Årets bedste bud på en mandelgave

Jens Andersen (udg.), Om man så må sige - 350 citater af Dronning Margrethe, Lindhardt og Ringhof

Den britiske journalist Jeremy Paxman udgav i 2006 en bog, " Royalty," der forholder sig lettere satirisk til europæiske kongehuse, især det britiske.

Paxman betragter de fleste monarker som uinteressante eller endog ubegavede med én undtagelse, den danske dronning. Hun er af et statsoverhoved at være faktisk så interessant, at det giver mening at udgive en bog bestående udelukkende af citater af hende.

De er samlet af litteraturredaktør på Berlingske Jens Andersen, der sidste år udgav en fin portrætbog om Margrethe II. Den genre, som kongelige almindeligvis bevæger sig i, er de konventionelle høfligheder. Det hører med til den repræsentative funktion. En konstitutionel monark må ikke ytre sig på en måde, der kan betragtes som en stillingtagen i indenrigspolitiske diskussioner og må i udenrigsspørgsmål ikke afvige fra den officielle udenrigspolitik.

De rammer kan forekomme snævre, men Dronningen har fundet sin plads i dem: " Når folk taler om, at jeg ikke må sige noget, så glemmer de, at jeg godt må tænke noget. Jeg skal bare lade være med at sige alt, hvad jeg tænker. Det kunne godt være, at mange mennesker skulle det en gang imellem!".

I de godt 40 år, H. M. Dronning Margrethe II har beklædt embedet som statsoverhoved i Danmark, har hun meget sjældent fortalt sig, selvom hun løber den risiko ved langt oftere end sine europæiske kolleger at ytre sig offentligt i interview og sågar ved pressemøder. Som hun selv siger: " Man skal holde sig på måtten, men samtidig ikke være bange for at stå på den." Paxman har ret i at karakterisere Margrethe II som intellektuel og kunstnerisk, men det forklarer ikke, hvorfor hun er så populær. De fleste danskere er skeptiske over for den slags, men enhver republikansk rindalist bliver jo afvæbnet af en bemærkning som: "Så helvedes godt tegner jeg jo heller ikke." Dronningen indrømmer, at hun har arvet sin fars tendens til at bande. Hun er meget næn om den værdighed, som hendes embede indebærer, men er i øvrigt meget uhøjtidelig, når det handler om hendes egen person: "Jeg er ekstremt bange for at blive ' tante-agtig. Jeg tror nok, at der bor egenskaber i mig, der kunne gøre, at jeg blev en kedelig gammel moster, hvis jeg ikke passer på." Det forhold, at en kvinde blev regent på et tidspunkt, da rødstrømperne for alvor vandt frem, har naturligvis ført til spørgsmålet om Dronningens holdning til ligestilling.

Det er klart, at det er et kontroversielt tema, som det konstitutionelt neutrale statsoverhoved egentlig bør holde sig fra at tage stilling til. Men i stedet for blot at sige " Ingen kommentarer" er det typisk for Dronningen at give et svar, der på sin egen underforståede facon forklarer spørgeren, hvorfor hun ikke kan svare: " Jeg er vokset op til den stilling, jeg indtager. En stilling som er usædvanlig for en kvinde. Men jeg har jo ikke selv skabt min karriere. Det er, som jeg plejer at sige, et biologisk tilfælde, at mine forældre ikke fik en søn. Man kan sige, at jeg har fået min stilling forærende." Religion og kirke er et af de områder, hvor Dronningen har tilladt sig selv at sige meget af, hvad hun tænker. Hun er som bekendt flittig kirkegænger, der gerne tager " de små søndage" med, og som hun sagde til denne avis i anledning af sin 60-års fødselsdag: " Jeg er meget dårlig til noget, hvor man skal organisere inderlighed. Det, jeg synes er så godt ved vores danske folkekirkegudstjeneste, er, at man ikke bliver organiseret til inderlighed. Men der er plads til den, hvis det er det, man vil." Ikke alt, hvad Dronningen siger, er lige dybsindigt, men hun har virkelig et talent for at undgå de polerede almindeligheder, som hendes metier ellers indbyder til. Begavelse er ikke en nødvendig forudsætning for at være en god konstitutionel monark, men det hjælper unægtelig, hvad denne fine lille bog dokumenterer på det fortrinligste. Den ligner et godt bud på årets mandelgave.

(KD 1. nov. 2012)