Hård og kold som sten

A Storm Foretold, dokumentar, DR TV

Den første gang vi møder hovedpersonen i Christoffer Guldbrandsens portræt af Roger Stone er det som en munter mand, der doserer vodka i sine drinks med rund hånd. Han gør grin med Guldbrandsens efternavn og mener, at det lyder sådan lidt teutonisk og nazi-agtigt. Det får Stone så til, at Guldbrandsens bedstefar nok udryddede jøder. Så er Stone præsenteret: en lidt drikfældig, veltalende, charmerende bølle.

Der klippes til et event, et politisk møde af en slags, hvor Stone taler for et publikum om Trump som en mand, der marcherer efter sin egen rytme, og som ikke lader sig styre eller kontrollere.  Så klippes der til en scene, hvor Stone i et interview praler af, at han har kontrolleret og styret Trump i 30 år.

Her skal man nok også finde grunden til, at en dreven taktiker som Stone ønsker at deltage i en dokumentarfilm, der har til hensigt at afsløre Trumps bagmand. Stone har en vare at sælge, og det er, at han kan gøre den mest usandsynlige kandidat – Trump – til præsident ved hjælp af beskidte tricks. Han er som tryllekunstnerne Penn & Teller, hvis fornemste nummer er et, hvor de afslører, hvordan de gennemfører en af deres berømte illusioner.

Stones virkemidler er ikke lige så sofistikerede, men hans manipulationer fungerer i grunden på samme måde. Han er faktisk mest, hvad man i computerbranchen i sin tid kaldte WYSIWYG – What You See Is What You Get. På den måde kunne Stones eget efternavn være et kunstnernavn. Han image er, at han er hård og kold som en sten. Hvor tydeligt kan det blive?

En af de store gåder er, at Stone antagelig har lige så lidt til overs for Trumps vælgere som Hillary Clinton havde. Hvordan kan Stone blive repræsentant for en politisk bevægelse, der i kulturel forstand befinder sig milevidt fra hans egen persona? Stone bærer oftest jakkesæt og går med hat, og når han en sjælden gang selv går klædt som en Trump-vælger, er det tydeligt, at t-shirt og jeans er et kostume for ham. Guldbrandsen udstiller hans forfængelighed, når han får blånet sit hår hos frisøren eller når han gør morgentoilette. 

Stone lægger også vægt på at tale et velplejet engelsk. Hans storbyelegance er lige så langt fra Trumps vælgere i Midtvesten som Trumps egen blakkede, newyorkske ejendomskrejlerkarriere. Ikke desto mindre går begge rent ind hos segmentet. Det er et besynderligt paradoks. Det bliver vi ikke klogere på. Journalistisk har Guldbrandsen valgt at være ”fluen på væggen”. Det giver et indblik i Stones verden – eller i hvert fald en illusion om et indblik – men giver ikke svar på særlig mange spørgsmål, for Guldbrandsen stiller dem ikke.

Et af de ubesvarede spørgsmål må være, hvad mørke fyrster og grå eminencer i grunden lever af? Follow the money. Trump synes at være en noget upålidelig patron. Stone på sin side er en noget ustadig klient. Der er faktisk også noget lidt sølle over Stones eksistens. I flere scener virker det nærmest som om Guldbrandsen fungerer som Stones privatchauffør. Er Stone i virkeligheden så meget på spanden, at han har brug for et lift? Og hvad var det for en historie om, at Stone havde forventet betaling for sin deltagelse i filmen? Det bliver vi heller ikke klogere på.

Så hvad er det, Guldbrandsen egentlig afslører? Er det den forfængelige dandy? Næppe. Den havde vi nok regnet ud i forvejen. Er det den manipulerende, hykleriske politiske taktiker? Egentlig ikke. For det er som sagt den vare, som Stone søger at markedsføre. Han giver den tydeligvis gerne som Mørkets Fyrste og Grå Eminence i amerikansk politik. Filmens dokumentation af optakten til stormen på Kongressen 6. januar 2021 demonstrerer det tydeligt. Filmens største afsløring er måske bare, at Stone også kan være en flink fyr. Da Guldbrandsen bliver alvorligt syg og må gennemgå en større operation, er Stone tydeligt medfølende. Det kommer man ikke langt med i politik.

(anmeldt til denne blog juni 2023)