Peter Henningsen og Ulrik Langen: Hundemordet i Vimmelskaftet - og andre fortællinger fra 1700-tallets København. Jyllands-Postens forlag, 288 sider, 300 kroner
Den portugisiske gesandt Dom Alexandre de Sousa Holstein spadserede en tur i København en septemberdag i 1788 sammen med sin søn, sin sekretær og ikke mindst sin højt elskede skødehund. Pludselig dukkede tre skumle typer op med køller og tævede uden varsel livet ud af den lille hund. Det er en af mange farverige situationer, som Ulrik Langen og Peter Henningsen ridser op i denne meget veloplagte samling af fortællinger fra 1700-tallets København.
De har forkærlighed for det kulørte og det bizarre, der imidlertid bruges som indgang til en dybere forståelse for 1700-tallets københavnske sociale og fysiske miljø.
Billedet af oplysningstiden domineres ofte af de elementer, der peger fremad: den begyndende industrialisering, den fremvoksende videnskab, menneskerettighederne, den humane retspleje, den kritiske rationalitet, den politiske filosofikimen til alt det, vi gerne roser os af at være blevet til i dag.
Dermed ignoreres det indlysende meget let, nemlig at det 18. århundrede også var meget forskelligt fra nutiden. Langen og Henningsen har taget det på sig at fungere som fremmedførere i denne eksotiske verden, som København var dengang, og det er vanskeligt at opdrive mere kyndige og indsigtsfulde guider.
DE BEGYNDER MED sanseindtrykkene. Byen var støjende på en meget anderledes måde dengang. Gadehandlernes højlydte prangeri, de jernbeslåede hjul og hestesko mod stenbroen og de mange hunde, køer, svin, børn, soldater, tiggere og vægtere, der alle gav lyd fra sig. For et nutidsmenneske har lugten antagelig været det mest frappante. Kloakering kendtes ikke.
Affald fra fiskebløderne, garverne og slagterne flød fermenterende sammen med afføring fra byens levende væsener i de åbne rendestene. Stanken var det ydre udtryk for den sociale forarmelse, der kendetegnede størstedelen af indbyggernes hverdag.
Byen var tæt befolket med konflikter mellem mennesker, grundstoffet i ethvert drama. Bogen opruller et galleri af bondefangere, illusionister, svindlere, ruffersker og voldsmænd, der på et tidspunkt har været i myndighedernes søgelys.
Den enevældige stat bogførte alting med stor omhu, så der er i de københavnske arkiver et enestående forråd af viden om kulørte, blodige og celebre skænderier, slagsmål og uoverensstemmelser som nu f. eks. spørgsmålet om Dom Alexandres hunds sørgelige endeligt.
Ikke overraskende brugte gesandten sin status til at søge satisfaktion. En diplomatisk krise truede. Problemet var, at bøllerne i juridisk forstand var i deres gode ret. De var såkaldte rakkere, der fik betaling for at aflive de omstrejfende hunde, der udgjorde et stort problem for byen, ikke mindst på grund af hundegalskaben.
De burde blot have været opmærksomme på, at ikke alle var lige for loven.
En honnet herre som Dom Alexandre havde et naturligt krav på beskyttelse, og derfor var aflivningen af hans kæledyr ikke skadedyrsbekæmpelse, men et hundemord, og en af rakkerne endte da også i gabestokken for sin ugerning.
HISTORIERNE ER fortalt med vid og nerve. Forfatterne anvender helt konsekvent dramatisk præsens. Det er et virkemiddel, der skal bruges mere sparsomt end her for at have en effekt. Historiske hændelser bør som hovedregel omtales i datid.
Hvorvidt man kan lide bogens mere djærve end egentlig elegante tone, er en smagssag, men den er i hvert fald i pagt med 1700-tallets københavnske frisprog, der gerne anvendte udtryk fra dyrs og menneskers fordøjelses-og forplantningsproces til at forsire fejderne.
(Politiken 10. juli 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar