Fra rockerforbindelser til bispeslagsmål

Manu Sareen med Niels Ditlev, Manu, Politikens Forlag

Manu Sareen blev født i Punjab i 1967. Hans far, der kom fra en velhavende familie, emigrerede i 1969 og endte ved et tilfælde i København, og to år senere stødte moderen og lille Manu til. Han var, fremgår det af denne nye selvbiografi, urolig i skolen og endte med at blive smidt ud af gymnasiet uden studentereksamen.

Han levede en slags bohemetilværelse med hash, småjobs og rejser, og han fik et alvorligt psykisk sammenbrud. Han endte med at blive uddannet som pædagog på Frøbelseminariet, arbejdede med vanskeligt stillede unge, fik både børn og endnu et sammenbrud.

I 2001 stillede han - efter en flirt med SF - op til kommunalvalget i København for De Radikale. Resten er historie, som man siger: konflikten med de radikales spidskandidat i Borgerrepræsentationen, Klaus Bondam, alliancen med Anna Mee Allerslev. Han blev fuldtidspolitiker og blev opstillet til Folketinget.

I 2007 drog Margrethe Vestager ham ind i partiets inderkreds. Beretningen fra regeringsforhandlingerne i et hotel på Amager er påfaldende uinteressant. Det virker ikke, som om regeringsgrundlaget interesserer ham synderligt. Han konstaterer, at Villy Søvndal (SF) så træt ud, og at Helle Thorning-Schmidt (S) så ud til at have mistet grebet, da Henrik Sass Larsen (S) måtte pilles af ministerlisten. Ikke overraskende forsvarer han Vestagers håndtering af forhandlingerne. Hvis nogen jordede SF, var det SF selv, konkluderer Sareen.

Da han til sin egen overraskelse blev minister for kirke og ligestilling, tænkte han: "Jeg kører den sgu hjem på ligestilling. Det er lige mig." Som tænkt så gjort. Han brugte Kirkeministeriet til at føre ligestillingspolitik. Sareens væsentligste indsats var gennemførelsen af en opdatering af ægteskabslovgivningen, der indebar, at folkekirkens vielsesmyndighed også skulle omfatte homoseksuelle par. Der var bred opbakning til denne politik også i kirken, men den mødte også modstand.

Sareen lægger ikke skjul på sin foragt for især Indre Mission og denne avis' chefredaktør, Erik Bjerager. Beskyldningen om at have blandet sig i kirkens indre anliggender afviser han med en ironisk flothed. Han kan ikke se noget problem i, at han tvang biskopperne til at udfærdige et ritual. "Biskopperne var statsansatte så de måtte da bare i arbejdstøjet," skriver han.

Da han blev mindet om sin forgænger Tove Fergos (V) indblanding i redaktionen af salmebogen, svarede han: "Come on, det var sgu da bare en salmebog." Selv kalder han sig naiv, uden tvivl med rette. Det er antagelig denne naivitet, der set fra modstandens synspunkt antog skikkelse af brutalitet.
Set fra et taktisk synspunkt var Sareen en fejltagelse som kirkeminister. Han var usmidig og forvandlede en åbenlys vindersag til en åbenlys konflikt. Til gengæld vandt han sit eget vælgersegments beundring.

Sareen fortæller også om den sag, som pressen rejste om nogle penge, som han havde lovet at give til et indisk børnehjem, men blot forsømt at udbetale. Han bagatelliserer naturligvis sagen og stiller selv spørgsmålet, hvordan man kan forvente, at man skal huske alt fra sin fortid. Og så kommer man antagelig til en forklaring på, hvorfor Sareen overhovedet har udgivet sine erindringer. Bogen er en slags forsikringspolice. Sareen var nærmest småkriminel i sin ungdom, men når han selv beretter om det, bliver den potentielle skandale, som en afsløring ville have været, afmonteret. Som politiker i København mødtes han i hemmelighed med rockeren Jønke. Hvis Sareen vil være minister igen, har han dermed sikret sig mod at ende som Henrik Sass Larsen, der faldt på netop påståede rocker-relationer.

Manu Sareen har fået hjælp til at skrive bogen af sin tidligere presserådgiver Niels Ditlev. Bogen gør brug af nogle af journalistikkens velkendte virkemidler og er enkelt og uprætentiøst fortalt - temmelig snakkesalig sine steder. Det er et sympatisk træk, at Sareen har noget godt at sige om de fleste, han har mødt, selv rockerne. Så meget desto mere påfaldende er den uskrømtede foragt, han udviser for sine modstandere i kirken. Det er en ærlig bog, der antagelig giver et præcist billede af sin forfatter - eller rettere den ene af bogens to forfattere. Så må tiden vise, om han bliver glad for det portræt.

(Kristeligt Dagblad 14. nov. 2015)

Fra slagfærdighed til patos

Jan Hedegaard, Churchill citater – ordrigt, åndrigt og nedrigt, Lindhardt og Ringhof

”Hvilket mandfolk! Jeg har tabt mit hjerte!” Således beskrev den britiske konservative politiker Winston Spencer Churchill (1874-1965)i 1927 sit møde med den italienske diktator Mussolini. Det er ikke et citat, man finder i denne bog. Heller ikke hans karakteristik af samme diktator fra 1933 som ”den største af alle nulevende lovgivere”. Det er Göran Hägg, der i sin interessante Mussolini-biografi har fremdraget disse for Churchills eftermæle mindre flatterende citater. De passer ikke så godt ind i det billede af Churchill, som eftertiden har dannet sig.

Churchills ry er slet ikke ufortjent. Han blev leder af en samlingsregering i 1940, et tidspunkt, da Storbritannien stod stort set alene mod Hitler. Sovjetunionen havde indgået en traktat med Tyskland. Frankrig var sammen med Polen og flere mindre europæiske lande blevet kørt over af den tyske krigsmaskine. Kun briterne stod på dette tidspunkt i vejen for Hitlers fuldstændige sejr i Europa. Det var deres ’Finest Hour’ med et citat af netop Churchill. Først senere kunne der dannes en koalition mod Hitler, fordi han var så uforsigtig at åbne østfronten i 1941. Sovjetunionen blev kastet i armene på Storbritannien og USA – eller omvendt. Antikommunisten Churchill vidste, at man ikke kunne være kræsen, når det handlede om allierede, så han udtalte – med både Stalin og sit eget politiske kompas for øje – at hvis ”Hitler invaderede helvede, ville jeg i det mindste fremsætte nogle elskværdige bemærkninger om djævelen i Underhuset.” Han indgik i løbet af krigen sammen med Roosevelt en pagt med Stalin om en deling af Europa efter krigen. Shakespeare-kenderen Churchill beskrev selv i 1946 denne deling som et jerntæppe, en metafor hentet fra teatret, hvor jerntæppet skiller scenerum fra tilskuerrum hermetisk i tilfælde af brand. At delingen fik den karakter, som den fik, var uden tvivl Stalins skyld. Men også Hedegaard glemmer i det biografiske kapitel, der også indgår i bogen, at Stalin grundlæggende overholdt de indgåede aftaler om grænsedragninger.

Selv om Churchill især huskes som frihedens og demokratiets forkæmper, tjener det til forståelse af hans personlighed, at han var født ind i den engelske højadel og modtog sin dannelse på en ’public school’, en prestigefyldt privatskole (fejlagtigt oversat til offentlig skole s. 24). Sin eventyrlyst fik han tilfredsstillet ved at gøre karriere i det britiske militær, der i hans ungdom var involveret i så mange konflikter på hele kloden, at det altid kunne stille fare til rådighed for den, der opsøgte den. Men Churchill var ikke blot soldat. Han fungerede samtidig som krigskorrespondent og forfatter. Det var han ikke mindst blevet af nød, for trods sin aristokratiske herkomst var han uden midler og måtte derfor skaffe sig et udkomme ved hjælp af sin mere end fortræffelige pen.  ”Historien vil være mig venlig stemt – jeg har nemlig selv tænkt mig at skrive den”, var hans pragmatiske vurdering. Hans helt eminente greb om sproget blev belønnet med Nobelprisen i litteratur i 1953. Hvor meget ros han end fortjener for sin rolle i Anden Verdenskrig, ville det unægtelig også have været vanskeligt at retfærdiggøre, at denne sikkerhedspolitiske hardliner fik fredsprisen.

Som politiker var Churchill ikke filosofisk idealist, men pragmatisk og til tider kynisk.  ”Det er ikke nok, at vi gør vort bedste. Nogle gange må vi også gøre det nødvendige.” Som taler var han ofte sarkastisk eller ligefrem nedrig. ”Jeg forstår så glimrende det ærede medlems trang til at fortsætte med at tale,” sagde han om en politikerkollega. ”Han trænger virkelig til at øve sig.” Churchill beherskede selv dette væsentligste, politiske instrument, talen, til perfektion. Han spillede med lige stor virtuositet på alle dets tangenter fra slagfærdighed til patos.  Berømte er især de taler, som holdt liv i den britiske kampånd, da det så allermørkest ud.

I replikken var han ikke mindre sublim, selv langt oppe i årene. En fotograf, der havde taget et portræt af Churchill i anledning af hans 75 års fødselsdag, udtrykte håbet om at ”få lejlighed til at fotografere Dem, når De bliver 100 år.” Churchill svarede: ”Ja, hvorfor ikke. De ser jo både nogenlunde rask og rørig ud.”

De fleste vil antagelig læse denne bog, fordi de hylder Churchills politik og hans person, og de vil ikke blive skuffede. Men selv kritikere af Churchill må beundre hans vid og hans evne til at turnere en pointe. Bogen bygger på bøger af Churchill selv og på bøger om ham. Dog er det sært, at man ikke finder Richard Langworths udvalg af Churchill-citater, ”Churchill by Himself”, på litteraturlisten. Den må da have tjent til inspiration.

(Kristeligt Dagblad den 31. okt. 2015)

Arkitekturens grænseoverskridende sprog

Peter Dragsbo: Arkitektur til grænsen. Arkitektur og nation i europæiske grænselande 1850-1940
Museum Sønderjylland

Perioden 1850-1940 betegnes normalt som historicismens eller de historiske stilarters epoke i arkitekturen. Før den tid var europæisk arkitektur præget af klassicismen. Den er sådan set også er en historisk stilart, idet den hylder principperne fra det klassiske Rom og Grækenland, men klassicismen blev af dens tilhængere betragtet som en tidløs norm. I Danmark var den repræsenteret af en arkitekt som C.F. Hansen, der byggede i både Altona og København.

Det, der adskiller historicismen fra klassicismen er, at den ikke længere føler sig bundet af et bestemt formskema, men frit kan vælge mellem og sammensætte stiltræk og elementer fra hele historien. Den svarer altså til den romantiske digtnings opgør med fortiden, blot med godt en generations forsinkelse.

Med udgangspunkt i fire grænseregioner - Alsace-Lorraine, Poznan, Slesvig og Sydtyrol – viser Dragsbo, hvordan denne nye valgfrihed i arkitekturen spillede sammen med de nationale og politiske konflikter, som prægede disse regioner. Han viser, hvordan historicismens store udbud af æstetiske programmer blev brugt som magt- og/eller kulturpolitiske instrumenter. Mest tydeligt i den henseende er det tyske kejserriges påfaldende lyst til at opstille gigantiske mindesmærker til forherligelse af sig selv som f.eks. det i 1945 bortsprængte på Knivsbjerg. Dragsbo interesserer sig dog ikke så meget for disse kulturpolitiske stavepladeprojekter. I centrum for hans undersøgelse står institutionsbyggeriet: banegårde, posthuse, kirker, forsamlingshuse, skoler, kaserner, rådhuse osv. Dragsbo viser, at for at forstå signalværdien af de enkelte bygninger, skal de sættes ind i deres kronologiske og regionale kontekst. Der findes ikke nogen entydig ”tysk”, ”fransk” eller ”dansk” arkitektur, men det betyder ikke, at arkitekturen ikke har spillet en væsentlig rolle i de nationale stridigheder.

De tyske marinestationer i Sønderborg og Flensborg/Mürwik, opført i årene 1906-08, var om noget en rigstysk magtmanifestation. Erobringen af hertugdømmerne og udgravningen af en kanal fra Kiel til Elben gjorde det meningsfuldt at placere en stor del af den kejserlige flåde i Østersøen. Lokalt var stilen let at identificere som ”tysk”. I begge tilfælde kom inspirationen fra den nordtyske teglstensgotik, der historisk knyttede an til den tyske ridderorden og dens borg Marienburg i det nuværende Polen. I Metz gennemtrumfede Wilhelm II imidlertid samtidig ”sit kejserligt-romanske dekorationsapparat” til byens hovedbanegård og postkontor som en reference til det 12. århundredes (hohen)staufiske kejsere. I Metz svarede de fransksindede arkitekter med at kopiere Napoleon III’s Paris, opført i ny-rokoko. I det fransk-tyske grænseland havde gotikken ikke samme signalværdi, fordi den dér var en fælles kulturarv. I Köln derimod blev færdiggørelsen af domkirken – opført i nordfransk gotik – til et symbol på Tysklands samling og genrejsning, mens der til tidens store kirkebyggeri i Berlin, Berliner Dom, blev anvendt barok.

Til komplikationerne af forståelsen af arkitekturen som udtryk for noget nationalt føjer sig hjemstavnsbevægelsen, der voksede sig stærk efter århundredeskiftet. I Slesvig søgte både tyske og danske arkitekter inspiration i den lokale byggeskik i almindelighed og Møgeltønders bondebarok i særdeleshed. Dragsbo viser, hvordan Heimatpflege og Bauschutz på tysk og Bedre Byggeskik på dansk side var udtryk for samme ambition og i høj grad også samme stilideal. Hvad der på tysk side forblev et regional fænomen, voksede sig i Danmark imidlertid til en national bevægelse med centrum på Vestsjælland, der gav inspiration tilbage til Sønderjylland, f.eks. i form af Danebod Højskole på Als.

Efter 1920 skiltes vejene igen. Deutsches Haus og banegården i Flensborg er ganske vist i overensstemmelse med den lokale tradition bygget i tegl, men i en ny-klassicistisk monumentalstil, som ikke blev dyrket umiddelbart nord for grænsen.  Her skal man til banegården i Aarhus eller politigården i København for at finde noget lignende. Det nationale program i det genvundne Sønderjylland føjede sig heller ikke nødvendigvis til det regionale. I Rinkenæs opførtes i 1932 en ny kirke efter en opskrift, der umiddelbart kan opfattes som ”typisk dansk landsbykirke” (blot lidt større). Imidlertid er den typisk østdansk, og den lokale tyske befolkning kritiserede den for at sætte ”et fynsk stempel” på egnen.

Dragsbo har selv taget de fleste af bogens mange billeder. Det ville have klædt den med professionelle optagelser – og et register – men til gengæld glæder man sig over den lave pris for så flot et værk, et standardværk tør jeg godt sige, der bidrager meget væsentligt til vores forståelse af, hvorfor bygninger fra denne periode ser ud som de gør – og ikke blot i grænseregionerne.

(Grænsen, okt. 2015)

De kongelige havde fortjent bedre

Maria Helleberg og JØrgen Lange Thomsen, Hvad døde de kongelige af? FADLs Forlag

Patografien, beskrivelsen af historiske personers, herunder ikke mindst de kongeliges sygdomme er en genre for sig. Den er herhjemme især dyrket af læger som Ove Brinch, Hjalmar Helweg, Johan Schioldann Nielsen og Paul Reiter. Senest er der kommet et pragtværk i tre bind redigeret af Karin Kryger om danske kongegrave, hvor også kongernes død behandles og sættes ind i deres politiske og kulturelle kontekst.

Herfra har man antagelig også hentet inspirationen til denne bog, der handler om danske kongers liv og ikke mindst død. Forfatteren Maria Helleberg har skrevet hovedparten af bogens tekst, en række historiske essays om løst og fast kongeligt inventar i kronologisk fremadskridende orden. Grundigst skriver hun om det 18. århundrede. Til slut er det tydeligvis gået lidt stærkt, for en af de længst regerende konger, Christian IX, er faldet næsten helt ud af billedet. Ud over Margrethe I er der kun blevet plads til selvstændig behandling af en enkelt kvinde, Caroline Mathilde, der døde i en ganske ung alder i sit eksil i Celle, antagelig af skarlagensfeber.

Retsmedicineren Jørgen Lange Thomsens bidrag til bogen er små tekstbidder om hver konge med hans betragtninger om dødsfaldets årsag. Forskellen mellem hans noget stenografisk prosa og Hellebergs letflydende pen er tydelig. Det er selvfølgelig interessant at læse en retsmediciners vurdering af kongelige dødsfald, men noget egentlig nyt kommer der ikke frem, bortset fra en spinkel hypotese om en arvelig (’vil ofte optræde familiært’ i Thomsens lægeprosa) hjertelidelse blandt middelalderens konger.

I forordet henviser Thomsen til, at han har ”fundet den tilgængelige litteratur frem”, hvad han så end måtte mene med det. Han fremhæver, at han har støttet sig til ”Palle Laurings publikationer” uden at specificere hvilke. Det skulle han nok gøre. For mens Lauring i sine sene år var en ganske driftssikker og kyndig formidler af Danmarks historie, indledtes han karriere som forfatter af historisk sagprosa i 1954 med en decideret skandalesucces af en bog, der netop handlede om årsagen til danske kongers død. Lauring mente, at kongerne helt op i nyere tid videreførte en mytisk funktion fra oldtiden som gudekonger og lykkemagere. Landets lykke afhang af kongens, hvis kraft opbrugtes i perioder af 7 eller 9 år, hvorefter den måtte fornyes ved, at der bragtes et offer til Den Hornede Gud. Stærkest virkede fornyelsen, hvis kongen selv ofredes. Det forklarede ifølge Lauring mange kongers ellers uforklarlige død i en ung alder. Lauring blev med rette grundigt til grin.

Nu kommer Thomsen ikke i nærheden af at anvende sådanne vidtløftige konspirationsteorier, men han kunne godt have udvist lidt mere omhu i sit valg af forbilleder. Han kunne med fordel have konsulteret den relevante medicinhistoriske litteratur, hvor man f.eks. diskuterer pestens smitteveje. Margrethe I døde på et skib på Flensborg Fjord i 1412. Thomsen stiller sig skeptisk over for den antagelse, at hun skulle være død af pest: ”Sygdommen er meget smitsom, og hvis Margrethe døde af denne sygdom, ville der ganske givet have været flere omkring hende, der døde.” Det er imidlertid kun nogle former for pest der smitter umiddelbart fra menneske til menneske, mens andre smitter middelbart gennem værtsdyr. Margrethe kunne altså sagtens være død af pest uden at folk i hendes umiddelbare fysiske nærhed blev smittet. Bortset fra det antages det nu, at hun må være død af dysenteri eller anden akut sygdom.

Om Frederik VI skriver Thomsen at kongen led af uproduktiv – lægeprosa for tør – hoste. Men det kan ikke skyldes tobaksrygning, mener Thomsen, idet kongen aldrig ses ”med pibe eller cigar på billeder”. Det er blot ikke noget argument for at han ikke røg. Der findes f.eks. heller ingen billeder, der viser at kongen spiser. Vi antager ikke desto mindre, at han jævnligt tog føde til sig.

Thomsens sidste ord i bogen er om Frederik IX’s død. Efter at have beskrevet kongens indlæggelse på Københavns Kommunehospital slutter han med følgende ordvalg: ”Der var lægelige overvejelser om det rimelige behandlingsniveau. Københavns Kommunehospital er siden blandt læger omtalt som ’Finderup Lade’.” Thomsen synes selv, at det er morsomt; ham om det.


Bogen er udkommet på de medicinstuderendes forlag, der normalt udgiver videnskabelig litteratur, og selvom den ikke gør sig til af at være videnskab, skal den som formidling stadig stå på videnskabens grund. Bogen ville som læseoplevelse have vundet ved en mere omhyggelig redaktion og en klarere arbejdsdeling mellem Helleberg og Thomsen. Der er for mange gentagelser, småfejl og unødvendige digressioner undervejs. End ikke Hellebergs gode pen kan redde dette ufærdige produkt.

(Kristeligt Dagblad 30. okt. 2015)

Lille bog med store perspektiver

Niels Thomsen, Jeg kender et land - forbrugervejledning til 28 Grundtvig-salmer, forlaget Vartov

I denne bog gennemgår tidligere rektor for præstehøjskolen og tidligere frimenighedspræst Niels Thomsen 28 salmer af Grundtvig. Bogen er efter eget udsagn skrevet af en kirkegænger. Thomsen har forladt sit kateder og sin prædikestol og udvikler for sig selv og sin læser, hvad de salmer egentlig betyder, som vi synger.

Det er ikke en bog om Grundtvig. Han nævnes sjældent, i betragtning af at salmerne alle er fra hans hånd. Det kan forekomme at være en moderne læsestrategi, hvor man læser teksten, sådan som den fremstår i salmebogen, uden hensyn til forfatterens intention eller øvrige værk. Men Thomsen angiver som inspiration sin egen barndoms salmebog, hvor salmerne ikke havde forfatterangivelse.
Salmebogen er en brugsbog, skriver Thomsen. Den er ikke et poetisk potpourri, ikke et mellemværende mellem en auteur og hans publikum.

Det " jeg", som optræder i salmerne, er ikke salmistens, men kirkegængerens, og salmens ' vi' er menigheden, hvori den synges. Selvom bogen billedligt talt er skrevet fra kirkebænken, sættes salmerne ikke ind i deres liturgiske kontekst. Thomsen har læst salmebogen som andagtsbog. Hans egen tone er usentimental og saglig, så i sin form er hans bog mere til oplysning end til andagt, men med fuld loyalitet - tør man skrive hengivenhed? - over for salmernes ærinde. Så hvis man ikke vil gribes i at læse egentlig andagtslitteratur, gør denne " Forbrugervejledning" glimrende fyldest som erstatning.

Thomsen skriver klart og enkelt om vanskelige teologiske spørgsmål, f. eks. når han skal forklare forsoningslæren, et af de klassiske spørgsmål i kristendommen. Hvordan man skal forstå, at det forhold mellem Gud og mennesker, som blev brudt ved syndefaldet, genoprettedes ved Jesu død på korset? To af tolkningerne kaldes den subjektive og den objektive forsoningslære.

Enten bringes forsoningen til veje, idet mennesket renses for selviskhed og hovmod i mødet med Jesus og i stedet fyldes af en kærlighed, der spejler Kristi kærlighed. Eller også kommer forsoningen i stand ved, at Jesu offerdød betaler vor skyld, så vi bliver gældfri. Thomsen peger på, at begge tolkninger er til stede i salmen om Frelseren og Forsoneren (DDS 192). I den bedes der om, at den flod, der sprang af Jesu sår, skal blødgøre hjertets hårdhed og smelte dets kulde og tvætte blodskylden af. Men salmen taler også om korsets død i vores sted og om, at Jesus betalte syndens sold. Hvad skal vi da tro på? Sidste vers i salmen indledes med en bekendelse, ikke til den ene eller anden forsoningslære, men til det mysterium, som forsoningen er: " Ja, jeg tror på korsets gåde".
Således føres læseren og salmesyngeren tematisk igennem de væsentligste spørgsmål fra kristendommen; kirkeåret og højtiderne, sakramenterne, trosartiklerne, kirken, nåde, efterfølgelse, døden og det evige liv.

Ganske meget af det handler også om forsoning. Og så har forfatteren snydt os lidt undervejs.
Hverken kateder eller prædikestol er helt så forladt, som han gav indtryk af til at begynde med. Den lille andagtsbog forklædt som forbrugervejledning viser sig at være ikke så lidt af en lærebog i tilgift, en indføring i kristendommen, en katekismus. Den handler som nævnt ikke om Grundtvig, men faktisk heller ikke så meget om Grundtvigs salmer. Den handler mest om det, som Grundtvigs salmer handler om

(Kristeligt Dagblad 13. okt. 2015)

En smagsdommer med charme

Poul Henningsen, Gennem gyngende landskaber, udgivet af Hans Hertel, Gyldendal

Hans Hertel har i forlængelse af sin biografi om Poul Henningsen samlet en række af Henningsens essays i dette bind, der dokumenterer Henningsens virke som meningsmager og kolumnist. Hertel sympatiserer grundlæggende med Henningsens anliggende. Det lægger han ikke skjul på i sit velskrevne forord. Men Hertel er i modsætning til sit forbillede ikke anarkist. Henningsen hyldede provokationen, grænseoverskridelsens æstetik. Han skrev på instinktet og giver ikke indtryk af at være synderlig belæst. Når han var bedst, kom han i nærheden af sit forbillede Johannes V. Jensen, men denne samling dokumenter også, at Henningsen ikke havde nogen særlig høj bund som skribent og tænker. Han kunne være plat, ondskabsfuld og idiosynkratisk. Hertel er som skribent væsentlig mere raffineret.

Poul Henningsen var en ekstraordinær begavelse med en påfaldende ringe uddannelse i betragtning af, at han blev en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde intellektuelle. Han havde realeksamen og havde gået på teknisk skole uden at få eksamen. Henningsens væsentligste og stort set eneste skriftlige produktion var kortere essays, klummer, anmeldelser, foredrag og rejseberetninger. De fleste af hans bøger er antologier af kortere tekster. Rejserne foregik i bil, og beretningerne handler for en stor del om at køre bil. Henningsen elskede at køre bil og afskyede hastighedsgrænser. Han holdt meget af Frankrig og Italien for vinens og madens skyld og var fuld af foragt for dansk madkultur og danske spiritusskatter. Foragten fylder i det hele taget en del i teksterne. Det kan være mennesker, som han har truffet på sine rejser, som han skildrer ekvilibristisk nedladende. Først og fremmest var Henningsen fuld af foragt for ”bagstræb”, altså det, der ifølge ham selv tilhørte fortiden og ikke samtiden eller fremtiden. Det gjaldt især i arkitekturen. Han var varm tilhænger af modernismen og funktionalismen, som han anså som mere ægte, sund og ren end den arkitektur, der lånte træk og elementer fra tidligere historiske epoker. Det betragtede Henningsen som forlorent og uægte. Det påvirkede også hans syn på byplanlægning, der var ganske usentimentalt. I 1937 gjorde han sig til talsmand for at rive Vartov i København ned, en af byens få barokke bygninger, til fordel for et mere funktionelt hus.

En af bogens helt centrale tekster er hans beretning fra den store arkitekturudstilling i Stockholm 1930, som indvarslede funktionalismen i Skandinavien. Henningsen hyldede den, fordi den gjorde skønheden demokratisk. Mens det smukke byggeri tidligere var forbeholdt de rige og magtfulde – som var genstand for Henningsens løbende foragt – var det nye byggeri kendetegnet ved at gøre skønheden tilgængelig for alle: ”Skønheden er i virkeligheden ganske uafhængig af tingens kostbarhed. Al det snobberi for det kostbare har hindret os i at se megen ny skønhed, og det er det, udstillingen vil ændre på. En jernbjælke er skøn, rigtig anbragt. Den er for resten skøn i sig selv. Glas, cement og lys er elementer, vi kan bygge skønhed af.”

Henningsen opfattede sig selv og blev opfattet som fortaler for en ny og meget bedre æstetik. Han kritiserede, hvad han med sin veltrænede foragt kaldte ”den gode smag”, men savnede blik for, at han blot søgte at erstatte ”den gode smag” med sin egen ”gode smag”. Hans ivrige argumentation for den nye arkitekturs demokratiske og egalitære værdier gjorde ham blind for det elitære i hans eget projekt. Han hyldede den jævne dansker, men ikke den jævne danskers smag i mad, indretning og arkitektur.  Han var smagsdommer. Men Henningsen havde også en charme og en gennemslagskraft. Han kunne virkelig noget. Hans lamper hænger i de fleste bedsteborgerlige hjem i Danmark i dag. Mange af hans betratninger kan forekomme ordinære, men det skyldtes ikke mindst, at så mange har eferabet ham, at de er blevet gentaget til det trivielle. En ting kunne Poul Henningsen dog ikke hæve sig over, og det er tiden. Hans eget æstetiske ideal, spærrede næsten for den dramatiske avikling af dansk fiseri.

Men Henningsen havde også en charme og en gennemslagskraft. Han kunne virkelig noget. Hans lamper hænger i de fleste bedsteborgerlige hjem i Danmark i dag. Mange af hans betragtninger kan forekomme ordinære, men det skyldes ikke mindst, at så mange har efterabet ham, at de er blevet gentaget til det trivielle. En ting kunne Poul Henningsen dog ikke hæve sig over, og det er tiden. Hans eget æstetiske ideal, som blev opfattet som ”tidløst”, var lige så bundet til sin tid som alle andre idealer. Det har sin egen skønhed og sin egen historicitet og er i dag værdsat som sådan. I den forstand har Poul Henningsen overlevet sig selv.

Men Henningsen havde også en charme og en gennemslagskraft. Han kunne virkelig noget. Hans lamper hænger i de fleste bedsteborgerlige hjem i Danmark i dag. Mange af hans betragtninger kan forekomme ordinære, men det skyldes ikke mindst, at så mange har efterabet ham, at de er blevet gentaget til det trivielle. En ting kunne Poul Henningsen dog ikke hæve sig over, og det er tiden. Hans eget æstetiske ideal, som blev opfattet som ”tidløst”, var lige så bundet til sin tid som alle andre idealer. Det har sin egen skønhed og sin egen historicitet og er i dag værdsat som sådan. I den forstand har Poul Henningsen overlevet sig selv.

Men Henningsen havde også en charme og en gennemslagskraft. Han kunne virkelig noget. Hans lamper hænger i de fleste bedsteborgerlige hjem i Danmark i dag. Mange af hans betragtninger kan forekomme ordinære, men det skyldes ikke mindst, at så mange har efterabet ham, at de er blevet gentaget til det trivielle. En ting kunne Poul Henningsen dog ikke hæve sig over, og det er tiden. Hans eget æstetiske ideal, som blev opfattet som ”tidløst”, var lige så bundet til sin tid som alle andre idealer. Det har sin egen skønhed og sin egen historicitet og er i dag værdsat som sådan. I den forstand har Poul Henningsen overlevet sig selv.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2015)

Opgør med en besættelse

Claus Bryld: Min Besættelse – 50 års livtag med historie. Essays 1965-2015

Historikeren Claus Bryld, født 1940 og pensioneret professor fra Roskilde Universitet, har i denne bog samlet en række af sine egne artikler og essays om besættelsestiden og især hvad den er blevet brugt til siden krigen. Bryld er interessant at læse, fordi han kombinerer en høj grad af refleksion med en forbilledlig klarhed og enkelhed i fremstillingen.

Bryld definerer egentlig ikke sig selv som besættelsestidshistoriker. Videnskabeligt har han meriteret sig på en disputats om Socialdemokratiets tidlige historie, og han har selv et aktivt engagement på den politiske venstrefløj bag sig. Han var medlem Venstresocialisterne fra begyndelsen i 1967 og har debatteret flittigt i offentligheden siden sin ungdom. Men man skal altså ikke forvente med denne bog at finde Brylds essayistik repræsenteret i hele sin bredde. Bogen handler om den tid, der med et åbenlyst ordspil også er blevet en besættelse for dens forfatter.

Det forhold, at bogens første essay fra 1965 aldrig har været udgivet før, forklarer dens anliggende. Det var Brylds første skriftlige livtag med den omstændighed, at hans far og farbror var fremtrædende nazister, men den unge forfatter lod sit manuskript blive i skrivebordsskuffen indtil nu. Tiden og livet var ikke til den slags indrømmelser dengang. Der skulle gå 30 år, før han i den meget læseværdige erindringsbog, ”Hvilken befrielse” fra 1995, uden bitterhed eller selvmedlidenhed redegjorde for, hvad det gjorde ved ham, at hans familie i modsætning til de fleste andre danskere ikke oplevede de første dage i maj 1945 som en befrielse. Hans far fik en fængselsdom, og han måtte hele sin barndom leve med det stigma, som hans efternavn var blevet til. Et af denne antologis mest læseværdige bidrag, en kronik fra Politiken i 2004, Fædre og Synder, er en personlig beretning om jagten på det forbillede, som Bryld ikke fandt i sin egen far.

Sammen med sin kollega Anette Warring udgav Bryld i 1998 ”Besættelsestiden som kollektiv erindring”. Bogen har vundet hævd som et uomgængeligt og betydningsfuldt værk i dansk historieskrivning, fordi forfatterne for alvor satte fænomenet erindringspolitik på den videnskabelige dagsorden, altså det fænomen at fortiden ikke er død – den er ikke engang fortid, et citat af William Faulkner, som Bryld angiver som denne bogs motto.

Besættelsestiden udgør et blivende forråd af fortællinger, en fond af erfaringer, af hvilke vi drager næring til den løbende diskussion om, hvem vi er som samfund og nation. Til trods for at perioden 1940-1945 er den mest omhyggeligt efterforskede i dansk historie, bliver den ved med at fostre nye erkendelser. Til stadighed dukker glemte aspekter op, der holder diskussionen i live. Denne bog giver talrige eksempler på, hvordan fortid og nutid spiller sammen, fra den dansk-svenske TV-film fra 1985 om Jane Horney over Erik Ninn-Hansen og Tamil-sagen, Anders Fogh Rasmussens sammenkædning mellem modstandskamp og dansk deltagelse i amerikansk krigsførelse i Mellemøsten til den nuværende debat om Frihedsmuseets genopbygning

 Bryld vil ikke fordømme, men forstå. Det giver han f.eks. meget klart til kende i sin redegørelse for ”Ringen”, en kreds af skønånder med Ole Wivel og Knud W. Jensen, der i krigens første år sværmede for ideen om Storgermanien. Men netop fordi Bryld så uskrømtet tager udgangspunkt i sig selv, når han skriver om 2. verdenskrig, kan man stille spørgsmålet, hvorfor han ikke tager det følgende skridt og tager fat i sin egen fortid i det, der er blevet kaldt ”the lunatic left” i 1960erne og 1970erne? Hvad fik egentlig unge mennesker dengang til at undsige den etablerede demokratisk-parlamentariske og markedsøkonomiske samfundsmodel til fordel for en – sværmerisk – drøm om en socialistisk nyordning? Hvilken historie kan Bryld ikke fortælle? Et liv, mange liv. En kringlet udviklingsvej, men det er der ingen skam i, og at fortælle om det kan åbne øjnene for, at mennesket er omskifteligt. Med Brylds evne til selvrefleksion kunne det blive en spændende fortælling.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2015. Redaktionens rubrik var "Selvopgør med visse mangler"

Mening i galskaben

Kai Just, D.G. Monrad – menneske og mand. Riget, magten og æren. Forlaget Hovedland

Ditlev Gotthard Monrad blev født i 1811 som den næstyngste af i alt 6 søskende i et embedsmandshjem, der tidligt gik i opløsning på grund faderens sindslidelse, og drengen blev sat i pleje hos en moster, der var gift med en købmand i Præstø. Byens præst foranstaltede en indsamling, der gjorde det muligt for den unge talentfulde Monrad at komme på latinskole i Vordingborg, hvor adjunkt L.C.D. Westengaard optog ham i sit hjem. Her blev Monrad præget religiøst og intellektuelt, og Westengaard blev for ham, hvad hans egen far ikke havde været. Monrad studerede teologi i København, og hans hu stod især til den semitiske filologi, og han havde set en akademisk livsbane foran sig, da han blev grebet af det politiske røre, der endte med afvikle enevælden i 1848. På dette tidspunkt havde Monrad med sin overordentlige begavelse, veltalenhed og jernflid placeret sig som en af de nationalliberales helt centrale skikkelser. Det var ham, der skrev udkastet til Junigrundloven. Meget store dele af Monrads oprindelige formuleringer er bevaret i den danske grundlov den dag i dag.

Han var rigsdagsmedlem og kultusminister – det vil sige minister for kirke- og undervisningsvæsenet – i flere omgange, og blev også biskop i Maribo i 1849, et embede der blev ham frataget af politiske grunde i 1854. Som politiker var Monrad kendt for at skaffe resultater. ”En af de få politikere fra nyere tid, som minder mest om Monrad, er afdøde formand for Socialdemokraterne og tidligere minister Svend Auken”, skriver Kai Just i sit forord. Det er – med al respekt for Auken – en sammenligning, der ikke rigtig yder Monrad retfærdighed. Monrad var både i sine sejre og sine fiaskoer af et væsentlig større format end de fleste. Han er da også uden sammenligning den danske politiker eller teolog – bort set fra Grundtvig – om hvem der er skrevet flest disputatser. Det skyldes, at Monrad er en af de største gåder i dansk politik. Hvordan kunne en så stor begavelse fejle så fatalt? 

Det handler om en af de mest omdiskuterede perioder i dansk historieskrivning, den sidste halvdel af året 1863, som endte med at konseilspræsident C.C. Hall indgav sin opsigelse, hvorpå Monrad tog roret og styrede det danske statsskib direkte mod katastrofen året efter. Den populære forklaring er, at de danske politikere med enkelte undtagelser var enten dumme, sindssyge eller som minimum manglede realitetssans. I en medicinhistorisk disputats er det blevet sandsynliggjort, at Monrad var, hvad man tidligere kaldte manio-depressiv. Bornedals TV-serie om 1864 greb denne pointe og førte den ud i en karikatur, der var stort set uden sammenhæng med noget, som fagfolk vil anerkende som historisk virkelighed.

Det er almindelige anerkendt, at Monrad var præget af den tyske filosof Hegel. Imidlertid peger Just på, at teologen Schleiermacher var lige så betydningsfuld. Hos Monrad gav det sig udtryk i en kombination af stærk – kristen – idealisme, der var hans drivkraft som både intellektuel og politiker, i kombination med en pragmatisme – ”mæglersnilde” med Justs udtryk - der skaffede ham resultater. Monrad kunne på den ene side med klarsyn identificere, hvad der var nødvendigt at gøre, men som han sagde, ”det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre.” Man må lade sig nøje med det mulige.

Som politiker var Monrad spændt ud mellem en personlig moralsk betinget forpligtelse og en nærmest fatalistisk opfattelse af politik og historie. I 1864 brast forbindelsen mellem de to dele, er Justs argument. Jordforbindelsen røg. Når Monrads handlinger i dag forekommer uforståelige, skyldes det, at de byggede ”på et romantisk æresbegreb, som ikke rigtig har nogen plads i moderne politik i en tid, hvor enhver politiker hurtigt lærer, at man ikke skal indlade sig på nogen kampe, der ser ud til ikke at kunne vindes.”

Det kan være vanskeligt at følge alle Justs ræsonnementer, og det er ikke alle steder lykkedes at integrere det biografiske stof med de overordnede redegørelser for den politiske eller idéhistoriske udvikling. Men grundlæggende er biografien velgørende, fordi den gør et alvorligt forsøg på at skabe mening i den tilsyneladende galskab. Just tænker teologen og politikeren sammen og skriver Monrads forestilingsverden og livsanskuelse ind i sin samtidige kontekst. Her hjælpes den opmærksomme biograf på vej af Monrads egen forbavsende selvindsigt. 

Efter et midlertidigt eksil i New Zealand vendte Monrad tilbage til Danmark i 1869. I 1871 blev han genindsat som biskop i Maribo. Derefter røgtede han til sin død i 1887 med omhu sit embede, bedrev teologiske studier, tjente som rigsdagsmand og foretog åbenlyst og i lønsomhed et selvopgør, der savner sin lige. Det ”Jeg fortryder intet”, der synes at være et universelt credo blandt politikere til alle tider, havde ikke Monrad som abonnent. Mens han var mild i sin dom over andre, der bar ansvar, førte han med sit intellekts betydelige præcision og sin samvittigheds tilsvarende styrke et nådesløst aktorat mod sig selv.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2015

Sådan var livet i Danmark under krigen

John T. Lauridsen, Tidsbilleder. Danmark i Hitlers Europa, Gyldendal

Fra Berlingske Tidendes omfattende fotoarkiv har John T. Lauridsen i samarbejde med Jan Jæger udvalgt en række især reportagefotos fra krigens tid, tematisk opdelt i en overordnet kronologisk ramme, der rækker fra de dansk-tyske relationer i 1930erne til befrielsessommeren 1945. Bogens undertitel snyder lidt. Der er ikke mange billeder fra resten af Europa. Der er til gengæld en rigdom af billeder af danskernes hverdag, som den fandt sin gang i arbejde og fritid og af de krigsbegivenheder, der efterhånden indtraf med stadig større hyppighed på dansk grund. 

Bogen er i en enkel og uprætentiøs opsætning. Lauridsens kondenserede og klare billedtekster er sagligt analytiske med en udpræget sans for kompleksiteten i de spørgsmål, han tager op.

Danskernes forbrug blev omlagt som følge af krigen. Udenlandske importvarer, f.eks. vin og tobak, blev erstattet af hjemlige produkter. Forbruget af kød faldt. Manglen på kul og olie blev mærkbar, og cyklen fik en stærk renæssance som transportmiddel, hvis det da var til at opdrive dæk og slanger. Tyskernes efterspørgsel efter dansk arbejdskraft og de store civile danske og militære tyske anlægsarbejder fjernede arbejdsløsheden uden at fjerne den materielle armod, der også fandtes. 

Som flænger i hverdagen trådte krigen mange danskere på nært hold. Den 4. juli 1944 skete der f.eks. i et tysk ammunitionsdepot på Aarhus Havn en stor eksplosion, der kostede 38 danskere og et ukendt antal tyskere livet og sårede 250. Der var tale om en ulykke, der skyldtes skødesløshed i håndteringen af nogle miner, men tyskerne var ikke meget for at indrømme fejlen, og officielt betegnede de det som en kommunistisk sabotageaktion, og det var også hvad aviserne skrev. Det kunne lade sig gøre, fordi tyskerne kontrollerede den danske presse gennem Udenrigsministeriets pressebureau. Mens den danske presse i mange tilfælde fik forbud mod at omtale sabotageaktioner, så tyskerne altså i dette tilfælde en fordel i at udlægge begivenheden som sabotage over for offentligheden. Danskernes tillid til den censurerede presses pålidelighed var imidlertid så lav, at ingen troede på den version af historien. Danskerne tyede til BBC’s udsendelser på dansk, svensk radio eller de illegale blade.

Mod slutningen af krigen bombede briterne tyske mål i de store danske byer også med civile tab til følge. Sabotageaktioner, likvideringer og clearingmord steg i antal i de sidste måneder op mod befrielsen. Fra øst kom en kvart million flygtninge.

Berlingskes fotografer dokumenterede det hele. Desværre er langt fra alle billeder med angivelse af ophavsmand. Bogens første billede forestiller f.eks. en mand, der stikker hovedet op fra et beskyttelsesrum på Kongens Nytorv i København. Det har betydelig lighed med et taget af Politikens kendte fotograf Erik Petersen, Berlingskes billedarkiv har måske ikke helt styr på butikken? Hvorom alting er, rummer det en skatkiste af dokumentarisk materiale. Mange af bogens billeder vil være ukendte for selv gode kendere af Besættelsestidens historie.

(Kristeligt Dagblad 26. maj 2015)

Besættelsen fortalt gennem fotos

Thomas Harder, Besættelsen i billeder

Denne billedbog består af 21 kapitler i nogenlunde kronologisk orden om Danmark i Anden Verdenskrig fra optakten i 1930' erne til krigens ophør i 1945 og det opgør, der fulgte.
Vi følger de militære begivenheder den 9. april, regeringsomlægningen derefter, handelsflåden i uroligt farvand, hverdagen med rationering og vareknaphed, den nationale vækkelse, de østfrontfrivillige, interneringen af kommunisterne, de danske i allieret tjeneste, vilkårene for de udstationerede tyske soldater i Danmark, modstandsbevægelsen, kulturlivet, sortbørshandelen, det politiske vandskel i sommeren 1943, jødeaktionen i oktober 1943, folkestrejken 1944, de danske nazister, konfliktens skærpelse i 1945, befrielsen, retsopgøret og mindekulturen i Ryvangen og på Frihedsmuseet.

Bogen følger dermed et relativt traditionelt skema for historieskrivningen om besættelsestiden, idet der lægges vægt på konflikten mellem danskerne og den tyske besættelsesmagt og mindre vægt på de interne danske konflikter.

Bogen gør meget ud af at dække hele landet. Bombningen af Shellhuset i København er med, men det er også med, at der blev udført en tilsvarende bombning af Gestapos hovedkvarter i Aarhus.
Det glemmes ikke, at Danmark blev inddraget i krigshandlingerne allerede i september 1939, da Royal Air Force ved en fejl kastede bomber over Esbjerg, en begivenhed, der kostede et af de allerførste civile ofre på den europæiske vestfront, en 26-årig kvinde.

De særlige forhold på Bornholm, hvor den tyske kommandant i maj 1945 nægtede at overgive sig til Den Røde Hær, hvilket førte til russisk bombardement af Nexø og Rønne og russisk besættelse i et helt år, får tiltrængt opmærksomhed.

Interessante er også billederne fra Færøerne, Island og Grønland, der også blev besat, men altså af briterne og amerikanerne. Til gengæld hører man ikke meget om den kvarte million tyske flygtninge, der kom til Danmark i 1944-1945. Mange af dem vendte aldrig tilbage til Tyskland, for de døde, mens de var her, især de små børn, som ligger begravet i tusindtal på kirkegårde over hele landet.

Billederne udgør naturligvis bogens hovedstol, men teksterne bør alligevel fremhæves. Billedteksten er en underkendt kortprosagenre, som Harder behersker i sjælden grad. Motiverne og omstændighederne bliver forklaret og sat i kontekst. Der er styr på detaljerne og nuancerne.
Det nævnes, hvis der er grund til kritiske kommentarer, for eksempel som det er tilfældet med en berømt billedserie, der angiveligt viser afstraffelsen af en " tyskertøs" i Odense. Denne serie var efter alt at dømme iscenesat af nogle unge mænd under medvirken af en køkkenpige fra restaurant Skoven. Harder har en nærmest poetisk sans for militærjargon og en forkærlighed for militærtekniske detaljer, der jo unægtelig også er relevante, al den stund der var tale om krig eller det, der ligner.

Bogen er i stort format, trykt på kraftigt papir og i en enkel og flot grafisk tilrettelæggelse.
Frihedsmuseets omfattende billedsamling udgør hovedkilden til bogens cirka 600 illustrationer, suppleret af fotos fra mange andre danske og udenlandske, private og offentlige samlinger.
Billedredaktør Conny Mikkelsen har gjort et fortrinligt arbejde med at grave de sjældne og usædvanlige billeder frem.

(Kristeligt Dagblad 9. april 2015)

Det muliges kunst og det diplomatiske spil

Bo Lidegaard, Redningsmænd

I månederne før Anden Verdenskrigs afslutning i Europa blev ca. 20.000 fanger, heraf halvdelen skandinaver, evakueret til Sverige fra tyske fangelejre og fængsler i danske og svenske busser. Historien er velbeskrevet, for eksempel i Hans Sode Madsens udmærkede bog om de hvide busser fra 2005.

Bo Lidegaard sammenfatter i denne bog de seneste værker om emnet af norske, svenske, danske og tyske historikere. Berlingskes anmelder af Lidegaards bog, Bent Blüdnikow, karakteriserede tidligere på ugen bogen som "hjemstavnshistorisk", men det er netop, hvad Lidegaard ikke er. Bogen ser spørgsmålet i et overordnet skandinavisk og europæisk perspektiv. Lidegaards styrke er ikke mindst analysen af det diplomatiske spil.

Evakueringen fandt sted mellem de fremrykkende fronter fra øst og vest og i forventningen om kaos, når Tyskland kapitulerede. Aktørerne havde en nærmest uoverstigelig opgave foran sig. De skulle tilvejebringe efterretninger, skaffe midlerne og opnå tysk velvilje til denne bjergningsaktion.

Allerede efter de første større deportationer af norske modstandsfolk og militære i 1942 blev der iværksat private forsøg på at hjælpe fangerne. Den unge Wanda Hjort, der var civilt interneret i nærheden af Berlin, var en af de afgørende initiativtagere til hjælpen.

En anden norsk kvinde, Borghild Hammerich og hendes mand, den danske kontreadmiral Carl Hammerich, udgjorde en situationens generalstab i København, når det handlede om nødhjælpspakker til skandinaver i tysk fangenskab.

Centrale danske embedsmænd som departementschef H.H. Koch fik diskret stukket en snabel ned i Finansministeriets kasse. Det kunne lade sig gøre, fordi forvaltningen af den danske stat stadig var velfungerende, men det var af afgørende betydning ikke at lade det fremstå som officiel dansk politik at hjælpe danske fanger, så pengene blev gelejdet om til private initiativer som for eksempel Borgild Hammerichs arbejde. Dansk Røde Kors var i den sammenhæng en facade. Anderledes med Svensk Røde Kors, hvis vicepræsident, grev Folke Bernadotte, blev en central aktør. På et tidspunkt, da det neutrale Sverige var indesluttet af tysk besatte eller tyskallierede lande, og med Sovjetunionen som fremrykkende stormagt, måtte den svenske regering træde varsomt. Der var stor sympati med Danmark og Norge i Sverige og en vilje til at hjælpe og tage imod. Bernadotte kunne som privatmand optræde som leder af en uafhængig, velgørende institution, når det passede, og fordi han også var kongens nevø tjene som diplomatisk spydspids over for Heinrich Himmler, når det krævedes.

Tyskernes samtykke var en nødvendig forudsætning for, at fangeevakueringerne kunne lade sig gøre. Hitler var i 1944-45 stadig øverste leder, men under ham og især i SS, der stod for koncentrationslejrene, var der en indbyrdes rivalisering.

Det stod tidligt klart, at meget kunne lade sig gøre, hvis det indebar, at Hitler ikke tabte ansigt. Det vil sige, at man kunne opnå fordele, med mindre det udadtil kunne fremstilles som et udtryk for tysk svaghed. Man måtte med andre ord operere under offentlighedens radar, og det var ifølge Lidegaards analyse en af grundene til, at den danske inspektion af koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de danske deporterede jøder sad, affødte påfaldende ukritiske rapporter.

Skønmaleriet var taktisk begrundet. Hvis kritikken var sivet til pressen, ville Hitler have lukket ned for hjælpen. Lidegaard underbygger dette argument med flere eksempler. Den indre splid i SS bidrog til vanskelighederne. Mange ledende nazister kunne med udsigt til et kommende nederlag se en fordel i at indgå studehandler med for eksempel skandinaverne om frigivelse af fanger, men gjorde sig dermed også sårbare, fordi deres interne rivaler kunne udstille deres imødekommenhed som en svaghed over for Hitler.

Svenskerne og danskerne havde hver deres indgang til SS-toppen, og det var et problem, at den ene hånd ikke altid vidste, hvad den anden gjorde. Uanset hvad købslog man med forbrydere, hvad Lidegaard ikke lægger skjul på.

Ovennævnte anmelder fra Berlingske vil gerne kloge sig på, hvordan redningsmændene kunne have gjort det endnu bedre. Han kan vist ikke rigtigt få det over sit anmelderhjerte at tilkende samarbejdspolitikken denne moralske sejr. Men bortset fra det er det dristigt at hævde, at disse redningsmænd under de givne vilkår kunne have skubbet grænserne for det muliges kunst yderligere.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2015)

Den historiske begivenhed, der optager danskerne mest

Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen, Danmark besat – krig og hverdag, Informations Forlag

Besættelsestiden har siden 1945 været den historiske begivenhed eller det begivenhedskompleks, der uden sammenligning har optaget danskerne mest – i en sådan grad, at man med en lidt dum vittighed kan tale om, at beskæftigelsen med denne periode for nogen har antaget karakter af en besættelse. For danskerne som helhed er ”de fem forbandede Aar” forblevet et reservoir af erfaringer, som vi trækker på, når vi skal skelne mellem ret og uret, når vi skal forstå og forklare os selv som samfund, som demokrati, som militærmagt, som retsstat. Det betyder imidlertid også, at der foregår en konstant kamp om, hvordan besættelsestiden skal fortolkes.  Hvem var skurke og hvem var helte?

De første år efter krigen var præget af den såkaldte konsensustolkning. Den var ikke mindst en frugt af det store kompromis, der var indgået i 1945 mellem Frihedsrådet og de valgte politikere om at danne regering. Ifølge konsensustraditionen havde danskerne stået samlet i trods og modstand mod fjenden: tyskerne. Politikerne havde ydet passiv modstand frem mod 1943, hvorefter de havde overladt stafetten til den aktive modstand. 

I løbet af 1960erne blev det stadig mere tydeligt for yngre historikere, at konsensusfortællingen dækkede over nogle betydelige sprækker og konflikter indbyrdes mellem danskerne under krigen. For det første blev det klart, at forholdet mellem politikerne og modstandsbevægelsen var særdeles betændt. Politikerne havde valgt en passiv eftergivenhed som Danmarks overlevelsesstrategi, mens modstandsbevægelsen ønskede at eskalere konfliktniveauet. Først i krigens sidste år begyndte parterne at finde sammen om en fælles strategi. For det andet viste det sig vanskeligt at tale om modstandsbevægelsen som en samlet enhed. Nogle var nationalt motiverede og ønskede at vaske skampletten af Danmarks ære. Nogle af de mest effektive grupper var Moskva-tro kommunister. For det tredje viste Aage Trommer med sin bog fra 1971 om jernbanesabotagen, at modstandsbevægelsen ikke havde nogen synderlig militær betydning. En national mytologi var sønderskudt.

De fire forfattere til denne bog – født mellem 1963 og 1973 – repræsenterer den næste generation af historikere, der har udvidet horisonten ved blandt andet at sætte fokus på andre dele af historien, der blev glemt, da den store konsensusfortælling blev skrevet. Claus Bundgård Christensen er f.eks. medforfatter til et stort værk om de danske østfrontfrivillige, og Joachim Lund har forsket i dansk-tysk økonomisk integration. Disse undersøgelser og andre tilsvarende om f.eks. jødiske flygtninge før krigen og tyske flygtninge efter krigen, om de såkaldte tyskertøser, om stikkerlikvideringerne og meget andet har rettet opmærksomheden mod danskernes medansvar for de menneskelige lidelser også uden for landets grænser under krigen.

Samtidig med, at de forrige generationers diskussioner slet ikke er stilnet af, har disse nyere bidrag til forskningen nærmest bare forstærket den moralske og politiske indebyrd af oparbejdningen af besættelsestidens historie. Det er med andre ord en hvepserede, som forfatterne til dette værk har stukket deres i alt otte hænder i, når de i anledning af 70-året for befrielsen udsender en revideret og udvidet udgave af deres oversigtsværk om besættelsestiden, hvis første udgave kom for ti år siden. 

Bogens første godt 700 sider er en kronologisk gennemgang af besættelsestiden inklusiv optakt og efterklang under inddragelse af også den allerseneste forskning, herunder ikke mindst hvordan danskerne oplevede besættelsen som hverdag. Kapitlerne er opdelt i korte, stramt redigerede tematiske afsnit. Bogens hoveddel kan altså både læses som en fortløbende beretning og bruges som opslagsbog. Til sidstnævnte formål bidrager et lille biografisk leksikon på små hundrede sider over vigtige aktører, tidslinje, noter, litteraturlister og ikke mindst et fortrinligt register. Fagligt set er man som læser i de bedste hænder. Forfatterkollektivet har derudover haft held med at give bogen et sprogligt enhedspræg, en effektiv hybrid af informationsmættet leksikalsk sagprosa og dramatisk fremadskridende fortælling.

Hvordan klarer forfatterne at forholde sige hvepsereden? Som kollektiv kan de naturligvis ikke være enige om alt. De har i mange spørgsmål valgt at åbne for flere fortolkninger. I synet på enkeltpersoner lægger forfatterne stor vægt på at redegøre for præmisserne og motiverne for deres handlinger, hvad enten det var en Kaj Munk eller en Erik Scavenius. De søger ikke at harmonisere, hvor der ingen harmoni var, eller at skabe en ny konsensusfortælling – og så dog alligevel. De betragter forløbet og udfaldet af besættelsen som et resultat af en forening af uforenelige viljer.

I et meget læseværdigt 20 siders essay, ”Magten og Æren”, til slut i bogen tillader forfatterne sig at tage mere eksplicit stilling til besættelsestiden som historisk begivenhed og som erindret historie. De mener, at den gamle konsensusmyte i dag i offentligheden er blevet afløst af en ”modmyte”, ifølge hvilken alle danskere undtagen modstandsfolkene var opportunister. Fra den gamle myte overtages heltedyrkelsen af modstanden kombineret med nationalflagellantisk foragt for alt det, der ikke lever op til det heroiske ideal. Denne myte er lige så misforstået som den gamle myte, mener de. 

Tilsvarende kalder de dyrkelsen af de vestallieredes moralske autoritet for misforstået. Også USA og Storbritannien var underlagt realpolitiske vilkår, som de naturligvis iklædte en moralsk og ideologisk sprogdragt. Til trods for de flotte ord lod de Sovjetunionen bære den store byrde. For hver amerikansk soldat, der faldt i Anden Verdenskrig, mistede Den Røde Hær 60. I henhold til den samme logik havde de danske regeringer under besættelsen endnu mere held, for det lykkedes dem med deres politik at skåne Danmark for egentlig krig. Vi skylder modstandsbevægelsen meget, ikke mindst accepten af Danmark som allieret i 1945, men den fungerede også skærmet af samarbejdspolitikken. I andre besatte lande, hvor tyskerne havde overtaget jurisdiktionen, var repressalierne over for aktiv modstand og terroren over for civile meget hårdere. 

Men det var et paradoksalt tilfælde, kombinationen af flere, somme tider modsatrettede viljer, der førte til resultatet: "Konklusionen er, at samarbejdspolitikken konsekvent førte det danske demokrati gennem verdenskrigens stormvejr med forbavsende få omkostninger, oddsene taget i betragtning. Modstandsbevægelsen ønskede en anden politik, og dele af den ønskede endda et andet dansk samfund. Af begge grunde, men først og fremmest af den sidste, bekæmpede samarbejdspolitikerne bevægelsen. Til dels på grund af tilfældigheder og held, men også på grund af en vis kompromisvilje og politisk kløgt i begge lejre, førte det til allersidst til et for den danske stat og den danske befolkning lykkeligt resultat."

(Kristeligt Dagblad 7. april 2015)

Erindringer fra en ung dansker i tysk tjenste

Peter Møller Hansen, Troskab - dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer, Lindhardt og Ringhof

Ellef Henry Rasmussen blev født i Svendborg 1922. Hans far var ved post- og telegrafvæsenet. Moderen var fra en tysksindet sønderjysk familie. Som 16-årig kom han på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han blev stærkt påvirket af Niels Bukh, der ganske vist ikke var nazist, men hyldede nogle af de samme værdier – disciplin, orden, lydighed, kropsdyrkelsen – der havde en bred appel i samtiden. Rasmussen meldte sig ind i nazistpartiet i 1939, og i sommeren 1940 meldte han sig til tysk krigstjeneste.

Han blev sendt til Klagenfurt i Østrig for at blive uddannet og indrulleret i Waffen-SS. Han var i indsats på Østfronten lige indtil kapitulationen i 1945, hvor han havde rang af Obersturmführer (premierløjtnant). Ved hjemkomsten modtog han en dom på 1 års fængsel i henhold til det straffelovstillæg fra 1945, der gjorde tysk krigstjeneste strafbart med tilbagevirkende kraft. Det var en skærpende omstændighed, at han havde meldt sig så tidligt, endnu mens det ikke var tilladt, men til gengæld en formildende, at han kun var 17 år gammel, da han lod sig hverve. Efter krigen slog Rasmussen sig ned som erhvervsdrivende i sin mors hjemby, Sønderborg, hvor han blandt andet drev flere af de spritruter, der frem til slutningen af 1980erne nød godt af muligheden for toldfri handel i Østersøen.

Ellef Rasmussens erindringer hører til den veterankultur, der blev opbygget blandt tidligere østfrontfrivillige efter krigen. Han var i 1988 selv vært for et større veterantræf ombord på et af sine skibe.  Denne kultur opbyggede systematisk et skønmaleri, der ikke mindst blev farvet af Den kolde Krig, hvori den blev til. De så sig selv som fædrelandets forsvarere mod kommunismens asiatiske pest, altså i virkeligheden en slags forarbejde til NATO. De så heller ingen modsætning mellem dette angivelige forsvar for fædrelandet og det forhold, at de havde ladet sig hverve af det land, der netop havde besat deres fædreland. Ganske typisk for veterankulturens apologetiske historieskrivning nægter Ellef Rasmussen ethvert kendskab til de omfattende krigsforbrydelser, som både værnemagten og især Waffen-SS gjorde sig skyldige i på østfronten.

Selv om Møller Hansen i efterordet samvittighedsfuldt redegør for den viden, historieforskningen har tilvejebragt om Waffen-SS og Østfronten, og hvorledes denne viden adskiller sig fra Rasmussens beretning, lykkes det ham ikke at distancere sig helt fra den veterankultur, som Rasmussen tilhører. Erindringerne er nemlig nedskrevet af Møller Hansen i en proces, hvor han som ghost writer har deltaget aktivt i bogens tilblivelse, således at den ville have fået et andet indhold, ”hvis Rasmussen havde stået alene med ansvaret for biografien”, som det hedder i forordet. Dermed må ansvaret for de fortielser eller fordrejelser, som Rasmussen ifølge Møller Hansen gør sig skyldig i, også påhvile Møller Hansen selv.

(Kristeligt Dagblad 7. april 2014)

Dansker i den russiske revolution

Bernadette Preben-Hansen og Michael H. Clemmensen, Bondefanget til borgerkrigen, Syddansk Universitetsforlag

Den russiske revolution i 1917 var udgangspunktet for en hel række årelange væbnede konflikter i det, der engang havde været Zarens Rusland. "De Hvide" loyalister kæmpede mod "De Røde" bolsjevikker, og langs det store riges gamle vestgrænse kæmpede en række folkeslag for national selvstændighed.

I november 1918 tog danske rigmænd initiativ til et frikorps, der skulle understøtte den baltiske frihedskamp. Et frikorps er en gruppe af frivillige, der med statens bemyndigelse drager i krig. Der fandtes f.eks. et dansk frikorps under Den første Slesvigske Krig. De danske frivillige i den finske vinterkrig 1939-40 og i Waffen-SS under Den Anden Verdenskrig kan også regnes som – og blev til dels også kaldt - frikorps, og har i øvrigt det til fælles med det baltiske frikorps, at mange af de frivillige var motiveret af en stærk anti-kommunisme.

En af dem, der drog afsted til Estland var Victor Palludan (født 1892). Han var uddannet officer i den danske hær under Den Første Verdenskrig, men blev mistænkt for både seksuel omgang med mindreårige og økonomisk bedrageri, men da han ikke kunne dømmes eller erklæres sindssyg, fik han en administrativ afskedigelse. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at optræde som officer i det dansk-baltiske frikorps. I Estland lykkedes det ham at overbevise esterne om, at han kunne rekruttere endnu flere frivillige i Stockholm, og for estiske midler indlogerede han sig i foråret 1919 på et fint hotel i byen, hvor han brugte en stor del af pengene på sig selv. Senere samme år var han tilbage i København, hvor han tog kontakt til en russisk generalløjtnant, der arbejdede for "de hvide" i Arkhangelsk. De havde indtil da været støttet af britiske tropper, der imidlertid var ved at trække sig ud af konflikten. Palludan lovede russeren, at han kunne skaffe et dansk frikorps på 500 mand med officerer. Palludan oprettede i hvervekontor i Griffenfeldtsgade i København, og i januar var i alt ca. 200 frivillige danskere nået til Nordrusland, herunder adskillige veteraner fra det baltiske korps.

Palludan var også taget med, men drog hurtigt tilbage til København for at fortsætte rekrutteringsarbejdet. I Arkhangelsk var det danske korps præget af stærk indre splid og dårlig disciplin. Allerede i februar samme år blev flertallet af danskerne evakueret fra Arkhangelsk igen, og det var afslutningen på det eventyr. De havde aldrig været i regulær kamp. De få tilbageværende danskere i Nordrusland blev taget som fanger af "de røde", men ved Dansk Røde Kors’ mellemkomst frigivet året efter. Palludan, der havde gjort en karriere ud af at udstede løfter, som han ikke kunne holde, gik under jorden. Hans videre skæbne er stort set ukendt.

Bogen om denne interessante episode er i to dele. De første 200 sider, som beskriver hændelsesforløbet, er forfattet af Clemmensen og de sidste 100 sider udgøres af et biografisk leksikon over alle væsentlige aktører og flertallet af de frivillige i det nordrussiske korps udfærdiget af Preben-Hansen. Bogen bygger på et omfattende kildemateriale i danske og udenlandske arkiver fundet af Preben-Hansen, men det er ikke rigtig lykkedes at omsætte det store forarbejde til en sammenhængende eller meningsgivende fortælling. Clemmensen skriver udisciplineret, så læseren mister tråden. Til gengæld kommer Clemmensens militære sagkundskab læseren til gode, når det krigstekniske skal udredes. Men som helhed savner bogen en ordentlig redaktionel overhaling, før den kan siges at yde sit vældig interessante emne retfærdighed.

(Kristeligt Dagblad 14. marts 2015)

Bygmesteren, der fornemt koblede æstetik og funktion


Badeloch Vera Noldus, Philip de Lange, Københavns store bygmester


I oktober måned i året 1728 ophørte København med at være en middelalderby. Omtrent 1500 beboelseshuse i den historiske bykerne forsvandt i en brand, der varede flere dage. Byens gamle kirker, Skt. Petri, Vor Frue, Nikolaj og Helliggejst, blev svært beskadigede. Også erindringen forsvandt. Stadsarkivet gik til i branden sammen med byens rådhus.
De omfattende ødelæggelser gav imidlertid også plads til den enevældige stats trang til at ordne og organisere, og en kongelig kommission blev nedsat til at regulere og planlægge genopbygningen. Nu skulle byen moderniseres. Man benyttede lejligheden til at regulere byplanen, så mange af de mange smalle og krogede smøger forsvandt. Man fik også for første gang et sammenhængende øst-vest-gående gadeforløb, af københavnerne sidenhen døbt Strøget.
Genopbygningen af byen lagde beslag på alle kræfter, og kongen averterede efter faglært arbejdskraft i en holstensk avis, der nød stor europæisk udbredelse. Annoncen blev også læst i Haag i Nederlandene, hvor en ung mand oprindeligt fra Strassbourg, Philip Lanck, var ved at uddanne sig til murer. Han øjnede mulighederne og drog til den danske konges residensby for at gøre sin lykke. Og det gjorde han. Han blev boende og virkede i København til sin død i 1766, 62 år gammel.
Philip de Lange, som han siden kaldte sig, omtales ofte som bygmester. Det var helt i overensstemmelse med samtidens forståelse af den funktion, som i dag udfyldes af den selvstændigt skabende og kunstneriske arkitekt. Selv om stillingsbetegnelsen altså først stammer fra en senere tid, har mange af Langes samtidige kollegaer vundet borgerskab i kunsthistorien som arkitekter. Det gælder Laurids de Thura (1706-1769), Nicolai Eigtved (1701-1754) eller Nicolas-Henri Jardin (1720-1799). De tegnede palæer og andre repræsentative prestigebyggerier. Lange byggede i langt højere grad funktionsbygninger: en kontorbygning for et handelskompagni, beboelsesejendomme for borgerskabet, muren rundt om Assistens Kirkegård, et fyrtårn samt en mastekran, magasiner, mandskabsboliger og meget andet for Søetaten.
Denne bog, der er smukt tilrettelagt, velskrevet og udsøgt illustreret, viser, at arkitekten Lange fortjener den opmærksomhed, som forfatteren har givet ham. Ved at gennemgå hans liv og værk viser Noldus, der selv er nederlænderinde, hvad hans inspirationskilder fra læretiden i Haag kan have været, og den systematiske gennemgang af de bygninger, han skabte, fremhæver deres æstetiske kvaliteter. Arkitekturhistorisk interessant er især Noldus’ påpegning af forbindelsen til det 17. århundredes nederlandske klassicisme, der i modsætningen til den samtidige barokstil, kun gjorde begrænset brug af dekorative elementer. For et nutidigt blik, der er præget af funktionalismen, er det ikke mindst de mere skrabede af Langes arbejder, der vækker nysgerrigheden.
19 af Langes bygninger findes endnu. Damsholte Kirke på Møn og Det hvide Fyr i Skagen er fremtrædende eksempler, men de fleste findes i København, f.eks. postgården i Købmagergade, der netop er blevet solgt til erhverv og kontor, og Assistenshuset - det nuværende kulturministerium – eller Kunstforeningens hus på Gl. Strand. Asiatisk Kompagnis hovedbygning i Strandgade – nu Udenrigsministeriet – er ikke mindst kendt, fordi det udgør motivet for et af Vilhelm Hammershøis malerier. Mest markant er Langes tilstedeværelse dog på Holmen med Hovedvagten, Arsenalet lige ved Operaen og selvfølgelig Mastekranen, der rager op som et monument over, hvad man vel kan kalde Langes fornemme sans for at alliere æstetik og funktion.
(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2015)



