Et vindue til omverdenen

Erling Bjøl, I min tid - artikler og tilbageblik 1938-2011, Politikens forlag

Erling Bjøl (født 1918) har i denne antologi samlet et stort udvalg af et langt livs produktion af reportager, kronikker og klummer til tidsskrifter og aviser. Frem til 1959 skrev han først og fremmest for Information og derefter Politiken. Bjøl, der stadig er aktiv trods en stærk synssvækkelse, hører til hybridformen akademiker-journalist.

Han var en respekteret professor i statskundskab i Aarhus mellem 1963 og 1983. Blandt hans elever tælles Bertel Haarder, Svend Auken og Tøger Seidenfaden. Sidstnævnte holdt som redaktør af Politiken fast i Bjøl som korrespondent. Hvis man kunne lide Tøger Seidenfaden, vil man sandsynligvis også sætte pris på hans lærer. På Information havde Bjøl i øvrigt senior, Erik Seidenfaden, som redaktør.

Bjøl er både velskrivende og indsigtsfuld, og hans repertoire er meget bredt med hovedvægten på storpolitik. Hans stil blev modnet tidligt. Hans gennembrudsartikel fra 1941 handler om general de Gaulle, der som ung havde slået til lyd for et dynamisk samarbejde mellem lette panserstyrker og luftvåbenet, men blev ignoreret af toneangivende kredse i Frankrig. Historiens ironi består i, at det var den selvsamme taktik, som under betegnelsen Blitzkrieg netop var blevet anvendt til at slå Frankrig.

Bjøl havde allerede på dette tidspunkt udviklet sit velkendte realistiske syn på magt og politik. Han kunne udtrykke anerkendelse af tyskernes evne til at føre krig uden af den grund at fremstå tyskvenlig.

Allerede under krigen arbejdede Bjøl som journalist i både Stockholm og London, og dette perspektiv på Danmark udefra har formet hans verdensbillede på et tidspunkt, da de færreste danskere havde haft lejlighed til at rejse uden for landets grænser. Det har været Bjøls væsentligste opgave at oversætte dette perspektiv til dansk.

Bjøl har rapporteret fra verdens brændpunkter på de afgørende tidspunkter: Chicago 1950, den kinesisk-indiske front 1962, Vietnam 1965, Prag 1968, Chile 1973, Portugal 1975, Kina 1977 og mange flere.

Han har i mange år haft fast base i Frankrig. Hans disputats fra 1966 er på fransk og med et fransk emne. Det var dengang, både Paris, rødvin og hvidløg var noget meget eksotisk. Bjøl har fint levet op til den almindelige danske fordom om franskmænd: lige dele arrogance og elegance.

Teksterne er forsynet med som regel meget korte kommentarer. Om årene 1971-1972 hedder det, at de "gik mest med at få Danmark ind i EF". Det er typisk Bjøl at lade det stå åbent, hvorvidt han stod alene med dette arbejde, eller om han også fik assistance. Det er en svaghed ved antologien som helhed, at den er så uanfægtet og selvtilfreds. Dens overordnede budskab bliver, at Erling Bjøl havde lige så meget ret i sin analyse af krigen i Frankrig i 1941 som han så rigtigt i sin vurdering af krigen i Libyen i 2011 - og i de mellemliggende 70 år havde han såmænd også ret. Det bliver til et stykke lidt for pænt og veltilrettelagt eftermælepleje. Det skulle jo være sært, om ikke også Bjøl nu og da havde skønnet fejl. Ikke alene for klædelighedens skyld skal sådan noget indrømmes, men også fordi det føjer den nødvendige dybde til det, der vil blive værdsat som et historisk dokument.

(KD 18. okt. 2010)