Per Nyholm, Haven, Byen, Bjergene, Jyllands-Postens forlag
Journalisten Per Nyholms nye samling af essay om livet og verden er ikke varedeklareret særlig tydeligt. Det fremgår ikke nogen steder, at der for en dels vedkommende er tale om redigeret genbrug af hans egne klummer og reportager til Jyllands-Posten, som han har været tilknyttet siden 1980.
Essayet og klummen har som genrer det til fælles, at de tager udgangspunkt i forfatterens eget liv. Som genrer betragtet fungerer både klummen og essayet kun, når de kan spille på en vis grad af genkendelighed hos læseren.
Klummen etablerer sin kontakt med publikum, fordi kolumnisten deler hverdag med sin læser: indkøb, trafik, ægteskab, fjernsyn og den slags. Essayet derimod fungerer kun, hvis læser og forfatter deler dannelsesideal og har læst de samme bøger.
Nyholms referenceramme er den klassiske europæiske dannelseskultur: Homer, Kant, Ranke og den slags. Nyholm behersker flere sprog og har læst og værdsætter sine klassikere.
Bogen er delt i tre. Omdrejningspunktet for første del er en rejse, som Nyholm har foretaget som betalende passager på en fragtbåd fra Europa til Sydamerika. Det giver anledning til refleksioner og associationer over søfolk, opdagelsesrejser, Sydog Nordamerikas politiske og intellektuelle historie samt en del mere. Anden del samlet under den ikke særlig indlysende overskrift " Byen" er et strejftog gennem Europa og tilstødende problemer.
Tredje del er en mere sammenhængende reportage fra en rejse i Levanten og Kaukasus. Som gennemgående historisk klangbund bruger han Xenophon og ikke mindst Herodot - " Trods de 3000 år, der skiller os, anser jeg ham for en god kollega," som han skriver ikke uden selvfølelse.
Traditionelt kan en essayist godt tillade sig at være lidt uredelig med sin jegfigur, hvis det tjener til illustration af en pointe. Nyholm beskriver i bogen sin hjemkomst fra Sydamerika. Han er invalideret af en gigtlidelse af en slags, men nægter at tilbringe otte timers ventetid i Amsterdams lufthavn, så han insisterer på at tage på " Rijksmuseum, til Rembrandt og de andre mestre", som han skriver, idet han understreger de strabadser, han må tåle for at få sig noget kultur: " Jeg snarere kravler end går gennem haven foran museumsbygningen." Derefter følger en veloplagt og fin beskrivelse af kunst fra den nederlandske guldalder. Problemet er blot, at store dele af denne beskrivelse er sakset fra en anmeldelse af en udstilling af flamsk kunst på Albertina i Wien, som Nyholm skrev til sin avis i april 2009.
Nyholm taler fordybelsens og dannelsens sag, men han har trods sin belæsthed selv svært ved at trække en pointe længere end en side eller to. Han kan ikke helt løsrive sig fra klummens hektiske form. Nyholm er som iagttager og meningshaver kontant, grænsende til det misantropiske og idiosynkratiske. Han er ikke bleg for at smide et skældsord ind i debatten.
Pia Kjærsgaard kalder han for eksempel en af Europas " politiske brøndpissere, afskum, intet andet". I et øjebliksbillede af København kan han ikke skjule sin foragt for " forstædernes forgældede nikkedukker". I et antikvariat køber han Paludans " Jørgen Stein" for en tier.
Men se, om billig adgang til gode bøger tilfredsstiller en, der har set sig vred på moderne populærkultur og markedsøkonomi: " Kulørte ugeblade, fyldt med sladder, sælges i kolossaloplag for det tredobbelte," er hans vrisne kommentar til dem, der læser den slags.
Nyholm har også stærke holdninger til den økonomiske krise. Hans kapitalismekritik ligner kulturkonservatisme iblandet brudstykker af økonomisk teori fra 1970' erne, så han kommer ikke i nærheden af en troværdig analyse af krisens årsager, men må nøjes med at kalde den " etisk". Det er der jo uden tvivl noget rigtigt i, men synspunktet er også alt for bekvemt til at være interessant.
Glæden ved at læse Nyholm skyldes, at han skriver godt. Fornøjelsen er antagelig væsentligt større for dem, der også deler hans synspunkter. Bogens rent journalistiske afsnit er de mest læseværdige for den, der ikke gør. Nyholm behersker reportagen væsentligt bedre end refleksionen. Bogens sidste tredjedel er som sådan den mest velfungerende. Den består af ligefremme beretninger fra de lande, han besøger, uden så meget godtkøbsfilosofi.
(KD 13. april 2011)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar