A Storm Foretold, dokumentar, DR TV
Den første gang vi møder hovedpersonen i Christoffer Guldbrandsens portræt af Roger Stone er det som en munter mand, der doserer vodka i sine drinks med rund hånd. Han gør grin med Guldbrandsens efternavn og mener, at det lyder sådan lidt teutonisk og nazi-agtigt. Det får Stone så til, at Guldbrandsens bedstefar nok udryddede jøder. Så er Stone præsenteret: en lidt drikfældig, veltalende, charmerende bølle.
Der klippes til et event, et politisk møde af en
slags, hvor Stone taler for et publikum om Trump som en mand, der marcherer
efter sin egen rytme, og som ikke lader sig styre eller kontrollere. Så klippes der til en scene, hvor Stone i et
interview praler af, at han har kontrolleret og styret Trump i 30 år.
Her skal man nok også finde grunden til, at en dreven
taktiker som Stone ønsker at deltage i en dokumentarfilm, der har til hensigt
at afsløre Trumps bagmand. Stone har en vare at sælge, og det er, at han kan
gøre den mest usandsynlige kandidat – Trump – til præsident ved hjælp af
beskidte tricks. Han er som tryllekunstnerne Penn & Teller, hvis fornemste
nummer er et, hvor de afslører, hvordan de gennemfører en af deres berømte
illusioner.
Stones virkemidler er ikke lige så sofistikerede, men hans manipulationer fungerer i grunden på samme måde. Han er faktisk mest, hvad man i computerbranchen i sin tid kaldte WYSIWYG – What You See Is What You Get. På den måde kunne Stones eget efternavn være et kunstnernavn. Han image er, at han er hård og kold som en sten. Hvor tydeligt kan det blive?
En af de store gåder er, at Stone antagelig har lige så lidt til overs for Trumps vælgere som Hillary Clinton havde. Hvordan kan Stone blive repræsentant for en politisk bevægelse, der i kulturel forstand befinder sig milevidt fra hans egen persona? Stone bærer oftest jakkesæt og går med hat, og når han en sjælden gang selv går klædt som en Trump-vælger, er det tydeligt, at t-shirt og jeans er et kostume for ham. Guldbrandsen udstiller hans forfængelighed, når han får blånet sit hår hos frisøren eller når han gør morgentoilette.
Stone lægger også vægt på at tale et velplejet engelsk. Hans storbyelegance er
lige så langt fra Trumps vælgere i Midtvesten som Trumps egen blakkede,
newyorkske ejendomskrejlerkarriere. Ikke desto mindre går begge rent ind hos
segmentet. Det er et besynderligt paradoks. Det bliver vi ikke klogere på. Journalistisk
har Guldbrandsen valgt at være ”fluen på væggen”. Det giver et indblik i Stones
verden – eller i hvert fald en illusion om et indblik – men giver ikke svar på
særlig mange spørgsmål, for Guldbrandsen stiller dem ikke.
Et af de ubesvarede spørgsmål må være, hvad mørke fyrster og
grå eminencer i grunden lever af? Follow the money. Trump synes at være en
noget upålidelig patron. Stone på sin side er en noget ustadig klient. Der er
faktisk også noget lidt sølle over Stones eksistens. I flere scener virker det
nærmest som om Guldbrandsen fungerer som Stones privatchauffør. Er Stone i virkeligheden
så meget på spanden, at han har brug for et lift? Og hvad var det for en
historie om, at Stone havde forventet betaling for sin deltagelse i filmen? Det
bliver vi heller ikke klogere på.
Så hvad er det, Guldbrandsen egentlig afslører? Er det den
forfængelige dandy? Næppe. Den havde vi nok regnet ud i forvejen. Er det den
manipulerende, hykleriske politiske taktiker? Egentlig ikke. For det er som
sagt den vare, som Stone søger at markedsføre. Han giver den tydeligvis gerne som
Mørkets Fyrste og Grå Eminence i amerikansk politik. Filmens dokumentation af
optakten til stormen på Kongressen 6. januar 2021 demonstrerer det tydeligt.
Filmens største afsløring er måske bare, at Stone også kan være en flink fyr. Da
Guldbrandsen bliver alvorligt syg og må gennemgå en større operation, er Stone tydeligt
medfølende. Det kommer man ikke langt med i politik.
(anmeldt til denne blog juni 2023)
