Lars Hedegaard (red.): Kampen om den kolde krig – Festskrift til Bent Jensen. Gyldendal, 400 sider, 299 kroner.
Alvor er måske det bedste tillægsord at hæfte på Bent Jensen. Han er født i 1938 og vokset op i et indremissionsk hjem, og missionens syn på de frelste og de fortabte har dannet skabelon for hans polemiske virke. Han har en tendens til at fordømme på et dogmatisk grundlag. Om den personlige baggrund kan man læse i de fint skrevne erindringer, ’I begyndelsen’, udkommet i 2004.
Bent Jensen begyndte sin karriere som sprogofficer og har gjort det til sit livs mission at gøre op med den virkeliggjorte kommunisme og alt, hvad han betragter som dens medløbere. De konflikter, som han har involveret sig i, handler ikke så meget om vurderingen af Sovjetunionens totalitære karakter. De har i langt højere grad drejet sig om, hvad der kan defineres som medløberi. For Bent Jensen går grænsen langt inde på det territorium, som de fleste andre kalder kritisk neutralitet.
Bidragyderne til denne bog er næsten udelukkende medlemmer af menigheden, og de har skilt sig fra opgaven med vekslende held. Morten Hesseldahl præsterer det inderligt forudsigelige vidnesbyrd om sin egen syndige fortid som nyttig idiot for DKP ’men-nu-er-jeg-frelst’.
Flemming Splidsboel Hansen leverer til gengæld en elegant sammenligning mellem Rusland i dag og for 150 år siden. Dengang havde imperiet lidt et afgørende nederlag i Krim-krigen, og i dag forsøger landet at samle sig oven på Sovjetunionens sammenbrud. Det er i al sin tilsyneladende lethed flot historieskrivning og bogens måske bedste bidrag. Konkurrence får det af Jess Ørnsbos erindringsskitse fra studietiden i Warszawa i 1950’erne.
Jakob Andersen giver sin fulde opbakning til Bent Jensen i en injuriesag, som journalisten Jørgen Dragsdahl har rejst mod ham. Bent Jensen har kaldt Dragsdahl sovjetisk agent, og Andersen føjer i tilgift en håndfuld navne til listen over angivelige agenter. Om de beskyldninger holder i byretten, er svært at vurdere på det foreliggende grundlag.
K.G.H. Hillingsø og John E. Andersen, begge velmeriterede officerer, er meget optaget af at kritisere Koldkrigsudredningen fra Dansk Institut for Internationale Studier. De mener, at de planer, som Warszawapagten lagde for præventive angreb, skal tages meget mere alvorligt i den forstand, at truslen mod Vesten var langt mere overhængende, end DIIS når frem til. Andersen mener, at udrederne simpelthen har manglet militær rådgivning. Synspunktet falder nu tilbage på ham selv, eftersom han var en af dem, der bistod DIIS med arbejdet.
Lars Hedegaard, Jørgen Granum-Jensen, Peter la Cour og Mikael Jalving forsøger at forstærke myten om Bent Jensen som en miskendt forsker og et moralsk fyrtårn, der er blevet modarbejdet af parnasset gennem hele sin karriere. Det kræver en vis virkelighedsresistens at kolportere den tolkning af Jensens skæbne, fordi han har beklædt en række tillidsposter, som selv dygtigere forskere sjældent opnår, foruden en uhindret adgang til Jyllands-Postens og Berlingske Tidendes spalter. Bent Jensen har ganske rigtigt haft modstandere, men han har sandelig også magt. Se selv efter i Kraks Blå Bog.
Kim Frederichsen, Michael Kaznelson og Camilla Schultz bidrager med udmærkede artikler om hungersnød og undertrykkelse i Sovjet. Schultz har dog nok gået for længe i Bent Jensens skole, for hendes gennemgang af den danske Moskva-ambassades indberetninger i 1930’erne former sig som en monoton moralsk forargelse over ambassadør Engells manglende vilje til at indhente ordentlig information om regimets forbrydelser, og hun konkluderer, at regeringen Stauning-Munch dermed var blandt de dårligst informerede. Schultz kunne i den sammenhæng have glæde af at studere Henrik Gade Jensens interessante artikel, der handler om fascinationen af Stalin i USA, f.eks. hos den amerikanske ambassadør i Moskva fra 1936, Joseph Davies, der bestemt ikke kan have været nogen bedre informant end Engell.
Bogen er som festskrifter er flest: skidt og kanel iblandt hinanden. Redaktørerne har desværre været for meget tøsedrenge til at invitere de kvalificerede kritikere af Bent Jensen – eller kritikerne har været for meget tøsedrenge til at sige ja. Det er et udtryk for mangel på respekt for fødselaren. Han synes at trives i modvind.
(Politiken 14. juni 2008)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar