Arkitekturens grænseoverskridende sprog

Peter Dragsbo: Arkitektur til grænsen. Arkitektur og nation i europæiske grænselande 1850-1940

Museum Sønderjylland

Perioden 1850-1940 betegnes normalt som historicismens eller de historiske stilarters epoke i arkitekturen. Før den tid var europæisk arkitektur præget af klassicismen. Den er sådan set også er en historisk stilart, idet den hylder principperne fra det klassiske Rom og Grækenland, men klassicismen blev af dens tilhængere betragtet som en tidløs norm. I Danmark var den repræsenteret af en arkitekt som C.F. Hansen, der byggede i både Altona og København.

Det, der adskiller historicismen fra klassicismen er, at den ikke længere føler sig bundet af et bestemt formskema, men frit kan vælge mellem og sammensætte stiltræk og elementer fra hele historien. Den svarer altså til den romantiske digtnings opgør med fortiden, blot med godt en generations forsinkelse.

Med udgangspunkt i fire grænseregioner - Alsace-Lorraine, Poznan, Slesvig og Sydtyrol – viser Dragsbo, hvordan denne nye valgfrihed i arkitekturen spillede sammen med de nationale og politiske konflikter, som prægede disse regioner. Han viser, hvordan historicismens store udbud af æstetiske programmer blev brugt som magt- og/eller kulturpolitiske instrumenter. Mest tydeligt i den henseende er det tyske kejserriges påfaldende lyst til at opstille gigantiske mindesmærker til forherligelse af sig selv som f.eks. det i 1945 bortsprængte på Knivsbjerg. Dragsbo interesserer sig dog ikke så meget for disse kulturpolitiske stavepladeprojekter. I centrum for hans undersøgelse står institutionsbyggeriet: banegårde, posthuse, kirker, forsamlingshuse, skoler, kaserner, rådhuse osv. Dragsbo viser, at for at forstå signalværdien af de enkelte bygninger, skal de sættes ind i deres kronologiske og regionale kontekst. Der findes ikke nogen entydig ”tysk”, ”fransk” eller ”dansk” arkitektur, men det betyder ikke, at arkitekturen ikke har spillet en væsentlig rolle i de nationale stridigheder.

De tyske marinestationer i Sønderborg og Flensborg/Mürwik, opført i årene 1906-08, var om noget en rigstysk magtmanifestation. Erobringen af hertugdømmerne og udgravningen af en kanal fra Kiel til Elben gjorde det meningsfuldt at placere en stor del af den kejserlige flåde i Østersøen. Lokalt var stilen let at identificere som ”tysk”. I begge tilfælde kom inspirationen fra den nordtyske teglstensgotik, der historisk knyttede an til den tyske ridderorden og dens borg Marienburg i det nuværende Polen. I Metz gennemtrumfede Wilhelm II imidlertid samtidig ”sit kejserligt-romanske dekorationsapparat” til byens hovedbanegård og postkontor som en reference til det 12. århundredes (hohen)staufiske kejsere. I Metz svarede de fransksindede arkitekter med at kopiere Napoleon III’s Paris, opført i ny-rokoko. I det fransk-tyske grænseland havde gotikken ikke samme signalværdi, fordi den dér var en fælles kulturarv. I Köln derimod blev færdiggørelsen af domkirken – opført i nordfransk gotik – til et symbol på Tysklands samling og genrejsning, mens der til tidens store kirkebyggeri i Berlin, Berliner Dom, blev anvendt barok.

Til komplikationerne af forståelsen af arkitekturen som udtryk for noget nationalt føjer sig hjemstavnsbevægelsen, der voksede sig stærk efter århundredeskiftet. I Slesvig søgte både tyske og danske arkitekter inspiration i den lokale byggeskik i almindelighed og Møgeltønders bondebarok i særdeleshed. Dragsbo viser, hvordan Heimatpflege og Bauschutz på tysk og Bedre Byggeskik på dansk side var udtryk for samme ambition og i høj grad også samme stilideal. Hvad der på tysk side forblev et regional fænomen, voksede sig i Danmark imidlertid til en national bevægelse med centrum på Vestsjælland, der gav inspiration tilbage til Sønderjylland, f.eks. i form af Danebod Højskole på Als.

Efter 1920 skiltes vejene igen. Deutsches Haus og banegården i Flensborg er ganske vist i overensstemmelse med den lokale tradition bygget i tegl, men i en ny-klassicistisk monumentalstil, som ikke blev dyrket umiddelbart nord for grænsen.  Her skal man til banegården i Aarhus eller politigården i København for at finde noget lignende. Det nationale program i det genvundne Sønderjylland føjede sig heller ikke nødvendigvis til det regionale. I Rinkenæs opførtes i 1932 en ny kirke efter en opskrift, der umiddelbart kan opfattes som ”typisk dansk landsbykirke” (blot lidt større). Imidlertid er den typisk østdansk, og den lokale tyske befolkning kritiserede den for at sætte ”et fynsk stempel” på egnen.

Dragsbo har selv taget de fleste af bogens mange billeder. Det ville have klædt den med professionelle optagelser – og et register – men til gengæld glæder man sig over den lave pris for så flot et værk, et standardværk tør jeg godt sige, der bidrager meget væsentligt til vores forståelse af, hvorfor bygninger fra denne periode ser ud som de gør – og ikke blot i grænseregionerne.

(Grænsen, okt. 2015)