Det særlige tab

Carsten Jensen, Øvelser i afsked 

”Da Liz og jeg i begyndelsen af februar modtog den forfærdelige med­delelse, at hendes søn, Raph, brat var død som følge af en udiagno­sticeret hjertefejl, kun 25 år gammel, vidste vi, at vi aldrig ville blive de samme igen.” Således åbner Carsten Jensen sin nyeste bog. Han følger op med en karakteristik af sorgen, som de fleste vil kunne identificere sig med. Første kapitel handler om en bog, han har skrevet, og hvor god andre synes den er. Bogen handler om søfartsmiljøet i Marstal i forrige århundrede, hvor oplevelsen af tab var så almindelig, at det blev accepteret som et livsvilkår. Man lod sig ikke mærke med det, selv hvis man var mærket af det.

I næste kapitel klippes til Los Angeles januar i år. Jensen og hans kone, Liz, har taget ophold, fordi han skal forelæse på et universitet og de bliver del af en omgangskreds, som han døber ”den fatale klub”, fordi alle havde oplevet ”et dramatisk og voldsomt tab, som rammer få.” Samtidig bliver også Jensen og hans kone medlem af samme klub, da hendes søn dør.

 Dermed sker der også en forskydning i teksten fra beskrivelsen af tab som et fælles vilkår til et perspektiv, hvor Jensen taler som om hans oplevelse af tab er eksklusiv og derfor giver ham en særlig taleposition. Han er blevet medlem af ”et hemmeligt broderskab”, ”en alternativ verden, hvis eksistens, jeg aldrig havde anet”, som han selv skriver.

Han beskriver sorgen som isolerende. Følelse af at miste og sørge er så voldsom, at det rent psykologisk kan være vanskeligt at forstå, at det er en erfaring, som er så almindelig som den er. Det er antagelig også derfor at han oplever fællesskabet om en sådan sorg som et eksklusivt broderskab. Det er det jo bare ikke. Det er et eksklusivt fællesskab på samme måde som det have fået børn føles som noget særligt, endskønt det er en erfaring, der deles af de fleste.

Det er uden tvivl Carsten Jensens evne til at sætte ord på denne sorg, der er bogens største kvalitet. Han mobiliserer til formålet hele sit sproglige arsenal, og det er betydeligt.

Som de forrige essaysamlinger fra Carsten Jensens hånd når denne bog vidt omkring tematisk. Alligevel virker denne mindre usammenhængende, fordi den i højere grad bærer sit disponerende princip uden på tøjet: Hvad har Carsten Jensen oplevet, læst og tænkt det seneste år tid. Den har mere et åbenlyst dagbogspræg.

Jensens portræt af det USA han møder i januar er kritisk, ja nærmest uforsonligt. Han synes om de mennesker, han møder, men ikke det samfund de lever i. ”Fascismen er kommet til Amerika”, skriver han om Trump som politisk fænomen. I marts måned slutter hans ophold i Californien, og han vender hjem til det, der i det ydre er den vante forfattertilværelse sammen med konen, der også er forfatter. Men koncentrationen er forsvundet: ”Som forfattere er vi vant til at være alene. Nu er vi bare ensomme.”

Jensen beskriver sin vej gennem den mentale ørken, som var den første corona-nedlukning, igen med sit sædvanlige sproglige beredskab får sat ord på sin egen oplevelse. Den skyldes noget, som har ramt hele verden, men oplevelsen er netop ikke delt. Den er hans. Så må det være op til den enkelte læser at finde genkendelighed i, hvad han skriver.

Det selvbiografiske element klæder sært nok en krukke som Carsten Jensen. Som essayist har han i tidligere udgivelser nærmest taget varigt ophold i det røde felt, mens han råbte ad folk på distancen. I denne bog befinder han sig oftere ned på jorden og trækker på det levede livs erfaringer. Det er en formildende omstændighed.

Han er dog ikke blevet mere afslappet på hverken demokratiets eller klimaets vegne. Han er faktisk nærmest endnu mere apokalyptisk end før. Man genkender ligeledes den gamle Carsten Jensen, når han vil gøre Lars Løkke Rasmussen til Danmarks svar på Trump. (Løkke er dog om nogen Danmarks svar på Biden.) Selvmodsigende bliver det, når Jensen på den ene side dømmer flytrafik ude på grund af kultveilteudslippet, mens han på den anden side drømmer om at gense fjerne rejsemål, der ikke kan nås med andet end fly. Det er som om han ikke helt forstår, at han må opgive sin rolle som globetrotter for at leve op til egne idealer.

Carsten Jensen kan ikke ignoreres. Taget i betragtning, at bogens sidste punktum er sat i september, er følgende vist nærmest profetisk:  ”Jeg har et råd til vores alle sammens folkekære Mette Frederiksen. Når du begiver dig ud til forhandlinger med erhvervslivet, så hav en pose penge i den ene hånd og en revolver i den anden. Sæt revolveren for panden af formanden for bestyrelsen, og udtal et umisforståeligt budskab: Pengene eller livet!” Bogen er fuld af godbidder af den slags. Det er som at læse Kaj Munk: sprogligt overskud og klar iagttagelsesevne kombineret med en sikker mangel på dømmekraft.

352 sider er meget at forfatte i perioden januar til september 2020; en side om dagen, og vi når som sagt langt omkring. Gennemgangen af de mange bøger, som han trods koncentrationsbesvær alligevel får læst, virker trættende. Nogle af hans dagbogsblade ligner svagt redigerede udgaver af Facebook-opslag. Man kan sagtens forstå, at en forfatter som Carsten Jensen skriver sig ud af den slags kriser og oplevelser, som han har været igennem, men det er ikke ensbetydende med, at det alt sammen nødvendigvis bør udkomme på tryk.

(Kristeligt Dagblad 25. nov. 2020, online, Avisen havde en anden rubrik)