Jakob Skovgaard-Petersen, Muslimernes Muhammad – og alle andres, Gyldendal 448 sider
Dette er ikke en biografi. Det er en kortlægning af de
traditioner og skoler, der i de seneste knap 1400 år har tolket profeten
Muhammads liv og lære. Og så er det alligevel en slags biografi, for
Skovgaard-Petersen kunne have skrevet islams historie, men det har han valgt
ikke at gøre. Det er historien om historierne om Muhammad (Ca. 570-632 e.v.t.),
som så alligevel bliver historien om islam.
At der har eksisteret en religionsstifter og krigsherre ved
navn Muhammad, som er Skovgaard-Petersens valg af stavemåde på dansk, er
relativt veldokumenteret. Hvad han sagde og gjorde er imidlertid knap så
sikkert. Kilderne til hans historie er nedskrevet efter hans død, nogle lang
tid efter. Der er tre slags. Koranen er muslimernes hellige bog, og den rummer
også biografiske oplysninger om Muhammad. Den er antagelig kompileret og
kanoniseret ganske få år efter hans død. Dernæst er der hadith, som er
en overlevering af korte, løsrevne beretninger om Muhammads gerninger og
visdomsord. Endelig er der sira, som er betegnelsen for den genre i den
muslimske litteratur, som er egentlige biografier om Muhammad, og som sætter de
adspredte oplysninger om ham fra Koranen og hadith i kontekst og
kronologisk orden. De ældste kendte nedskrevne udgaver af hadith og sira
er fra det 9. århundrede, altså 200 år efter Muhammads død.
Som genre har sira holdt sig i live til i dag. Den
har igen og igen vist sig som den væsentligste platform, når nye tolkninger af
islam har ønsket at give sig til kende, og den er derfor det naturlige centrum
for Skovgaard-Petersens opmærksomhed. Han viser, hvordan udvælgelsen og
prioriteringen af stoffet har afgørende betydning for udlægningen af budskabet.
Det tidligste skisma i Islam mellem shia og sunni handlede om succession, altså
hvem der kunne betragtes som Muhammads legitime efterfølger. Derfor er det
f.eks. afgørende, hvilken rolle Muhammads fætter og svigersøn, Ali, tildeles i
fortællingen. Beskrives han som den, hvem Muhammad overdrog ansvaret for varetagelsen
af den rette tro, svarer det til shia-islams udlægning. Lægges vægten snarere
på Abu Bakr, Muhammads svigerfar, og dennes datter Aisha, har vi at gøre med en
sunni-muslimsk udlægning. Hvem kunne med rette kalde sig kalif, muslimernes
øverste overhoved, og hvem ville gerne være kalif i stedet for kaliffen? Det
blev i høj grad et dynastisk spørgsmål, altså hvem der havde arveretten til at
kalde sig de troendes behersker. Tilsvarende er der dannet et muslimsk
aristokrati i form af de stammer og familier, kaldet ashraf, der hævder
at være direkte efterkommere af Muhammad. Det gælder f.eks. det jordanske
kongehus.
Reformationerne og genfortolkningerne af islam var mange. Wahhabismen
i det 18. århundrede på den arabiske halvø var et oprør imod den forestilling,
at spørgsmålet om Muhammads efterfølgelse overhovedet var dynastisk. ”De kaldte
sig for muwahhidun, dyrkere af Guds enhed, hvilket jo eller er noget,
som alle muslimer ville sige, at de var. Men i bevægelsens øjne var de andre
muslimer ikke monoteister, men flergudsdyrkere.” Hvis man ophøjede f.eks.
Muhammads efterkommer til en særlig status, var det udtryk for shirk,
flerguderi, som skulle bekæmpes på samme måde som Muhammad i sin karriere som
prædikant havde bekæmpet flerguderiet i Mekka, mente wahhabisterne.
Præcis denne pointe har betydning for forståelsen af et
element af karikaturkrisen i 2006, som Skovgaard-Petersen drager frem. Mange
husker, at en saudiarabisk advokat, Faisal Yamani, selv en sharif, altså
efterkommer, på vegne af 94.923 efterkommere af Muhammad sagsøgte danske aviser
for at have publiceret karikaturtegninger af Muhammad. Det var ifølge
Skovgaard-Petersens tolkning imidlertid ikke et angreb, der var rettet mod
Danmark, men mod det saudiarabiske regime, der hylder wahhabismen, som altså ikke
anerkender, at efterkommerne har en særstatus. Yamani stillede derfor det
saudiarabiske regime over for ”et kedeligt valg mellem enten at protestere imod
dette ædle formål og dermed at blive endnu mere upopulære blandt muslimer, end
de er i forvejen – eller at acceptere, at ashraf pludselig trådte frem
af glemslen med en Yamani i spidsen.” (s. 373) Faisal Yamani brugte altså
karikaturkrisen til at stille sit hjemlands regime skakmat. At dagbladet
Politiken indgik i en forhandling med Yamani og trykte en undskyldning,
undlader Skovgaard-Petersen høfligt at karakterisere eksplicit. Bogen er rig på
opklarende analyser af denne karakter.
Skovgaard-Petersens viser det brede spektrum af mulige
fortolkninger. Islam kan være inderlighedens, mystikkens og poesiens religion
som i sufismen. Den kan være en samfunds- og statsdannende religion, som det
f.eks. er tilfældet hos vore dages islamister med Iran som væsentligste
fremtrædelsesform. I jihadismens skikkelse er den derimod blevet en
dommedagskult, hvis formål det er at ødelægge enhver orden. At den orden, som
islamisterne vil indføre, ligger langt fra, hvad vi betragter som en retsstat,
skal ikke gøre os blinde for, at den er meget forskellig fra det kaos, som
jihadisterne ønsker at fremkalde.
I løbet af bogens 448 sider (inklusiv det prisværdige
register) forskydes vægten stadig mere i retning af en analyse af ikke- og
anti-muslimers billede af Muhammad. Kurt Westergaards ikoniske tegning
aftrykkes skam også, hvis nogen lige skulle spørge efter den. Kritikere af
islam har i deres prioritering af stoffet altid lagt vægt på de elementer af siraen,
som tjente deres formål. Kåre Bluitgens seneste børnebog om Koranen og profetens
liv kategoriserer Skovgaard-Petersen også som hørende til den anti-muslimske
litteratur, fordi den omhyggeligt medtager alt, hvad der stiller Muhammad i et
dårligt lys. Den er altså ikke for børn, som også Kristeligt Dagblads anmelder
bemærkede.
Jakob Skovgaard-Petersen retter sin skarpeste kritik mod
Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaards bog Krigens Hus. Islams
kolonisering af Vesten fra 2003, som han afskriver som en udokumenteret
konspirationsteori. Hans grundlæggende argument imod den forestilling, at islam
er i færd med at kolonisere Vesten, er imidlertid det, der er spillet igennem
på de foregående 400 sider. Hvis man skal stille hans pointe lidt skarpere op
end han egentlig selv gør, findes islam ikke. Der findes kun muslimer, og det er
ikke op til udenforstående at definere, hvad islam er. Man kan altså ikke frit
fouragere efter citater i Koranen, hadith eller sira, stykke dem
sammen og derefter hævde, at man har afsløret ”islams sande ansigt”. Skovgaard-Petersen
er i religionssociologisk forstand anti-essentialist. Det betyder ikke, at man
kan anklage ham for Verharmlosung eller etisk relativisme. Han sætter
temmelig entydige ord på de forbrydelser, der er blevet begået i islams navn.
Men det er stadig mennesker, der har begået dem, ikke en religion. Så kan man
indvende mod den tilgang, at den har en tendens til at undervurdere, at ideer
og ideologier faktisk betyder noget.
Jakob Skovgaard-Petersen er omhyggelig og pædagogisk i sin
fremstilling – med en tendens til det omstændelige. Man kan godt mærke, at han
har mange års erfaring med at træde på kattepoter i dette minefelt. Bogen
trækker på et stort bagkatalog af viden, men fremdrager faktisk også hidtil
ukendte aspekter af f.eks. den danske Muhammad-reception. Skovgaard-Petersen undgår
skråsikkerhed og er god til runde formuleringer, somme tider på kanten af det
slebne. Hvad læseren især kan uddrage af bogen, er dens kontekstfølsomme
tolkninger. Religion eksisterer ikke i et historisk vakuum. Den udøves af
mennesker, der lever i en politisk virkelighed, og det er i identifikationen af
dette forhold, at bogen står stærkt. Som sådan er den en berigelse til dagens
debat.
(Kristeligt Dagblad 14. nov. 2020. Avisen valgte en anden
rubrik.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar