Aage Lauensgaard (1868-1958) var en ildsjæl og iværksætter, socialdemokrat, filantrop, inspirator, forlægger, nazist, redaktør, læge og meget andet. Hans far havde undervist på en skole nær Haderslev før 1864, men havde derefter slået sig ned i Nørrejylland. Engagementet i det slesvigske spørgsmål gik i arv til sønnen. Den begavede Aage kom på latinskole i Horsens, og han tog medicinsk embedseksamen i 1898 og åbnede en privat praksis i Skagen, hvor han talte familierne Krøyer, Drachmann og Ancher blandt sine patienter. Han grundlagde Skagen Avis, opnåede sæde i byrådet og stiftede en biblioteksforening. Siden flyttede han til Aalborg, hvor han drev praksis sammen med sin bror og engagerede sig i Aalborg Amts Rekylkorps, et korps af frivillige forsvarsvenner. Det indebar en eksklusion af det dengang ikke så forsvarsvenlige Socialdemokrati, som han havde meldt sig ind i på grund af sit sociale engagement. Det kontroversielle lå til Lauensgaard. Han blev også ekskluderet af lægeforeningen fordi han havde udtalt sit til fordel for noget af det, lægevidenskaben almindeligvis kalder kvaksalveri.
Efter Første Verdenskrig valgte han at slå sig ned i Flensborg antagelig i forventning om, at byen ville blive dansk. I rekylkorpset havde han truffet bibliotekar ved Statsbiblioteket, V.J. von Holstein-Rathlou, der i en slags halvhemmelig loge kæmpede for en grænsedragning ved Dannevirke eller sydligere. Lauesgaard hørte også til denne kreds, hvis ambitioner blev skuffede ved Genforeningen i 1920. Han solgte derefter sin ejendom i Flensborg med tab og flyttede til Toftlund nord for grænsen, hvor han fortsatte sit rastløse iværksætteri. Han stiftede med årene blandt meget andet en dansk børnehave, et lokalhistorisk museum og indtil flere vidtløftige foreninger, blandt andet en antisladderforening. Men hans største og vigtigste projekt var Bogens Højskole, et privat udlejningsbibliotek med hovedsæde i Toftlunds nedlagte banegård. Han var med forfatterens ord en iværksætter mere end en opretholder. Organisation var ikke hans stærke side, og han var dertil egenrådig og stædig. Biblioteket havde en permanent dårlig økonomi, og efter 1945 faldt selv trofaste støtter fra. Grænseforeningen tilbød med et meget generøst tilbud at overtage biblioteket, men Lauesgaard sagde til alles fortrydelse nej. Ved hans død i 1958 opløstes den til dels meget kostbare samling. En stor del af den befinder sig på refugiet i Løgumkloster, men for mange deles vedkommende ved man ikke, hvad der er blevet af den.
Lauensgaard var idealist. Han var generøs med sin tid og sine penge, når det handlede om mennesker i nød eller den sag, der lå ham på sinde. Han tilhørte som sin barndomsven, den fremragende filolog Gudmund Schütte, det magnetfelt af intellektuelle, for hvem det slesvigske spørgsmål ikke var afgjort med lunkne afstemninger. Mange af dem havde udover forbindelsen til biblioteket i Toftlund også en kortere eller længere tilknytning til nazistpartiet. Det gjaldt præsten og salmehistorikeren Anders Malling, bibliotekaren Holstein-Rathlou, arkivaren Einar Vaaben eller den frisiske original, Martin Lorenzen. Lis Mikkelsen er ikke fordømmende, og det åbner for en givende forståelse. På begge sider af det nationale skel i mellemkrigstidens Slesvig indgik nazismen som en del af det ideologiske beredskab. Nazismen gjorde ganske vist krav på det totale menneske, hævdede sit ”Totalitätsanspruch”, men det indebærer ikke, at beskrivelsen af det enkelte partimedlem udtømmes med prædikatet ”nazist”. Man skal ikke bortforklare eller undskylde nazismen, men forsøge at indrømme plads til en mere nuanceret forståelse af spørgsmålet og menneskene. Mallings salmeleksikon kasserer man jo ikke, bare fordi manden havde en håbløs forståelse af politik, og Lauensgaard var antagelig politisk naiv, men tog faktisk offentlig afstand fra nazisternes antisemitisme efter han havde meldt sig ud.
Der ligger tydeligvis omhyggelige studier af Lauensgaards privatarkiv til grund for bogen, men der mangler mere præcise kildehenvisninger. Der er mange løse ender og en lidt uklar disposition. Der er ingen tvivl om, at Lauensgaard er en skikkelse, der kan bære en biografi, og man læser gerne dette forsøg, for selv om Mikkelsen hverken er professionel bogsnedker eller historiker, er hun en engageret og samvittighedsfuld fortæller, der skal have tak for at have påtaget sig opgaven.(KD 16. aug. 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar