Bornedals 1864

DR TV, 1864, TV-serie af Ole Bornedal, afsnit 1 og 2


Åbningsscenen i den nye tvserie om 1864 foregår på Dybbøl Banke i dag. En skoleklasse af indolente teenagere har stillet blikket på uendeligt, mens læreren forgæves forsøger at forklare dem, hvorfor det er så vigtigt at vide, hvad der foregik på stedet 150 år tidligere. Rasmus Botoft spiller rollen som læreren med en helt præcis fortabthed, der slår temaet an: forholdet mellem nutid og fortid, glemsel, død og ligegyldighed.

Ole Bornedal er dramatiker, ikke historiker. Det er ikke en troværdig fortælling om 1864 som klassisk politisk og militærstrategisk drama, der interesserer Bornedal. Han er optaget af skæbner og mennesker. Idéer, scener og skikkelser er taget fra Tom Buk-Swientys bøger om krigen, men der er ikke tale om, at bøgerne danner et samlet forlæg for manuskriptet.

Tidsbilledet er smukt skildret i kostumer og kulisser. Sprogdragten fra midten af det 19. århundrede er det imidlertid ikke lykkedes at genskabe. Til gengæld taler de fleste skuespillere med tydelig diktion. Det hjalp åbenbart, at man har peget på dem med kanoner.

Serien krydsklipper mellem fortid og nutid, og det greb fungerer rigtig godt. Vi følger en af pigerne fra skoleklassen på Dybbøl Banke. Hun har mistet en bror, der er faldet i en af de danske militære indsatser i udlandet: " et eller andet tørt sted derude," som hun siger. Hun er småkriminel og ender med at få anvist en stilling som medhjælp for en aldrende baron på et forfaldent slot. Her finder hun en 150 år gammel dagbog skrevet af en ung pige, godsforvalterens datter Inge. Denne dagbog udgør seriens fortællestemme.

I den anden ende af historien skildres to brødre, der vokser op på Sydfyn, Laust og Peter, sønner af en fæstebonde, der vender såret hjem fra krigen 1848-1850. De forelsker sig begge i Inge, der skrev dagbogen. Hun er fremragende spillet som lille af Fanny Bornedal. En anden hovedperson er baronens søn, Didrik, hvis sår fra krigen sidder på sjælen. Også han er betaget af den gammelkloge og muntre Inge, der imidlertid afviser ham.

Som et tredje spor følges udviklingen i de toneangivende kredse i København koncentreret om D. G. Monrad. Et dæmonisk geni er han blevet kaldt; tvivlrådig, følsom, lidenskabelig, tungsindig. Alene at rumme og skildre denne komplekse og fascinerende figur er en stor opgave.

Men Monrad forfladiges. Han bliver fremstillet som et viljeløst skvat, et sindbillede på den kombination af overmod og galskab, som er Bornedals diagnose på den danske politik. Monrad i Nicolas Bros skikkelse opsøger Johanne Louise Heiberg, der giver ham, hvad der svarer til stemmetræning og mediecoaching.

Monrad bliver til en endimensionel karikatur på en politiker, der kun kan tale i løsrevne brokker leveret af en spindoktor, en funktion, der i dette tilfælde tildeles Grundtvig af alle mennesker.
Hvis manuskriptforfatteren for eksempel havde ulejliget sig med at opsøge nogle af Monrads egne taler, ville han have fundet stof til eminente replikker. Monrad var faktisk en stor retoriker.
Bornedal finder ingen forsonende træk ved de nationalliberale.

Han fremstiller dem som tankeløse fanatikere, og det bliver klart, at dramaet er en tragedie: historien om det uafvendelige blodbad forårsaget af groteske og absurde politiske beslutninger. Den smukke skildring af Laust og Peters ufordærvede ungdom er et paradis, som vi ved går tabt.

Serien er smukt fotograferet og flot produceret, men det er kun alt for tydeligt, at Bornedal har et politisk budskab, selvom han ihærdigt påstår det modsatte. I andet afsnit, der foregår i begyndelsen af 1860' erne, bliver det for tykt. På godset dukker en karikatur af en flok sigøjnere op, og Didrik behandler dem nedladende og grusomt, mens Inge taler deres sag, og Peter fascineres af deres evner til at bruge naturens urter.

Det ender med, at den gamle baron giver dem arbejde, og ved det afsluttende høstgilde ender alt bogstaveligt talt i harmoni, da de fremmede musikere spiller sammen med de hjemlige. Det er naturligvis meget sympatisk, men det er alt for meget budskab, endnu mere kliché og alt for lidt drama.

(Kristeligt Dagblad 10. okt. 2014. Redaktionen havde valgt en anden overskrift.)