I skyggen af Rusland

 Vibe Termansen

I skyggen af Rusland, Gads Forlag, 224 sider

Denne bog føjer sig til en håndfuld af udgivelser, der udkommer lige omkring årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine. Mens Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel f.eks. i deres bog forsøger at forklare Rusland i dag ud fra indre, politiske, økonomiske og militære strukturer og dynamikker, går Vibe Termansen rent historisk til værks, og hun ser konsekvent Rusland fra et centraleuropæisk perspektiv.

Det er et interessant greb, fordi det tager fat i den russiske selvforståelse, der i høj grad netop er historisk. Termansen begynder enkelt og effektivt med den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt fra august 1939, hvor Hitler og Stalin delte store dele af det nordlige og centrale Europa mellem sig. Den aftale dannede forudsætning for, at Tyskland kunne angribe Polen i september samme år og erobre store dele af Nord- og Vesteuropa året efter. I kraft af samme aftale kunne Sovjetunionen relativt uforstyrret erobre de baltiske randstater, det østlige Polen og med noget besvær en del af Finland + det løse.

Det anfægter for det første den russiske selvforståelse som ”anti-nazistisk”. Sovjetunionen var i de to første år af 2. Verdenskrig i praksis allieret med Nazityskland. Sovjetunionen var fødselshjælper for Hitlers sejre. For det andet kortlægger Termansen et mønster. Stalin søgte ved forhandlingerne med briterne og amerikanerne op mod 2. Verdenskrigs afslutning at sikre en genoprettelse af Det russiske Imperium i den udstrækning, som det havde haft ved udbruddet af 1. Verdenskrig. I de følgende kapitler forfølger Termansen denne tanke. Når borgerne i en sovjetisk lydstat blev så utilfredse, at de greb til demonstrationer og oprør, kørte Den røde Hær sine kampvogne ind i hovedstaden for at genoprette Pax Sovjetica. Det gjaldt DDR i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, næsten i Polen i begyndelsen af 1980erne og Litauen i 1991. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte det med Tjetjenien i 1994.

Termansens pointe er, at det mønster er fortsat af Putin, der vel havde forestillet sig, at hvis regeringen i Kyiv ikke makker ret, triller Moskva bare nogle panserkolonner ind, og så skal der nok komme orden på tingene. Det har i Ukraines tilfælde bare ikke vist sig at være tilfældet, og det skyldes et andet princip, som går stik imod Moskvas imperiale drømme, nemlig alle suveræne staters ret til selv at søge deres egne alliancer. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ukrainerne fravælger den skramlede pakkeløsning af brutalitet, armod og undertrykkelse, som Rusland forsøger at pånøde sine omgivelser. Ukrainerne foretrækker som de fleste andre lande den sikkerhed, velstand og frihed, som NATO og EU tilbyder.

Rusland ser ikke staternes autonomi som en frigørelse, men derimod som en aggressiv ekspansion fra NATO’s side. Det skyldes, at Rusland ikke kan tænke ikke-imperialistisk. At små lande har deres egen selvstændige eksistens, vilje og berettigelse, er for imperialister af Stalins og Putins skole en utænkelig tanke. Fordi Rusland er et imperium, må Ruslands fjender i Ruslands egen selvforståelse naturligvis også være det, og derfor må NATO’s udvidelse være at forstå som en imperial strategi fra USA’s side. Formelt og traktatligt har Moskva adskillige gange anerkendt staters – herunder Ukraines – territoriale integritet og ret til selv at vælge. Traktaterne er aftrykt som appendiks i bogen. Men det er ikke noget, som Putin føler sig forpligtet af, og spørgsmålet er, hvad et håb skulle bygges på i den nuværende situation? Det handler bogens afsluttende kapitel om. Svaret låner Termansen fra historikeren Anne Applebaum, der mener at kunne finde et ganske vist spinkelt håb i russernes eget ønske om et andet Rusland.

Vibe Termansen leverer et nødvendigt perspektiv på den nuværende konflikt. Det er ikke hele billedet. Som nævnt interesserer hun sig ikke meget for den indre udvikling i Rusland, men heller ikke for diplomatiets rolle. Mange mener, at den nuværende konflikt kræver en diplomatisk løsning. På DR TV kan man for øjeblikket se en dokumentar i tre afsnit produceret af BBC, ”Putins kamp mod Vesten”, der dokumenterer det omfattende diplomati, der i de seneste mange år er blevet bragt i anvendelse fra både USA, NATO og EU for at forhindre udbruddet af en større konflikt. Krigen i Ukraine er altså ikke et resultat af mangel på diplomati, men af et sammenbrud for de diplomatiske bestræbelser. Den modsiger ikke Termansens hovedkonklusion, men føjer et ekstra spor til forståelsen.

Bogen er skrevet med en let pen, nogle steder lidt for muntert jovialt for emnets tragiske karakter, men i dyb solidaritet med den Centraleuropa, som tydeligvis har krav på vores opmærksomhed. Så det er en nødvendig bog til tiden,

(En væsentligt forkortet version af denne anmeldelse blev trykt i Kristeligt Dagblad 25. februar 2023.)