Drømmen om den kollektive vækkelse

Kurt E. Larsen, Christian Bartholdy. Vækkelseskristendom og dansk kirkeliv. Studier i Indre Missions historie ca. 1930-1960, Forlaget Kolon

Christian Bartholdy (1889-1976) var den ældste af i alt otte søskende født i præstegården i Laurbjerg ved Langå, vokset op i Seest ved den daværende landegrænse i et hjem præget af kristelig alvor og dansk-nationalt sindelag. Han studerede teologi i København 1906-1912, hvor han blandt andet kom i forbindelse med Olfert Ricard. Han blev ordineret i 1916, først til et embede som hjælpepræst på Thurø. 1918-1925 var han sognepræst i Sebber-St. Ajstrup, 1925-1943 Brorstrup-Ravnkilde og fra 1943 i Haslev-Freerslev. I 1954 lod han sig pensionere fra præstegerningen og flyttede tilbage til Kolding. Han var blevet medlem af Indre Missions hovedbestyrelse i 1929. Han blev formand i 1934, et hverv han beholdt til han blev 70. Han døde i en trafikulykke.

Kurt E. Larsen, lektor ved Menighedsfakultetet i Aarhus har nu begået en lang disputats om denne centrale skikkelse i dansk kirkeliv i det 20. århundrede. Bogen er ikke en biografi i den forstand, at den følger sin hovedperson kronologisk gennem livet, snarere en dissektion af teologen, præsten og organisationsmanden Bartholdys stilling til forskellige aspekter af kristendom og kirke, menighed og samfund behandlet systematisk, kapitel for kapitel. Larsen har gennemgået en enorm mængde af arkivalsk materiale og litteratur, herunder den store underskov af pamflet-, tidsskrifts- og andagtslitteratur, som hører det kirkelige landskab til.

Bartholdy blev et kendt ansigt i offentligheden. Han skrev meget og lod sig ofte interviewe til pressen. Han kunne være skarp, næsten brutal, i sin polemik, men forstod også at afbalancere synspunkterne. Det var han nødt til som formand for en forening, der bestemt ikke var uden indre modsætninger. Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark er egentlig blot en paraplyorganisation for en række lokale samfund og institutioner med større eller mindre økonomisk og organisatorisk tilknytning til landsforeningen. Dens hovedformål er at virke for troslivets vækkelse inden for Folkekirkens rammer og har som sådan været den måske allermest betydningsfulde bevægelse i Folkekirken i det 20. århundrede. Grundtvigianismen har nok haft større betydning i et bredere samfundsperspektiv, men har ikke bevaret samme loyalitet mod Folkekirken som IM.

Netop håbet om en ny vækkelse spillede en stor rolle for Bartholdy, og han så i dette håb også en mulighed for nationens frelse. Kort efter 2. Verdenskrigs udbrud skrev han, at "om det Under skulde ske, at vort Folk vendte om for at høre efter Gud, saa turde vi sige, at det har en Fremtid og et Haab, men heller ikke før". På denne måde spillede kristendom og danskhed sammen for Bartholdy.

Den kollektive vækkelse forudsætter naturligvis individuelle omvendelser. Bartholdy mente, at mennesket skulle omvende sig, både som en subjektiv viljesakt og som en oplevelse af egen syndighed og Guds almagt. Han kunne være kritisk over for det psykologiske pres, der ved lange og udmattende møder blev lagt på ungdommen i Indre Mission for at fremkalde en omvendelsesoplevelse. Men omvendelse måtte der altså til ifølge Bartholdy, og dens tegn var troens vished. Luther kæmpede hele livet med anfægtelser, og det fik Bartholdy til ved reformationsjubilæet i 1936 at skrive, at det forekom ham "tvivlsom, om Luther nogensinde er blevet omvendt", en karakteristik, som han dog hurtigt trak tilbage igen.


Bartholdy mente, at Indre Mission skulle være apolitisk. Han var kirkepolitisk konservativ, imod kvindelige præster og med en tendens sent i livet til at være pessimistisk med hensyn til Folkekirkens overlevelse. I Indre Mission var der tidligt i trediverne en modtagelighed for nazismens værdier, og i et interview til Aalborg Stiftstidende i 1934 sagde Bartholdy, at "Nazismen har et moralsk Indhold, som jeg mener er værdifuldt". Hans modstandere har siden ikke forsømt at citere ham for dette, mens de har glemt, at han i andre sammenhænge i de samme år advarede imod nazismen, som han betragtede som en trussel. Bartholdy havde selv et forhold til jøderne, der var bestemt af en forestilling om Danmark som et kristent land, hvor jøderne kun kunne betragtes som gæster. Men han tog på det bestemteste afstand fra jødeforfølgelser: "Hvor Jødehad kan trives i et kristent Land, der lever man i en frafalden Kristenhed", som han skrev i Indre Missions Tidende i 1942. Det kostede ham en ministeriel påtale. Efter krigen bistod han sin bror Georg, der arbejdede ivrigt som støtte for staten Israel, hvis nyere historie han anså som "Guds fodtrin i verdenshistorien".


Som så mange andre så Bartholdy den næsten dådløse overgivelse den 9. april 1940 som undergravende for Danmarks ære. Det var antagelig ikke mindst opvæksten i det nationalt vakte grænseland, der slog igennem hér. For sit lands frihed og for kirkens frihed skulle man kæmpe lige til martyriet, mente han. Af betydning var det nok ikke mindst, at hans bror Carl var kaptajn i hæren og havde deltaget i kampene om morgenen den 9. april i Sønderjylland. I flere skrifter og artikler i krigens første år opildnede Bartholdy til forsvarsvilje. I Indre Missions Tidende i 1942 rettede han en kritik mod regeringen: "Hele vort Lands offentlige Liv smager af Usandhed" og "Vor Regering vedtager Love og udsender Erklæringer, som krænker en paa det dybeste", og han var kritisk over for biskopperne, der havde opfordret præsterne til at dæmpe kritikken af samarbejdspolitikken og besættelsesmagten. Bartholdy pådrog sig i den anledning Kaj Munks beundring.

I lyset af den verserende debat om kødets opstandelse er det interessant at læse, hvad Bartholdy mente om den sag. I 1952 holdt professor P.G. Lindhardt et foredrag på Askov Højskole om det evige liv, hvor han afviste de gængse forestillinger om et gensyn efter døden og sjælens udødelighed. Det førte ikke overraskende til, at der blev stillet spørgsmål til professorens fortsatte ret til at virke som hjælpepræst i Folkekirken. Men i dette spørgsmål var Lindhardt om ikke på linje med så dog ikke ganske på afstand af Indre Missions formand, der i et interview i denne avis i 1953 sagde: "Troen på sjælens udødelighed er et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre er blevet temmelig populært gennem H.C. Andersens eventyr. Ulykkeligt er det, at det også kan finde nogen understøttelse i salmebogen, særlig hos Ingemann." Helt så kategorisk som Lindhardt ville Bartholdy ikke afvise enhver forestilling om livet hinsides, men han var selv meget tilbageholdende med at tale for konkret om indholdet i evighedslivet, for Bibelen talte i billeder, og "fremtiden er Guds og hans alene. Vi har ingen fremtid – uden den, han vil unde os."


Kurt E. Larsen har en saglig og usentimental, nærmest leksikalsk tilgang til sit stof. Om privatlivet meddeles følgende og ikke mere: "Christian Bartholdy var ugift og barnløs. Fra 1922 og de følgende mange årtier havde han den samme husbestyrerinde, frk. Bramsen." Uden at opfordre til dyneløfteri kunne man godt have ønsket sig noget, der lignede et portræt af Bartholdys personlighed og udvikling, så man kunne få lidt skikkelse på denne interessante personlighed. Alene forholdet til hans søskende kunne kaste lidt farve på portrættet. Foruden de allerede nævnte brødre var søsteren Olga, der var lærer på Krogerup Højskole, et spændende menneske. Nu har vi fået en god og kyndig disputats om Bartholdy. Så venter vi i spænding på en egentlig biografi.

(Kristeligt Dagblad, 30. januar 2015)