Hans Schultz Hansen, Lars N. Henningsen og Carsten Porskrog Rasmussen ( red.): Sønderjyllands Historie, bind 1 og 2. Udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. 798 kr.
Det er et meget flot værk, som Historisk Samfund for Sønderjylland har fået sat i søen med hjælp fra mange gode fonde og seks velskrivende bidragydere. Redaktionen har valgt en ret traditionel, rent kronologisk tilgang til stoffet. Den fremragende billedredaktion supplerer med gode tekster, der trækker tråde på tværs af epokerne. Efter læsningen vover jeg for første gang at påstå, at jeg har forstået det slesvigske problem - næsten.
Med anvendelsen af betegnelsen Sønderjylland for hele området mellem Kongeåen og Ejderen er værkets danske perspektiv angivet, men hvor længe har egnen været dansk? Forfatteren til afsnittet om forhistorien, Orla Madsen, kan kun med et kvalificeret gæt sige, at det har været tilfældet siden midten af det første årtusinde efter Kristus. Dannevirke, hvis ældste dele er fra det 7. århundrede, er f. eks. vendt mod en sydfra kommende fjende. Men det giver os ikke i sig selv noget sikkert vidnesbyrd om den magt, der opførte volden.
I det 8. århundrede kommer der lidt skikkelse på historien, da frankiske kilder begynder at nævne stridigheder og traktater med danske konger uden at det med nogen klarhed vides, hvad det ville sige at være dansker dengang. Middelalderafsnittets forfatter Bjørn Poulsen går antagelig for vidt, når han konkluderer, at danskerne " begyndte at føle sig som et folk" allerede i vikingetiden.
Bjørn Poulsens, Carsten Porskrog Rasmussens og Lars N. Henningsens afsnit om tiden frem til 1814 beskriver med stort overblik de dynastiske, magtpolitiske og statsretlige problemer i Sønderjylland. I middelalderen havde den danske konge brug for at sende en betroet mand, gerne en nær slægtning, til grænselandet for at varetage kronens interesser. Knud Lavard, der var sendt af sin farbror kong Niels, fik som den første i 1122 titlen hertug, og han brugte sin stilling til at opbygge en selvstændig magtposition, der dannede grundlaget for et egentligt hertugdømme.
Et problem helt frem til det 19. århundrede var, at den danske konges kontrol over hertugdømmerne undergravedes af forskellige bestemmelser om arvegang. Kongeriget går udelt i arv, mens Slesvig flere gange blev delt ved arv, hvilket førte til en uendelighed af skærmydsler mellem danske konger og deres fjerne sønderjyske fætre, mest af alt gottorperne, der endte med at blive slået i krig 1720 og købt ud ved et omfattende mageskifte i 1773.
Ved tronledighed i Danmark har det været reglen, at en ny konge blev hentet i hertugdømmerne. I 1326 blev hertug Valdemar til kong Valdemar, 1448 blev grev Christian af Oldenborg til Christian I af Danmark, og da hans barnebarn, Christian II, fik sin afsked i 1523, blev dennes farbror, hertug Frederik hentet ind som erstatning. Da den sidste af oldenborgernes hus, Frederik VII, døde barnløs i 1863 stod valget mellem flere af den oldenborgske slægts hertugelige sidegrene, af hvem glücksborgerne vandt.
Hans Schultz-Hansen fører læseren sikkert gennem det 19. århundrede, da det nationale spørgsmål føjede sig til de dynastiske og magtpolitiske, frem til afslutningen af Første Verdenskrig, der skabte forudsætningerne for den på mange måder lykkelige indlemmelse af Nordslesvig i kongeriget i 1920. Prisværdig er f. eks. Schultz-Hansens nøgterne blik for både fordele og ulemper ved det preussiske styre og den nationale kamps sammensatte karakter. Henrik Becker-Christensen fører fortællingen om den diplomatiske balance mellem dansk og tysk frem til nutiden, hvor han jo selv sidder midt i opgaverne som generalkonsul i Flensborg.
(Grænsen 20. jan. 2010)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar