Så mange flere skandaler er der måske ikke

Pernille Boye Koch og Tim Knudsen, Ansvaret der forsvandt – om magten, ministrene og embedsværket

Siden årtusindskiftet har der ifølge Pernille Boye Koch og Tim Knudsen i stadig højere grad gjort sig en ansvarsforflygtigelse gældende i regering og centralforvaltningen. I en række sager er enten ministre eller deres topembedsmænd sluppet for at stå til ansvar for åbenlyse fejl. Som illustration gennemgås syv sager: jægerbogssagen, sagen om Stephen Kinnocks skattepligt, sagen om lækken af oplysning om jægerkorpset ekspedition til Irak i 2007, sagen om overbetaling af private sygehuse fra 2002, sagen om de statsløse palæstinensere, der blev nægtet dansk statsborgerskab samt endelig sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania, der blev forhindret af en løgn af Morten Bødskov. Flere andre omtales, herunder Martin Lidegaards solcellesag og sagen om millionstøtten til Lisbeth Zornig.


At disse sager opstår, tilskriver Koch og Knudsen flere forhold. For det første mener de, at der skete et skred i 2001, da den nye VK-regering i Dansk Folkeparti havde så stabilt et støtteparti, at der i realiteten var tale om en flertalsregering, mens mindretalsregeringer indtil da havde været reglen. Et stabilt politisk flertal kan bruges som skjold for ministre, der begår fejl, er Koch og Knudsens argument. For det andet sporer de en ændring i embedsmandskulturen. Tidligere har embedsmænd været stabile og loyale tjenestemænd. Departementschefer var typisk jurister, der havde en slagen karrierevej i ministerierne bag sig. I dag har det ændret sig. Topembedsmænd skifter stilling oftere, og de rekrutteres ikke altid indefra i systemet. Derudover er der ifølge Koch og Knudsen sket den udvikling, at topembedsmænd ikke længere har deres basis i sagkundskaben og juraen, men har fået en mere politisk og rådgivende funktion. De bliver brugt som sparringspartnere for ministrene og er med til at lægge strategier. Stillingsopslagene bliver brugt som illustration. Nu kan man f.eks. kræve "politisk tæft" af en ny departementschef. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Koch og Knudsen ikke mener, at de særlige rådgivere ("spindoktorerne") udgør et problem i sig selv. For det tredje har de sager, der bruges som eksempel, det til fælles, at de bliver opdaget tilfældig og for sent og ofte af andre end dem, hvis opgave det er at føre tilsyn, fx Ombudsmanden eller Rigsrevisionen. Systemets indbyggede fejlretningsprocedurer har ikke den nødvendige styrke.


Forfatterne har uden tvivl ret i, at der er sket en forskydning i embedsværkets funktion og rekrutteringsgrundlag. Men er der tale om en entydig forfaldshistorie, sådan som de implicit lægger op til? Det er jo let at opremse nogle eksempler på, hvor galt det står til, men er der nu også flere sager end tidligere? Hvor godt fungerede systemet egentlig i gamle dage? Man kan jo argumentere for, at et embedsværk, der henter cheferne i egne rækker, kan blive både trægt, selvretfærdigt og indspist. Hvem siger, at det nødvendigvis er en skade, at landet styres af andet end jurister? På hvilken måde lader det sig eftervise, at juridiske hensyn vejede tungere end politiske i forvaltningen før i tiden? Har det ikke altid krævet politiske tæft at være topembedsmand? Da regeringen ophørte med at fungere i 1943, blev landet ledet af departementscheferne i 1½ år. De var efter det oplyste ikke helt uefne. Viggo Kampmanns departementschef må også have haft sit hyr, når statsministeren havde sine efterhånden berømte absencer.


Endelig kan man jo argumentere for, at systemet jo ikke er helt dysfunktionelt. De sager, der bliver brugt som eksempel, er jo i sagens natur blevet opdaget – flere af en vågen presse – og et ansvar er også i mange tilfælde blevet gjort gældende, direkte eller indirekte. De færreste ministre har fået et mistillidsvotum, men flere ministre er gået af, mens medlemmer af oppositionen har viftet dem om næsen med ministeransvarlighedsloven. Anders Fogh Rasmussen måtte f.eks. træde tilbage som skatteminister i en sag, der i øvrigt ikke indgår som eksempel i bogen. Men det gælder også nogle af de eksempler, der er med, fx lækagesagen, hvor forsvarsminister Søren Gade gik af og trådte ud af Folketinget for at gå i "flyverskjul", eller Christiania-sagen, hvor justitsminister Morten Bødskov måtte gå af.


Men bortset fra det kan man jo ikke komme uden om, at en skandale er en skandale for mange, og at vi naturligvis ikke skal stille os tilfreds, før vi bliver fri for disse sager, som denne bog så forbilledligt redegør for.



(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2014. Den oprindelige rubrik var: "Så mange skandaler er der nu heller ikke". Jeg har her rettet en slåfejl, så departementschefstyrets udstrækning er udvidet fra ½ år til 1½ år.)

Dengang Norge gik tabt


Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

særudstilling: 1814



Da Danmark og Norge i 1814 blev skilt efter mere end 400 års union, var adskillelsen så effektiv, at det også gik ud over erindringen om den fælles fortid. I Norge blev det til ”400-årsnatten”, historien om dansk undertrykkelse og udnyttelse af nordmændene, mens vi i Danmark slet og ret glemte. Man skal virkelig se grundigt efter i standardværkerne om dansk historie for at få øje på, at Norge har udgjort en integreret del af riget.

Denne mangel var forudsætningen for, at Norsk Folkemuseum i Oslo og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i Hillerød etablerede et samarbejde om en fælles udstilling om dette skæbneår. Udstillingen åbnede i Oslo den 14. januar, årsdagen for indgåelsen af Freden i Kiel, der blandt andet indebar afståelsen af Norge. I september flyttede den til Hillerød, hvor den kan beses indtil nytår. Der er imidlertid tale om to ret forskelige udstillinger. Den på Folkemuseet i Oslo var både mere norsk og europæisk end den på Frederiksborg, hvor man har valgt at fokusere meget stærkt på en af hovedaktørerne, prins Christian Frederik, i Danmark bedre kendt som Christian VIII.

Christian Frederik var tronfølger og blev af sin fætter, kong Frederik VI, sendt til Norge som statholder i 1813. Danmark-Norge var efter flådens ran i 1807 blevet allieret med Napoleons Frankrig. Rusland havde i 1809 erobret Finland fra Sverige, og under den følgende krise i Sverige lykkedes det den franske marskal Bernadotte at blive valgt til tronfølger. Han ønskede imidlertid ikke at erobre Finland tilbage, men at vinde Norge.

Efter Napoleons mislykkede forsøg på at erobre Rusland i 1812 lå vejen åben for Bernadottes planer, godt hjulpet på vej af Frederik VI, der ikke ønskede at forlade alliancen med Frankrig. I januar 1814 måtte den danske konge indgå fred med Sverige, der var støttet af Storbritannien og Rusland. Norge måtte afstås.

Prins Christian Frederik øjnede muligheden for at blive konge i et selvstændigt Norge. Det var bare ikke muligt for ham umiddelbart at overtage tronen. Han måtte gå vejen om ad det norske folk, til hvem suveræniteten var hjemfalden. I den forbindelse blev han hjulpet af en ungdomsven fra København, Carsten Anker, der i mellemtiden var blevet jernværksejer. I Ankers rummelige hjem i Eidsvoll uden for Christiania, det nuværende Oslo, foregik de afgørende forhandlinger om den norske forfatning. Den for sin tid meget moderne grundlov blev vedtaget på Eidsvoll, og Christian Frederik blev planmæssigt valgt til konge den 17. maj 1814.

Men Norge stod ganske alene, og efter en beskeden krig i det tidlige efterår gav den nybagte norske konge op og abdicerede. Det blev af mange nordmænd opfattet som landsforræderi, men i realiteten kunne han ikke andet. Til gengæld blev en stor del af den nyvundne norske selvstændighed bevaret i den personalunion, der blev indgået med Sverige.

Christian Frederik gik med sin dristige politik i Norge i 1814 ikke alene mod alle stormagters ønsker og interesser, men også sin egen fætters, den danske konges. Christian Frederik brød jo fredsbetingelserne fra Kiel. Ikke desto mindre blev prinsen taget til nåde, da han vendte hjem til Danmark. Da han overtog den danske trone i 1839, blev der knyttet mange forgæves håb til, at Danmark ville få en forfatning som den norske. Men som udstillingens tilrettelæggere gør opmærksom på blev der faktisk gennemført afgørende reformer under Christian VIII, ikke mindst af statens finanser. Men her har udstillingen så også forladt sit hovedtema for længst. Et hovedstykke er en taffelopdækning fra Christian VIII’s tid med bordgarniture af forgyldt bronze opstillet i slottets riddersal. Det er utrolig flot, men har altså ikke meget med hverken Norge eller 1814 at gøre.

Norge vender tilbage i udstillingens fokus i forbindelse med opløsningen af den norsk-svenske personalunion i 1905. Norge fik brug for sin egen konge, og valget faldt på den danske prins Carl, der sit ophav til trods blev den norskeste konge under navnet Haakon VII.
Udstillingen på Frederiksborg er noget mere konservativ i sit æstetiske udtryk end den norske forløber. Man har valgt et udstillingsdesign, der er mere i pagt med den tidlige guldalders smag, og som passer bedre til de rammer, som særudstillingerne har på Det Nationalhistoriske Museum En enkelt fladskærm med en animeret udgave af Københavns bombardement 1807 er det blevet til, men ellers har man holdt sig til den klassiske formel: udsøgte genstande og malerier, herunder et par sjældent sete Eckersbergbilleder i privateje, og korte, præcise udstillingstekster.


(Kristeligt Dagblad 21. okt. 2014. Avisen valgte en anden rubrik.)

