Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen, Menneskeudstilling, Tiderne Skifter
Der går en anekdote om Frederik IX's besøg i Nakskov engang. Kongen var på forhånd blevet briefet om, at han ikke skulle lade sig overraske over, at han ville træffe en meget mørklødet mand. Det var den lokale viceskoleinspektør, Victor Cornelins, som oprindelig var fra Vestindien.
Da kongen under besøget hilste på rækken af byens honoratiores, kom han til Cornelins og udbrød: "Nå, det er Dem, der er negeren?". Cornelins bekræftede høfligt. " Øh, bliv ved med det," var angiveligt kongens svar. Om historien nu er sand eller ej, illustrerer kongens befippelse meget fint, hvor eksotisk en sort mand var for danskerne langt ind i det tyvende århundrede. Racismen var dengang meget udbredt.
Ikke-europæere blev betragtet som vilde og uciviliserbare, og det var vanskeligt for mange at forstå, hvordan en af dem kunne blive noget så fint som viceskoleinspektør i Nakskov. Et indtil nu næsten helt overset element af denne racisme var de etnografiske udstillinger, der blev afholdt i årtierne omkring forrige århundredeskifte. Henningsen og Andreassen har opsporet et halvt hundrede i alt i Danmark, flest i København. Grupper af laplændere, kirgisere, beduiner, japanere, indere, "Negre fra Guldkysten", kinesere eller andre blev engageret af for eksempel den tyske impresario Hagenbeck til at turnere i Europa.
Der var tale om elementer af egentlig optræden, for eksempel akrobatik eller ridekunst, men først og fremmest kom publikum for at beskue det eksotisk fremmede. Der var typisk både mænd, kvinder og børn med i trupperne, og det var så meningen, at de skulle opføre sig, som var de hjemme, med hvad det mentes at indebære af daglige sysler og gøremål. I København alene tiltrak menneskeudstillingerne mange tusinde tilskuere.
I udgangspunktet var synet på de udstillede nedværdigende, men menneskeudstillingerne rummede også andre elementer end ren undertrykkelse. Den store publikumsinteresse var også et udtryk for en længsel efter og en fascination af de fremmede. De udstillede var heller ikke nødvendigvis de rene stakler. De var engageret på kontrakter, der sikrede dem både rettigheder og et honorar. Nogle af dem blév sågar.
Cornelins var en af dem. Han kom som lille dreng fra St. Croix for at indgå i Tivolis store koloniudstilling i 1905, som i øvrigt var arrangeret af Emma Gad. Drengen var imidlertid så uregerlig, at han faktisk blev sat i bur, en ydmygende oplevelse, som Cornelins mange år senere reflekterede meget fint over i sine erindringer.
Et andet eksempel finder man vidnesbyrd om hos forfatteren Jesper Wung-Sung. Man skulle tro, at der var tale om et prætentiøst kunstnernavn, men han er faktisk oldebarn af en kineser, der var udstillet i Tivoli i 1902, og som giftede sig med en dansk kvinde.
Bogen forsøger at balancere mellem at være akademisk afhandling og fortællelysten historieskrivning, men det lykkes ikke ganske. Nogle steder bliver det en kende studentikost og unødvendigt moraliserende. Det virker, som om forfatterne ikke helt har besluttet sig for, hvilken genre de egentlig ville skrive i.
Men der er under alle omstændigheder tale om et grundigt og veldokumenteret arbejde understøttet af en god billedredaktion.
Uafhængigt af den valgte form bærer den fascinerende historie om menneskeudstillingerne stærkt igennem, simpelthen fordi fænomenet i sig selv fremstår så fremmedartet. Danmark for 100 år siden var et meget anderledes og på mange måder temmelig eksotisk sted.
(KD 4. jan. 2012)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar