Et overblik over højskolernes idéhistorie

Ove Korsgaard, Strejftog i Højskolernes Idéhistorie/A Foray into Folk High School Ideology, FFD’s forlag, 85+94 sider

Denne bog er udkommet i anledning af folkehøjskolernes 175 års jubilæum, eller rettere Rødding Højskoles 175 års fødselsdag. Rødding var nemlig ikke den første.  Rødding var pendant til en tilsvarende, men noget mere ukendt tysk højere skole for bønder, der var blevet stiftet af C.F.H. Klenze i Rendsborg i 1842, da hertugdømmerne endnu hørte til den danske konges riger og lande. Endnu mere ukendt er det, at der i Sundbylille ved Frederikssund på Sjælland allerede fra 1841 blev drevet en højere bondeskole.

Når det alligevel giver mening at vælge Rødding som udgangspunkt for bondehøjskolernes historie, skyldes det at nogle af de ældre forsøg ikke kan udvise samme institutionelle styrke og kontinuitet som Rødding. Dertil kommer, at Rødding var et af de centrale omdrejningspunkter i den nationale kamp i hertugdømmerne og derfor med en større selvfølge har skrevet sig ind i danmarkshistorien. Da Slesvig blev afstået sammen med Holsten i 1864, flyttede højskolen til Askov umiddelbart nord for Kongeåen, og Askov Højskole blev siden et flagskib i højskolebevægelsen.

Netop spørgsmålet om, hvor vidt man kan tale om højskolebevægelsen i bestemt form ental, står som et af de centrale i Ove Korsgaards fortættede introduktion til højskolens idéhistorie. Der findes måske en idé om, at der er en samlende idé bag højskolerne, men skolerne har altid været forskellige og haft forskellige udformninger. Han peger naturligvis på Grundtvig som en vigtig inspirationskilde, men fremhæver også Kresten Kold, Rasmus Sørensen og Christian Flor som vigtige og ligeværdige pionerer i bevægelsens første generation.

Korsgaard balancerer i sin gennemgang fint mellem behovet for at kondensere stoffet og nødvendigheden af at bevare blikket for forskelligheden og variationerne i højskolebevægelsen gennem hele historien. Han inddeler udviklingen i pionerfasen fra 1844, den nationale vækkelse fra 1864, den demokratiske vækkelse fra 1940, ungdomsoprørets vækkelse fra 1968 frem til nutiden, hvor det bliver lidt vanskeligere at sætte overskrift på, hvad der sker andet end at udviklingen stadig peger i mange forskellige retninger. Højskolerne i dag dyrker mange forskellige faglige profiler med vægt på både idræt, sport, dans, musik, professionsrettede, intellektuelle og kreative fag. Diskussionen om, hvad der er ”rigtig højskole” er heldigvis fortsat levende. Til fælles har skolerne i dag, at de bygger på eksamensfrihed, altså elevernes lyst til at lære og erfare, lærernes lyst til at undervise og oplyse og ikke samfundets behov for at forme og danne unge mennesker til formål, som de ikke selv har defineret.



Den højere bondeskole i Sundbylille, der ikke omtales i Korsgaards bog, blev stiftet i 1841 som forsøgsordning under student, siden cand.phil. Callesens ledelse. Motivet var det samme som i Rendsborg og Rødding, nemlig at forbedre bøndernes forudsætning for deltagelse i det politiske liv. Som det ses af denne avisomtale var det en eksamensskole, og den var for den lokale, konfirmerede ungdom. I efteråret 1844 fik skolen sin egen bygning, men sluttede sin virksomhed allerede i 1849. (Se P. Petersen, "Hjørlunde Sognebogsamling og den højere Bondeskole i Sundbylille" i Fra Frederiksborg Amt, 1910, s. 17-36)

Der er altid indvendinger at gøre mod en så håndfast periodisering, som Korsgaard foretager, for de enkelte historiske tilfælde og tildragelser passer sjældent ind i skemaer, men på den anden side kan man som læser nyde godt af Korsgaards velkendte overblik og evne til systematisering uden at fortabe retten til at danne sig sin egen mening.

Der er udgået inspiration fra den danske højskolebevægelse til hele verden, og Korsgaard gennemgår kort nogle eksempler, hvoraf ikke mindst Fjernøsten er interessant. Tokai-universiteterne i Japan er inspireret af Grundtvig, og i de seneste år har interessen for den danske folkehøjskole været stigende i Sydkorea. Det forhold, at Korsgaards bog udkommer i en parallel dansk-engelsk udgave er også et vidnesbyrd om, at der er en international nysgerrighed efter, hvordan vi har indrettet uddannelsessystemet i Danmark.

(Kristeligt Dagblad 29. maj 2019 på nettet, papiravisen 4. juni. )

Den forhenværende højere bondeskole i Sundbylille i dag
(eget foto)

Carsten Jensen er velskrivende negativitet men for indtaget i sin egen humanisme

Carsten Jensen, Hovedspringere. Om mennesker på flugt og kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse. Politikens Forlag

Dette er den tredje bog om samtidens politiske fortrædeligheder fra Carsten Jensens hånd siden august sidste år. Det kan indledningsvis konstateres, at han ikke har skiftet mening. Carsten Jensen taler flygtningenes sag og kritiserer tidens danske og europæiske politikere for deres flygtninge- og udlændingepolitik. Som i de øvrige bøger er bogen delt op i nummererede kapitler af gennemsnitligt kun godt en sides længde, og det er svært at se, hvad der begrunder denne findeling af stoffet, især når denne bog faktisk er væsentlig mere sammenhængende end i de forrige. Den formår over lange stræk at samle sig om et hovedtema, nemlig skildringen af enkelte flygtningeskæbner, både nogle, han har læst om, og nogle, han har truffet selv. Den lidt kryptiske titel tematiseres allerede i bogens første sætning: ”Du er 4 år gammel, og om 30 sekunder er du død.” Historien er, at en lille dreng i maj 2018 stod i fare for at falde ud fra en altan i en gade i Paris. En fremmed mand kravlede 12 meter op af husets facade og reddede ham. Manden er illegal migrant fra Mali. Det er effektivt fortalt af Jensen. Temaet er slået an: faldet og hvordan det undgås.

Med sin umiskendeligt gode pen peger han på, at flygtninge også er mennesker, og at flygtningepolitik har en tendens til at se bort fra denne omstændighed. Han stiller flygtningenes menneskelighed meget skarpt op over for det, han betragter som en umenneskelig politik. Billedligt knytter han det til myten om Ikaros. Så er det europæiske dannelsesperspektiv også dækket ind. Faldet er også politisk. Det er Jensen meget om at vise, hvordan alting graviterer mod laveste fællesnævner.

Heri ligger også bogens største svaghed. Carsten Jensen er så indtaget i sin egen humanisme, at han ikke kan se, at politikere også er mennesker eller at der kan være gode grunde til den førte politik. Han tvivler ikke på sit eget standpunkts moralske uangribelighed. I hans univers kan flygtninge tilsyneladende ikke gøre noget forkert og politikere ikke noget rigtigt.

Derfor er Jensen også ude af stand til at beskrive den udvikling, der har fundet sted. Han har råbt ulv så længe, at han ikke længere kan identificere en ulv, selv om den bider ham i halen. Han har trukket nazi-kortet så tit, at han løber tør for ord den dag, da han faktisk møder en nazist. Om Dansk Folkepartis gruppeformand skriver Jensen f.eks.: ”Skaarup har viljen, men mangler heldigvis Goebbels’ demagogiske talent”. Peter Skaarup er altså ikke alene nazist, men en talentløs nazist, er hvad Jensen mener. Det forekommer at være et meningsløst retorisk kneb. Hvad så, når der opstår ikke kun et, men to opstillingsberettigede partier til højre for Dansk Folkeparti? Er de så nazister med nazisme og endnu mere nazisme på?

Carsten Jensen mener, at store dele af det danske politiske spektrum fra Mette Frederiksen til Rasmus Paludan udgør en forskelsløs sump af forkasteligheder, fordi ”mange politikeres ordvalg ikke adskiller sig meget fra Paludans.” Skal man være lidt imødekommende over for Jensens generalisering, kan man jo godt se, hvordan politikere langt inde i de regeringsbærende lag har ernæret sig ved stiltiende at appellere til synspunkter, som Paludan udtrykker åbent. Det er den såkaldte hundefløjtepolitik (dog-whistle-politics), altså at politikere, idet de formelt holder sig inden for rammerne af partiprogrammet, i deres retorik spiller på under- eller overtoner, der appellerer til ekstremerne. På den anden side underkender Jensen den substantielle forskel, der faktisk er mellem de opstillingsberettigede partier til Folketinget. Og dermed gør han sig blind og døv over for en forståelse af de kræfter, der er på spil i flygtningepolitikken. F.eks. at det vil gøre en meget stor forskel, hvis Nye Borgerlige eller Stram Kurs kommer i Folketinget.

Mere interessant er Jensens diskussion med Flemming Rose om, hvad ytrings- og religionsfrihed betyder. Rose mener - ifølge Jensen - at der er et klart skel mellem ord og handlinger, således at loven kun skal regulere handlinger og stille alle ord frie. Dette skel kan imidlertid ikke drages så håndfast, mener Jensen, og deri er denne anmelder enig. Ord kan fungere som handlinger, og nogle handlinger er blot kommunikation. Det giver f.eks. mening at regulere opfordringer til lovstridige handlinger, mens det er vanskeligt at forbyde bogafbrændinger, især efter at blasfemiparagraffen er fjernet fra straffeloven. Udfordringen er at dele sol og vind lige, og det har politikere erfaringsmæssigt svært ved. Når de forsvarer ytringsfriheden, er det gerne deres meningsfællers ytringsfrihed de mener. Det er derfor vi har uafhængige domstole til at afgøre den slags. Men også Carsten Jensen bør feje for egen dør. Når ordet skaber, hvad det nævner, og når han ikke har andet end foragtelige ord til overs for de demokratisk valgte politikere, bidrager han aktivt til undergravning af tilliden til det eksisterende, politiske system. Og det er jo ikke fordi han selv ødsler med konstruktive forslag til, hvordan der kan rettes op på alle de elendigheder, han ser omkring sig. Han kan kun finde ud af at være imod. Carsten Jensen er velskrivende negativitet. Han lever på nas. Han fortærer af det demokratiske forråd, og så hjælper det ikke så meget, at han gør det med kniv og gaffel.

(Kristeligt Dagblad 14. maj 2019. Enkelte formuleringer afviger fra avisens version. Flemming Rose har efter anmeldelsens offentliggørelse gjort mig opmærksom på, at Jensen fejlrepræsenterer Roses synspunkter.)