Thomas Kluge og Kasper Støvring. Det moderne er fortid. Kunst og kultur i en krisetid. Eksistensen, 160 sider, 230 kroner.
Hovedaksen i denne bog, i hvilken Kasper Støvring fortolker en hel række af Thomas Kluges værker, udgøres af den parallel, der er mellem Kluges opgør med moderne kunst og Støvrings opgør med moderne ideologi og tankegang. Bogens titel er finurlig, for selv om det moderne er fortid, betyder det ikke, at Støvring er postmoderne, i hvert fald ikke i den betydning, som Jean-François Lyotard anvendte, da han gjorde begrebet berømt i 1979. I det hele taget er det lidt uklart, hvad Støvring mener det moderne er – bortset fra at han åbenlyst ikke bryder sig om det. På den måde skriver han sig ind i en meget lang linje af modernitetskritikere, der har negativiteten som gennemgående fællestræk.
Thomas Kluge har i nu mere end 30 år arbejdet med et mættet, figurativt billedsprog og er en efterspurgt portrætmaler. Han er selvlært og kom aldrig ind på Kunstakademiet, selv om han forsøgte flere gange. Hans form passer simpelthen ikke ind i den moderne kunstteoris forestillingsverden, der dyrker det abstrakte, provokationen, avantgarden, opgøret med det bestående. Kluges kritikere anklager ham for at leve i fortiden og for at lave ferme og facile pasticher, og Støvring spiller elegant på, at denne kritik har gjort Kluge til en provokerende outsider i dansk kunst. Han er med andre ord, hvad modernisterne gerne selv ville være. Kluge taler blot et billedsprog, som mange kan forstå, fordi der er en reference i hans billeder til noget, som de fleste anerkender som virkelighed, og denne genkendelighed har et stort publikum. Støvrings pointe er, at det ikke gør ham til fortidskunstner, at han er bundet af en klassisk form, for i indholdet er han fri, og denne frihed bruger han til for eksempel i sit valg af rekvisitter eller lyssætning at indbygge foruroligende elementer i sine motiver. Det er samtidskunst.
Der er endvidere et kritisk potentiale i Kluges kunst, fordi han udstiller det akademi, som aldrig ville kendes ved ham. Akademiet har fravalgt ambitionen om genkendelighed, og dermed har det udelukket sig selv fra at føre en samtale med andre end de færreste. Det har lukket sig om sig selv som lort på dåse.
Idealiseringen af grænseoverskridelsens æstetik har ført til en kanonisering af tomheden. Jens Haaning forsøgte at camouflere simpel berigelseskriminalitet som kunst, da han tilegnede sig et større kontantbeløb, som Kunsten i Aalborg havde overdraget i hans varetægt med henblik på at skabe en collage af pengesedler. I stedet afleverede han et tomt lærred, som han havde betitlet ”Take the Money and Run”. Museet bekræftede endda Haanings fidus ved at udstille lærredet som om det var et kunstværk.
Til gengæld for denne opgivelse af ikke blot ønsket om, men også evnen til at skabe en ligefrem reference til verden, har moderne kunst intet problem med at servere politiske budskaber i forholdet 1:1, også selv om det udfordrer basale retsprincipper, som da en institutleder fra Kunstakademiet stjal en buste af Frederik V fra sin arbejdsgiver og smed den i havnen som et udtryk for protest mod Danmarks koloniale fortid, uden at samme institutleder efterlod indtryk af at besidde nogen særlig kundskab om samme fortid.
Det er kun alt for let at være enig i kritikken af Kunstakademiets fortænkte installationer og forskruede ideologiseringer. Men Støvring gør sig også skyldig i sidstnævnte synd, når han tager et ideologisk førergreb på Kluges værk og gør det til et udtryk for sit eget politiske standpunkt. På samme måde instrumentaliserer Støvring også kristendommen, når han gør den til det ”stillads, der gør det muligt for os at restaurere vores vestlige hus i forfaldstider.” Untergang des Abendlandes and all that jazz.
At der er en parallel mellem Kluge og Støvring, betyder i overensstemmelse med geometriens læresætninger, netop at de to linjer ikke mødes. Det handler for Støvring om, at muslimerne er fjenden og at Vesten må besinde sig på sine egne værdier for at overleve. Han kunne have citeret fra Saxo, hvor drengen Folke har fået i opdrag at overdrage kong Vermund den nyhed, at svenskekongen er i offensiven: ”Jeg bringer godt nyt. Fjenden er i landet.” For det er, hvad det handler om for Støvring. Det er i uvejret af stål; det er i blodets og jernets tid, at det afgøres, hvad vi er gjort af. Renselsen er i kampen. Om der er hjemmel i Kluges værk til den konklusion, fremgår ikke.
(Kristeligt Dagblad 9. april 2024. Avisen valgte en anden rubrik.)
