Så mange flere skandaler er der måske ikke

Pernille Boye Koch og Tim Knudsen, Ansvaret der forsvandt – om magten, ministrene og embedsværket

Siden årtusindskiftet har der ifølge Pernille Boye Koch og Tim Knudsen i stadig højere grad gjort sig en ansvarsforflygtigelse gældende i regering og centralforvaltningen. I en række sager er enten ministre eller deres topembedsmænd sluppet for at stå til ansvar for åbenlyse fejl. Som illustration gennemgås syv sager: jægerbogssagen, sagen om Stephen Kinnocks skattepligt, sagen om lækken af oplysning om jægerkorpset ekspedition til Irak i 2007, sagen om overbetaling af private sygehuse fra 2002, sagen om de statsløse palæstinensere, der blev nægtet dansk statsborgerskab samt endelig sagen om Pia Kjærsgaards besøg på Christiania, der blev forhindret af en løgn af Morten Bødskov. Flere andre omtales, herunder Martin Lidegaards solcellesag og sagen om millionstøtten til Lisbeth Zornig.


At disse sager opstår, tilskriver Koch og Knudsen flere forhold. For det første mener de, at der skete et skred i 2001, da den nye VK-regering i Dansk Folkeparti havde så stabilt et støtteparti, at der i realiteten var tale om en flertalsregering, mens mindretalsregeringer indtil da havde været reglen. Et stabilt politisk flertal kan bruges som skjold for ministre, der begår fejl, er Koch og Knudsens argument. For det andet sporer de en ændring i embedsmandskulturen. Tidligere har embedsmænd været stabile og loyale tjenestemænd. Departementschefer var typisk jurister, der havde en slagen karrierevej i ministerierne bag sig. I dag har det ændret sig. Topembedsmænd skifter stilling oftere, og de rekrutteres ikke altid indefra i systemet. Derudover er der ifølge Koch og Knudsen sket den udvikling, at topembedsmænd ikke længere har deres basis i sagkundskaben og juraen, men har fået en mere politisk og rådgivende funktion. De bliver brugt som sparringspartnere for ministrene og er med til at lægge strategier. Stillingsopslagene bliver brugt som illustration. Nu kan man f.eks. kræve "politisk tæft" af en ny departementschef. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Koch og Knudsen ikke mener, at de særlige rådgivere ("spindoktorerne") udgør et problem i sig selv. For det tredje har de sager, der bruges som eksempel, det til fælles, at de bliver opdaget tilfældig og for sent og ofte af andre end dem, hvis opgave det er at føre tilsyn, fx Ombudsmanden eller Rigsrevisionen. Systemets indbyggede fejlretningsprocedurer har ikke den nødvendige styrke.


Forfatterne har uden tvivl ret i, at der er sket en forskydning i embedsværkets funktion og rekrutteringsgrundlag. Men er der tale om en entydig forfaldshistorie, sådan som de implicit lægger op til? Det er jo let at opremse nogle eksempler på, hvor galt det står til, men er der nu også flere sager end tidligere? Hvor godt fungerede systemet egentlig i gamle dage? Man kan jo argumentere for, at et embedsværk, der henter cheferne i egne rækker, kan blive både trægt, selvretfærdigt og indspist. Hvem siger, at det nødvendigvis er en skade, at landet styres af andet end jurister? På hvilken måde lader det sig eftervise, at juridiske hensyn vejede tungere end politiske i forvaltningen før i tiden? Har det ikke altid krævet politiske tæft at være topembedsmand? Da regeringen ophørte med at fungere i 1943, blev landet ledet af departementscheferne i 1½ år. De var efter det oplyste ikke helt uefne. Viggo Kampmanns departementschef må også have haft sit hyr, når statsministeren havde sine efterhånden berømte absencer.


Endelig kan man jo argumentere for, at systemet jo ikke er helt dysfunktionelt. De sager, der bliver brugt som eksempel, er jo i sagens natur blevet opdaget – flere af en vågen presse – og et ansvar er også i mange tilfælde blevet gjort gældende, direkte eller indirekte. De færreste ministre har fået et mistillidsvotum, men flere ministre er gået af, mens medlemmer af oppositionen har viftet dem om næsen med ministeransvarlighedsloven. Anders Fogh Rasmussen måtte f.eks. træde tilbage som skatteminister i en sag, der i øvrigt ikke indgår som eksempel i bogen. Men det gælder også nogle af de eksempler, der er med, fx lækagesagen, hvor forsvarsminister Søren Gade gik af og trådte ud af Folketinget for at gå i "flyverskjul", eller Christiania-sagen, hvor justitsminister Morten Bødskov måtte gå af.


Men bortset fra det kan man jo ikke komme uden om, at en skandale er en skandale for mange, og at vi naturligvis ikke skal stille os tilfreds, før vi bliver fri for disse sager, som denne bog så forbilledligt redegør for.



(Kristeligt Dagblad 23. okt. 2014. Den oprindelige rubrik var: "Så mange skandaler er der nu heller ikke". Jeg har her rettet en slåfejl, så departementschefstyrets udstrækning er udvidet fra ½ år til 1½ år.)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar