Hitler sælger

Arthur Brand, Hitlers Heste, Kristeligt Dagblads Forlag

Billedhuggeren Josef Thorak udfærdigede til Hitlers rigskancelli i Berlin to skulpturer af heste i overstørrelse, ”schreitende Pferde”. Arthur Brand hævder, at det er almindelig antaget, at skulpturerne gik til ved Berlins fald i 1945 og gør et stort nummer ud af, at han selv ud fra en film optaget ved Rigskancelliet i det tidlige forår 1945 havde opdaget, at skulpturerne var blevet fjernet før slaget om Berlin (s. 78).

Skulpturerne stod i mange år opstillet ved en sovjetisk kaserne i Eberswalde. Det får Brand ifølge sin egen beretning dokumenteret, fordi han under et arkivbesøg i Berlin uopfordret af en arkivbetjent får oplysninger om en mand, der ved noget om det, han er ved at undersøge. Denne mand viser sig at være i besiddelse af en kopi af en filmoptagelse oprindeligt foretaget af kunstneren Franz Lanzendörfer af skulpturerne fra Eberswalde (s. 101). Men det er så alligevel ikke Brand, der har opdaget – eller genopdaget – skulpturerne, for som han skriver i efterordet:

”Frank Lanzendörfer var ikke den eneste, som havde opdaget skulpturerne på kaserneterrænet i Eberswalde. Den østtyske fotograf Steinert havde i 1984 efter et tip også taget billeder af skulpturerne efter at være kommet ind på kaserneterrænet ad en smutvej. Og få år senere fotograferede en vesttysk kunsthistoriker dem og skrev om det.” (s. 259)

Ikke et ord om, hvem denne kunsthistoriker var eller hvor resultaterne blev publiceret. Brand er udsat for flere besynderlige slumpetræf. Da han besøgte Carinhall, Görings landsted, blev han uopfordret opsøgt af en ældre mand, der ikke alene havde kendt Göring personligt, men oven i købet viste sig at sidde inde med oplysninger om nogle af de kunstværker, som havde befundet sig på stedet. (s. 64) 

Problemet er, at de oplysninger, som han ved denne lejlighed får adgang til, er alment tilgængelige. Og så har de i øvrigt ikke det ringeste med Hitlers heste at gøre. Der er mange af den slags blindgyder i plottet. F.eks. går der et helt kapitel med at han opsøger Himmlers datter i München og hun afviser at tale med ham. Et andet kapitel går med, at han besøger en samler af nazi-memorabilia i Bruxelles, der ejer en miniature af Thoraks heste. På et foto ser man Brand holde miniaturen. På et andet ser man Brand stå foran Thoraks atelier, som han også besøger.

Efter at der er gået mange sider med at bekræfte, hvad sagkundskaben sådan set har vidst hele tiden, nemlig at Hitlers heste overlevede krigen, bliver bogen lidt mere interessant. Hestene var af DDR blevet solgt til vestlige samlere for hård valuta. Nu var de blevet sat til salg på det sorte marked, og det havde vakt de tyske myndigheders interesse.

Brand indledte et samarbejde med politiet i Berlin. Han foregav at være agent for en køber af hestene. Han samarbejdede også med en journalist fra Der Spiegel. Noget tyder på, at Brands vidnesbyrd har spillet en rolle for tilvejebringelsen af en ransagningskendelse på tre adresser i Tyskland, der endte med, at skulpturerne i 2015 blev beslaglagt af myndighederne. Forbundsrepublikken er statsretlig efterfølger til Nazityskland og gjorde som sådan krav på ejendomsretten til skulpturerne. De to skulpturer er efter en retssag nu blevet overdraget til et museum i Spandau.

Bogen lanceres på forsiden af den danske udgave som den ”utroligt sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden” tilføjet et citat fra Daily Telegraph: ”Kunstverdenens Indiana Jones”. På bagsiden tilføjes ”Med livet som indsats i jagten på sandheden”. Så er den danbrownske scene sat.

Men det er selviscenesættelse. Bogen er skrevet som en førstepersonsfortælling, og den følger Arthur Brands vej ind i problemkomplekset. Hvert kapitel bærer navnet på en europæisk by som overskrift. Han har været langt omkring. Det er dog småt med livsfaren. Det virker bare hektisk, og det kommer til at dække over, at det i grunden ikke er så meget, han selv har fundet ud af. Interessant nok har det vist sig, at der også findes en tredje pendant til hestene, som siden 1961 har befundet sig i en kostskole i Bayern. Den blev i sin tid overdraget skolen af kunstnerens enke som betaling for hendes børns ophold på skolen. Den tredje hest er ikke med i bogen, ikke fordi den er ligegyldig, men antagelig fordi Brand ikke kan tage æren for opdagelsen.

Bogen er udformet næsten som et filmmanuskript. Scenerne er sat som i en dokumentarfilm med masser af dialog, også fra situationer, hvor forfatteren ikke har haft mulighed for at tage noter.  Alene af den grund må man antage, at der er tale om i bedste fald rekonstruktioner. Bogen er oversat til mange sprog, og man kan godt forstå, at den er populær. Hitler sælger, som man siger i forlagsbranchen. Men foruden blindgyder i plotstrukturen, mystiske tilfældigheder og en del fyldstof i form af især transportscener, er der ikke kød nok på historien til at berettige en hel bog på 260 sider, ikke hvis Arthur Brand skal være hovedpersonen.

(anmeldt her til bloggen 19. marts 2023)