Anne Sofie Kragh, Showbiz
Morten Messerschmidt er født i 1980 og har været aktiv i Dansk Folkeparti i langt over halvdelen af sit liv. Han blev valgt til Folketinget første gang i 2005. I 2009 blev han valgt til EU-parlamentet, og blev genvalgt 5 år efter med det højeste personlige stemmetal nogensinde afgivet ved et dansk valg, 465.758, eller mere end hver femte afgivne stemme.
Han troede, at han kunne gå på vandet. Det kunne han ikke. Nedturen blev voldsom, både for ham selv og Dansk Folkeparti. Det er der ingen grund til at dvæle ved, for historien er velkendt for den flittige avislæser. I den forstand bringer Anne Sofie Kragh ikke noget nyt frem i sit portræt af den garvede, men stadig relativt unge politiker. Bevares, hun kan fortælle, at han sigtede efter formandsposten i partiet, mens han endnu benægtede det offentligt. Det var noget, som enhver politisk mandagstræner havde gættet efter partiets betydelige nederlag ved folketingsvalget i 2019. Det er ikke oplysningerne. Det er mere nerven i det interview fra 2020, da Messerschmidt betroede sig til Kragh om, at han gik efter formandsposten, der er det afgørende. Ordvekslingen mellem de to er gengivet med en dramatisk forståelse, der kunne have hjemme i et filmmanuskript.
Bogens titel stammer fra en episode fra, da anklagemyndigheden i 2021 havde besluttet at rejse tiltale mod Messerschmidt for misbrug af EU-midler. Da han i den anledning skulle møde pressen, var han ledsaget af en ny medarbejder i partiets presseafdeling, som var lidt beklemt ved situationen. Lige inden de gik på scenen, beroligede han medarbejderen: ”Bare rolig. It’s only showbiz.”
Skal man udlede en analyse af Kraghs bog, er den sætning på den ene side central, fordi Messerschmidt er fuldstændig klar over, at politik handler om iscenesættelse og at han som politiker påtager sig en rolle. Han medgiver selv, at hans sprog, tonefald, gestik og selv det øjenbryn, som han hæver for at omslutte den imaginære monokel, er nøje indstuderet.
På den anden side efterlader bogen også et indtryk af et uforstilt og trofast menneske. Uforstilt er han i sin hengivenhed for vin og opera, et stykke vej fra hans kernevælgers foretrukne rusmidler og underholdning. Trofastheden gælder mennesker, der står ham nær, og partiet. Med ideologien forholder det sig mere fleksibelt. Han var i sine unge år tæt knyttet til en af dansk politiks mest særprægede begavelser, Mogens Camre, der blev en erstatning for den far, han dårlig nok havde kendt. Camre var forhenværende socialdemokrat, men stadig i sin kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat præget af en fordelingspolitisk tankegang. Men så mødte han Søren Krarup og Jesper Langballe, der bragte ham på sporet af den værdipolitiske akse, der skærer den fordelingspolitiske i en 90 graders vinkel. Af den unge liberale økonomist – og kirkesanger – blev der en nationalkonservativ kirkegænger.
Tættest på mennesket Messerschmidt kommer vi i beskrivelsen af hans forhold til Dot Wessmann, med hvem han har dannet par i 15 år. Det kom til et brud mellem dem, da hendes voksne datter var ude for en alvorlig ulykke. Wessmann følte sig svigtet af ham, og Messerschmidt giver hende i dag ret. De fandt sammen igen. Den gensidige forbundethed og hengivenhed er åbenlys. Kort tid efter led Messerschmidt et sammenbrud i forbindelse med, at sagen om EU-midlerne skabte overskrifter. Anne Sofie Kragh giver i den anledning inden for blot tre punktummer et eksempel på, hvor effektiv en fortæller hun er: ”I de næste syv måneder var Messerschmidt nede med stress. Klædt i slåbrok og fuldskæg. Ingen fez.” Mere skal der ikke til, når man i forvejen er blevet introduceret for Messerschmidts omhu med egen fremtræden, herunder hans faible for hovedbeklædninger. Det er både direkte og solidarisk skrevet.
Det blev et enkelt ’like’ på Facebook, der afgjorde Morten Messerschmidts politiske skæbne. Han blev dømt ved byretten i Lyngby for uretmæssig omgang med EU-midler, men den ene, den juridiske, af de tre dommere ’likede’ derefter et opslag på Facebook af Søren Pind, der omtalte og vurderede sagen mod Messerschmidt. Det gjorde, at dommeren måtte vurderes som inhabil. Dommen blev derfor forkastet og sagen blev genbehandlet ved byretten i Lyngby med andre dommere. Messerschmidt blev i den nye sag - bl.a. på grund af ændrede vidneudsagn - frikendt. Hvis man skal tale om sommerfugleeffekten, findes der næppe noget bedre eksempel. Et enkelt uforsigtigt klik med musen fra en byretsdommer var nok til at holde Danmarks største stemmesluger ved magten i Folketinget.
Dette er ikke den bog, som Morten Messerschmidt selv ville have skrevet. Men det er nok den bog, som gør mere for Morten Messerschmidt end han ville have kunnet gøre på egen foranledning. Den er ikke ukritisk. Kragh får et par steder pillet ved Messerschmidts selvforståelse, men ikke på en måde, der stiller ham mere ufordelagtigt i læserens øjne. Hun lader ham fremstå med præcis den grad af skrøbelighed og sårbarhed, som tidsånden tilsiger som passende inden for rammerne af det, som enhver kan google sig til.
Kragh har ikke været ”i hælene på Morten Messerschmidt” i nogen særlig grad. I realiteten bygger bogen på de interviews, som Kragh gennemførte i forbindelse med et portræt i magasinet Euroman i 2014 og iagttagelser og interviews, som Kragh har foretaget pletvist i de seneste fire år. Det er nok til, at hun kan levere et godt bud på et portræt af Morten Messerschmidt. Ingen tvivl om, at vi har at gøre med en kvalificeret og iagttagende fortæller. Det er en afgørende, men ingen udtømmende biografi.
(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2023. Det indskudte "- bl.a. på grund ændrede vidneudsagn -" er tilføjet denne version)