Church of Love

Torben Bramming, Den forbudte dåb – Sandheden om Massoudsagen

Torben Bramming har siden december 2013 været bisidder for Massoud Fouroozandeh. Fouroozandeh, hvem alle synes at være på fornavn med, stiftede i 1997 Church of Love, en såkaldt migrantmenighed mest for omvendte iranske muslimer. Sideløbende har han taget en teologisk kandidatgrad fra Aarhus Universitet, og da den og den efterfølgende efteruddannelse på Pastoralseminariet var afsluttet i 2011, blev han af biskop Drejergaard tilknyttet Fyens Stift, hvor Church of Love skulle fungere som en såkaldt indslusningsmenighed. Det var hensigten at menigheden skulle udvikles til en valgmenighed under Folkekirken. Den 1. oktober 2011 trådte et projekt ved navn Folkekirkens migrantarbejde med følgende formålsparagraf:



"Det er projektets opgave inden for de næste 3 år: 1. At opsøge, kortlægge og analysere migrantmenigheder i Danmark. 2. At skabe mulighed for samtale og gensidig tillid mellem migrantmenighederne og Folkekirken og således folkeligt og kirkeligt bidrage til en integrationsproces. 3. At bane vejen teologisk og juridisk for, at migrantmenigheder kan få mulighed for at få en tilknytning til Folkekirken, herunder muligheden for at danne valgmenigheder. 4. At etablere muligheder for teologiske samtaler mellem Folkekirken og migrantmenighederne." Projektet ledes af en bestyrelse bestående af biskoppen over Fyens Stift, domprovsten for Skt. Knuds provsti, en repræsentant for Edith & Gotfred Kirk Christiansens Fond, som har støttet projektet økonomisk, samt en repræsentant for den menighed migrantpræsten er tilknyttet.

Fouroozandeh fik i november samme år en 50 % stilling som sognepræst ved Skt. Hans Sogn i Odense med titel af migrantpræst. Her fungerede han parallelt med sit virke som leder af Church of Love. November 2012 tiltrådte Tine Lindhardt som biskop på Fyn. I juni 2013 blev Fouroozandeh indkaldt til en samtale i Bispegården. Bramming beskrive mødet således: "Atmosfæren fornemmes af Massoud som mærkelig fjendtlig. Han får hurtigt opfattelsen af, at han skal bankes på plads. Det viser sig, at det drejer sig om Massouds ansøgninger til de ti stifter om at få støtte til den teologiske uddannelse af præster af anden etnisk herkomst, som er del af Folkekirkens Migrant Arbejdes vedtægter." Fra og med dette møde begyndte Fouroozandehs vanskeligheder ifølge Bramming.

Det er Brammings opfattelse, at Fouroozandeh systematisk er blevet modarbejdet af de kredse i Folkekirken, der er imod hans missionsarbejde blandt muslimer. Det arbejde, der foregår i flere stifter blandt migranter, har først og fremmest religionsdialog som formål, ikke mission. Bramming mener ligefrem at kunne identificere et ubehag i folkekirken mod kristen mission blandt muslimer. Hvorom alting er, synes det at have vakt anstød i de øvrige stifter, at et projekt i Odense kalder sig Folkekirkens migrantarbejde, og man har reageret på en ansøgning fra Fouroozandeh om tilskud til en særlig uddannelse for migrantpræster. Biskop Lindhardt bad ham i hvert fald trække ansøgningerne tilbage, og søgte også at ændre navnet på projektet, så det kom til at hedde "Del af Folkekirkens migrantarbejde".


Episoden i Odense bispegård afslørede et problem, der synes at være gennemgående i denne sag, nemlig uafklarede forventninger. Man kunne tage eksemplet med ønsket om at skabe en særlig uddannelse for migrantpræster. Fouroozandeh synes at have taget for givet, at det var en del af arbejdet, og Bramming skriver endda, at det er en del af projektets vedtægter. Det er det ikke, som det fremgår ovenfor, og han kan heller ikke fremlægge dokumentation for, at det er et noget, der er aftalt med projektets bestyrelse. Brudstykker af en email fra stiftskontorchefen om konteringsprincipper for eksterne midler er det eneste, der kan fremvises. Det er ganske tydeligt, at Fouroozandeh har handlet helt på egen hånd, og at det er derfor han blev indkaldt til en samtale i Bispegården.

Men Bramming kan ikke se, at Fouroozandeh har gjort noget forkert. Han er fuld af begejstring over det missionsarbejde, som Fouroozandeh udfører: "Jeg talte med en ingeniør og en sygeplejerske fra Århus, som to år tidligere var konverterede, og det gik op for mig, at det som gjorde dem frie ikke var en lang sekulariseringsproces i et senmoderne videns- og velfærdssamfund, men de var blevet frisat af evangeliet ganske som Paulus og Peters forkyndelse frisatte mennesker, der levede i en religion, der dengang delte verden op i rent og urent."

Noget andet er, at konflikthåndteringen fra biskoppens og projektbestyrelsens side antagelig ikke har været optimal. Det har heller ikke hjulpet, at parterne løbende har ført den indbyrdes dialog gennem pressen, ikke mindst Kristeligt Dagblad, der flittigt har dækket historien og trykt debatindlæg.

Fra at være et spørgsmål om forventningsafstemning og kompetencefordeling blev sagen nu også teologisk. Fouroozandehs dåbssyn blev betvivlet af flere, men det afviser Bramming med det argument, at Fouroozandeh jo har gennemgået den krævede teologiske uddannelse. Men hvad indhold Fouroozandeh lægger i de dåb, han udfører hører vi faktisk ikke om, kun at hans kritikere er selvmodsigende og tager grusomt fejl.


Fouroozandehs missons- og dåbsvirksomhed foregik fortsat i regi af Church of Love, og spørgsmålet opstod, hvor vidt en præst ansat i Folkekirken kan døbe uden at det indebærer, at vedkommende optages som medlem af Folkekirken? Der har tilsyneladende været fortilfælde, men Fouroozandeh gør det systematisk, hvilket ifølge Bramming fik Tine Lindhardt til at forbyde ham at døbe, et forbud, der dog blev ophævet igen. Enden på historien blev, at Fouroozandeh er blevet præst i Danmarks første migrantvalgmenighed, der benytter Skt. Hans Kirke i Odense, men den anden halvdel af hans beskæftigelse er udset til at være funktionspræst direkte under biskoppen. Bramming mener, at der fortsat er tale om, at biskoppen modarbejder Fouroozandeh, men spørgsmålet er, om der ikke fra et mindre temperamentsfuldt synspunkt er tale om en meget mindelig løsning?

Bogen er et partsindlæg til fordel for Fouroozandeh. Det er der for så vidt ikke noget forgjort i, især ikke nu, da det oprindelige tre-årige projekt er udløbet. Bramming forsømmer imidlertid især for konfliktens indledende episoder i vid udstrækning at dokumentere sine påstande. Han har ikke systematisk indhentet referater, breve, emails eller uafhængige vidneudsagn som belæg for sin udlægning af begivenhedsforløbet. Han beretter uredigeret løs optændt af forargelsens hellige ild. En episode, hvor en ledende figur i Folkekirkens religionsdialogiske arbejde angiveligt kaldte Fouroozandeh for "perker", er ikke vidnebelagt.


Men bogen tegner også billedet af en dybtliggende og principiel konflikt i Folkekirken mellem, hvad man kan kalde funktionærerne og missionærerne. Bramming skriver i den anden og mere programmatiske halvdel af bogen:


"Det en alvorlig situation vi står i, fordi så mange magtfulde personer i Folkekirken satser på kirkelige analysecentre, hvor man gennem sociologiske og psykologiske undersøgelser ser på kirkens segmenter og anbefaler strategier om, hvordan kirken lokalt skal holde fast på forbrugerne. Fordi dialogsegmentet i Folkekirken sidder på kirkens fællessfond, laver man, kort sagt, kirken om fra en national kirke for det danske folk af nye og gamle danskere til en centrumvenstreorienteret pressionsgruppe, som entusiastisk støtter enhver innovation i miljø- minoritets- og socialpolitik – hvis rummelighed over for al verdens aktiviteter er uendelig, undtagen selvfølgeligt, når det gælder folk som Massoud, der betragtes som reaktionær fundamentalist. Massoud står derimod i en forståelse af kristendommen, som ser sig selv som del af Guds historie. Det betyder, at f.eks. missionsbefalingen ikke er et forslag eller en beskrivelse af, hvad man gjorde engang, men det som driver ham som befaling fra den højeste instans.


Vi er langt hinsides den gamle strid mellem Indre Mission og statskirkeligheden. Og selv om Massoud Fouroozandeh får sin valgmenighed, ser det ud til, at hans bisidder har benyttet lejligheden til at lyse til kirkekamp. "En kirke uden mission er en kirke uden sjæl" som missionæren og hans bisidder siger.

(Kristeligt Dagblad 20. okt. 2014; Avisen havde forkortet anmeldelsen, og jeg har hertil foretaget et par enkelte sproglige rettelser for klarhedens skyld)


Torben Bramming svarede i avisen den 24. okt.:

Jeg bliver desværre nødt til at svare på anmeldelsen, som Jes Fabricius Møller lavede af " Den forbudte dåb" i Kristeligt Dagblad den 20. oktober. Den gengiver nemlig ikke bogens hovedtese, men formidler forudfattede meninger om, hvad sagen drejer sig om.

Jes Fabricius Møller mener, som han skriver: " Massoud Fouroozandeh er grebet af den hellige ild, og så skal småting som budgetter, beføjelser, dogmatik, strukturer, referater og den slags ikke stå i vejen. Jeg synes, at man har været meget imødekommende over for hans ideer " Det er opsummeringen af anmeldelsens indhold, som han selv giver på Facebook.

Af den grund får han ikke forholdt sig til hovedpåstanden, at sagen drejer sig om Massouds missionssyn. Han forholder sig ikke til fakta, som at det samlede bispekollegium roste Massoud og påpegede hans uundværlige arbejde, samtidig med at han ikke fik støtte til sine projekter (undtagen fra Helsingør Stift), som man vel kunne forvente efter et samlet bispekollegiums ros.

At Massoud står uden løn efter sin roste " enestående missionsindsats", er også fakta. Det er lidt svært for mig og den juridiske bisidder Kristine Garde at forstå, hvordan Jes Fabricius Møller kan betegne det som, at Fyens Stift har været meget imødekommende? Det svarer jo til, at Jes Fabricius' stilling på Grundtvig-Akademiet og på Københavns Universitet blev nedlagt, men at han fik at vide, at han gerne for egen regning og uden løn måtte arbejde videre derhjemme. Jeg tror, selv anmelderen vil betakke sig for den slags imødekommenhed.

Han forbigår den kølige juridiske bisidder Kristine Gardes fremstilling af biskoppens moralske løftebrud og foregiver ikke at forstå, hvorfor man i systemet arbejder uden referater, dagsordner og uden at kalde tjenstlige samtaler for tjenstlige samtaler, men skyder problemerne over på en besværlig person i et uskyldigt imødekommende system.

Jes Fabricius Møller påstår, at teologisk migrantuddannelse ikke er en del af Massouds projekt, selvom det står i bogen, hvor hele projektet er aftrykt, og at Massoud derfor er gal på den.
(Han havde ganske vist kun bogen en dag til anmeldelse, og det er gået hurtigt, men alligevel ) Fabricius Møller går hen over de trykte ritualer omkring dåb og bogens redegørelse for Massouds dåbssyn, der hviler på, at han for eksempel har aflagt præsteløfte på bekendelsesskrifterne i folkekirken, og vil i stedet for insinuerende vide, hvad Massoud lægger i ordene, når han døber?! Anmeldelsen er et partsindlæg for dialogfløjen og systemet, der helst vil gøre Massoud til en besværlig flygtning, der er grebet af " den hellige ild", som i de kredse er et skældsord.

Jeg bliver derfor nødt til at opfordre folk til selv at danne sig en mening om bogen ved at læse den - og støtte missionen blandt muslimer, som nu er i knæ på grund af det, Jes Fabricius Møller kalder stiftets " meget imødekommende" holdning over for Massouds ideer.

Jeg fik Brammings replik forelagt af debatredaktionen og havde samme dag følgende duplik i avisen: 

Torben Bramming hævder, at jeg er forudfattet i min anmeldelse af hans bog om den såkaldte Massoud-sag. Jeg kan som læsevejledning meddele, at alle oplysninger om sagen, som er gengivet i anmeldelsen, stammer fra Brammings egen bog.

Jeg har ingen part i sagen, og jeg har ikke tidligere interesseret mig for eller ytret mig offentligt om den. Jeg har i min anmeldelse lagt vægt på at gøre rede for hændelsesforløbet, fordi det er, hvad størsteparten af bogen handler om. Jeg er meget uenig i de forklaringer og fortolkninger, som Bramming bringer i anvendelse, og jeg kan konstatere, at han mangler dokumentation for centrale påstande. Grundlæggende anlægger Bramming den fortolkning, at Massoud Fouroozandeh modarbejdes af folkekirken. Det er imidlertid ikke en opfattelse, der understøttes af begivenhedsforløbets hovedtræk.

Massoud Fouroozandeh oprettede i 1997 en frikirke, hvor han omvendte muslimer. På den baggrund vandt han Fyns daværende biskop Drejergaards positive opmærksomhed, og en proces blev iværksat for at integrere dette arbejde i folkekirken. Der blev skaffet penge, så Massoud Fouroozandeh kunne få en teologisk kandidatgrad, og da den var i hus, iværksatte Fyens Stift i 2011 et treårigt projekt, hvis formål det blandt andet var at " bane vejen teologisk og juridisk for, at migrantmenigheder kan få mulighed for at få en tilknytning til folkekirken, herunder muligheden for at danne valgmenigheder." Samtidig skabtes en midlertidig halvtidsstilling som migrantpræst i Odense til Massoud Fouroozandeh.

Undervejs har der været nogle bump på vejen, for der var tilsyneladende uenighed om, hvad formålet med projektet egentlig var. Massoud Fouroozandeh synes for eksempel at have fået det indtryk, at han skulle skabe en uddannelse for migrantpræster, selvom det ikke er indeholdt i projektets formålsparagraf, uanset hvad Bramming bliver ved med at hævde.

Efter tre år medvirkede Fyns nye biskop, Tine Lindhardt, med en anbefaling til, at en valgmenighed nu kan dannes med Massoud Fouroozandeh som præst. Mission accomplished, om man så kan sige, men altså ikke ifølge Bramming.


Massoud Fouroozandeh har fået omfattende støtte til sin uddannelse og til sin missionsvirksomhed fra en privat fond og fra Fyens Stift. Ingen har fyret ham. Ingen har taget penge fra ham. Han har som planlagt fået sin stilling som valgmenighedspræst. Stiftet opslog desuden ved den midlertidige stillings udløb en ny næsten tilsvarende halvtidsstilling til ham som migrantpræst, som han imidlertid ikke ønskede at søge. Hvis det skal forestille modgang, har Torben Bramming meget at lære af livet endnu.

Staten

Ole Thyssen, Statslegender. Filosoffernes blik på staten – fra flodstat til velfærdsstat
Informations Forlag


Mogens Herman Hansen, Hvad er en stat?, Det kongelige danske videnskabernes selskab

Tidsskriftet Sfinx, Temanummer om Augustus, september 2014


"Bringing the state back in" har været en slags slagord for både sociologien og historievidenskaben de sidste godt 25 år. Sloganet stammer fra titlen på en berømt antologi fra 1985, der genintroducerede staten som en organisationsform af betydning. Den var ellers gledet bort fra forskernes opmærksomhed til fordel for emner som "folket", "civilsamfundet", "arbejderklassen" eller "markedet". "Staten" er en abstrakt størrelse. Den er ikke en genstand, man kan observere. I et monarki personificeres den af monarken og i en republik af præsidenten, men staten er en juridisk person, ikke en konkret. Denne juridiske person reguleres af folkeretten – i dag oftest med en direkte oversættelse af det engelske begreb kaldet international ret eller lov. Hvad gør stater egentlig? Staten er – med en definition af den tyske sociolog Max Weber – den menneskelige sammenslutning, der med held opretholder et legitimt voldsmonopol inden for et givet territorium. Med voldsmonopol menes evnen og viljen til at håndhæve lov og orden inden for statens grænser. Når denne evne eller vilje ikke foreligger – altså når monopolet brydes og en konkurrence om retshåndhævelsen opstår – kalder vi det "borgerkrig" eller "en fejlslagen stat".

Interessen for staten som fænomen er tilsyneladende usvækket, for i denne måned udkommer hele to bøger om emnet, skrevet af henholdsvis filosoffen Ole Thyssen og antik historikeren Mogens Herman Hansen.

Ole Thyssens bog er ganske vist kronologisk, men ikke historisk. Den forfølger sit emne gennem tiden fra begyndelsen til i dag, men det er faktisk ikke nok til at udgøre en historiebog, for den er mere optaget af at udrede sit emne begrebsligt end at skildre det i sin udvikling og historiske kontekst. Thyssen bruger mest kronologien som en måde at disponere sit stof. Han skriver om statslegender, altså statens mytologi, forestillinger om staten, statens tegnforklaring. Grundlæggende tænker han filosofisk, og filosoffer, siger han, "tester ikke deres teorier med spørgeskemaer eller surveys. De lever i systemernes og begrebernes verden og taler om klasser, konger og "folket". De taler om "borgerskabet" uden at forklare dets bemanding. De bevæger sig "over skyerne", og kun få huller i skydækket åbner for glimt ned på jorden, hvor mennesker lever deres korte liv. Empirisk ufølsomhed er prisen for, at de kan bevare et overblik, som måske er verdensfjernt, måske verdensskabende." Bogens formål er altså ikke at skildre staten som den var og er, men at give stof til eftertanke om staten som fænomen.

Bogen er en reflekteret gennemgang af, hvad store statsteoretikere gennem tiden har tænkt om staten som fænomen. Thyssen indleder med at definere, hvad man overhovedet skal forstå ved en stat. Den såkaldte Montevideokonvention fra 1933 fastslår, at en stat for at kunne anerkendes som sådan skal have en permanent befolkning, et territorium, en regering samt evnen til at indgå forbindelse med andre lande. Denne definition tillægger ikke regeringsformen nogen fremtrædende værdi, så længe der er en duelig regering, der kan håndhæve orden indadtil og territoriets integritet udadtil. Derfor anerkendes Nordkorea som en stat i det internationale samfund på linje med f.eks. Danmark. Thyssen føjer flere elementer til den grundlæggende definition af staten. Den skal blandt andet også have en symbolsk orden, altså et navn, ritualer, flag, nationaldag, nationalsang osv., en statslig administration, en ordning af økonomien m.m.

Problemet med Thyssens definition er, at den kun dækker den moderne stat, det vil til nød sige den statsopfattelse, der i teorien opstod efter Den Westfalske Fred 1648, men i praksis først blev gennemført i det 19. århundrede. I bund og grund er hans bog bygget op om den diskussion af staten, der udgik fra politiske filosoffer som Hobbes, Locke, Bodin, Montesquieu og den mere ukendte, men meget interessante Johannes Althusius. Den giver selvfølgelig klassikerne – Aristoteles, Platon m.fl. – den plads, som de skal have, men til gengæld ignorerer han stort set det gammeltestamentlige kongedømme, det islamiske kalifat og middelalderens feudale monarkier som statsform, antagelig fordi de ikke passer ind i den oplysningstanke, hvorfra hans bog udgår. Thyssens bog er en tour-de-force gennem de politiske filosoffers hovedværker, men spørgsmålet er, hvor han vil hen med det? Håndbogen i politisk filosofi er skrevet adskillige gange. Bogen er bestemt værd at læse, især gennemgangen af det 18. og 19. århundredes politiske filosoffer. Til afslutning prøver Thyssen at udstikke retningslinjerne for, hvordan staten skal tænkes i fremtiden, men det bliver lidt uvedkommende, fordi han er lidt håndsky, når det handler om at konkretisere tankerne.

Mogens Herman Hansens lille bog er væsentlig mere systematisk end Thyssens. Han koncentrerer sig på de kun ca. 100 siders tekst om den moderne europæiske stat, altså de sidste ca. 500 års historie. I en række korte prægnante essays gennemgår han blandt andet statens begrebslige oprindelse, statens forskellige typer, statsbegrebet i folkeretten, tilblivelsen af suveræniteten som idé, nationalstaten, retsstaten og den liberale demokratiske stat.

Hansen skriver lige så beundringsværdigt klart som han tænker. Han har Thyssens anlæg for begrebslig stringens, men dertil historikerens sans for kontekst, og derfor er han også meget mere opmærksom på, at den definition af staten, som han lægger til grund, har sin tid. Her får vi redegørelser for forbundsstaten som fænomen, f.eks. den nederlandske republik dannet i 1579 eller statsforbundet, f.eks. NATO dannet i 1949. I en forbundsstat varetager centralmagten den ydre suverænitet, mens f.eks. retshåndhævelsen kan være delt mellem forbundets medlemmer. I et statsforbund har fælles beslutninger gyldighed for de deltagende stater, men ikke for staternes borgere. EU er en hybrid mellem de to former, mere en konføderation end en føderation, fordi den ydre suverænitet stadig påhviler medlemsstaterne, mens forbundet griber langt mere ind i den indre suverænitet end i en forbundsstat. Det bliver ikke mindre kompliceret af, at et medlem, Tyskland, er en forbundsstat, og et andet, Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland, ikke kaldes en forbundsstat, men ligner en sådan mere og mere.

En af de statsformer, som Thyssen ignorerer, men som Hansen omtaler, er imperiet. Imperiet har som fænomen et virkelig dårligt ry, fordi europæisk politisk filosofi har været meget koncentreret om statslig suverænitet, national selvbestemmelse og territorial integritet. Begrebet "lydstat" har nærmest karakter af skældsord, selv om det faktisk er meget tjenligt i beskrivelsen af f.eks. det nuværende Transnistrien eller Nordcypern.

I anledning af, at det er 2000 år siden kejser Augustus døde – ham med alverden, der skulle skrives i mandtal – har det fortjenstfulde tidsskrift Sfinx udgivet et temanummer om denne den første romerske kejser eller Cæsar nummer to. Hæftet, der kunne udgøre et godt supplement til en rejsehåndbog for den romafarende, rummer korte, velskrevne artikler om blandt andet de mindesmærker i Rom, som Augustus efterlod sig, om den fred, han stiftede, om Mussolini, om kejserkulturen og altså om imperiet som idé, der kan fungere som udfordring til den statstanke, der har domineret Europa de sidste par hundrede år. Både Putins Rusland og Den europæisk Union kan forstås som opgør med den klassiske statstanke og som genintroduktion af imperiet, blot på meget forskellig måde, imperium ved magt eller imperium ved indbydelse. Eller som Marianne Jelved tørt konstaterede tidligere på året: "Der er to måder at etablere internationalt samarbejde på, Putins og vores."


(Kristeligt Dagblad, 18. oktober 2014, redaktionen havde valgt en anden titel)

Bornedals 1864

DR TV, 1864, TV-serie af Ole Bornedal, afsnit 1 og 2


Åbningsscenen i den nye tvserie om 1864 foregår på Dybbøl Banke i dag. En skoleklasse af indolente teenagere har stillet blikket på uendeligt, mens læreren forgæves forsøger at forklare dem, hvorfor det er så vigtigt at vide, hvad der foregik på stedet 150 år tidligere. Rasmus Botoft spiller rollen som læreren med en helt præcis fortabthed, der slår temaet an: forholdet mellem nutid og fortid, glemsel, død og ligegyldighed.

Ole Bornedal er dramatiker, ikke historiker. Det er ikke en troværdig fortælling om 1864 som klassisk politisk og militærstrategisk drama, der interesserer Bornedal. Han er optaget af skæbner og mennesker. Idéer, scener og skikkelser er taget fra Tom Buk-Swientys bøger om krigen, men der er ikke tale om, at bøgerne danner et samlet forlæg for manuskriptet.

Tidsbilledet er smukt skildret i kostumer og kulisser. Sprogdragten fra midten af det 19. århundrede er det imidlertid ikke lykkedes at genskabe. Til gengæld taler de fleste skuespillere med tydelig diktion. Det hjalp åbenbart, at man har peget på dem med kanoner.

Serien krydsklipper mellem fortid og nutid, og det greb fungerer rigtig godt. Vi følger en af pigerne fra skoleklassen på Dybbøl Banke. Hun har mistet en bror, der er faldet i en af de danske militære indsatser i udlandet: " et eller andet tørt sted derude," som hun siger. Hun er småkriminel og ender med at få anvist en stilling som medhjælp for en aldrende baron på et forfaldent slot. Her finder hun en 150 år gammel dagbog skrevet af en ung pige, godsforvalterens datter Inge. Denne dagbog udgør seriens fortællestemme.

I den anden ende af historien skildres to brødre, der vokser op på Sydfyn, Laust og Peter, sønner af en fæstebonde, der vender såret hjem fra krigen 1848-1850. De forelsker sig begge i Inge, der skrev dagbogen. Hun er fremragende spillet som lille af Fanny Bornedal. En anden hovedperson er baronens søn, Didrik, hvis sår fra krigen sidder på sjælen. Også han er betaget af den gammelkloge og muntre Inge, der imidlertid afviser ham.

Som et tredje spor følges udviklingen i de toneangivende kredse i København koncentreret om D. G. Monrad. Et dæmonisk geni er han blevet kaldt; tvivlrådig, følsom, lidenskabelig, tungsindig. Alene at rumme og skildre denne komplekse og fascinerende figur er en stor opgave.

Men Monrad forfladiges. Han bliver fremstillet som et viljeløst skvat, et sindbillede på den kombination af overmod og galskab, som er Bornedals diagnose på den danske politik. Monrad i Nicolas Bros skikkelse opsøger Johanne Louise Heiberg, der giver ham, hvad der svarer til stemmetræning og mediecoaching.

Monrad bliver til en endimensionel karikatur på en politiker, der kun kan tale i løsrevne brokker leveret af en spindoktor, en funktion, der i dette tilfælde tildeles Grundtvig af alle mennesker.
Hvis manuskriptforfatteren for eksempel havde ulejliget sig med at opsøge nogle af Monrads egne taler, ville han have fundet stof til eminente replikker. Monrad var faktisk en stor retoriker.
Bornedal finder ingen forsonende træk ved de nationalliberale.

Han fremstiller dem som tankeløse fanatikere, og det bliver klart, at dramaet er en tragedie: historien om det uafvendelige blodbad forårsaget af groteske og absurde politiske beslutninger. Den smukke skildring af Laust og Peters ufordærvede ungdom er et paradis, som vi ved går tabt.

Serien er smukt fotograferet og flot produceret, men det er kun alt for tydeligt, at Bornedal har et politisk budskab, selvom han ihærdigt påstår det modsatte. I andet afsnit, der foregår i begyndelsen af 1860' erne, bliver det for tykt. På godset dukker en karikatur af en flok sigøjnere op, og Didrik behandler dem nedladende og grusomt, mens Inge taler deres sag, og Peter fascineres af deres evner til at bruge naturens urter.

Det ender med, at den gamle baron giver dem arbejde, og ved det afsluttende høstgilde ender alt bogstaveligt talt i harmoni, da de fremmede musikere spiller sammen med de hjemlige. Det er naturligvis meget sympatisk, men det er alt for meget budskab, endnu mere kliché og alt for lidt drama.

(Kristeligt Dagblad 10. okt. 2014. Redaktionen havde valgt en anden overskrift.)

Stat og marked

Ove Kaj Pedersen, Markedsstaten, Hans Reitzels Forlag, 423 sider, kr. 300

Denne bog handler om historien om den frie ret til at udbyde sin arbejdskraft. Egentlig handler den om det modsatte, nemlig at arbejdskraft aldrig i Danmark har været udbudt på et frit og åbent marked. Under enevælden var arbejdet bundet ind af lavsvæsen, fæsteforhold, fattigvæsen, husbondret, vornedskab, tradition og meget andet. Samfundet var grundlæggende bygget op om privilegier og særrettigheder, der knyttede sig til især bosted, køn, formue og stand. Privilegier har to sider. Hvis skattefrihed er nogens privilegium, betyder det, at andre skal betale så meget desto mere. Hvis husbond har revselsesretten, betyder det at tyendet risikerer at få stryg. Privilegier gør et samfund assymetrisk, fordi det gennemvæves af hierarkiske systemer, uligheder og magtrelationer.

Enevælden indebar fra sin begyndelse i 1660 en stærk centralisering af magten i staten, og denne proces nedbrød ganske vist mange af de gamle privilegier, men erstattede dem med nye. Et godt eksempel er stavnsbåndet. Det blev indført i 1733 til erstatning for ældre lovgivning, og hensigten var at give godsejeren, hvis pligt det var at stille med et bestemt antal karle til krigstjeneste, et middel til at fastholde drenge og mænd på godset. Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 fejres som regel som et gode, men i praksis kunne det kun ophæves, fordi soldaterindskrivningen blev centraliseret, således at den ikke længere påhvilede godsejerne.
I modsætning til retten til at drive fri næring, blev retten til at råde over udbuddet af sin egen arbejdskraft ikke sikret med Grundloven i 1849. Den såkaldte forsørgelsesparagraf (nuværende §75) fastslår i sit første afsnit, at enhver arbejdsduelig borger skal have mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse, og i det andet afsnit, at den, ”der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.” 

Denne paragraf fortolker Ove Kaj Pedersen som en fortsættelse af den enevældige lovgivnings behandling af fattige og straffede, nemlig at de skulle stille deres arbejdskraft til rådighed for staten. Det er hans grundlæggende pointe, at arbejdskraften aldrig er sat fri, det vil sige stillet til den enkeltes fri rådighed. Den danske stat har ganske vist i modsætning til næsten alle andre stater afholdt sig fra at regulere arbejdsmarkedet, men den særlige danske arbejdsmarkedsmodel, knæsat med den store aftale mellem arbejdsgivere og fagforeninger i 1899 forudsætter, at aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager grundlæggende indgås kollektivt og ikke individuelt.

Oven på den sådan set ret enkle historie om reguleringen af markedet for arbejdskraft bygger Ove Kaj Pedersen en anden historie, frihedens historie. Her må man indskyde, at det bestemt ikke er nogen nem opgave at parafrasere, hvad Ove Kaj Pedersen overhovedet vil med sin bog. Bogen er for lang og for dårligt redigeret. Læseren må igennem flere kapitlers begrebsgymnastik, inden man når til det første konkrete eksempel på side 61. De teoretiske afsnit er meget vanskeligt tilgængelige, skrevet som de er i en fransk, abstrakt filosofisk tradition. De kapitler, der gennemgår lovgivningen gennem tiderne synes nærmest at være forberedende noter, der er løftet direkte over i manuskriptet, mens andre passager ligner forfatterens talesprogsagtige dialog med sig selv. Hvis bogen er tiltænkt den almindeligt interesserede læser, rammer den temmelig meget ved siden af sit publikum. Det er synd, for Pedersen har nogle virkelig interessante pointer (forudsat jeg altså har forstået dem ret), når det handler om frihed.

Man kunne vende tilbage til stavnsbåndet for at illustrere. Dets ophævelse er blevet fremhævet som et meget stort fremskridt for friheden i Danmark. Det var det som nævnt i den konkrete sammenhæng næppe, men pointen går videre, for tolkningen af friheden som en slags konstans i historien, der er enten undertrykt eller ikke, bygger på en tilbageprojicering af et fænomen fra det 19. århundrede, som Pedersen kalder ”normalsubjektet”. Det er et myndigt retssubjekt, der har rådighed over f.eks. egen formue og ejendom, civilstand, bevægelsesfrihed og arbejdskraft, og som derfor frit kan indgå kontraktlige forhold med andre normalsubjekter om indgåelse af ægteskab, salg af ejendom eller udlejning af arbejdskraft på lige fod, ubundet af privilegier. Normalsubjektet er i en vis grad et ideal, ikke mindst som nævnt for arbejdskraftens vedkommende, men et ideal med et samfundsforandrende potentiale. Men det har også betydning for fortolkningen af historien. 

Grundfortællingen om frihedens historie, altså den enkelte borgers ret til handle på egne vegne, blev til, at en oprindelig, naturlig frihed var blevet undertrykt af en despotisk magt, men at mennesket på ny skulle frisættes. Man antog ganske enkelt, at ”friheden” fandtes fx under enevælden, blot i undertrykt tilstand, og derfor har stavnsbåndets ophævelse spillet så stor en rolle i denne udlægning af historien. Det er en grundfortælling, der også indebærer, at der findes et grundlæggende modsætningsforhold mellem frihed og (central) statslig magtudøvelse. Heroverfor sætter Pedersen den tanke, at friheden i skikkelse af normalsubjektet ikke dukkede op fra en tilværelse i nedtrykt uvirksomhed efter enevældens fald, men derimod skabtes af den moderne statsmagt. Kort fortalt gives alle de forudsætninger, som sikrer den enkeltes handlefrihed som retssubjekt, som borger, som ejendomsbesidder af staten – markedsstaten. Det marked, der er det handlende subjekts arena, er tilvejebragt af staten, og forudsætningen for, at individet kan handle på det, er ikke mindst en høj grad af disciplinering. Den konflikt, der opstår, er altså ikke en kamp mellem stat og individ, men er udtryk for et indbygget paradoks i friheden selv.

Eller med Pedersens egne ord, der her også kan tjene som en afsluttende illustration af hans lidt egensindige omgang med sproget: ”På den måde forudsættes det, at der med markedsstaten og dens individuelle friheder skabes et rum for muligheder, men også en distance mellem norm og handling, ligesom modsætningen mellem at være fri og at leve socialt rejser spørgsmål om, hvad en stat er, og hvordan den leves. Samtidig rejses spørgsmålet om udøvelse af magt, dvs. om, hvordan statsformen søges gjort uomgængelig ved, at subjekter dannes til at forstå sig som individer med egen myndighed, uddannes til at handle rationelt, gives færdigheder til at følge markedets incitamenter og også styres og kontrolleres til at gøre som pålagt eller udsættes for tvang eller repression, hvis de ikke gør det. Redskaberne for påvirkning er mange, men det vigtigste er, at de alle indebærer udøvelse af magt til forudsætning for minimering af distancen og maksimering af statsformens aktualisering.”

(Kristeligt Dagblad 27. juni 2014. Sidste afsnit med det lange citat var udeladt i avisens trykte udgave. Avisen havde valgt en anden overskrift)

Overlever fra Holocaust

Robert Fischermann, At forstå er ikke at tilgive - en dansk KZ-overlevers livslange rejse,Gyldendal

Robert Fischermann blev født i København i 1928 som søn af indvandrede jøder fra Kurland i det nuværende Letland. Familien var blevet advaret forud for jødeaktionen i oktober 1943, men var med undtagelse af de to ældste søskende af forskellige grunde hjemme, da tyskerne bankede på. Faderen undslap, men Robert, hans mor og tre yngre søskende blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt, hvor de tilbragte halvandet år som kz-fanger.

Theresienstadt var ingen almindelig kz-lejr. Den tjente som en slags mønsterlejr, som tyskerne kunne bruge til at vise frem for offentligheden. At overleve Theresienstadt handlede om ikke at blive sendt videre til en udryddelseslejr. De danske fanger nød i kraft af en særaftale særlig opmærksomhed, så de forblev i lejren, men det betød naturligvis ikke, at de målt på nogen menneskelig skala slap let. Forholdene var kummerlige, sygeligheden og dødeligheden tilsvarende stor. Af de 470 danske jøder i Theresienstadt døde de 53 under opholdet i lejren. Og eftersom de danske fanger ikke vidste, at de ikke ville blive sendt videre, var den psykiske belastning også betydelig.

Fischermann, hans mor og søskende blev reddet hjem af De Hvide Busser i krigens sidste måneder. De blev genforenet med familiens ældste datter, men erfarede, at faderen og en ældre bror var omkommet under flugtforsøget til Sverige i oktober 1943. Ved hjemkomsten led moderen af depressioner, og en søster begik selvmord. Men Fischermann overlevede som et helt menneske.
 
Han havde mistet sin jødiske tro, men erstattede den med en tro på staten Israel. Han blev zionist. Han tog en uddannelse som ingeniør, blev lykkeligt gift, og familien flyttede i 1972 til Israel, hvor den har boet siden. Først i en høj alder har han kunnet mobilisere et beredskab, der har sat ham i stand til at fortælle om sine oplevelser.
 
Som så mange andre overlevende fra holocaust fortæller han nøgternt og usentimentalt om sine oplevelser under krigen. Det er, som om dette toneleje egner sig bedst, når en særligt brutal virkelighed troværdigt skal gengives. Holocaust er et emne, hvor ethvert forsøg på at bruge et mere malende sprog vil risikere at besmykke eller dække over det, som det forsøger at beskrive.
 
Derudover beretter Fischermann også om, hvordan han efter krigen har kæmpet med at oparbejde sin fortid og forblive et helt menneske i processen. Bogen er en hel selvbiografi. Dermed lægger Fischermann sig op ad en tendens, der også gør sig gældende i holocaust-forskningen, nemlig at se på eftervirkningerne af fangenskabet. De er for de fleste livslange.
 
Til slut i bogen kommer han til de mere principielle overvejelser om, hvorvidt tilgivelse af den slags ugerninger, som blev begået mod blandt andre jøderne under krigen, er mulig, og hans konklusion er, at det i hvert fald ikke er op til ham at tilgive på andres vegne. Fischermanns bog føjer sig til den lange række af vidnesbyrd om en forbrydelse, der med tiden kun forekommer mere ufattelig, men så meget desto vigtigere er det, at historien bliver fortalt igen.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2014)

En relativist i en stabil verden

Alf Ross, Om Ret og Retfærdighed, Hans Reitzels Forlag

"Det er ikke nogen selvfølge, at denne bog hermed efter et par årtiers fravær atter fnder vej til de danske boghandlere." Således indleder Jakob v. H. Holtermann sin introduktion til gengudgivelsen af et af de mest indflydelsesrige retsvidenskabelige værker i det 20. århundrede overhovedet, der første gang udkom i 1953. Holtermanns velplejede, let arkaiserende sprog fører næsten umærkeligt læseren tilbage til midten af det 20. århundrede. Alf Ross skrev sit værk i en tid, da en formel, urban tone gjaldt som ideal i videnskaben. Så meget desto mere slående virker Alf Ross’ egen tekst med sin ligefremme, moderne stil.

Alf Ross (1899-1979) var professor i jura på Københavns Universitet. Han var en karismatisk og kolerisk skikkelse, stærkt skole-, ja næsten menighedsdannende. Han kaldes ofte retspositivist, men det var ikke et prædikat, han selv anvendte.

Retsfilosofiens forskellige skoler kan anskueliggøres ud fra to yderpunkter, naturretten og retspositivismen. Naturretten går ud fra den antagelse, at der gælder nogle fundamentale principper, uafhængige af tid og sted, som danner – eller rettere bør danne – grundlaget for enhver retsorden. Det var naturretten, der lå til grund for FN’s menneskerettighedserklæring og Nürnbergdomstolene, der dømte de ledende skikkelser i det tyske naziregime efter krigen. Argumentet var, at selv om forbryderne blot havde fulgt ordrer og gældende tysk lov, var deres handlinger en krænkelse af de dybereliggende principper for retfærdighed. Kritikerne af naturretten beskylder den for at være uvidenskabelig. Den er ren idealisme, og til syvende og sidst subjektiv idealisme. Alf Ross udtrykte det i en passage, der også giver os en prøve på hans prosa:


"Som en skøge står naturretten til rådighed for enhver. Der er ikke den ideologi der ikke kan forsvares under påberåbelse af naturens lov. Og hvor kan det være anderledes, når det sidste grundlag for enhver naturret ligger i en privat (intra-subjektiv), umiddelbar indsigt, en evident skuen, en intuition? Kan ikke min intuition være lige så god som din?"


Den idealistiske betragtning af retten slår ifølge Ross døren op for ubunden digt og dogmatik. Men selv om Ross således kritiserer ideaismen i retsvidenskaben, gør det ham ikke til retspositivist. Den retspositivistiske skole går enkelt fremstillet ud fra den grundlæggende antagelse, at der ikke findes nogen forskel på ret og retfærdighed. Enhver lov udleder sin autoritet af andre love, og de indgår i et hierarki af love, hvor den grundlæggende er grundloven i egentlig forstand.


Alf Ross’ retsfilosofi er en mellemposition eller rettere end modifikation af retspositivismen. Han fastholdt den opfattelse, at det ikke var retsvidenskabens opgave at identificere endsige tilvejebringe det moralfilosofiske fundament for retten og retshåndhævelsen. Retsvidenskaben var for ham "norm-deskriptiv, ikke norm-ekspressiv", det vil sige at han ønskede at beskrive, hvilke normer der gjorde sig gældende, ikke foreskrive nogen, hvad de burde gøre. Genstanden for denne beskrivelse var den faktiske retshåndhævelse, og opgaven var at identificere, hvad der var, hvad han kaldte gældende dansk ret. Denne opgave kunne løses ret enkelt ved blot at opregne, hvilke domme, der er faldet, altså hvordan bruges retten i praksis?


