Staten

Ole Thyssen, Statslegender. Filosoffernes blik på staten – fra flodstat til velfærdsstat
Informations Forlag


Mogens Herman Hansen, Hvad er en stat?, Det kongelige danske videnskabernes selskab

Tidsskriftet Sfinx, Temanummer om Augustus, september 2014


"Bringing the state back in" har været en slags slagord for både sociologien og historievidenskaben de sidste godt 25 år. Sloganet stammer fra titlen på en berømt antologi fra 1985, der genintroducerede staten som en organisationsform af betydning. Den var ellers gledet bort fra forskernes opmærksomhed til fordel for emner som "folket", "civilsamfundet", "arbejderklassen" eller "markedet". "Staten" er en abstrakt størrelse. Den er ikke en genstand, man kan observere. I et monarki personificeres den af monarken og i en republik af præsidenten, men staten er en juridisk person, ikke en konkret. Denne juridiske person reguleres af folkeretten – i dag oftest med en direkte oversættelse af det engelske begreb kaldet international ret eller lov. Hvad gør stater egentlig? Staten er – med en definition af den tyske sociolog Max Weber – den menneskelige sammenslutning, der med held opretholder et legitimt voldsmonopol inden for et givet territorium. Med voldsmonopol menes evnen og viljen til at håndhæve lov og orden inden for statens grænser. Når denne evne eller vilje ikke foreligger – altså når monopolet brydes og en konkurrence om retshåndhævelsen opstår – kalder vi det "borgerkrig" eller "en fejlslagen stat".

Interessen for staten som fænomen er tilsyneladende usvækket, for i denne måned udkommer hele to bøger om emnet, skrevet af henholdsvis filosoffen Ole Thyssen og antik historikeren Mogens Herman Hansen.

Ole Thyssens bog er ganske vist kronologisk, men ikke historisk. Den forfølger sit emne gennem tiden fra begyndelsen til i dag, men det er faktisk ikke nok til at udgøre en historiebog, for den er mere optaget af at udrede sit emne begrebsligt end at skildre det i sin udvikling og historiske kontekst. Thyssen bruger mest kronologien som en måde at disponere sit stof. Han skriver om statslegender, altså statens mytologi, forestillinger om staten, statens tegnforklaring. Grundlæggende tænker han filosofisk, og filosoffer, siger han, "tester ikke deres teorier med spørgeskemaer eller surveys. De lever i systemernes og begrebernes verden og taler om klasser, konger og "folket". De taler om "borgerskabet" uden at forklare dets bemanding. De bevæger sig "over skyerne", og kun få huller i skydækket åbner for glimt ned på jorden, hvor mennesker lever deres korte liv. Empirisk ufølsomhed er prisen for, at de kan bevare et overblik, som måske er verdensfjernt, måske verdensskabende." Bogens formål er altså ikke at skildre staten som den var og er, men at give stof til eftertanke om staten som fænomen.

Bogen er en reflekteret gennemgang af, hvad store statsteoretikere gennem tiden har tænkt om staten som fænomen. Thyssen indleder med at definere, hvad man overhovedet skal forstå ved en stat. Den såkaldte Montevideokonvention fra 1933 fastslår, at en stat for at kunne anerkendes som sådan skal have en permanent befolkning, et territorium, en regering samt evnen til at indgå forbindelse med andre lande. Denne definition tillægger ikke regeringsformen nogen fremtrædende værdi, så længe der er en duelig regering, der kan håndhæve orden indadtil og territoriets integritet udadtil. Derfor anerkendes Nordkorea som en stat i det internationale samfund på linje med f.eks. Danmark. Thyssen føjer flere elementer til den grundlæggende definition af staten. Den skal blandt andet også have en symbolsk orden, altså et navn, ritualer, flag, nationaldag, nationalsang osv., en statslig administration, en ordning af økonomien m.m.

