Vilje til magt

Kaare R. Skou: Land at lede. Lindhardt og Ringhof, 704 sider, 399,95 kroner. Udkommer i dag.

Den mangeårige politiske medarbejder på DR og TV 2 Kaare R. Skou gennemgår i denne bog den danske politiske historie fra grundlovens givelse til valget sidste år. Skous perspektiv er meget handlingsorienteret båret af en respekt - men bestemt ikke ærefrygt - for det politiske håndværk: »Som regel er politik ikke resultatet af store, dulgt udtænkte planer og sammensværgelser. Historien viser, at den politiske virkelighed som oftest er befolket af jævnt dårlige strateger, og at politikere sjældent selv kan dirigere eller lader sig dirigere ret langt eller ret længe. De er mennesker, der på må og få kæmper for deres egen idé om, hvordan en bedre verden ser ud. Og for at slå igennem i denne kamp skal de have den fornødne vilje til magt«.

Denne programerklæring er også forklaringen på, at detaljerigdommen i bogen er så stor. Det er ofte småtingene, der betyder noget, og dem er der mange af. Skou har en svaghed for at møblere opsætningen af det politiske drama med rigeligt mange rekvisitter. Bogen kan i passager godt virke lidt omstændelig, når Skou så hjertens gerne øser af al sin viden. Man tilgiver ham gerne, for teksten er hele vejen igennem veloplagt.

Historikere viger ofte tilbage fra at drage alt for håndfaste sammenligninger mellem fortid og nutid, for vi vil altid have en tendens til at hævde, at omstændigheder aldrig gentager sig, og at vilkår altid er specifikke for deres epoke. Kaare R. Skous tilgang er en anden. Han betragter hele den demokratiske æra i dansk politik som et sammenhængende hele. Det giver ham mulighed for løbende at sammenligne begivenheder og personer fra helt forskellige tider. Nogle gange bliver det mere kulørt end illustrativt, når f.eks. stemningsmennesket Frederik VII sammenstilles med den noget mere driftssikre Pia Kjærsgaard. Men i det store og hele fungerer grebet forbavsende godt, f.eks. når han trækker linjerne fra Ove Rodes dybe indgreb i økonomien under Første Verdenskrig til Schlüters liberaliseringer 75 år senere.

Bogen er helt uden litteraturliste og kildehenvisninger af nogen art. Skou betegner sig selv som blot historiefortæller, men han præsterer både overblik og en dyb indsigt i Christiansborgs krinkelkroge, og så er det en skam, at han ikke hjælper os andre på vej ved at fortælle, præcis hvor han har sin viden eller sine synspunkter fra. Et godt navneregister redder dog noget af forlagets ære i den pedantiske anmelders øjne.

Som historiker står Skou afgjort i gæld til den radikale mainstreamtradition. Heldigvis har han ikke overtaget dens noget tørre stil. Han er en meget sikker fortæller med en god sans for at opsætte præmisser og afvikle plottet, så læseren kan følge med. Den erfarne politiske kommentator kan ikke stå for fristelsen til at give plads for sin egen vurdering af en situation eller person - især ikke i de sidste kapitler om den tid, han selv har været en del af. Han har givetvis ikke altid ret, og han udsætter sig for beskyldninger om arrogance, men man er godt tosset, hvis man ikke vil lægge øre til en kvalificeret vurdering, der oven i købet er ført til papiret med en vittig pen.

(Politiken 30. sep.)