Det var imidlertid for Ross en utilstrækkelig tilgang til spørgsmålet. Han sammenlignede det med at ville sætte sig ind i skakspillet ved blot at studere en række partier. Ad den vej kan man nå langt, men man ville aldrig kunne nå til en udtømmende beskrivelse af spillets regler. På den måde ligger Ross’ opfattelse af retsvidenskaben tæt på sociologien, der ikke blot ønsker at registrere en særlig gruppes adfærd, men også udgranske motiverne eller "det abstraherede sæt af normative ideer der tjener som tydningsskema for dansk retslivs fænomener, hvilket igen vil sige, at disse normer følges effektivt og følges, fordi de opleves som social forbindende" på samme måde som skakspillere føler sig forpligtet af spillets regler.



Læren om "den ideologi der faktisk besjæler domstolene" kaldte Ross for retskildelæren, altså undersøgelsen af det, der i praksis lå til grund for domstolenes afgørelser. For det første var der lovene selv, dernæst præcedens og sædvane, hvad juristerne kalder præjudikater, og endelig for det tredje den noget mere luftige kategori "forholdets natur". Sidstnævnte er ikke mindst interessant, fordi "forholdets natur" i høj grad er kulturafhængig. Et af Ross’ eksempler er en strid mellem to naboer, hvoraf den ene har opstillet en ualmindelig hæslig statue i sin have, hvad den anden klager over. Men mens lugt- og og støjgener almindeligvis betragtes som grund til klage, må øjet tåle langt mere end næsen og ørerne, altså en kulturelt betinget privilegering af nogle sanser frem for andre.

Ross var en slags relativist. Han understregede, at det var væsentligt for et samfund at have en orden, men at enhver orden sådan set var vilkårlig eller historiske betinget. Således var der ifølge Ross ikke nogen fornuftig grund til at forbyde polygami, for han mente, at de begrundelser og rationelle betragtninger, "gennem hvilke man til forskellige tider har søgt at begrunde de fundamentale retsinstitutioner som de har formet sig efter tid og sted, i virkeligheden er fiktive."


Netop på dette punkt kan man se, at Alf Ross’ bog har et par generationer på bagen. Det er nemt nok at være relativist i et samfund, der i øvrigt har stabile, fælles værdier. I et samfund, der ikke længere har et entydigt værdigrundlag at hvile på, og hvor "forholdets natur" ikke længere giver sig selv, er det ikke længere gratis at forholde sig ironisk distanceret til bærende værdier. Det blev meget tydeligt demonstreret under karikaturkrisen, hvor fraværet af en værdiernes homogenitet gjorde, at der måtte sættes ord på det, som indtil da var blevet taget for givet, og at de ord blev til et skænderi. Hvordan Ross ville have forholdt sig til problemet, er vanskeligt at sige. Hans kritik af naturretten synes ikke at have mistet sin gyldighed. Det er jo så ganske klart, at rettighedstanken står til rådighed for enhver, der har et synspunkt eller en interesse at gøre gældende. På den anden side synes hans relativisme mest at være til analytisk brug. Når det kom til stykket, var han mere systembevarer end systemnedbryder. Hans bog, "Hvorfor Demokrati?", fra 1946 er et fremragende forsvar for demokratiet som styreform.


Ross havde enorm indflydelse på generationer af jurister, men hans bøger findes ikke længere på jurauddannelserne læseplaner. De hører til på "bibliotekernes massegrave", som professor Jens Evald fra Aarhus skriver i sin interessante biografi om Alf Ross fra 2010. Det er dristigt sagt af en, der selv skriver bøger. Ross’ tanker hørte utvivlsomt sin tid til, men han fortjener at blive læst. Han tænkte og skrev så klart, at selv en ikke-jurist som denne anmelder kan få noget ud af læsningen. Han var og er verdensberømt i retsvidenskabelige kredse. En nyoversættelse af Ret og Retfærdighed er på vej på engelsk. Og så fristes man til at tilføje, at hvis vore dages danske jurister ikke kan tåle at se deres argumenter skærpet på Ross’ strygestål, skulle de måske overveje, om det er deres eller Ross’ argumenter, der er noget i vejen med.


(Kristeligt Dagblad, 26. maj 2014)

Et parti uden retning har fået en bog uden retning

Anders Dybdal (red.) Socialdemokratiske tænkere, Informations Forlag

Denne antologi rummer portrætter af 17 klassiske og moderne tænkere, der kan siges at befinde sig i en socialdemokratisk tradition. Udvalget er ikke særlig velfokuseret. Det begynder med de klassiske tyske socialister, Marx, Engels, Lasalle, Kautsky og Bernstein. Der er fundet plads til fire danskere, Frederik Borgbjerg, Hartvig Frisch, K.K. Steincke og Mogens Lykketoft, tre briter, John Maynard Keynes, Anthony Giddens og Maurice Glasman, en amerikaner, Joseph Stiglitz, tre svenskere, Ernst Wigforss, Alva og Gunnar Myrdal samt en enkelt nordmand, Gro Harlem Brundtland. Det virker ærlig talt som et noget vilkårligt udvalg, der i bedste fald kan vise, at socialdemokratismen er en bredt favnende bevægelse, men i realiteten får den til at se ud som om den er uden retning.
Anders Dybdal er selv tidligere rådgiver for Mogens Lykketoft og medstifter af tænketanken CEVEA, det socialdemokratiske alternativ til den liberale tænketank CEPOS. Yderligere to af bidragyderne er tilknyttet CEVEA. Andre bidragydere er respekterede forskere fra danske, norske og svenske universiteter med en klar politisk profil til venstre for midten. Bogen ligner i sin form nogle af de antologier, der er kommet fra CEPOS, der netop også kombinerer tænketanksansatte skribenter med driftsikre sympatisører fra forskningsverdenen. Forskerne skal forlene værket med legitimitet, og tænketanksfolkene skal forlene forskningen med politisk retning. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Enkeltbidragene kan være nok så fortræffelige, men helheden får gerne karakter af politisk bestillingsarbejde.

Det er meget tankevækkende, at et af bogens måske mest interessante bidrag er skrevet af freelance-sociologen Henrik Dahl. Han kan vel bedst karakteriseres som liberal og i hvert fald ikke som socialdemokrat.  Alligevel er det Dahl, der har størst held med at forklare, hvad moderne velfærdspolitik bygger på i sit bidrag om den britiske sociolog Anthony Giddens. Han betragtes som hjernen bag New Labour, den reformulering af de britiske socialdemokraters partiprogram, der bragte dem til magten i 1997 under ledelse af Tony Blair. Når det britiske folkevid gjorde ”I’m Tory plan B.” til et anagram for ”Tony Blair, MP”, er det udtryk for den fejlagtige opfattelse, at Blair i virkeligheden bare var en slags liberal-konservativ. Dahl gør opmærksom på, at Giddens havde et andet syn på staten end både de liberale og de klassiske socialdemokrater. Giddens stod for Den Tredje Vej eller Den radikale Midte. Begrebet viser tilbage til den franske radikalisme i slutningen af det 19. århundrede, som også var ophav til Det Radikale Venstre. Giddens vil hinsides det horisontale højre og venstre, og han forstår radikalitet som et vertikalt begreb. (Radikal stammer fra det latinske radix, der betyder rod.) Den klassiske velfærdsstat beskytter borgerne mod risiko, mod velkendte nødsituationer som sygdom, alderdom, arbejdsløshed eller invaliditet. Dahl undlader ikke polemisk at føje dovenskab til listen. Giddens vil revitalisere velfærdsstaten ved at investere i borgerne i form af uddannelse og ved at belønne dem for at gøre en indsats og befordre deres sundhed. Staten skal med andre ord ikke blot kompensere for de skader, der er en bivirkning af markedsmekanismerne, men aktivt understøtte borgernes mulighed for at klare sig og dermed også samfundets eller statens internationale konkurrenceevne. Hvis man i den forbindelse tænker konkurrencestat, tænker man ret. Problemet med den omstilling af velfærdspolitikken er, at socialdemokraterne mister stemmer fra alle dem, der mener, at velfærdsstaten skal være en forsørgerstat, ikke en konkurrencestat. Der er simpelthen for stor forskel mellem det, som politikerne ser som de væsentligste udfordringer, og det, som vælgerne oplever som afgørende problemer.
Her kommer Mogens Lykketoft ind i billedet. Eller man må rettere sige, at her ville Mogens Lykketoft være kommet ind i billedet, hvis Søren Kolstrups portræt af Lykketoft havde været mere fokuseret. Selv om Lykketoft muligvis ikke er den store ideolog, er han en betydningsfuld politisk begavelse. Ikke for ingenting sagde man, at Poul Nyrup var statsminister i Lykketofts regering. Lykketoft var arkitekten bag den reform af den offentlige sektor, der tog sin begyndelse i 1990erne. Nøglebegrebet er New Public Management, som Søren Kolstrup tilsyneladende har valgt at se bort fra. Ideen med New Public Management er at gøre op med den embedsmandskultur, der så stort på omkostninger og hensyn til borgerne. New Public Management vil skabe incitamenter for flid, service og effektivitet i den offentlige sektor ved at imitere de markedskræfter, der motiverer den private sektor til at præstere på disse afgørende parametre. Resultaterne ses ikke mindst i uddannelses- og sundhedssektoren, men følgevirkninger som stress hos personalet og dalende kvalitet i ydelserne er også markante. Lykketofts ideer fik en sådan succes, at de blev overtaget kritikløst af regeringerne Fogh Rasmussen, Løkke Rasmussen og Thorning-Schmidt. Af den grund har Lykketoft hjemme i en antologi som denne.

Hvis man vil skrive socialdemokratisk idehistorie, skal man gå væsentlig mere radikalt til værks end denne bog gør. Hvis man vil skrive historien ordentligt, skal man vedkende sig arv og gæld. I bidraget om Steincke går Jørn Henrik Petersen f.eks. lidt for let hen over racehygiejnen, der var en integreret del af Steinckes socialpolitik. Han gik ind for og fik gennemført love om tvangssterilisering af de mennesker, om hvem man mente, at de ikke var værdige til at sætte afkom i verden. Der var i socialdemokratismens ønske om under videnskabens dække at tilrettelægge samfundet i detaljer, den sociale ingeniørkunst, et totalitært anstrøg. Den stærke stat huser ikke kun gode viljer. Blandt andre Yvonne Hirdmans artikel om ægteparret Myrdal savner blik for dette aspekt.
Antologien ligger under for tænketankenes grundskade. De er organisationer, der iklæder synspunkter tilstrækkelig med videnskabelige udenværker til at de kan fremstå som kendsgerninger. I dette tilfælde er der indforskrevet mange fortræffelige videnskabsfolk til formålet, men de er blevet spændt for en vogn, der ikke nødvendigvis er deres egen. Redaktionen burde i virkeligheden blot have vedkendt sig sit politiske anliggende og udeladt de videnskabelige prætentioner. For hvis bogen havde været strammere redigeret og havde koncentreret sig mere om moderne socialdemokratisme, kunne den faktisk have tjent som kompas for et retningsløst parti, og hvis den havde givet los for sine præferencer, havde den forekommet væsentlig mere ærlig

(Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Redaktionen havde rettet udenværker til værker. Det er rettet tilbage igen her.)

Nøgternt om en historisk skandale

Lars Andersen, Scavenius-affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København, Aalborg Universitetsforlag, 174 sider, 250 kroner

Da ministeren for kirke- og undervisningsvæsen, den adelige godsejer Jakob Scavenius (1838-1915), blev afskediget i 1891, blev det af de fleste betragtet som en et resultat af, at han havde været modstander af regeringens tilnærmelser til oppositionen i forsvarsspørgsmålet. Scavenius var blevet minister 10 år før, udnævnt af sin fætter og navnefælle, konseilspræsident Jakob Brønnum Scavenius Estrup. Der var ikke tale om nepotisme. Scavenius var en dygtig minister, der f.eks. havde stor betydning for udviklingen af museums- og arkivvæsenet. Han nedsatte et kirkeligt råd, der skulle arbejde for en større grad af selvstændighed for kirken, men havde som bekendt ikke held med det.

I forsvarsspørgsmål var han udpræget konservativ, men i kulturelle spørgsmål havde han sympati for det moderne gennembruds mænd, og han var derudover kendt som en ivrig deltager i det københavnske natteliv. Det var et problem for ham som kirkeminister, fordi størstedelen af det kirkelige landskab betragtede brandesianismen som umoralsk og ukristeligt. Og så er spørgsmålet: Kan man have en kirkeminister, der er så radikal? Har ministerens private livsanskuelse og levned betydning for hans embedsførelse? Hvordan skal man forstå forbindelsen mellem politikerens private liv og hans offentlige?

Nogle få år før sin afsked var Scavenius blevet udfordret af en af sine partifæller, grosserer Carl Ingeman-Petersen (1854-1915), der offentligt anklagede Scavenius for at have besøgt en prostitueret. Det var i sig selv ikke strafbart, men dog stadig så alvorlig en anklage, at Scavenius efter nogen betænkningstid følte sig foranlediget til at anlægge en injuriesag. En af grundene til at han måtte anlægge sagen var sandsynligvis pres fra kirkelige kredse, der ikke ville finde sig i at have en minister, til hvem rygter om skørlevned klæbede. Årsagen til at Ingeman-Petersen fremførte sin anklage mod Scavenius var antagelig ikke politisk. Han var missionsk og simpelthen oprigtig forarget. Han havde yderligere efter al sandsynlighed fuldstændig ret. Når Scavenius klarede frisag, skyldtes det, at han havde bestukket centrale vidner og at det lykkedes ham og den del af pressen, der støttede ham, at fremstille Ingeman-Petersen som en isoleret galning.
Sagen, der er velkendt, døde hen, men kun tilsyneladende, hævder Lars Andersen, der med denne bog ønsker at give en ny forklaring end den herskende på Scavenius’ afgang. Andersen mener at kunne vise, at Scavenius’ privatliv, ikke hans politik, blev udslagsgivende for hans afskedigelse. Det er en relativt beskeden pointe at skrive en hel bog om. Bogen skal imidlertid ikke læses for sin pointe, men for sin detaljerede gennemgang af en vaskeægte skandale. Der er to hovedtyper af politiske skandaler, der handler om henholdsvis embedsmisbrug og personlig vandel. Den første type er et spørgsmål om overholdelse af formelle regler, mens den anden type handler om vælgernes tillid til de valgte. Hvem ønsker vi som politiske repræsentanter og ledere? Politikerne må svare for både de formelle domstole og for folkedomstolen. Mens reglerne for embedsførelse er både faste og klare, er offentligheden vilkårlig og inkonsekvent i sine domfældelser. Hvad der tjener den ene politiker til ros, bebrejdes den anden. Den enes mod og frisind er den andens mangel på karakter og moral.  

Scavenius var genstand for almindelig latterliggørelse i revyviser og karikaturtegninger. Mediernes behandling af sagen var omfattende. Han var trods sine kvaliteter som minister blevet en belastning for regeringen. Estrup stod i det samme dilemma, som mange af hans efterfølgere har måttet erkende: man fremstår som en svag regeringsleder, hvis man lader sig påvirke for let af folkestemningen, men på den anden side skal man skille sig af med de rådne æg. Det er et spørgsmål om timing.

Lars Andersen tager ikke for alvor fat i den diskussion om det private og det offentlige, som han lægger op til. Det er synd, for trådene kan trækkes helt frem til i dag. Mange af de største politikere i det 20. århundrede har haft rod i privatlivet og ført et levned, der ikke lever op til de moralske standarder, som de fleste hylder – ingen nævnt, ingen glemt. Andersen holder sig i det store hele til en nøgtern redegørelse for selve sagen, men den er sandelig også dramatisk nok i sig selv

(Kristeligt Dagblad 14. april 2014)

Grundtvig impressario

Knud Søndergaard, Asta Grundtvig. Liv og virke – slægt og venner 1826 -1890, Forlaget Vartov, 436 sider, kr. 298

Asta Tugendreich Adelheid, født komtesse Krag Juel Vind Frijs i 1826, blev gift første gang med kammerherre Holger Reedtz i 1848, enke i 1857, gift anden gang med N.F.S. Grundtvig i 1858, enke for anden gang i 1872. Fru Asta, eller Adelheid, som hun selv kaldte sig, er gået over i historien som den, der ledsagede Grundtvig på hans gamle dage. Hun var en stærk og selvstændig kvinde, født adelig, men delte ikke flertallet af sine standsfællers konservative, politiske opfattelse. Kort tid efter sin første mands død fik hun det råd at opsøge Grundtvig som sjælesørger. Hun kendte ham ikke personligt i forvejen, men var forbundet gennem sin familie, idet hendes svoger, Hans Carlsen, var bror til Grundtvigs anden hustru, Marie Toft, der var død i 1854.

Den unge enke på 31 tog fra sit hjem på Palsgaard i Østjylland til København, hvor den aldrende Grundtvig var alene med en blot fire år gammel søn. De to fandt hurtigt sammen. Hun bragte fire børn ind i ægteskabet og fødte i tilgift Grundtvig en datter. Det var et inklinationsparti, men det viste sig også at være mere end det. Grundtvig fik ikke bare en sygeplejerske. Fru Asta havde foruden penge også virketrang, og i 1859 købte hun ejendommen Christianshvile på Frederiksberg, af Grundtvig kaldet "Gladhjem", hvorom bogen beretter: "Indadtil blev villaen en levende ramme om den grundtvigske storfamilie, og udadtil blev den et gæstfrit og inspirerende midtpunkt for udviklingen af Grundtvigs tanker og visioner for kirken og højskolen, og hvor fra Asta kunne udfolde hele sit register af organisationstalent og gæstfrihed."

Samme år blev grunden lagt til de legendariske vennemøder, der blev afholdt på Grundtvigs fødselsdag i september. Her samledes Grundtvigs tilhængere om taler og sang. Grundtvig var i sin levetid det åndelige centrum for disse møder, men hans tredje hustru var den organisatoriske kraft og som sådan en nøgleperson i den bevægelse, der kom til at bære hendes mands navn. I 1867 flyttede familien til ejendommen Store Tuborg, igen købt for fru Astas penge. I 1872 var der igen indbudt til vennemøde, hvor et par tusinde var mødt frem til det, der imidlertid skulle blive en begravelse, da Grundtvig var død kort tid før sin 89 års fødselsdag. Fru Asta Grundtvig forblev et anerkendt centrum for den grundtvigske bevægelse til sin død i 1890.

Selve beretningen om Astas liv udgør kun en mindre del af bogen. Selve biografien afbrydes af kapitler om slægten, venne- og omgangskredsen. I et omfattende appendix finder man blandt andet slægtstavler. Desværre er bogen uden et noteapparat, så man kan se, hvor den store viden stammer fra, og det er i særdeleshed synd, fordi der ligger omfattende studier i litteraturen og arkiverne til grund for bogen. Meget prisværdigt er det, at udgiverne har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at udfærdige et navneregister. Lars Thorkild Bjørn står for den fortræffelige billedredaktion.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)

Danmark i 1800-tallet

Danmark bliver Danmark – Krig, kamp og genier i 1800-tallet
Aarhus Universitetsforlag, 104 sider, kr. 149,95
Denne antologi, der er blevet til som led i den store 1800-talsfestival, der netop er blevet afholdt i Aarhus, består af 100 meget korte tekster, et for hvert år i det 19. århundrede, skrevet af næsten lige så mange forskellige historikere, litterater, musikvidenskabsfolk og mange andre. De omhandler så forskellige temaer som moderskab, hæren, mad, adel, opera, indvandring, skagensmalerne, Grundloven, eksport, Treårskrigen, bedrageri og meget, meget andet. Teksterne har nærmest karakter af klummer. De er pointerede og velskrevne, samtidig med at de inddrager resultaterne fra den seneste forskning. Hver tekst er illustreret med et eller flere velvalgte billeder gengivet i en fremragende kvalitet. Til sammen danner billeder og tekst en mosaik, der er en fortrinlig introduktion til et århundrede, der på en gang forekommer at være på den ene side eksotisk og fremmed og på den anden side genkendelig og moderne.

(Kristeligt Dagblad 18. marts 2014)

Værdigt om en vigtig modstandsmand

Tom Hermansen, Før jeg siger farvel - samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler

Jørgen Kieler (født 1919) var sammen med sine søskende aktiv i modstandsgruppen Holger Danske. Han blev taget af Gestapo i 1944 og sammen med sin bror bragt til KZ-lejren Neuengamme, nærmere bestemt den bestialske Aussenlager Porta Westfalica, der nærmest havde karakter af udryddelseslejr.

Om tiden som modstandsmand og som KZ-fange har Kieler for godt 10 år siden skrevet i et sagligt og grundigt erindringsværk med titlen " Hvorfor gjorde I det?", i to bind, udkommet på Gyldendal.

