Opa war kein Nazi

Hans Hauge, Løgstrup, Heidegger og nazismen, Multivers 2016

Det er en besynderlig bog, som Hans Hauge har skrevet. Den er umulig at læse, men man kan ikke lade være. Den mangler fuldstændig struktur. Den er ordnet i små kapitler med et stednavn og et årstal som titel, og der springes frem og tilbage i tid. Men selv inden for kapitlernes rammer er teksten helt udisciplineret. Hauge er fuldstændig forsvarsløs mod egne indfald, og en analyse af fænomenologien eller en iagttagelse af udbuddet af drikkevarer i Stakladen i 1971 afbrydes tvangfrit for at give plads til en samtidskommentar, der uden videre kunne have været en Groft Sagt i gårsdagens Berlinger.

Søren Gosvig Olesen skriver (Information 31. dec. 2016), at ”de 350 sider bærer præg af en utrættelig kildekritisk forskning.” Men Hauge er ikke kildekritisk. Han er intuitiv, og han er meget karrig med at afsløre, hvor han har sine ting fra og hvordan han drager sine konklusioner. Han lægger helt konsekvent en dis af indforståethed og halve argumenter ud over sin tekst. Noteapparatet er målt med en videnskabelig standard charlataneri.

Man må dog give Hauge, at han har en usædvanlig interessant intuition. Det er noget af det, der gør, at man ikke helt kan holde op med at læse, selv om man er irriteret på ham. Det er Hauges stil. Det er som om han nærer en psykologisk modvilje mod at stille sin uomtvistelige intelligens til rådighed for læseoplevelsen og at underordne sin betydelige indsigt videnskabens konventioner.

Det der skal forestille at være hovedtesen, nemlig at Heidegger næsten ikke var nazist, er for let at pille fra hinanden. Denne Verharmlosung har Hauge planket fra Løgstrup. I det posthumt udgivne skrift af Løgstrup om Heidegger (Klim 2008) skriver Løgstrup om en kortvarig ”nationalsocialistisk raptus”, men lader i øvrigt emnet hvile. Der er noget ”Opa war kein Nazi!” over det. Og Hauge er jo – eftersom han har adopteret Løgstrup som Doktorvater - Enkelschüler af Heidegger.

Joakim Jakobsen piller tesen fra hinanden i dagens Weekendavis, og Jan H. Hansen har også gjort det i et indlæg i Information (15. dec. 2016). Heidegger var nazist og opportunist. Han meldte sig ind for at blive rektor og han forblev medlem af partiet til det sidste. Man må i det mindste give manden, at han var konsekvent.

Hauge har naturligvis ret i, at det ikke udtømmer beskrivelsen af Heidegger, at han var nazist. Men hvis han anlagde den samme analytiske tilgang på et værk som Mein Kampf, ville han komme til den konklusion, at Hitler næsten ikke var nazist.

Hauge forsømmer heller ingen lejlighed til at gøre mod andre, hvad han finder irrelevant at gøre mod Heidegger, nemlig at snige en anklage om nazisympatier eller antisemitisme ind. Det går f.eks. ud over Regin Prenter. Bogen er fyldt med uldne hentydninger og for Prenters vedkommende direkte beskyldninger om ”Prenters fascination af nazismen” (s. 300) Det kunne Hauge med mindst lige så stor – eller rettere lille - ret skrive om Løgstrup.

Hauge er -68’er, en flippet anarkist, der ikke vil lade sig binde af noget. Han er for idéhistorien, hvad Uffe Elbæk er for finanspolitikken. Han koketterer ganske vist hele tiden med at han ikke bryder sig om -68erne – but it takes one to know one, som man siger. Han nærer også sin generations modvilje mod det biografiske. Det personlige ansvar er for borgerligt. Han har givetvis læst om ’l’illusion biographique’ og synes, at man må kunne adskille personen fra det, han har skrevet. Det er hans egentlige og bærende argument for at frikende Heideggers filosofi. Og her er jeg sådan set helt med. Hvis man synes, at Heidegger har skrevet noget klogt, skal den omstændighed, at han var nazist da ikke stå i vejen for at læse ham. Anders Mallings salmeleksikon bliver da bestemt heller ikke ringere af, at han havde været nazist.

Men Hauge er verdensmester i at slå sig selv for munden. Han er nemlig selv voldsomt optaget af det biografiske og ikke mindst det prosopografiske. Han sladrer i et væk om, hvem der har ligget i med hvem, og hvem der er beslægtet med hvem. Han kan f.eks. slet ikke lade være med at notere, at Sartre var Albert Schweitzers nevø. Der er ingen som helst motivation for at gøre det. Det er virkelig ikke nice-to-know og slet ikke needs-to-know. Det SKAL bare nævnes. (Og typisk for Hauge er oplysningen upræcis. Sartres mor var Schweitzers kusine, ikke hans søster.) Og som i enhver nøgleroman efterlyser man et navneregister.

(anmeldt på Facebook 3. feb. 2017)