Ikke et geni, men en mester

Der frühe Dürer. Særudstilling på Germanisches Nationalmuseum, Nürnberg. Til den 2. september.

 

Noget af det første, der møder den besøgende på Germanisches Nationalmuseums store særudstilling om den unge Albrecht Dürer, er ikke så lidt af en skuffelse. Dürers antagelig mest berømte værker, tre selvportrætter fra tiden omkring 1500, er kun fremvist i reproduktion. Originalerne hænger stadig på henholdsvis Pradomuseet i Madrid, Louvre i Paris og Alte Pinakothek i München.

Især vakte det en del opsigt i Tyskland, allerede før udstillingen åbnede i maj, at det ikke var lykkedes museet i Nürnberg at bevæge kollegerne i München til et udlån. Det er blevet opfattet som udtryk for smålighed, og spørgsmålet blev en del af en lokal politisk dagsorden, en genåbning af en gammel strid om centrum og periferi i Bayern. Nürnberg ligger i delstatens nordvestlige udkant, et område, der historisk set slet ikke er Bayern, men Franken, hvad man stadig på de kanter lægger stor vægt på. München er i dag et kraftcenter i både tysk og europæisk økonomi, men historisk set er byen en parvenu, en opkomling i sammenligning med de gamle sydtyske hovedbyer som for eksempel Eichstätt, Landshut, Passau, Bamberg, Regensburg, Nürnberg eller Würzburg.

Dürers selvportræt er for en nutidig beskuer frappant moderne. En smuk mand med langt, løsthængende hår stirrer selvsikkert som en italiensk fotomodel på beskueren. Man føler, at man med en enkelt udstrækning af en arm ville kunne krydse en 500 år bred kløft af historisk distance. Denne fornemmelse af nærmest intim nærkontakt på tværs af århundrederne har naturligvis indbudt til psykologiske tolkninger af billedet ud fra spørgsmålet: Hvem var Albrecht Dürer egentlig? Denne udstillings styrke er, at den netop ikke har ladet sig forføre til at svare på det spørgsmål, og derfor er der også en pointe i, at de malede selvportrætter ikke er med på udstillingen.

Til gengæld er der af udstillingens knap 200 katalognumre udlån fra næsten 50 af Europas og Nordamerikas vigtigste kunstmuseer og samlinger. Det er i sig selv en museumsfaglig præstation. Udstillingen er fortjent blevet en stor publikumssucces. Den har de første fire uger tiltrukket 55.000 besøgende.

Dürer blev født i 1471 som søn af en guldsmed i Nürnberg. Oprindeligt var det tanken, at han skulle gå i sin fars fodspor. Meget tidligt viste han et stort talent for at tegne. Et hovedstykke i udstillingen er et charmerende selvportræt, som han tegnede som blot 13-årig. Han kom derefter i lære som maler hos faderens nabo, Michael Wolgemut.

I 1490' erne gennemførte Dürer sine vandreår, men hvor rejsen gik hen, og hvor længe den varede, er faktisk temmelig usikkert, fordi der mangler belæg i de forhåndenværende kilder. Den traditionelle tolkning af hans udvikling lægger vægt på, at han modtog afgørende impulser i Norditalien. Han er - sammen med Lukas Cranach den ældre og Hans Holbein - blevet set som den første, der i mødet med den italienske renæssancekunst har løftet det nordeuropæiske maleri ud af den middelalderlige stereotypi og ophøjet det fra et rutinepræget håndværk til en skabende kunst.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om Nürnberg som periferi. Denne udstilling argumenterer overbevisende for, at Nürnberg udgjorde centrum i Dürers liv og udvikling. De viste værker af hans læremester, Wolgemut, og andre af de lokale samtidige viser tydeligt, at Dürer ikke havde brug for at rejse udenlands for at lære, hvad han kunne. Franken og Nürnberg var et centrum for lærdom, kunsthåndværk og ikke mindst handel.

Det er i dette lys, selvportrætterne skal ses. De var på den ene side prototypen på den navlebeskuelse, der også synes at udgøre kernen af moderne kunst i dag. På den anden side var Dürer ikke kun individualistisk i den forstand, at han betragtede portrættet som en virkeliggørelse af en forestilling om emancipation af det autonome individ og dermed som kunstens højeste Selbstzweck.

Selvportrætternes funktion var også en anden, nemlig at fungere som reklame for sin ophavsmands ekvilibrisme. Albrecht Dürer var den model, som maleren Albrecht Dürer havde til rådighed, da købmanden Albrecht Dürer ønskede at markedsføre sig over for mulige kunder. Det gjorde han med held, for han blev både rig og berømt. Fra Dürers værksted udgik varer for næsten enhver pengepung og smag.

Han masseproducerede træsnit og kobberstik, mens unikaarbejderne varierede i kvalitet og pris fra noget, som det almindelige borgerskab kunne betale, til de allermest virtuose mesterstykker, der kun fandt afsætning hos de rigeste fyrster og kirker. Udstillingen er om noget et opgør med tanken om kunstneren som geni. " Geni" er et prædikat, som sættes på den, der menes at hæve sig over sin tid og sine omgivelser.

Det bliver derfor også et begreb, der trodser ethvert forsøg på forklaring. Geniet er uden forudsætninger og kontekst. Det virker bare. Hvor brillant Dürer end var, kan han imidlertid ikke forstås, uden at han sættes ind i sin sammenhæng. Dürer var en mester. Han var en virtuos udøver af det, han havde lært, og han bragte sin kunst til en grad af perfektion, der allerede i samtiden vandt ham europæisk ry. Han blev et forbillede for andre, på samme måde som han selv stod i gæld til sine forgængere.

(KD 20. juli 2012)