I 2005 udkom en interviewbog, "Om lidt er de borte", også på Gyldendal, hvor blandt andre Kieler fortæller sin historie til Ninka, Anne Wolden-Ræthinge.

Kieler færdiggjorde efter krigen sine medicinske studier og blev en respekteret kræftlæge, der desuden brugte sine personlige erfaringer til at undersøge de helbredsmæssige virkninger af et ophold i en KZ-lejr. Han forvaltede sin egen fortid ved at forholde sig videnskabeligt til den. Det er den samme tilstræbte objektivitet, man finder i det 10 år gamle erindringsværk.

I denne interviewbog har journalist Tom Hermansen imidlertid fået lirket lidt i lægen, og det er blevet til et personligt portræt af en mand, der endnu ikke er holdt op med at reflektere over de begivenheder for 70 år siden, der har formet ham og hans skæbne. Bogen handler først og fremmest om tiden 1940-1945, men den tager helt bevidst sit udgangspunkt i nutidens Jørgen Kieler, en skrøbelig, men stadig meget åndsfrisk mand.

Kieler repræsenterede og repræsenterer den ikke-kommunistiske del af modstanden, den del, der især var motiveret af nationale følelser og en stærk retfærdighedssans.

Han bryder sig ikke om Systemet Politiken og Bo Lidegaards forsvar for Erik Scavenius og samarbejdspolitikken, bestemt ikke.

Men Kieler har også lært at forsone sig. Minderne fra Porta Westfalica er stadig bitre, men han har stiftet fred med det Tyskland, som han i 1945 svor aldrig at ville besøge.

Kieler, der ellers godt har kunnet virke lidt skråsikker i sine vurderinger, beretter om, hvordan han løbende har måttet justere sit syn på livet og verden, og fortæller varmt og for det meste usentimentalt - man er vel stadig læge - om det at blive en gammel, gebrækkelig enkemand, og om glæden ved at have børn og børnebørn, om erindringens nødvendighed og om pligten og trangen til at besøge de grave, der bliver flere og flere.

Hermansen gør ikke Kieler til profet eller sandhedsapostel, men skildrer en mand, der er værd at lytte til, fordi han har omsat sine erfaringer til levet liv og betjent sig flittigt af sin intelligens og samvittighed undervejs. Hermansen har ristet ham en værdig rune.

(Kristeligt Dagblad 10. marts 2014)

Med forargelsen som drivkraft

Adam Hochschild, Aldrig mere krig, Informations Forlag

Denne bog handler ikke om krigen 1914-1918 i militærhistorisk forstand. Den skildrer en række britiske skæbner, der var involveret i krigen som generaler, menige soldater, iagttagere, embedsmænd, aktivister, forfattere, politikere og mange flere. Bogen bringer læseren vidt omkring i det udstrakte imperium, hvor vi møder kendte og ukendte aktører.

Hochschild kan tegne et portræt i få streger. Gennemgående er hans interesse for kvindeskikkelserne som for eksempel en suffragette som Charlotte Despard, der var pacifist - og søster til feltmarskal sir John French. De holdt interessant nok meget af hinanden. Læseren får også et portræt af den fascinerende lady Violet Cecil, svigerdatter til den britiske premierminister lord Salisbury. Hun ledsagede sin mand, der var officer, til Sydafrika, hvor han deltog i boerkrigen, og hun forelskede sig i den britiske generalguvernør, ungkarlen lord Milner. Tyve år senere blev hun enke, og de kunne endelig gifte sig.

Parret udgør to af bogens centrale skikkelser, som Hochschild bruger til at fortælle sin historie. Hans metode er at krydsklippe raskt fra situation til situation, fra person til person. Det bliver næsten for fragmenteret. Bogens bliver dog holdt sammen af sin dramatiske kerne, kampen for og imod krig, striden mellem militarister og pacifister i Storbritannien. De få krigsmodstandere som for eksempel filosoffen Bertrand Russell er bogens helte, der skildres som glimt af lys i en formørket tid. Bogen har en undertone af forargelse over britisk imperialisme og racisme i skikkelse af Rudyard Kiplings digtning, militærets arrogance, overklassens privilegier og politikernes ansvarsløshed.

Konger og kejsere fremstilles som barokke og latterlige, og religiøsitet betragter Hochschild med overbærende undren. I skildringerne af slagene på Vestfronten udfolder han hele sin skrivekunst for at udstille lidelsen, opregne tabet af menneskeliv og udstille, hvad han betragter som krigens meningsløshed. Den krigsbegejstring, der fandtes ikke blot i det første krigsår, kender Hochschild udmærket, men den er ham som fænomen helt fremmed.

Her står han i modsætning til Hew Strachan, der i sin nyligt oversatte bog, der blev anmeldt her i avisen for 14 dage siden, ikke fordømmer, men forsøger at forklare og forstå, at finde årsager til og mening med galskaben, hvorimod Hochschild synes at ville lade sig nøje med at fælde dom. Det er farverigt og godt skrevet, men Hochschilds drivkraft er forargelsen, så han taler først og fremmest til dem, der føler som han.

(Kristeligt Dagblad, 8. feb. 2014)

Mening i galskaben

Hew Strachan, Første Verdenskrig, Informations Forlag

Første Verdenskrig, The Great War, Den Store Krig, som den stadig kaldes på engelsk, betegnes ofte som et meget stort skel i europæisk historie, fordi denne krig opfattes som et retningsløst blodbad og et meningsløst vanvid. Det er især de store slag på Vestfronten - Verdun, Ypres, Somme osv. – der har fået lov til at stå som billedet på en krig, der blev udkæmpet i et tilsyneladende konstant regnfuldt efterår i Belgien og det nordlige Frankrig, et søle af underafkølet mudder og blod, der ikke rykkede sig ud af stedet. Det blev den krig, der for alvor slog det dogme fast i den europæiske bevidsthed, at krigen selv er uden mening, at væbnet konflikt er det, der indtræffer, når verden er løbet tør for fornuft og menneskelighed.
Hew Strachan nuancerer dette billede betydeligt på flere punkter. For det første fremhæver han, at denne i udgangspunktet europæiske krig faktisk var en verdenskrig, fordi den blev udkæmpet på hele det eurasiske kontinent, i Afrika samt på alle verdenshave alene af den grund, at størstedelen af verden uden for de amerikanske kontinenter var underlagt europæisk koloniherredømme.
For det andet går han ud fra den grundlæggende antagelse, at krig føres af en grund. Der er mening i det, som så let afskrives som galskab.

Krig er et middel til at opnå et formål, der ofte er helt legitimt, f.eks. at opretholde statslig suverænitet, varetage allianceforpligtelser eller beskytte vitale interesser. Blandt mange begivenheder, kan nævnes to som eksempel på Strachans tilgang. Det mislykkede britiske forsøg på at overtage herredømmet over udsejlingen fra Sortehavet, kendt som nederlaget ved Gallipoli, afskrives normalt som en stor fejl af daværende marineminister Churchill, men Strachan redegør klart for, hvorfor ideen ikke var så tosset endda i udgangspunktet. Tilsvarende giver han en afvejet bedømmelse af det armenske folkedrab. Han underbetoner på ingen måde det tragiske element, men peger på, at skyldsspørgsmålet måske ikke lader sig afgøre så let.

Som en tredje vigtig pointe peger han på, at krigens udbrud ikke skyldtes de største krigsførende parter, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Rusland eller USA, men det habsburgske dobbeltmonarki, Østrig-Ungarn. Forud for krigsudbruddet i 1914 var gået to i sammenligning små krige på Balkan, der havde haft som resultat, at Serbien havde ekspanderet på bekostning af både Det osmanniske Rige og det habsburgske. Da en serbisk understøttet gruppe af attentatmænd trods amatøragtig forberedelse og virkelig elendig udførelse havde held til at myrde den habsburgske tronfølger, Franz-Ferdinand, i Sarajevo i sommeren 1914, blev Wien provokeret til at udløse en krig, der havde til hensigt at sætte serberne på plads. Det var denne regionale konflikt, der i løbet af ganske få måneder eskalerede til en krig i største skala.

Krigen udgjorde det endelige sammenbrud for en vellykket magtbalance, for næsten et århundredes fravær af større væbnede konflikter i Europa. Napoleonskrigene var sluttet med en aftale mellem stormagterne i Wien i 1815 om en afvejning af interesser, der betød et gennembrud for diplomatiet som konfliktløsningsmiddel. Dette system, kaldet den europæiske koncert, var ikke perfekt. Ikke mindst Preussens opstigning til dominerende magt på kontinentet med dannelsen af det andet tyske kejserrige i 1871 forskubbede balancen som et resultat af de tre krige mod henholdsvis Danmark, Østrig og Frankrig i 1864, 1866 og 1870.
Strachan nævner ikke krigen i 1864, og det kan ikke undre, for selv i tysk historieskrivning er den stort set glemt. Det var en meget isoleret konflikt i europæisk sammenhæng, men helt afgørende for opbygningen af preussisk dominans i Nordeuropa og dermed en nøgle til forståelse af sammenbruddet af den europæiske koncert. Heller ikke afståelsen af de dansk vestindiske øer i 1917, der var en af forudsætningerne for USA’s indtræden i krigen, nævnes. Øerne kunne have udgjort et centralt flådestøttepunkt for tyskerne, hvis de havde valgt at besætte Danmark. Det er ganske vist en detalje i det store billede, men ikke desto mindre en, som kunne have perspektiveret temaet for den danske læser. Til gengæld er et af verdenshistoriens største søslag mellem skibe bygget af stål, The Battle of Jutland i 1916, omhyggeligt omtalt.
Strachans oversigt over krigen er klassisk krigshistorie. Han lægger vægt på betydningen af den teknologiske og økonomiske udvikling, militære strategier og taktikker. Som læser er man godt tjent med at have et atlas ved hånden, hvis man ikke på forhånd er fortrolig med flodernes forløb på Balkan eller atollernes fordeling i Stillehavet. De kort, som er aftrykt i bogen, er ikke meget værd, og illustrationerne yder ikke bogens ambition nogen retfærdighed.

Det er en både vedkommende og udfordrende bog. Strachan har med overblik og detailindsigt kondenseret et utroligt omfattende begivenhedskompleks på mindre end 400 sider uden at læseren følger sig forsømt. Det er noget af en præstation.