter og krigsherre ved navn Muhammad, som er Skovgaard-Petersens valg af stavemåde på dansk, er relativt veldokumenteret. Hvad han sagde og gjorde er imidlertid knap så sikkert. Kilderne til hans historie er nedskrevet efter hans død, nogle lang tid efter. Der er tre slags. Koranen er muslimernes hellige bog, og den rummer også biografiske oplysninger om Muhammad. Den er antagelig kompileret og kanoniseret ganske få år efter hans død. Dernæst er der hadith, som er en overlevering af korte, løsrevne beretninger om Muhammads gerninger og visdomsord. Endelig er der sira, som er betegnelsen for den genre i den muslimske litteratur, som er egentlige biografier om Muhammad, og som sætter de adspredte oplysninger om ham fra Koranen og hadith i kontekst og kronologisk orden. De ældste kendte nedskrevne udgaver af hadith og sira er fra det 9. århundrede, altså 200 år efter Muhammads død.

Som genre har sira holdt sig i live til i dag. Den har igen og igen vist sig som den væsentligste platform, når nye tolkninger af islam har ønsket at give sig til kende, og den er derfor det naturlige centrum for Skovgaard-Petersens opmærksomhed. Han viser, hvordan udvælgelsen og prioriteringen af stoffet har afgørende betydning for udlægningen af budskabet. Det tidligste skisma i Islam mellem shia og sunni handlede om succession, altså hvem der kunne betragtes som Muhammads legitime efterfølger. Derfor er det f.eks. afgørende, hvilken rolle Muhammads fætter og svigersøn, Ali, tildeles i fortællingen. Beskrives han som den, hvem Muhammad overdrog ansvaret for varetagelsen af den rette tro, svarer det til shia-islams udlægning. Lægges vægten snarere på Abu Bakr, Muhammads svigerfar, og dennes datter Aisha, har vi at gøre med en sunni-muslimsk udlægning. Hvem kunne med rette kalde sig kalif, muslimernes øverste overhoved, og hvem ville gerne være kalif i stedet for kaliffen? Det blev i høj grad et dynastisk spørgsmål, altså hvem der havde arveretten til at kalde sig de troendes behersker. Tilsvarende er der dannet et muslimsk aristokrati i form af de stammer og familier, kaldet ashraf, der hævder at være direkte efterkommere af Muhammad. Det gælder f.eks. det jordanske kongehus.

Reformationerne og genfortolkningerne af islam var mange. Wahhabismen i det 18. århundrede på den arabiske halvø var et oprør imod den forestilling, at spørgsmålet om Muhammads efterfølgelse overhovedet var dynastisk. ”De kaldte sig for muwahhidun, dyrkere af Guds enhed, hvilket jo eller er noget, som alle muslimer ville sige, at de var. Men i bevægelsens øjne var de andre muslimer ikke monoteister, men flergudsdyrkere.” Hvis man ophøjede f.eks. Muhammads efterkommer til en særlig status, var det udtryk for shirk, flerguderi, som skulle bekæmpes på samme måde som Muhammad i sin karriere som prædikant havde bekæmpet flerguderiet i Mekka, mente wahhabisterne.

Præcis denne pointe har betydning for forståelsen af et element af karikaturkrisen i 2006, som Skovgaard-Petersen drager frem. Mange husker, at en saudiarabisk advokat, Faisal Yamani, selv en sharif, altså efterkommer, på vegne af 94.923 efterkommere af Muhammad sagsøgte danske aviser for at have publiceret karikaturtegninger af Muhammad. Det var ifølge Skovgaard-Petersens tolkning imidlertid ikke et angreb, der var rettet mod Danmark, men mod det saudiarabiske regime, der hylder wahhabismen, som altså ikke anerkender, at efterkommerne har en særstatus. Yamani stillede derfor det saudiarabiske regime over for ”et kedeligt valg mellem enten at protestere imod dette ædle formål og dermed at blive endnu mere upopulære blandt muslimer, end de er i forvejen – eller at acceptere, at ashraf pludselig trådte frem af glemslen med en Yamani i spidsen.” (s. 373) Faisal Yamani brugte altså karikaturkrisen til at stille sit hjemlands regime skakmat. At dagbladet Politiken indgik i en forhandling med Yamani og trykte en undskyldning, undlader Skovgaard-Petersen høfligt at karakterisere eksplicit. Bogen er rig på opklarende analyser af denne karakter.

Skovgaard-Petersens viser det brede spektrum af mulige fortolkninger. Islam kan være inderlighedens, mystikkens og poesiens religion som i sufismen. Den kan være en samfunds- og statsdannende religion, som det f.eks. er tilfældet hos vore dages islamister med Iran som væsentligste fremtrædelsesform. I jihadismens skikkelse er den derimod blevet en dommedagskult, hvis formål det er at ødelægge enhver orden. At den orden, som islamisterne vil indføre, ligger langt fra, hvad vi betragter som en retsstat, skal ikke gøre os blinde for, at den er meget forskellig fra det kaos, som jihadisterne ønsker at fremkalde.

I løbet af bogens 448 sider (inklusiv det prisværdige register) forskydes vægten stadig mere i retning af en analyse af ikke- og anti-muslimers billede af Muhammad. Kurt Westergaards ikoniske tegning aftrykkes skam også, hvis nogen lige skulle spørge efter den. Kritikere af islam har i deres prioritering af stoffet altid lagt vægt på de elementer af siraen, som tjente deres formål. Kåre Bluitgens seneste børnebog om Koranen og profetens liv kategoriserer Skovgaard-Petersen også som hørende til den anti-muslimske litteratur, fordi den omhyggeligt medtager alt, hvad der stiller Muhammad i et dårligt lys. Den er altså ikke for børn, som også Kristeligt Dagblads anmelder bemærkede.

Jakob Skovgaard-Petersen retter sin skarpeste kritik mod Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards bog Krigens Hus. Islams kolonisering af Vesten fra 2003, som han afskriver som en udokumenteret konspirationsteori. Hans grundlæggende argument imod den forestilling, at islam er i færd med at kolonisere Vesten, er imidlertid det, der er spillet igennem på de foregående 400 sider. Hvis man skal stille hans pointe lidt skarpere op end han egentlig selv gør, findes islam ikke. Der findes kun muslimer, og det er ikke op til udenforstående at definere, hvad islam er. Man kan altså ikke frit fouragere efter citater i Koranen, hadith eller sira, stykke dem sammen og derefter hævde, at man har afsløret ”islams sande ansigt”. Skovgaard-Petersen er i religionssociologisk forstand anti-essentialist. Det betyder ikke, at man kan anklage ham for Verharmlosung eller etisk relativisme. Han sætter temmelig entydige ord på de forbrydelser, der er blevet begået i islams navn. Men det er stadig mennesker, der har begået dem, ikke en religion. Så kan man indvende mod den tilgang, at den har en tendens til at undervurdere, at ideer og ideologier faktisk betyder noget.

Jakob Skovgaard-Petersen er omhyggelig og pædagogisk i sin fremstilling – med en tendens til det omstændelige. Man kan godt mærke, at han har mange års erfaring med at træde på kattepoter i dette minefelt. Bogen trækker på et stort bagkatalog af viden, men fremdrager faktisk også hidtil ukendte aspekter af f.eks. den danske Muhammad-reception. Skovgaard-Petersen undgår skråsikkerhed og er god til runde formuleringer, somme tider på kanten af det slebne. Hvad læseren især kan uddrage af bogen, er dens kontekstfølsomme tolkninger. Religion eksisterer ikke i et historisk vakuum. Den udøves af mennesker, der lever i en politisk virkelighed, og det er i identifikationen af dette forhold, at bogen står stærkt. Som sådan er den en berigelse til dagens debat.

(Kristeligt Dagblad 14. nov. 2020. Avisen valgte en anden rubrik.)