Højesteret 350 år, Gyldendal
Danmark er antagelig det eneste land i verden, hvor samme bygning huser parlament, regering og højesteret. Flere kritikere har påpeget, at det er et meget sigende udtryk for, at vi i Danmark heller ikke har nogen udviklet sans for magtens tredeling eller magtadskillelsesprincippet. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blander sig frit med hinanden.
Det skyldes ikke mindst den påfaldende historiske kontinuitet fra enevældens tid.
Ditlev Tamms indledningskapitel ridser elegant historien op. Højesteret blev til samtidig med enevælden og var et instrument for den enevældige konges magtudøvelse. Denne tætte forbindelse til regeringsmagten bevarede Højesteret langt op i det 20.
århundrede. Tamm peger på rettens rolle under Besættelsen, hvor højesteretspræsidentens, Troels G. Jørgensens, blåstempling af kommunistloven er det mest kendte eksempel.
Tamm gør opmærksom på, at Jørgensen ikke stod alene med sin opbakning til samarbejdspolitikken blandt sine meddommere, der blot holdt lavere profil.
Imidlertid fulgte Højesteret også selvstændighedens spor. Den enevældige konge havde i princippet forsædet i retten, men allerede i 1700-tallet var retten professionaliseret og retshåndhævelsen i nogen grad løsrevet fra den udøvende magt. Kongen brugte sidste gang sin ret til at gribe direkte ind i en domfældelse i 1740.
Samtidig forblev Højesteret en aristokratisk institution, i dag forstået på den måde, at faget er arveligt. Biogra-fier over de sidste 50 års højesteretsdommere viser, at en tredjedel af dem er børn af en karrierejurist, herunder mange dommere.
De øvrige bidragydere behandler forskellige aspekter af Højesterets virke i nyeste tid. Ikke alle er lige så rutinerede formidlere som Tamm, og bidragene bliver meget tekniske.
Er man interesseret i demokratiets udvikling, skylder man dog sig selv at læse ikke mindst Jens Peter Christensens velskrevne artikel, der belyser en helt afgørende udvikling. Højesteret har nemlig forvandlet sig fra en diskret forvalter af den tredje statsmagt til at blive et stærkere profileret omdrejningspunkt for en øget retliggørelse af samfundet. Det er en både international og national tendens. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EF-Domstolen er blevet meget magtfulde organer, hvis afgørelser har indflydelse ikke alene på danske domstole, men også dansk lovgivning. De har, som det hedder, " en dynamisk fortolkningsstil". Det vil sige, at de ikke er bundet af et fast lovgrundlag, men selvstændigt driver på udviklingen ved at skabe normdannende præcedens. Dermed udsætter de sig også for beskyldninger om at politisere og tiltage sig kompetencer, for hvilke der ikke er demokratisk hjemmel. De europæiske domstoles store magt er ikke afvejet af en tilsvarende lovgivende eller udøvende myndighed.
Nationalt set er argumentet for en øget magt til domstolene, at en retfærdig statsmagt netop er delt i tre jævnbyrdige dele, der skal afbalanceres indbyrdes, som Grundlovens § 3 indikerer. Domstolene står ikke over, men dog på nogle punkter ved siden af Folketinget, idet Højesteret i knap hundrede år har tiltaget sig retten til at prøve lovgivningens kvalitet, selvom denne såkaldte prøvelsesret ikke er forudset i Grundloven.
Et vendepunkt indtraf i 1999, da Højesteret for første gang underkendte en lov vedtaget af Folketinget. Indtil da var prøvelsesretten kun udøvet i de øvrige to statsmagters favør. Senest skete det med den kontroversielle afvisning af en række borgeres klage over, at Maastrichttraktaten var i modstrid med Grundloven. Højesteret er dog stadig langt fra at være en egentlig forfatningsdomstol, der prøver lovgivningens grundlovmedholdelighed rutinemæssigt. Den er i pagt med sin ælde stadig den konservativeste tredjedel af statsmagten - i sindig bevægelse med tiden.
Som festskrift betragtet er bogen mere skrift end fest. Her tales først og fremmest med faglig tyngde. På den formidlingsmæssige plusside tæller en meget fin billedredaktion af John Erichsen, der også har skrevet et godt bidrag om den bygning, der huser den højeste ret. Vigtigst er dog, at bidragyderne - også de, der selv er højesteretsdommere - fastholder et kritisk og analytisk blik på denne for vort samfund så vigtige institution.
(KD 2. marts 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar