Bygninger i børnehøjde

Ning de Coninck-Smith og Jens Bygholm: Barndom og arkitektur - Rum til danske børn gennem 300 år. 269 sider. 349 kroner. Forlaget Klim.

Sommeren er en god anledning til at afvige fra den slagne motorvej, og kører man lidt afsides ad mindre landeveje, støder man ikke sjældent på et interessant arkitektonisk fænomen i det åbne land: centralskolen.

Den ældste blev bygget i Boeslunde på Sjælland i 1935, men især i 1950' erne kom de til i stort tal. Det er typisk lave, modernistiske byggerier, gerne symmetriske i opbygningen omkring en skolegård og med tjenesteboliger til lærerne i umiddelbar tilknytning til skolen i skikkelse af beskedne parcelhuse.

En meget stor del af den voksne, danske befolkning har gået i den slags skoler. De blev til som afløsning for det, der ofte kaldes "den stråtækte", der fandtes i hvert kirkesogn, og de var et udtryk for ønsket om at tilvejebringe tidssvarende undervisningsvilkår for børn på landet og at skabe en samlet kulturinstitution med foredragssal og bibliotek i landkommunerne.

Som arkitekt Folke Olsen, der stod bag mange af skolebyggerierne, forklarede, ønskede man, at centralskolen "foruden at være et sted, hvor skolebørnene indpodes kundskaber, tillige bliver et naturligt kulturcenter for sognets beboere." Det er mange af disse klassisk moderne skoler, der i dag er under afvikling til fordel for et endnu mere centraliseret skolevæsen.

Centralskolen er emnet for et af bogens syv hovedafsnit, der handler om sanatorier, legepladser, børnehaver og meget andet. Bogen giver et perspektivrigt indblik i især de seneste 100 års bygninger og rum skabt specielt for børn. Et eksempel er arkitekten Tutti Lütkens arbejde med institutionsbyggeri i barnets egen skala, som det hed, i 1950' erne og 1960' erne. At vinduer for eksempel skulle placeres i børnehøjde, tager vi i dag for givet, men det var bestemt ingen selvfølge dengang.

Centralt i den smukt tilrettelagte bog står illustrationerne, og især Jens Bygholms (1949-2010) fotografier åbner læserens øjne for de æstetiske værdier i de huse, som for mange blot er nedslidte institutioner. Bygholms billeder bruger - på samme måde som arkitekturfotografen Jens Lindhe - gerne det overraskende udsnit eller nærbillede til at fremhæve en overset kvalitet ved et byggeri.

Coninck-Smith, der i en menneskealder har studeret skolearkitektur, causerer indsigtsfuldt om skolens og barndommens historie i den ledsagende tekst, der forener arkitekturens med pædagogikkens historie.

(KD 28. juni 2011)