Problemet med Thyssens definition er, at den kun dækker den moderne stat, det vil til nød sige den statsopfattelse, der i teorien opstod efter Den Westfalske Fred 1648, men i praksis først blev gennemført i det 19. århundrede. I bund og grund er hans bog bygget op om den diskussion af staten, der udgik fra politiske filosoffer som Hobbes, Locke, Bodin, Montesquieu og den mere ukendte, men meget interessante Johannes Althusius. Den giver selvfølgelig klassikerne – Aristoteles, Platon m.fl. – den plads, som de skal have, men til gengæld ignorerer han stort set det gammeltestamentlige kongedømme, det islamiske kalifat og middelalderens feudale monarkier som statsform, antagelig fordi de ikke passer ind i den oplysningstanke, hvorfra hans bog udgår. Thyssens bog er en tour-de-force gennem de politiske filosoffers hovedværker, men spørgsmålet er, hvor han vil hen med det? Håndbogen i politisk filosofi er skrevet adskillige gange. Bogen er bestemt værd at læse, især gennemgangen af det 18. og 19. århundredes politiske filosoffer. Til afslutning prøver Thyssen at udstikke retningslinjerne for, hvordan staten skal tænkes i fremtiden, men det bliver lidt uvedkommende, fordi han er lidt håndsky, når det handler om at konkretisere tankerne.

Mogens Herman Hansens lille bog er væsentlig mere systematisk end Thyssens. Han koncentrerer sig på de kun ca. 100 siders tekst om den moderne europæiske stat, altså de sidste ca. 500 års historie. I en række korte prægnante essays gennemgår han blandt andet statens begrebslige oprindelse, statens forskellige typer, statsbegrebet i folkeretten, tilblivelsen af suveræniteten som idé, nationalstaten, retsstaten og den liberale demokratiske stat.

Hansen skriver lige så beundringsværdigt klart som han tænker. Han har Thyssens anlæg for begrebslig stringens, men dertil historikerens sans for kontekst, og derfor er han også meget mere opmærksom på, at den definition af staten, som han lægger til grund, har sin tid. Her får vi redegørelser for forbundsstaten som fænomen, f.eks. den nederlandske republik dannet i 1579 eller statsforbundet, f.eks. NATO dannet i 1949. I en forbundsstat varetager centralmagten den ydre suverænitet, mens f.eks. retshåndhævelsen kan være delt mellem forbundets medlemmer. I et statsforbund har fælles beslutninger gyldighed for de deltagende stater, men ikke for staternes borgere. EU er en hybrid mellem de to former, mere en konføderation end en føderation, fordi den ydre suverænitet stadig påhviler medlemsstaterne, mens forbundet griber langt mere ind i den indre suverænitet end i en forbundsstat. Det bliver ikke mindre kompliceret af, at et medlem, Tyskland, er en forbundsstat, og et andet, Det forenede kongerige Storbritannien og Nordirland, ikke kaldes en forbundsstat, men ligner en sådan mere og mere.

En af de statsformer, som Thyssen ignorerer, men som Hansen omtaler, er imperiet. Imperiet har som fænomen et virkelig dårligt ry, fordi europæisk politisk filosofi har været meget koncentreret om statslig suverænitet, national selvbestemmelse og territorial integritet. Begrebet "lydstat" har nærmest karakter af skældsord, selv om det faktisk er meget tjenligt i beskrivelsen af f.eks. det nuværende Transnistrien eller Nordcypern.

I anledning af, at det er 2000 år siden kejser Augustus døde – ham med alverden, der skulle skrives i mandtal – har det fortjenstfulde tidsskrift Sfinx udgivet et temanummer om denne den første romerske kejser eller Cæsar nummer to. Hæftet, der kunne udgøre et godt supplement til en rejsehåndbog for den romafarende, rummer korte, velskrevne artikler om blandt andet de mindesmærker i Rom, som Augustus efterlod sig, om den fred, han stiftede, om Mussolini, om kejserkulturen og altså om imperiet som idé, der kan fungere som udfordring til den statstanke, der har domineret Europa de sidste par hundrede år. Både Putins Rusland og Den europæisk Union kan forstås som opgør med den klassiske statstanke og som genintroduktion af imperiet, blot på meget forskellig måde, imperium ved magt eller imperium ved indbydelse. Eller som Marianne Jelved tørt konstaterede tidligere på året: "Der er to måder at etablere internationalt samarbejde på, Putins og vores."


(Kristeligt Dagblad, 18. oktober 2014, redaktionen havde valgt en anden titel)