Kulturhistorie af første klasse

Morten Thing: De russiske jøder i København 1882-1943. Gyldendal, 656 sider, 399 kroner.

Flygtningehistorie I perioden 1880 til Første Verdenskrig flygtede millioner af jøder fra forfølgelse i det russiske rige. Mere end 10.000 af dem rejste igennem København, og i omegnen af 3.000 af dem blev. Denne masseudvandring var den mest afgørende begivenhed i moderne jødisk historie indtil Holocaust, der indebar udryddelsen af de fleste af dem, der var blevet tilbage i Kontinentaleuropa. Morten Thing behandlede emnet første gang i en lille, god og næsten overset bog, der udkom i 2005. Nu har han bredt perspektivet ud i dette flotte værk, som føjer sig ind i rækken af bredryggede bøger om indvandrings- og flygtningehistorie i det 20. århundrede, der er kommet til i de seneste år.

En af bogens væsentligste fortjenester er dens kortlægning af den danske antisemitisme i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Antisemitisme er den ikke særligt præcise, men alment accepterede betegnelse for det moderne jødehad, der ikke først og fremmest benytter sig af religiøs argumentation. Antisemitismen var i Danmark ikke særlig organiseret og har kun sat sig spredte spor i offentligheden, men den fungerede som en del af det kulturelle beredskab. Den inkluderede blandt andet det paradoksale billede af jøder som både kapitalister og revolutionære, på en gang rig og rød. Denne fordom var antagelig årsagen til, at det militære efterretningsvæsen under Første Verdenskrig stærkt overvurderede antallet af ressourcestærke bolsjevikker i det jødiske emigrantmiljø i København. Man var forhåndsindstillet til at tro på det. Bortset fra det var det naturligt, at de eksilerede russere engagerede sig i udviklingen i hjemlandet, og adskillige meldte sig ind i det i 1919 grundlagte DKP.

Opfattelsen af jøderne som en særlig biologisk race var udbredt og ikke kun i negativ forstand. En læge mente, at den jødiske races bedste egenskaber var nøjsomhed, flid og kærlighed til hjemmet. Men det bliver det jo ikke mindre racistisk af.

Racismen var ikke den eneste identitetsskabende ideologi i omløb. Også nationalismen og naturligvis religionen tilbød en ramme, inden for hvilken mennesket kunne finde sig selv og sin samhørighed med andre. Beskyldningen mod jøderne om at være unationale var central i antisemitismen. På den anden side var det den nationalistiske omdefinition af jødiskheden, der dannede den ideologiske rygrad i zionismen. Zionismen udgjorde et af de mulige svar på det såkaldte Jødespørgsmaal. Hvad det jødiske spørgsmål egentlig var, og hvem der overhovedet stillede det, er uvist, som Thing så præcist skriver. Spørgsmålet afhænger af svaret, men det blev jødernes skæbne først og fremmest at blive opfattet som et problem.

Det var ingen let opgave at integrere de russiske jøder i Danmark eller i det bestående jødiske samfund. Kulturkløften var ofte for stor til at det konfessionelle fællesskab kunne bygge bro. En stor del af det jødiske hjælpearbejde gik ud på at hjælpe de fremmede – ud af landet igen. Det blev sværere under Første Verdenskrig, hvor den globalisering, som den jødiske udvandring også var et udtryk for, blev lukket næsten helt ned. Dynamikken forsvandt ud af det internationale samkvem, og tilbage blev indesluttethed og konflikt.

Det jødiske emigrantmiljø i Danmark var så stort, at det kunne danne rammen om et selvstændigt kulturliv. Sproget var jiddisch, en for så vidt ikke uforståelig tysk dialekt med hebraiske og slaviske låneord, men helt utilgængelig for de fleste udenforstående, fordi det skrives med bogstaver lånt fra det hebraiske alfabet. Thing har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at lære det til glæde for os andre. I adskillige kapitler gennemgår han jødisk presse, teater, skole, bibliotek, litteratur, foreninger m.m.

Indvandrernes 2. og 3. generation blev en integreret del af dansk kulturliv, heraf også nogle fremragende kunstnere som Børge Rosenbaum (Victor Borge), Raquel Rastenni, Sam Besekow og Herman D. Koppel. Bogen slutter med en inspirerende introduktion til den – i hvert fald for mig – ganske ukendte polsk-fødte forfatter Pinches Welner, som skrev på jiddisch. Da han døde i 1965, markerede det også afslutningen på en epoke, da der blev talt, skrevet og læst jiddisch i Danmark.

Et par aspekter af de dansk-russisk-jødiske relationer har Thing ikke fået med. Antisemitismen fandt sit udtryk i et skrift så tidligt som 1882, ’Nogle Betragtninger om Jødespørgsmaalet’, udgivet under pseudonymet ’Omen’. På dette tidspunkt blev der også rettet den første af flere henvendelser – gennem den legendariske overrabbiner Abraham Wolff – fra russiske jøder til det danske kongehus med en anmodning om at gå i forbøn for jøderne hos zar Alexander – i store træk forgæves, selv om glücksborgerne og Frederik VIII især havde sympati for jøder.

Morten Thing er en både intellektuel og omhyggelig historiker – en sjælden kombination. Han præsterer her kulturhistorie af første klasse, intelligent om end omstændeligt. Heldigvis er bogen veldisponeret og med et godt register, så den egner sig godt til krydslæsning og opslag.

Nogle vil måske stille spørgsmålet, hvorfor dansk-jødisk historie overhovedet skal have så megen opmærksomhed. Det skyldes, at historien om jødernes skæbne rækker langt videre end de mennesker, det handler om. Det jødiske står i centrum i tilblivelsen af ikke alene vestlige, men også mellemøstlige identiteter, fordi jødiskhed har fået rollen som det arketypisk anderledes. Jødekarikaturen er karikaturen par excellence. Forestillingen om det jødiske verdenskomplot er alle sammensværgelsesteoriers moder. Den antisemitiske litteratur er håndbøger i fordommenes princip. Det er den moderne jødes skæbne at være både genstand for et skematiseret had og rekvisit i et sært skuespil, der blandt andet handler om vestlig skyldbevidsthed – begge dele helt uafhængigt af personlig merit.

Denne præmis forvalter Morten Thing diskret og fornuftigt. Hans egen mor var jøde, og billeder fra familiens fotoalbum indgår i bogens overdådige illustrationsmateriale. Diskret, men tydeligt.

(Politiken 24. maj 2008)